Frederik IVs rytterskoler - ´De kongelige Skoler´



Den grundlæggende historie om rytterskolernes oprettelse og indretning er beskrevet i det efterfølgende,
men ønskes information om et bestemt rytterdistrikt eller en bestemt rytterskole, kan knapperne herunder benyttes

  
Instruksen af 1721  -  Skolernes placering

Klik på den grønne knap til venstre for at se Frederik IVs instruks for de Kongelige Skoler
eller på knappen til højre for at benytte en genvej til de enkelte 241 rytterskolers placering i de 12 rytterdistrikter.

Klik på knappen herover for direkte at se information om en bestemt rytterskole (alfabetisk liste over alle rytterskolerne med links til yderligere informationer om den enkelte skole.)


"Hvis man ikke kender fortiden, forstår man ikke nutiden og egner sig ikke til at forme fremtiden"  (Citat af Simone Weil)

Det nationale rytteri
Ved afslutningen af svenskekrigene i 1658/1659 havde Danmark en hvervet hær på 11-12.000 mand, men det havde landet ganske enkelt ikke råd til, og da man kunne ikke undvære soldater, oprettede man i stedet et ´krigskollegium´, som skulle finde en løsning på problemet. Resultatet blev, at man i 1661 inddelte landet i ´lægder´ efter bøndergodset, det vil sige: Det antal gårde, der i fællesskab skulle stille én soldat. Sammen med den nye hartkornsmatrikulering blev et lægd ansat til 60 tdr. hartkorn bøndergods, som så skulle stille én såkaldt ´fodsoldat´. På den måde udskrev man ca. 5000 mand inddelt i 4 regimenter. I fredstid skulle soldaten tjene i lægdet. 
Da Christian V blev konge i 1670, var de hvervede tropper dog stadig en stor økonomisk belastning for landet. Lægderne blev derfor omlagt, så de herefter var på 70 tdr. hartkorn, og kongen besluttede samtidig at oprette et nationalt rytteri bestående af 5 nationale rytterregimenter på hver 1000 mand; 4 regimenter i selve kongeriget og et mindre regiment i den kongelige del af hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Udskrivningen til rytteriet blev foretaget på en stor del af det omfattende krongods, som derfor blev udlagt til ryttergods, der så skulle stille én rytter for hver 8 tønder hartkorn mod at blive fritaget for landgilde, matrikelskat og tilsvarende afgifter. Christian Vs oprindelige rytterdistrikter på øerne omfattede 1.467 gårde og 164 huse med tilsammen 10.376,03 tønder hartkorn og i Jylland 2.109 gårde og 304 huse med tilsammen 10.444,72 tønder hartkorn og udgjorde dermed for hele landet i alt 3.576 gårde og 468 huse med tilsammen 20.820,75 tønder hartkorn. Til sammenligning kan nævnes, at det samlede krongods udgjorde 14.370 gårde og 4.740 huse med tilsammen 88.682,77 tønder hartkorn. Det var således kun en mindre del af det samlede krongods, der indgik i ryttergodset. Med en kongelig forordning i 1680 blev det bestemt, at der nu blev opført ryttergårde til rytterne og deres familie. Ryttergårdene var huse på 6 fag med bindingsværk og stråtag med skorsten over ildstedet inde i huset. Ryttergårdene skulle have sengested, underdyne, overdyne, hovedpude og blårgarnslagner samt nødtørftig ´ildebrændsel´.

"Ryttergodserne var fritaget for skatter, landgilder og andre byrder mod at stille det foreskrevne antal ryttere. Ordningen var meget ufordelagtig for staten, og der skete da også mindre reformer i årene 1715-20, herefter blev den fuldstændig omordnet, således at fæsterne indbetalte deres afgifter til "rytterkassen", hvorfra de udbetaltes til de pågældende regimenter. Rytterordningen fra 1670 betød, at det var fæstebonden eller hans søn der red for gården, som var fritaget for skatter og afgifter. Dette betød en økonomisk fordel for bonden, men der var også ulemper, at f. eks. mistede en del ryttere livet i slaget ved Lund i Skåne 1676 mod svenske ryttere. Det gav mange enker og fæsteledige gårde. Ordningen fortsatte trods dette med enkelte ændringer, indtil den store ændring kom under "Den store nordiske krig 1709-1720. Denne ændring skete bl.a. af hensyn til landbruget, da det ikke var let at drive landbrug når boden skulle ligge som rytter i Skåne, i det hele taget var der mange bønder der mistede livet under Svenskekrigene , men den væsentligste grund var nok pengemangel. Det havde hidtil været en fordel at være rytterbonde med de lidt mindre afgifter end andre fæstebønder, men da man i de kommende år gik over til at leje ryttere, faldt disse fordele væk, og rytterbonden var fra 1732 stillet akkurat som andre fæstebønder med de samme skatter og afgifter, og rytterbonden skulle tillige betale til rytterkassen, hvorfra udgifterne til rytternes underhold blev dækket".
(Citeret fra Julius Hansens artikel om ryttergårde i "Søndersø Lokalarkivs årsskrift", 1991)

Efter det blodige slag ved Lund i 1676, hvor næsten to tredjedele af både de danske og de svenske soldater lå dræbte på slagmarken og efterlod mange enker på ryttergårdene, stod det klart, at hvervningen af ryttersoldaterne nødvendigvis måtte omlægges, så rytterbønderne kunne passe det nødvendige arbejde på ryttergårdene, og at rytterne derfor måtte hverves blandt "ledige Karle fra Ind- og Udland". Det skabte imidlertid ofte problemer for rytterbonden at have et fremmed menneske, - som måske endda også havde kone og børn -, boende på gården uden at vedkommende skulle deltage i driften, og den fælles adgang til køkken, bryggers og stegers førte derfor ofte til konflikter. Flere steder løste man problemet ved at opføre såkaldte ´rytterhuse´, som var beregnet for ryttersoldaterne og deres familier. Bønderne på ryttergodserne skulle således enten selv ride for deres gårde, eller de kunne stille en lejet mand med ´Hest, Gevær og Klæder´ - en såkaldt ´stillingsmand´. Til gengæld skulle ryttergårdene være fritaget for landgilde og andre afgifter Allerede i begyndelsen af Den Store Nordiske Krig, som fandt sted i perioden mellem 1700 til 1720, mente Frederik IV, - der var blevet konge efter faderen, Christian Vs død i 1699 -, imidlertid, at rytteriet måtte gøres mere effektivt. Ved en kongelig forordning af 22. februar 1701 blev Danmark derfor inddelt i lægder af 20 tønder hartkorn, mens ansvaret for soldaterudskrivninger dog fortsat lå hos godsejerne på ryttergodserne. Samme år oprettes landmilitsen.

Rytteriet var opdelt i eskadroner, der var enheder på mellem 100 og 150 ryttere, som blev ledet af en ritmester. Da man efterhånden gik over til, at det ikke længere var rytterbønderne, som selv ´red´, men i stedet benyttede sig af muligheden for at leje ryttere, så bønderne fortsat kunne passe gården, bortfaldt ryttergårdenes økonomiske fordele efterhånden, og fra 1732 var rytterbønderne stillet akkurat som andre fæstebønder med de samme skatter og afgifter. Rytterbønderne skulle derfor også fremover betale til rytterkassen, hvorfra udgifterne til rytternes underhold blev dækket. Man anslår, at der omkring år 1700 var ca. 59.000 gårde i Danmark. Af disse lå de 3.000 øde, 37.000 var fæstegårde under private godsejere, 15.000 var fæstegårde under kongen dvs. på krongodset og 5.300 var fæstegårde under kirker, hospitaler og Københavns universitetet, mens kun 1.700 gårde var i selveje.

 
Placeringen af de 12 rytterdistrikter, som Frederik IV lod oprette på størsteparten af krongodset. 6 af rytterdistrikterne lå fordelt på Sjælland, 1 på Lolland, 1 på Falster, 1 på Fyn og 3 i Østjylland. Tegningen til højre - efter et kobberstik - viser en kongelig inspektion i Antvorskov Rytterdistrikt ved Slagelse, hvor "generalløjtnant Henrik Bielke Kaas' 1. jyske Kyrassérregiment og generalmajor Ulrich Carl Ahlefeldts 2. jyske Kavaleriregiment lå i lejr, og om formiddagen defilerede det tunge rytteri i tætte kolonner forbi deres konge". (Citeret fra: Gyldendal - ´Den Store Danske´).

Under den sidste del af Den Store Nordiske Krig i årene 1715-1718 blev Christian Vs oprindelige, men noget spredte ryttergods således omorganiseret ved en fuldstændig omlægning af rytterdistrikterne, som nu blev samlet i lige så mange enheder, som der var regimenter. Antallet af regimenter blev fastsat til 12, så Frederik IV samlede rytterregimenterne i 12 nyoprettede rytterdistrikter, der fik navn efter de områder, hvor ryttergodset var beliggende: København (dog ikke selve hovedstaden, men de omkringliggende landsbyer), Frederiksborg, Kronborg, Antvorskov, Tryggevælde, Vordingborg,  Falster, Lolland, Fyn, Kolding, Dronningborg og Skanderborg, I alle områderne bestræbte man sig på, at kronen kom til at eje de nødvendige jorder, så en større jordombytning med godsejere blev indledt for at få sammenlagte jorder til ryttergodserne. Kongen mageskiftede også med sine søskende for at få puslespillet med rytterdistrikterne til at gå op. Således måtte prinsesse Sophie Hedevig eksempelvis i 1716 afstå godset Gjorslev på Stevns til kongen, som hun ellers var i gang med at indrette som bopæl for sig selv. Jordegodset i rytterdistrikterne omfattede derfor krongods, hvoraf de kongelige indtægter så blev anvendt til finansiering af et rytterregiment. Disse rytterdistrikter omfattede tilsammen størsteparten af det gods, som kronen endnu havde tilbage. Ryttergårdene blev afkrævet penge og foder, så det rakte til underhold af én ryttersoldat. I Tryggevælde Rytteristrikt på Sydsjælland har der eksempelvis været omkring 400 sådanne ryttersoldater og noget tilsvarende fandtes i de øvrige rytterdistrikter. Frederik IVs omordning af rytteriet fjernede sig langt fra den oprindelige idé med oprettelsen af rytterdistrikterne. Bortset fra hovedgårdenes anvendelse som kvarter for rytterne og græsning for deres heste bortfaldt meningen med ordningen helt, da Christian VI lod rytterne forlægge til rytterregimenter i købstæderne. Tilbage var derfor egentlig kun, at indtægterne af krongodset i bestemte distrikter indgik i særlige rytterkasser, som forlods var anviste til dækning af udgifterne ved disse rytterregimenter. Rytterdistrikterne fungerede indtil sidste halvdel af 1700-tallet, - typisk til sidst i 1760´erne -,  hvor rytterdistrikterne blev ophævet og jorderne solgt fra til private godsejere. Det skete normalt ved auktioner.

En nøjagtig model i størrelsesforholdet 1:10 af en rytterskole bygget af miniaturesten og indrettet med modeller af 1700-årenes almuemøbler blev skabt i 1993-1994 af et hold frivillige modelbyggere. Den imponerende model stod tidligere på Brønshøj Museum, som var indrettet i den gamle rytterskolebygning ved Brønshøj Torv. Efter branden på Brønshøj Museum og nedlæggelsen af museet vil modellen af rytterskolen angiveligt være udstillet på Københavns Bymuseum, når museet genåbner i sommeren 2019 som ´Københavns Museum´ efter flytningen fra Vesterbrogade til Stormgade .

Fattigforordningen af 1708
Siden slutningen af 1500-tallet havde der været undervisning af børn på landet. Det fandt undertiden sted i skolebygninger, som bønderne selv havde oprettet og betalte til, men egentligt skolebyggeriet var temmelig sjældent, så undervisningen foregik normalt i kirkerne og blev almindeligvis forestået af degne. Myndighederne interesserede sig ikke meget for denne undervisning, men med udbredelsen af den nye, pietistiske bevægelse i slutningen af 1600-tallet og de første årtier af 1700-tallet, - og som især kongehuset var inspireret af, - var interessen for at oprette skoler især i landdistrikterne derfor stigende. Først med Frederik IVs forordning om betleri og fattigforordningen af 24. september 1708 eller "Om Betlere i Danmark, saavel paa Landet som i Kiøbstæderne, Kiøbenhavn undtagen", som er den korrekte titel. Med forordningen opstod der imidlertid et behov for en forbedret undervisning både i byerne, men især i landdistrikterne, og det gav sig udslag i en egentlig skolelovgivning. Fattigforordningen, som var et af de første konkrete resultater af det sociale engagement, som det pietistiske livssyn førte med sig, var i Danmark det første eksempel på, at statsmagten påtog sig ansvaret for at gøre noget for samfundets fattigste. Af forordningen fremgik det nemlig, at

20.  Hvor der ikke er Skoler i Sognet, skal Inspecteurerne med Stift-Ambtmandens og Biskopens Assistence stræbe at faa dem indrættede, om det ikke kand lade sig giøre ved Dægnene, da ved andre skikkelige og beqvemme Mænd, hvilke af Sognet nyde frit enten et par Høveder-Græs eller noget til Ildebrand, efter som Inspecteurerne finde belejligt, hvorimod de uden Betaling skal da informere de Børn, som ere iblandt de Fattige indskrevne; de Bøger, som kand behøves, skaffer Præsten af de Fattiges-Casse.

21.  Naar Børnene blive saa store, at de kand drive Plog; vogte Gieslinger eller anden smaa Gierning, som paa Landet kand falde for, skal de sættes dertil; dersom Forældrene forholde dem og heller vil lade dem gaae hen i Ørkesløshed, skal Præsten med hans Medhielpere advare dem, at saafremt de lade dem gaae ledige, skal de miste deres Almisse, det og virkelig skal skee, om de ikke rætte sig.

22.  Naar Degnen om Søndagen eller andre Dage holder Catechisation i Kirken, skal ikke alene de Fattiges Børn flittig møde tilstæde, men og den gandske Ungdom, i sær de, som ikke endnu haver været til HErrens Nadvere; de som udeblive om Søndagene, da de ingenlunde uden i sær Nødsfald maa bruges i Hosbondens eller Forældrenes Tieneste, skal af Degnen optegnes og Præsten leveres, findes da Skylden hos Forældrene, skal de for hver gang bøde 2 [Skilling] til de Fattiges-Casse; er Skylden den hos Børnene selv, skal refses med Riis af Degnen; Dog skal Præsten hermed have Tilsyn, at Degnen ikke misbruger denne Myndighed efter sine Passioner, og om vinteren, naar Dagene ere mørke, Vejene onde at bære Consideration med dem, som boe langt fra Kirken.

Fattigforordningen af 1708 påbød også, at børnene i hele landet og dermed også i byerne skulle møde til katekisation efter søndagsgudstjenesten, eller når skoleholderen ellers ønskede det på søgnedage. Udeblivelse blev straffet med bøde til fattigkassen, hvis det var forældres skyld, og med ris, hvis det var barnets egen skyld.

 

Problemet med fattige og forældreløse børn, som drev omkring og måtte klare sig selv ved tiggeri og tyveri, havde man ganske vist også tidligere forsøgt at gøre noget ved især med oprettelsen af Christian IVs Børnehus på Christianshavn hundrede år tidligere, hvor nogle af disse børn blev ´indfanget´ og indsat i Børnehuset. Børnene fik dermed ikke blot et sted at bo, men at de også blev oplært i et håndværk - typisk indenfor klædefremstilling -,  var ganske vist et klart tegn på, at man var opmærksom på situationen med de omstrejfende, fattige børn, og at man i nogen grad forsøgte at ´afhjælpe problemet´, men situationen med de huserende grupper af fattige og ofte forældreløse børn var på ingen måde blevet løst med opførelsen af det trods alt fængselslignende børnehus. Først med den nye fattigforordning blev det et egentligt lovkrav, at de fattige børn både i byerne og i landdistrikterne nu fik ret til at modtage gratis undervisning i skolerne, men da hensigten ikke blev fulgt op med opførelsen af skoler, fik undervisningen af almuens børn slet ikke det ønskede omfang, som det det det også blev tilfældet med den senere skoleforordning af 1739. I langt de fleste sogne i landdistrikterne var der fortsat ingen skoler. Fattigforordningen angav nemlig ikke, hvordan midlerne kunne skaffes både med hensyn til opførelsen af det betydelige antal nye skolehuse, der var brug for, og til aflønning af de nødvendige antal skoleholdere, så trods de gode intentioner kom det derfor til at gå meget langsomt med udbredelsen af undervisningen af almuens børn på landet. Selv om det med fattigforordningen af 1708 som nævnt blev påbudt, at der skulle oprettes skoler på landet i alle sogne, var det reelt først med indførelsen af den obligatoriske konfirmation i 1736 og skoleforordningen tre år senere, at man indså nødvendigheden af, at børn og unge mennesker fik lært at læse religiøse skrifter som Luthers lille Katekismus. Et vigtigt udtryk for, at der alligevel var en udvikling i gang omkring almueundervisningen - også i tiden før 1739 - var dog opførelsen af de såkaldte ´prinse- og prinsesseskoler´, som Frederik IVs søskende, prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig, lod opføre i på deres godser især i årene omkring 1720, og ikke mindst af de ´Kongelige Skoler´, som Frederik IV ganske få år senere lod opføre på en del af krongodset. Det er disse skoler, vi i dag bedst kender som ´rytterskolerne´.

De ´Kongelige Skoler´, rytterskolerne.
Frederik IV, som var lydhør for tidens pietistiske bevægelse, besluttede, at der i forbindelse med hans 50 års fødselsdag i 1721 skulle opføres 20 skoler i hvert af de 12 rytterdistrikter. Disse oprindeligt planlagte 240, - men i virkeligheden 241- ´Kongelige Skoler´ eller rytterskoler skulle være almueskoler for rytterdistrikternes børn. Med sit pietistiske livssyn mente kongen, at evnen til at kunne læse i bibelen og lære Luthers lille Katekismus var midlet til at udvikle gode, kristne samfundsborgere. Det var dog ikke den eneste grund til, at kongen lod rytterskolerne opføre. Den militære begrundelse spillede også en vigtig rolle. Det var da også en militærkommission, der oprindelig have havde taget initiativ til oprettelsen af skoler på krongodset (se senere), som derfor også må ses som et led i arbejdet med at organisere det danske forsvar i sidste halvdel af 1600-tallet. For staten var det naturligvis vigtigt, at man havde en slagkraftig hær, og dette behov var ikke blevet mindre med den netop afsluttede 20 år lange krig, der er er kendt som ´Store nordiske Krig´ (1700-1720). Indtil da havde hæren for det meste bestået af lejesoldater, men det var en kostbar løsning, så allerede i begyndelsen af 1700-tallet gik man derfor over til at anvende tvangsudskrevne bønder som soldater, som var en en langt billigere løsning. Bønderne skulle aflægge en faneed, som man tillagde en guddommelig begrundelse. Det blev derfor vigtigt, at de tvangsudskrevne bondesoldater havde tilegnet sig forståelse af den kristne børnelærdom. I begyndelsen blev der udelukkende udskrevet bønder fra rytterdistrikterne, der var oprettet på krongodset. I første omgang blev det derfor også kun i disse landdistrikter, der blev oprettet skoler. Rytterskolerne blev opført ikke kun for at for at sikre, at børnene, - både piger og drenge, - fik den mest grundlæggende kristne børnelærdom, men samtidig også blev opført for at sikre, at de rekrutterede ryttersoldater kunne læse.

Rytterskolernes forhistorie
Som allerede omtalt var det først med indførelsen af den tvungne konfirmation i 1736 og den opfølgende skoleforordning af 1739, at der blev indført tvungen skolepligt for alle bønder- og landarbejderbørn over hele landet. Også den tidligere oprettelse af landmilitsen i 1701 og den senere indførelse af stavnsbåndet i 1733 må ses i dette lys. I praksis blev fordelingen af rytterskolerne dog meget ujævn, og reelt set var det langtfra alle børn i rytterdistrikterne, som fik mulighed for at modtage undervisning i de nyopførte skoler.

Alligevel blev det etableringen af rytterskolerne i 1720´erne, som blev det første samlede initiativ til en almindelig skolegang for almuen på landet. Som allerede nævnt var de første skridt til at gennemføre dette skoleprojekt en indstilling i 1720 fra den af de to militærkommissioner, som var nedsat for bl.a. at udarbejde krigsjordebøgerne for Sjælland. Den ene kommission foreslog nemlig at oprette et antal skoler i distrikterne. Det var kommissionens opfattelse, at dette let ville kunne gennemføres, da kongen ejede næsten al jordegodset. Kommissionen mente, at man kunne anvende gadehuse til skolebygninger og aflønne hver af det nødvendige antal lærere lærer med 20 sletdaler, og at denne udgift skulle udredes af regimentskassen og med tillæg af beboerne efter fattigforordningen af 1708. Hele udgiften anslog kommissionen til 1000 rigsdaler om året. Frederik IV approberede forslaget den 12. august samme år (1720), og kongen henviste derpå de kommitterede til at forhandle med biskop Christen Worm (1672-1737), som siden 1711 havde været biskop over Sjællands Stift. Opgaven var at finde frem til, hvordan skolevæsnet kunne indrettes i praksis og ligeledes, hvordan skolehusene kunne anskaffes og i hvilke sogne, skolerne skulle placeres. Ugen efter fulgte indstillingen fra kommissionen fra Sydsjælland. Her foreslog man, at der blev oprettet en skole i hvert kirkesogn for så vidt, at sognet udelukkende bestod af krongods. Skulle dette forslag vise sig at blive for bekosteligt, kunne man eventuelt oprette nogle af skolerne, så de i stedet skulle ´dække´ to sogne. Med den første løsning blev antallet anslået til i alt 54 skoler, og kommissionen havde også udpeget, hvor disse skoler skulle placeres. Udgiften skulle udredes af kirketiende og omkostningerne blev beregnet til at udgøre 876 rigsdaler årligt, nemlig 20 sletdaler pr. lærer og 4 rigsdaler pr. hus til i alt 39 nyopførte skoler. De sidste 15 skoler kunne indrettes i ledige allerede eksisterende rytterhuse. Kongen approberede forslaget den 30. august. Samtidig med beslutningen om at opføre de `Kongelige Skoler´ nedsatte kongen en kommission, som skulle udarbejde en fælles forordning eller instruktion for de nye skoler. Det endelige antal skoler, som man til sidst besluttede sig for at ville opføre, skulle dog vise sig at blive langt højere, - nemlig i alt 241 nyopførte skoler (se senere).

Slotspræsten ved Frederiksborg Slot, Peder Hersleb var samtidig også sognepræst i Hillerød og Nørre Herlev. Han stod desuden på god for med Frederik IV og fik allerede i 1718 et tilsagn fra kongen om, at en af de påtænkte ´Kongelige Skoler´ måtte blive opført netop i Nørre Herlev, som det også skete i 1722. På det tidspunkt var det ellers endnu ikke bestemt, hvor de enkelte skoler skulle placeres, men ved at indgive sin ansøgning om oprettelsen af en skole i sit anneks i Nørre Herlev blev Herslev i virkeligheden ophavsmanden - eller i det mindste en af de vigtigste ophavsmænd - til opførelsen af rytterskolerne, idet kongen pålagde Hersleb at udarbejde den samlede og endelige plan for oprettelsen af de planlagte 240 landsbyskoler i de 12 rytterdistrikter; en opgave, som Hersleb sammen med andre personer, der også var kom til at spille afgørende roller i forbindelse med gennemførelsen af planen om rytterskolerne, løste på allerbedste måde og til kongens fulde tilfredshed. Peder Hersleb var en særdeles dygtig mand, som med sin pietistiske indstilling også gjorde sig fortjent på mange sociale områder, bl.a. reorganiserede han Hillerøds fattigvæsen fra bunden af, ligesom han også gav stødet til, at der i 1726 - ligeledes i Hillerød - blev oprettet et almindeligt hospital (dvs. en fattiggård) for folk fra hele landet. Med tiden udviklede der sig efterhånden et tæt fortrolighedsforhold mellem Herslev og Frederik IV, og da kongen  i 1730 lå for døden på Odense Slot, var det også Hersleb, som var hos ham til det sidste. Dagen efter kongens død blev Hersleb meget mod sin vilje udnævnt til biskop over Akershus stift i Norge 1730-1737 og biskop over Sjællands Stift fra 1737. Også den pietistiske adelsmand Christian Carl Gabel (1679-1748) kom til at spille en vigtig rolle i forbindelse med oprettelsen af rytterskolerne. Gabel, som ellers var viceadmiral og havde indlagt sig hæder i den netop afsluttede Store Nordiske Krig, sad også i Statsrådet. Han nød stor anseelse hos Frederik IV og havde som en af landets betydeligste godsejere både erhvervet sig et af landets største godser, Bregentved i Sydsjælland i 1709. Efterfølgende købte Gabel også flere andre godser både på Fyn og i Jylland. Senere blev han også stifteamtmand i Ribe. Gabel interesserede sig også meget for skoleforhold og blev derfor også en af hovedmændene bag ordningen om rytterskolerne.

Kommissionen af 1720 og rytterskoleforordningen af 1721 om oprettelsen af rytterskolerne
I  august 1720 havde Frederik IV nedsat en kommission,  der skulle udarbejde retningslinjerne for en fælles forordning for de nye skoler i rytterdistrikterne. Beslutningen om at opføre rytterskolerne blev stadfæstet af kongen den 28. marts 1721, og året efter begyndte man så selve opførelsen af skolerne. De byggetekniske spørgsmål var imidlertid endnu ikke helt afklaret; således blev der den 31. maj 1721  fremlagt to tegninger med forslag til de planlagte skolebygninger, hvoraf det ene forslag gik ud på, at skolerne skulle opføres i bindingsværk og det andet, at skolerne skulle opføres med grundmurede ydervægge.
Tegningerne med disse 2 forslag menes ikke at være ikke bevaret. Den endelige beslutning om opførelsen af ´De kongelige Skoler´ blev fremlagt  den  23. august 1721, hvor kongen forordnede, at der herefter skulle opføres 5 nye grundmurede skoler årligt i 4 år i hvert af det 12 rytterdistrikter, altså i alt 240 skolebygninger, og i november samme år modtog rentekammeret fra kongelig hofgartner, arkitekt J C Krieger og fra bygmester og teglværksejer Lauritz Eriksen fra Nivaa, som han samarbejdede med, det økonomiske overslag over skoleprojektet med en tilhørende tegning til en grundmuret skolebygning for opførelsen af de 240 ens skoler, som alle skulle opføres for den samme pris, nemlig 550 rigsdaler pr. bygning. Beregningen af omkostningerne var nok lige i underkanten af, hvad der var realistisk. En detailleret beskrivelse af de materialer, som skulle anvendes med angivelse af prisen på de enkelte materialer og arbejdsløn, som blev udarbejdet af J. P. Planitz den 4. marts 1722, slutter med en samlet anslået pris på 651 rigsdaler for én skolebygning; altså med en anslået omkostning, som ligger omkring 100 rigsdaler over det oprindeligt budgetterede, og Planitz afslutter meget bestemt sin beregning med følgende bemærkning: "Hvilket I saa Maader er beregnet efter den allernøiste Pris som nu omstunder falder paa Materialerne udi Jydland, og med hosfølgende original Specifikationer af nogle jydske Kiøbmænd kand bevises, som med deres Ed haver bekræftet for mig: at de hverken kand eller vil sælge deris Vare ringere".

Johan Cornelius Krieger (1683-1755) blev i 1711 slotsgartner ved orangeriet på Rosenborg Slot. Som landskabsarkitekt regnes J. C. Krieger for at være den største danske havekunstner og den mest markante eksponent for barokkens havestil på dansk jord. J. C. Krieger var også arkitekt, og blandt hans hovedværker er slotshaverne på både Fredensborg Slot, som han også tegnede, og Frederiksborg Slot. J. C. Krieger forestod desuden opførelsen af rytterskolerne i Fyns Rytterdistrikt.

Af forordningen eller ´Instructionen´ af 28. marts 1721, som er den korrekte betegnelse, fremgik det bl.a., at

"Skolernes Ydermurer, saavel som Skorsten og Bageovn af Flensborg-mursten, Skillerummene af tørrede Mursten og alle Gulve af brændte Mursten. I Forstuen Gulv af Kampesten. Murene skal udvendig have rene Fuger, Fod og Gesims; indvendig ere alle Stuerne hvidtede. Taget af røde Flensborgsten. Uden om hele Huset Brolægning, ligesaa i Stalden. Tagværket, Loftet og de indvendige Dørkarme af Norsk Tømmer, men Karmene til Yderdørene og til Vinduerne ligesom Rammer og Poster i disse af Eg. Der er 3 Yder- og 5 Inderdøre, nogle med Laas, andre med Krog og Krampe. Der ere 17 Vinduer, hvert med 24 blyindfattede Ruder. Indvendig ere Vinduerne malede røde, udvendig perlegraa ligesom de Lemme, der lukker for dem om Natten".

Alle disse 240 skoler blev bygget efter nøjagtig samme anvisning, og de sidste skoler stod færdige i 1727. Ved en kongelig resolution af 11. juni 1727 blev der dog opført endnu en rytterskole på Bogø, fordi børnene dér havde for vanskeligt ved at komme til nogen af de andre skoler, så det samlede antal rytterskoler nåede faktisk op på 241. Seneres lod kongen også opføre nogle bindingsværkskoler på Femø, Fejø og Askø, men disse skoler var ikke rytterskoler. Man har betegnet opførelsen af rytterskolerne for det første eksempel på egentligt typehusbyggeri i Danmark.

Efter lange forhandlinger blev fordelingen af de oprindeligt planlagte skoler dog, at der skulle opføres 19 skoler i Københavns Rytterdistrikt, 19 skoler i Frederiksborg Rytterdistrikt, 19 skoler i Kronborg Rytterdistrikt, 18 skoler i Tryggevælde Rytterdistrikt, 19 skoler i Vordingborg Rytterdistrikt, 20 skoler i Antvorskov Rytterdistrikt, 21 skoler i Lolland Rytterdistrikt, 27 skoler i Falster Rytterdistrikt, 20 skoler i Fyns Rytterdistrikt, 10 skoler i Dronningborg Rytterdistrikt, 24 skoler i Skanderborg Rytterdistrikt og 25 skoler i Koldinghus Rytterdistrikt. I 1724 afhændede Frederik IV store dele af sine besiddelser på Lolland. Det medførte, at der i 1726 blev oprettet et 13. rytterdistrikt på Møn, hvor der blev opført 10 skoler, idet man ´sparede´ 9 skoler fra Lolland og 1 fra Dronningborg rytterdistrikt.
Ryttersoldaterne blev dog snart forlagt til købstæderne, og da det oftest var unge mænd, som endnu ikke havde stiftet familie, har det været meget få ´rytterbørn´ , som fik undervisning i rytterskolerne. Det var bønderbørn, og - i modsætning til latinskolerne i købstæderne, hvor peblingene var ´udvalgte drenge´ og piger normalt ikke gik i skole-,  omfattede de børn, som modtog undervisning i rytterskolerne både drenge og piger.

 Instruction

  Hvorefter

Wi Friderich den Fierde /af Guds Naade / Konge til Danmark og Norge / de Venders og Gothers / hertug udi Slesvig / Holsten / Stormarn og Ditmarsken / Greve udi Oldenborg og Delmenhorst / allernaadigst ville / at enhver Skolemester / i Rytter-Districterne sig i det ham anbetroede Skolemesters Embede / indtil videre skal rette og forholde.

Hafniæ den 28 Martii Anno 1721


Klik hér for at se hele Instruktionen til Skolemesteren fra 1721.

Med rytterskoleordningen i 1721 blev der kun oprettet én skole i hvert sogn, og det medførte, at mange børn fik en meget lang skolevej. Det forsøgte man senere at afhjælpe i slutningen af 1700-årene, hvor en skolekommission blev nedsat med det formål at forberede en ny skolelov. Ændringerne skete dog først med skolelovene af 1814.

Rytterskolens indretning
Alle rytterskolerne var ens og opført efter samme grundplan: Længden var 21 alen (ca. 14 meter), bredden 12 alen (ca. 8 meter) og højden 4½ alen (ca. 3 meter) fra det murstensbelagte gulv til bjælkeloftet. I modsætning til prinse- og prinsesseskolerne, som var opført med bindingsværk og stråtag, var rytterskolerne opført med grundmurede afbrændte, holstenske mursten i to stens tykkelse og med et tag af røde Flensborgtegl. Skolebygningerne skulle være mønsterbyggerier, så de blev opført af de bedste materialer. Prisen for den enkelte skole var dog angivet til 550 rigsdaler, og det var meget grundigt beskrevet, hvilke materialer og hvor meget af de enkelte byggematerialer, der skulle anvendes.

I en lille landsby med stråtækte bindingsværkshuse har disse skoler utvivlsomt virket meget overvældende; opført i sten og med tegltag. Enkelte steder valgte man dog at udskifte tegltaget med et stråtag, fordi der var ´Eksempel paa, at Børnene ved deres Legen og Spil kaster Sten på Tagene for at have Fornøjelse af samme Stens Nedrulning, hvilket foraarsager Tagstenenes Istykkerslagelse´. Indvendig var væggene pudsede og hvidtede. Der var 3 yderdøre og 5 indvendige døre; nogle af dem var forsynet med lås og andre med krog og krampe. Huset havde i alt 17 vinduer med blyindfattede ruder. Indvendigt var vinduerne malet røde, og udvendigt var de malet perlegrå. Det samme var de lemme eller skodder, som kunne lukkes for vinduerne om natten. Gesimsen var malet blå. Foruden en lille forstue ved hoveddøren og skolestuen var der er lille lærerbolig bestående af en mindre stue, et lille sovekammer, et spisekammer og et køkken. Her var en åben skorsten med ildsted og bageovn, og herfra blev der også i de første år fyret i den kakkelovn af ler - en såkaldt bilæggerovn - , som både opvarmede skolestuen og lærerboligen uden røggener og med mindsket risiko for brand.  I 1729 godkendte kongen dog, at rytterskolerne blev udstyret med en bilæggerovn af jern og godkendte samtidig, at udsmykningen på ovnens forplade blev et relief af ham selv og dronning Anna Sophie Reventlow (se billedet herunder). De noget mindre sideflader på ovnen blev udsmykket med et middelalderinspireret billede af en lærer og hans elev samt årstallet 1729. Ifølge grundplanen var skoleholderens bolig på i alt 37 m² og skolestuen med forstue på i alt 33 m², i alt 70 m². I skolestuen var anbragt et par borde, der bestod af brædder fastgjort til bordben. I modsætning til de stråtækte landsbyskoler, hvor gulvet var lerstampet, var gulvene i rytterskolerne belagt med mursten. Fra en synsforretning på en rytterskole i 1735 fremgår det imidlertid, at der også var et betydeligt slid på gulvet, hvor børnenes træsko og gulvsandet havde ført til, at "Gulvet i Skoelestuens Værelse er endeel Steder opslidt, der til behøves (...) 100de Flensborger Muurstene". Endelig var der ved siden af skolestuen en lille stald på 8 m²  med plads til et par køer og nogle får. Gulvet i stalden var brolagt, og det samme var pladsen omkring skolen. Vand måtte man hente fra gadebrønden. En general ombygningsplan for rytterskolerne fra 1792 medførte flere forandringer: Stalden blev nedlagt og skolestuen flyttet, hvorved lærerboligen blev gjort lidt større, så der nu blev plads til en lidt større stue og til et lille pigekammer. Skolebygningen blev gjort større og lysere. Samtidig fik skoleholderne tillagt mere jord, og et udhus blev opført til erstatning for den nedlagte stald. Til hver rytterskole blev der udlagt 280 td. hartkorn.
 

Fotografi fra ukendt et år af rytterskolen i Næsbyhoved-Broby på Fyn. Fotografiet er nok det bedste fotograferede eksempel på en rytterskole, som ikke i nævneværdig grad var ændret ved ombygning trods de senere tilføjede vinduer i gavlen. Skolen blev desværre revet ned i 1915 for at give plads for en nyopført skole. Herunder er gengivet et sort-hvids fotografi af et ældre maleri, som forestiller rytterskolen i Lille Heddinge på Stevns, som den så ud, inden en senere ombygning i venstre side. Både på fotografiet herover og på maleriet mangler de oprindelige vinduesskodder, som ses på rekonstruktionstegningen herunder. Kunstneren har drejet rytterskolen i Lille Heddinge 90 grader til højre i forhold til kirken. Trods dette giver maleriet et udmærket indtryk af, hvordan rytterskolen oprindelig så ud på et tidspunkt, hvor den - udover kirken - var landsbyens flotteste hus, som både var grundmuret og dertil havde et tag med tegl, som ellers kun var på kirken. Omkring skolen, kirken og gadekæret lå så landsbyens øvrige gårde og huse opført i bindingsværk og med stråtag. Rytterskolen i Lille Heddinge er bevaret til vore dage og regnes i dag for at være den bedst bevarede rytterskole i forhold til den oprindelige udseende fra 1720´erne. Rytterskolerne var oprindelig alle hvidkalkede.




Tegninger af en ombygget rytterskole i 1740. Den oprindelige stald blev nedlagt, så skolestuen både kunne udvides og gøres lysere med flere vinduer.. Denne ombygning blev gennemført på de fleste hvis ikke alle rytterskoler. Teksten på tegningen lyder: "Grundrids af de muuerede Skoeler saaledes som samme Ano 1740 af F4. ere opbyggede. Som en Følge af de nye Udhuuses Opbyggelse kunde de gamle Skoelehuuse begvemmemiere indrettes efter nedenstaaende Plan, hvorved Skoeleholderne fik meere Beqvemmelighed og den nu ellers mørke Skoelestue blev lysere og rummeligere". Hvorfor årstallet for opførelsen af rytterskolerne angives som 1740 og ikke i perioden 1721/1722 til 1727, som er det korrekte, vides ikke.


Nyere rekonstruktionstegning og grundplan af rytterskolen i Gentofte. En beskrivelse af en rytterskole lyder således: "En grundmuret bygning på 9 fag med tegltag. En forstue med indgang til skolestuen. Herfra indgang til dagligstuen, hvorfra der var indgang til soveværelse og køkken. I køkkenet var der døre til spisekammeret og ud til det fri. Fra gården var der adgang til stalden, som lå i den ende af bygningen, hvor skolestuen var. Huset havde én skorsten og 8 vinduer med hver 48 blyindfattede ruder. Der var murstensgulve i lejligheden og i skolestuen og kampestensgulv i stalden. Fra den åbne skorsten med bageovn og ildsted, kunne fyres i en kakkelovn af ler, der opvarmede både skolestue og dagligstue". Kakkelovnene af ler - bilæggerovnene - blev dog efterhånden udskiftet med bilæggerovne af jern, som det beskrives herunder. Skolebordene bestod af pæle, som var nedrammet direkte i gulvet og med brædder lagt ovenpå som bordplade. Ingen af disse borde er bevaret til vore dage. Disse simple borde og tilsvarende bænke, som også var nedrammet i gulvet, er forståeligt nok udskiftet fra tid til anden, når de var nedslidte, og både borde og bænke er alle sikkert endt som brænde.


Herover er forsøgt en rekonstruktion af en rytterskole - med brug af elementer fra rytterskolen i Lille Heddinge, - som disse skoler så ud, da de blev opført mellem 1721/1722 og 1727 (c) Finn Thorshøj.). Som det også ses på rekonstruktionstegningen, burde der nok have været skodder ved vinduerne. Rytterskolerne var i virkeligheden ´typehuse´; og man har da også betegnet rytterskolerne som det første typehusbyggeri i Danmark, for alle skolerne var i store træk bygget fuldstændig ens. Bygningen var oprindelig 13,1 meter (21 alen) lang, 7,5 meter (12 alen) bred og med 2,82 meter (4,5 alen) fra gulv til loft. Den havde en beskeden forstue med hoveddør og skolestuen til højre. På grundplanen over den ca. 120 m² store bygning kan man se, at lærerboligen lå til venstre for indgangsdøren og den lille forstue, som skulle holde varmen inde i huset. Lærerboligen bestod som allerede beskrevet af en stue, et køkken med ildsted under skorstenen og med en bageovn samt et spisekammer og et sovekammer. Til højre lå skolestuen og den lille stald med plads til et par køer og nogle får eller geder, hvortil der var adgang fra husets bagside. Fra 1729 blev skolerne udstyret med bilæggerovne af jern, som på forsiden var udsmykket med et relief af Frederik IV og hustruen, dronning Anne Sophie Reventlow. Den viste ovnplade (herover til højre) stammer fra rytterskolen i Overby i Skanderborg Rytterdistrikt. Ovnene forekommer dog i to forskellige typer, dels ovne med en låge og med teksten "Providentia et Virtute" med det nævnte relief af Frederik IV og dronning Anna Sophie Reventlow, og dels de lidt ældre ovne med monogram og en løve med sabel, som har et relief med kongen og dronning Louise, som det ses på fotografiet herunder, der stammer fra det nu nedlagte ´Dansk Skolemuseum´ i København.


Herunder ses arkitekt Sven Risoms grundige rekonstruktionstegning fra 1925 af rytterskolen i Dagløkke i Kronborg Rytterdistrikt. Oprindeligt har rytterskolen dog næppe haft stråtag, men tegltag, da den blev opført i 1726. Sven Risom (1880 - 1971) arbejdede bl.a. meget med rekonstruktionstegninger.




I årenes løb gennemgik alle rytterskolerne ændringer typisk i form af tilbygning i begge ender. På ældre fotografier er det ofte forholdsvis let at ´genkende´ den oprindelige rytterskole, men i vore dage er de stadig bevarede tidligere rytterskoler, som der heldigvis er rigtig mange af, ombygget til ukendelighed, og det er oftest umuligt at se på bygningen, at det drejer sig om en gammel rytterskole. Herover ses en plan over en tidlig, men også meget typisk ombygning af en rytterskole i dette tilfælde fra enten Kronborg Rytterdistrikt eller Frederiksborg Rytterdistrikt, men eksemplet kunne sagtens gælde rytterskolerne i alle 12 rytterdistrikter. Teksten lyder: "En af Frederik IVs Skoler saaledes som de i 1790´erne paa Kronborg og Frederiksborg Distrikter blev ombygget af Kaptajn og Landinspektør Recke. Der blev opført særligt Udhus, da der ved Udskiftningen var tillagt Skolerne Jordlod. Det tidligere Staldrum indrettedes til Skolestue, denne blev derved forøget med to Fag til højre, men mistede et Fag til venstre - til Pigekammer m.m. Recke fik for en ny Skole at bygge 1000 Rdl. / for et Udhus til en gl. Skole 100 Rdl. 18-5-1914. L.P.". Herunder er gengivet et fotografi fra et ukendt år af en (desværre endnu) ikke identificeret rytterskole, som er et typisk eksempel på nogle af de ombygninger, rytterskolerne undergik i tidens løb . (Skulle nogen genkende bygningen, hører jeg meget gerne om det: finn@thorshoj.dk)


 

Med enkelte undtagelser var alle rytterskolerne grundmurede. De skoler, som Frederik IVs søskende, prinsesse Sophie Hedevig og prins Carl, allerede havde ladet opføre på deres godser, inden beslutningen om opførelsen af rytterskolerne blev taget i 1721, var alle stråtækkede bindingsværkshuse som fx ´Prins Carls Skole´ i landsbyen Store Torøje på Sydøsttsjælland. Disse skoler var opført på traditionel vis på et fundament af syldsten og lignede derfor de øvrige huse i landsbyerne. Frederik IV havde imidlertid været meget lydhør overfor et forslag, hvori det udtrykkeligt blev fremhævet, at ´De Kongelige Skoler´, som er det korrekte navn på skolerne, at disse skoler, som i dag er kendt som rytterskoler, med hensyn til udseende burde være mere anseelige end landsbyens øvrige huse, så “deres Udseende kunne henlede Tankerne på deres højere Bestemmelse”. Kongen fulgte denne henstilling og lod rytterskolerne opføre således, at disse skoler blev den mest anselige bygning i landsbyerne næst efter kirken. Alene ved sin størrelse og den anderledes byggestil, - grundmuret og  med tegltag, -  må de gedigne, hvidkalkede "Skoelehuuse" uundgåeligt have gjort et stort indtryk på landsbyens befolkning, og skolens umiddelbare nærhed af og tilknytning til kirken har utvivlsomt aftvunget en vis respekt hos landsbyens bønder. Ikke engang præstegårdene kunne måle sig med skolerne. Til skolen hørte også en jordlod, - ´skolelodden´ - , som ofte senere fik matrikel nummer ét, da man begyndte at tegne matrikelkort over landsbyerne med anførelse af gårde og jordlodder .
I det ydre var rytterskolen derfor en imponerende bygning, som både skulle vise kongens magt og aftvinge respekt hos landsbyboerne, men forholdene var helt anderledes, når det kom til det, som ikke umiddelbart kunne ses, nemlig størrelsen på skolestuen. Et lokale på 40 m² var imponerende stort efter datidens forhold. Inventaret var til gengæld mindre imponerende: Et par lange, grove bræddeborde, som var fastgjort til stolper, som var nedrammet i det lerstampede gulv, og en 6-7 tilhørende bænke, som ligeledes var fremstillet af brædder på nedgravede stolper, var stort set hele det inventar, børnene havde til rådighed. 100 ABCer, 100 katekismer, en bibel og nogle salmebøger var normalt, hvad der var anskaffet af undervisningsmidler til hver rytterskole. I instruksen af 1721 er det formuleret således:

´en Tavle, et Sengested og en Jærnbilæggerovn (ej den sædvanlige paa Landet Ovn af Teglsten, da Børnene kunne slaa Hul paa en saadan), samt en Bibel og 3 à 4 Salmebøger. Til fattige Børn burde det offentlige anskaffe ABCer, Bøger med Katekismer og de 7 Forklaringer - hvilket er alt, hvad Børnene paa Landet fornemmeligen lærer.´

Dertil kom undertiden en mindre sandkasse på ben, som børnene kunne anvende til skriveøvelse. Sandkassen var dog ikke en del af det faste udstyr; den måtte man selv fremstille lokalt, hvis man ønskede, at børnene - eller i det mindste nogle af dem - også skulle lære at skrive. Det krævede imidlertid ekstra betaling fra forældrene.

Med en generel ombygningsplan for alle rytterskolerne fra 1792 blev der som allerede nævnt gennemført flere forandringer. Den vigtigste af disse var, at stalden blev flyttet ud i et selvstændigt udhus, så skolestuen blev udvidet og dermed bedre kunne rumme det efterhånden øgede antal børn. Ved samme lejlighed blev skoleholderens stue også lidt større. Desuden blev der nu også plads til et mindre pigekammer, ligesom der i udhuset blev indrettet et tosædet lokum.

Rytterskoletavlerne
Et særkende ved rytterskolerne var den store sandstenstavle, som blev opsat på alle rytterskolerne med undtagelse af rytterdistriktet på Lolland, der blev solgt fra, inden tavlerne var færdige og monteret. Sandstenstavlerne eller ´rytterskoletavlerne´ var indmuret over hoveddøren, og de var alle hugget hos ´Bilthucker i Steen´, Iohan Christopher Heinbrodt i København i perioden 1722-1726 og opsat på skolerne i 1726-1727. Tavlerne var alle udført med Frederik IVs spejlmonogram, en sætning på latin, og en strofe eller et vers på dansk, som man ofte - og temmelig sikkert fejlagtigt - i mange år har tillagt Frederik Rostgaard. Den latinske tekst lyder: "Hanc Scholam hujusq adinstar Ducentas Quadraginta Cohortes in Circulis ad perpetuo alendas duodecim Cohortes Equestres, a me institutis, fundavi", som i en noget tilpasset dansk oversættelse lyder:

Skoleholderens aflønning
Instruksen  for rytterskolerne af 28. marts 1721 indeholder også en fastsættelse af skoleholderens aflønning, som i original ortografi ser således ud: "For Børnenes Underviisning i Læsning maa hand ei noget enten af deres Forældre eller anden begiere eller tage, under Straf efter Lovlig Medfart at miste hans Embede, men hand skal lade sig nøye med den hannem tillagte Løn, nemlig aarlige Fire og Tyve Rigsdaler, som hannem Quartaliter af Kirke-Inspecteuren skal betales, og derforuden leveres trende Skovlæs Brændeved, og af hver Tyve Tønder Hartkorn et læs Tørv, samt af hver Tønde Hartkorn til hans Qvegs Underholdning et Lispund Høe og et Lispund Halmfoeder, og skal hand derforuden nyde fri Græsgang iblant Bøndernes Qveg til tvende Køer og sex Faar, saa og være fri for alle Skatter, Contributioner og Paalæg hvad Navn de have kunde, og skal de Huusmænd som Børn haver, enten giøre Skolemesteren ti Dages Arbeide om Aaret eller betale ham én Mark, begiærer eller modtager hand videre, bør hand, naar det hannem lovligen er overbeviist, uden ald Indvending miste sit Embede." Den reelle afregning ser dog ud til af afvige lidt fra sted til sted. Det var heller ikke altid lige let for alle skoleholdere af få leveret de naturalier, som bønder og husmænd  skulle levere ifølge instruksen. Hvert distrikt var normeret til 280 tønder hartkorn.

Skoleholderens årsløn, som blev udbetalt kvartalsvis, udgjorde således 24 rigsdalere samt flere naturalieydelser. Det var noget mindre end de kongelige ryttersoldaters årsløn, som udgjorde 35 rigsdalere samt naturalieydelser. Opstillet lidt mere overskueligt så skoleholderens årlige indtjening derfor således ud:

Rytterskolerne blev ofte opført i umiddelbar nærhed af kirkerne i de landsbyer, som havde en kirke, da det normalt var præsten, som havde tilsyn med undervisningen. Udgiften til opførelse og drift af skolerne skulle udredes af kirketiendet. Den årlige løn til skoleholderen var også efter datidens normer var meget beskeden, men embedet kunne efter nogle års  ´flink Tieneste befordres til et Degnekald´`. Skoleholderen  måtte også `græsse 1 Ko, 4 Faar, nogle Gæs og et par Ungsvin blandt bøndernes Kreaturer, samt `af Bønderne skulle han have 24 Læs Tørv à 6 Tdr., og af Kongens Skove et Læs Brænde´. Endelig burde de ´som fattige Folk have deres Løn af et Kvartal altid forud. (I kildematerialet forekommer lidt forskellige oplysninger om aflønningen fx, at ´aflønning af skoleholderne ved rytterskolerne udgjorde 20 sletdaler eller 24 rigsdaler, som blev udredet af kirkens indkomst dvs. af ´Tiendekassen´. af ´Instructionen for enhver Skolemesteren´ af 23. marts 1721 fremgår det dog klart, at den årlige ´faste løn´ skulle udgøre 24 rigsdaler.

Undervisningen
Der var undervisningspligt for børn over 5 år og indtil de "bestod" den obligatoriske konfirmationen, som Christian VI indførte i 1736 og blev fulgt op med skoleforordningen af 1739. Konfirmationen var nemlig forudsætningen for, at barnet eller den unge kunne komme ud at tjene eller få arbejde og uden at være konfirmeret kunne den unge heller ikke blive gift og stifte familie. Det var imidlertid ikke alderen, som afgjorde, hvornår man blev konfirmeret, som vi kender det i dag, men at barnet ´bestod´ den overhøring, der blev krævet. Man kan derfor hævde, at konfirmationen reelt blev afsluttet med en slags ´afgangsprøve´, hvor konfirmanden blev ´overhørt´ i, sin kendskab til katekismus, for at kunne blive konfirmeret, og som således fik afgørende betydning for det unge menneskes fremtid. Fra 1832 var en gennemført konfirmation ligefrem en forudsætning for, at man kunne erhverve en skudsmålsbog, som var aldeles nødvendig, hvis man skulle arbejde uden for sognet. Uden at være konfirmeret kunne man ikke træde ind i ´de voksnes rækker´, men måtte fortsætte med at blive i skolen. Senere blev det endda strafbart ikke at være konfirmeret, inden man fyldte 19 år. Reelt kunne det ukonfirmerede unge menneske sættes i fængsel, men om det er sket i virkeligheden, er dog usikkert. Der er eksempler på, at børn, der havde haft svært ved at lære og som efterhånden var blevet så gamle, at de ikke længere kunne betragtes som børn, alligevel fik afsluttet deres skolegang på en eller anden måde. Undervisningen i læsning var gratis, men forældrene skulle dog betale for undervisningsmidlerne til ´de frivillige fag´, skrivning og regning, hvis ellers skoleholderen formåede at undervise i disse discipliner. Det var som nævnt læsning, som var det helt centrale, og det vigtigste mål for undervisningen var ´at Oplyse i den saliggørende Guds Kundskab.´ 

Et eksempel på et ´kaldsbrev´ fra 1826 og den tilhørende ´edsformular´, som den ansøgende lærer skulle underskrive i forbindelse med sin tiltræde som skoleholder, kender vi fra  Hårlev Rytterskole i Tryggevælde Rytterdistrikt. Den fulde ordlyd af både kaldsbrevet og yderligere information om skoleholderen, som hed Lars Nielsen, kan læses ved at klikke her.

Undervisningen i rytterskolerne var omhyggeligt beskrevet i instruksen og lyder i moderne sproglig tilpasning således "Undervisningen indledes om morgenen ved, at der først synges en salme, derpå læses morgenbønnen, under hvilken børnene knæler, hvorefter følger et kapitel af den hellige skrift, og så atter en salme. Om aftenen sluttes på samme måde, og om middagen, før børnene går af skole, forelæses dem 2 eller 4 kapitler af lovbogen. Drenge og piger bør i skolen sidde hver for sig, og læreren skal nøje våge over, at børnene ikke bander, bruger skældsord, utugtig snak, støjer, kives slås og hvis de derimod forser sig, skal han alvorlig foreholde dem, at de bør sidde stille og agtpågivende og ikke fortørne Gud eller forarge hverandre. Skolemesteren må ej med hug og slag ilde medhandle børnene, men deres fejl må han lemfældig rette. De uflittige lader han sidde længere i skolen end de andre, dog bør han gøre forskel imellem børnenes nemme, da én må have længere tid til at lære end en anden. Hjælper formaninger og den mådelige straf at sidde længere i skolen ikke, siger han det til deres forældre, af hvilke eller af ham i deres nærværelse da med ris efter forseelsen straffes".

Alle skoledagene var ens, og formelt så dagens ´program´ derfor nogenlunde sådan ud::

 Virkeligheden har nu nok set lidt anderledes ud. Det fremgår ofte tydeligt af de vurderinger, der blev nedskrevet i visitatsbøgerne og derefter periodisk indberettet til Danske Kancelli i København (datidens ´indenrigsministerium´), når landsbyskolerne i hele landet blev visiteret af både af præster, provster og især med nogle års mellemrum af bisperne. Mange af disse indberetninger er bevaret til vore dage og giver ikke kun et udmærket indtryk af skolernes dagligdag, men ´afslører´ imidlertid også ofte den virkelighed, som prægede datidens undervisning både i de større byers latinskoler og i landsbyskolerne. Skolegangen var i høj grad præget af udenadslæren, og for mange af børnene skete det uden større forståelse af indholdet. Undervisningen har utvivlsomt også i større eller mindre grad været suppleret med en del praktisk arbejde i skoleholderens ´kålhave´ eller ´skolelodden´, som var det jordstykke, der hørte til skolen, og som reelt udgjorde en del af lærerens aflønning. Der har bestemt været dygtige lærere rundt om i landsbyskolerne, men før det efterhånden blev almindeligt med uddannede lærere i løbet af 1800-tallet, har flertallet af lærerne især på landet utvivlsomt været meget mådelige og oftest uden pædagogisk forståelse og - især i 1700-tallet - som regel også uden større faglige eller pædagogiske kvalifikationer. Da der heller ikke var nogen pensionsalder, og aflønningen som skoleholder desuden var temmelig ringe, har der næppe været mulighed for, at skoleholderen og hans familie reelt har haft mulighed for lægge meget - hvis overhovedet noget - til side med henblik på alderdommen. Da der dengang heller ikke var noget, som hed aldersrente eller folkepension, fortsatte flertallet af skoleholderne med at undervise børnene indtil højt op i alderdommen, - ofte indtil de bogstaveligt talt blev ´båret ud´. Det har hverken været inspirerende for børnene eller for læreren selv og har - sammen med forældrenes behov for børnenes arbejdskraft hjemme - utvivlsomt også medvirket til det allerede omtalte betydelige fravær blandt eleverne, som det ofte fremgår af indberetningerne efter visitationerne, hvor problemet med det store fravær med bekymring bemærkes gang på gang.

Ud over læsning af katekismus, bibelen og salmerne, som absolut var det vigtigste, skulle børnene også lære det, ´hvormed de i sin Tid kunne tjene deres Konge og Fædreland.´ Ønskede forældrene, at børnene også skulle undervises i skrivning og regning, måtte de dels betale ekstra for det, men dels forudsatte det som allerede omtalt også, at skoleholderen besad den nødvendige viden og færdighed til at kunne forestå en sådan undervisning. Det var ikke altid en selvfølge.

Orla Clausens mesterlige tegning kunne næsten vise en undervisningssituation i en af rytterskolerne i engang i 1700-tallet, men den er dog nok mere rammende for undervisningen i en af de stråtækte bindingsværksskoler som fx prins Carls og prinsesse Sophie Hedevigs skoler. Alligevel rammer tegningen også undervisningssituationen i rytterskolerne, når man blot er opmærksom på et par forskelle på de to skoletyper som fx at de primitive borde og bænke af grove brædder hér står nedrammet i det lerstampede gulv, -  rytterskolerne havde dog et gulv belagt med teglsten -,  og på skoleholderens bord, som ikke hørte med i fundatsens beskrivelse af inventaret, ligger ferlen, - et grydeskelignende afstraffelsesinstrument til ´fremme af indlæringen´. Bilæggerovnen i baggrunden, som man fyrede i fra ildstedet udenfor skolestuen, forhindrede røgen i at fylde lokalet og sikrede mod ildebrand, - en situation, som alligevel blev skæbnesvanger for flere af rytterskolerne. Der burde nok have været flere børn ved bordene i skolestuen, men også her har tegneren ramt en absolut realistisk situation. Fraværet var nemlig meget stort, og indberetningerne efter provste- eller bispevisitationerne, omtaler temmelig ofte det almindeligvis betydelige frafald af børn, som ellers burde have været i skolen. Det kunne der være flere grunde til; behovet for børnenes arbejdskraft  for at skaffe til livets opretholdelse i dagligdagen og børnenes ofte lange skolevej, som skulle tilbagelægges til fods i al slags vejr, er bare et par af dem. Drenge og piger måtte ikke sidde ved samme borde i rytterskolerne. Det fremgår tydeligt af kongens instruktion for `De Kongelige Skoler´.

Instruktionen lagde op til en mildere behandling af børnene på landet end den ofte hårdhændede praksis, som var udbredt i byernes latinskoler. Trods det foreskrevne mådehold med afstraffelser af børnene, blev virkeligheden dog oftest en anden, og der er talrige eksempler på, at mange skoleholdere i hverdagen i større eller mindre grad dagligt gjorde brug af undertrykkelse, ydmygelse og korporlig afstraffelse af børnene.  Det var der flere grunde til; dels var det svært at skaffe kvalificerede lærere, og selv om der bestemt var positive undtagelser, fremgår det klart bl.a. af indberetningerne fra de mange visitatser på alle skoler både i byerne og på landet, at mange af skoleholderne ofte helt manglede både fundamentale faglige og pædagogiske forudsætninger for at kunne gennemføre den undervisning, der var krævet, og ´løsningen´ blev derfor ofte, at der overfor børnene gennemgående blev anvendt en ret hårdhændet disciplin, som har holdt sig i skolerne helt op mod vor tid. En medvirkende årsag hertil var også det faktum, at landbefolkningen gennem generationer var vant til hårdhændet behandling med stavnsbånd, hoveri og streng afstraffelse og derfor opfattede den strenge disciplin i skolen som noget uundgåeligt og måske endda ligefrem som noget naturligt og uundgåeligt. Sådan var vilkårene for livet i landsbyerne i 1700-tallet og - for den sags skyld - også i flere hundrede år derefter.

At piger på landet nu også skulle have undervisning er meget bemærkelsesværdigt. I byernes latinskoler var undervisningen stadig kun forbeholdt drenge. Det pietistiske menneskesyn, som åbnede for at også piger både kunne og skulle modtage undervisning, præger også instruksens bestemmelser om undervisningen af børnene fra de fattigste kår:

"Skulle der findes nogle Fattige forladte Fader og Moderløse Børn, som ingen Tilhold have, men lever af Almisse, bør hand og antage sig dennem, og ikke mindre besørge deres end andres Undervisning."

"Hand haver med lige Fliid og Omhue at antage sig alle Børnene, saavel den allerfattigste Inderstes som den Boemands, der kan have noget til Beste, thi hand bør ikke reflectere paa Forældrenes Tilstand og Formue, men hans eeneste Øjemærke skal være, at faa de hannem anbetroede Børn, den ene saavelsom den anden, forsvarligen undervise."

Kravene til pædagogikken er desuden bemærkelsesværdig moderne:

"Hand skal med ald Fliid lære Børnene Doct. Luthers liden Catechismum hvilket de bør viide Oord for Oord at oplæse uden ad siden den i stiftet brugelig Forklaring, hvilken hand ei skal venne dem til at lære saaleses uden ad, at de binde sig til Oordene, men hand bør tit og ofte forandre Spørgsmaalene til dem, saasom det er bedre at kunne giøre Forrede for Meningen, end at de kunde læse Ordene op uden at forstaa dem."

"Hand maa ingenlunde med Hug eller Slag, ilde medhandle Børnene, men deres Feil skal hand paa lemfældigste Maade søge af rette, findes nogen u-flittig i at lære, da lader hand saadan een sidde længer i Skolen end de andre, dog bør hand giøre Forskiæl mellem Børnenes Nemme, med hvilket een kand være bedre begavet end den anden, og derfor i kortere Tiid fatte det, som en anden maa have langt længere Tiid at lære."

Tidens syn på pædagogik og børneopdragelse taget i betragtning, var holdningen både i forordningerne for Frederik IVs rytterskoler og i prinse-, prinsesse- og greveskolerne forbavsende rimelige, fornuftige og fremadrettede. På baggrund af den tids normale udbredte opfattelse af børn som en slags ´udisciplinerede små voksne´, som med en håndfast opdragelse hurtigst muligt måtte bringes til at tilpasse sig samfundets normer og krav, er den pædagogiske forståelse af, et børn ikke er ens, og at der må tages individuelle hensyn til, at børn derfor heller ikke alle kan lære lige godt og hurtigt, et udmærket eksempel på, hvor fremsynet og forbavsende moderne, kravene i instruksen var til den ønskede pædagogik i de nye skoler. Virkeligheden var desværre normalt en ganske anden. Lønnen til skoleholderne var simpelthen så ringe, at det ofte var vanskeligt eller ligefrem umuligt at finde kvalificerede - og det vil med tiden sige uddannede - lærerkræfter, der evnede at undervise børnene efter instruksens intentioner. Dertil kom, at det jo ikke var bønderne, som havde ønsket skolerne og at forståelsen af, at skolegangen var nyttig for børnene, derfor heller ikke altid særlig udbredt.
Børnene skulle gå i skole mellem klokken 7-11 og 14-18 om sommeren og mellem klokken 8-12 og 14-16 i vinterhalvåret. Forældrene kunne dog beholde børnene hjemme den halve dag, hvis de havde brug for deres arbejdskraft. Det var ofte tilfældet, og i indberetningerne fra bispernes visitatser fra de enkelte skoler giver de mange forsømmelser blandt børnene anledning til tilbagevendende bekymring.

Godsejerne indstilling til landsbyskoler efter opførelsen rytterskolerne i 1721
Det kongelige eksempel med opførelsen af de mange rytterskoler på krongodset i 1720´erne blev modtaget meget forskelligt af de øvrige godsejere, og flertallet af dem var direkte nervøse for, at skolebyggeriet på landet kunne føre til, at bønderne blev for selvstændige. Denne indstilling holdt sig i lang tid og rummes nok temmelig præcist i den holdning, som den senere statsmand og lærer for kronprinsen, den senere Frederik VI, Ove Høegh-Guldberg (1731-1808), som ellers stod bag reformen af latinskolerne i 1775, gav udtryk for adskillige årtier efter opførelsen af rytterskolerne, når det handlede om almueskoler på landet: "Mere Kundskab gør Bonden hans Stand ufordragelig og udbringer kun Lede og Kedsomhed for det haarde og ensdanne Arbejde, hvortil hans Dage maa bruges, og Staten maa og skal bruge hans Dage. Det hele menneskelige Køn taaler kun et vist Maal af Kundskab, og enhver Stand maa derfor have sin egen visse Andel." Opførelsen af rytterskolerne gav dog inspiration til enkelte mere fremsynede godsejere, som derfor gik i gang med at opføre almueskoler i landsbyerne på deres godser. Disse skoler, hvoraf de første blev opført kun få år efter de første rytterskoler, blev især opført af flere forskellige grever og og nogle af disse skoler er også kendt som ´Greveskoler´. Disse skoler må dog ikke må forveksles med  `De Plessenske Skoler´ - også kendt som  ´greveskolerne´, - som greve Adolf von Plessen lod opføre på sine godser inden beslutningen om Rytterskolerne blev taget i 1721. Sammen med de skoler, som Frederik IVs søskende, prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig, lod opføre på deres godser, - de allerede omtalte ´prinse- og prinsesseskoler´ - , var ´De Plessenske Greveskoler´ med til at inspirere Frederik IV og kredsen omkring ham til opførelsen af Rytterskolerne. En voksende forståelse af, at behovet for skoler i landsbyerne i virkeligheden måtte ses som en samfundspligt, førte efterhånden til opførelsen af en del landsbyskoler i ´kølvandet´ af de kongelige Rytterskoler. Der var tale om private initiativer især hos adelige og hos kongens slægtninge, men det var meget tilfældigt, så det var langtfra alle landsbyer, som kunne nyde godt af denne udvikling. Blandt de ´nye´ greveskoler kan eksempelvis nævnes de 5 skoler på Samsø, som den unge greve Christian Danneskiold-Samsøe (1702-1728) lod opføre i landsbyerne Koldby, Brundby, Onsbjerg, Besser og Nordby. Greve Ulrik Adolph von Holstein (1664-1739) lod opføre skoler på godset Holsteinborg i landsbyerne Spjellerup, Tårnemark, Skafterup, Kvislemark, Ørslev Vensløv og Hårløv. Efterhånden blev der opført ikke færre end 24 skoler og 7 pogeskoler i godsets landsbyer. Ligeledes lod greve ? Skeel  ( ? ) opføre skoler i landsbyerne Langå, Vinge, Lee, Hjermind, Vester Velling, Skern, Vejrum, Gerrild, Ørum, Enslev, Voldby, Kastbjerg, Veggerslev, Fjelderup, Øster Alling, Fausing, Auning og Virring. Disse landsbyskoler og mange af de øvrige landsbyskoler, som fulgte efter forskellige steder i landet, var i større eller mindre grad opført som ´kopier´ af rytterskolerne og fundatserne var ligeledes i betydelig grad baseret på fundatsen til rytterskolerne, som det også kan læses på den oprindelige tavle, som nu er indmuret på den stadig bevarede greveskole, som den da 23-årige greve Christian Danneskiold-Samsøe i 1725 lod opføre i Brundby, og som i dag anvendes til privat beboelse. Teksten på tavlen, som var opsat på alle de 5 ´greveskoler´ på Samsø, lyder således: "For Gud og Kirken samt først og liigest efter Kong Frederich den Fierdes Exempel, haver Hans Høy Grevelige Exellence Den Høy Velbaarne Herre, Hr. Christian Greve af Danneskiold til Grevskabet Samsøe etc. ladet opbygge, fundere og benaade denne Danske Skoele, næst 4 Andre her paa Landet. - Aar MDCCXXV."   Først med skolelovene i 1814 kom der et egentligt lovkrav om, at alle børn på landet havde krav på undervisning.
 

Konklusion
De mange gode intentioner, som instrukserne for rytterskolerne lagde op til, blev imidlertid langtfra indfriet i virkeligheden. Den dårlige aflønning af lærerne gjorde det som allerede omtalt meget vanskeligt at finde kvalificerede skoleholdere, og problemet blev ikke mindre med tiden på grund af det hastigt voksende antal landsbyskoler, som især opførelsen af de oprindelige 241 rytterskoler havde sat i gang. I løbet af et halvt århundrede - især efter skoleforordningen i 1739 - steg antallet af landsbyskoler fra omkring 600 skoler til mere end 1700. Den ofte mangelfulde undervisning, den undertiden lange skolevej for børnene og behovet for børnenes arbejdskraft gav anledning til en betydelig grad af forsømmelser. Mange børn blev ofte holdt hjemme - i hvert fald i de perioder, hvor der var især var stor behov for deres arbejdskraft i det daglige arbejde, og bekymringen om de mange forsømmelser og børn, som aldrig eller næsten aldrig mødte op i skolerne, var da også et tilbagevendende tema i de mange visitatsindberetninger: ”Den Post at formaa Bønderne til flittigen at holde deres Børn til Skole synes at være den besværligste, saasom det efter Præsternes almindelige Klage befindes, at der fattes mere Børn til Skolerne end Skoler til Børnene, og mangler ofte mere paa Villighed til at lade sig undervise end paa Lejlighed til at kunne blive undervist.”

Ganske vist forsømte mange børn skolen meget, men som regel var de tilmeldt skolen i så mange år, så de må have haft lejlighed til at høre de bibelske teksterne, der udgjorde datidens opfattelse af den nødvendige ´børnelærdom´, blive læst op nogle gange. Der er imidlertid intet belæg i kilderne for med bare nogenlunde sikkerhed at kunne vurdere, hvor stor en del af almuen på landet, som reelt kunne læse. Et udmærket eksempel på, hvad et velbegavet barn kunne få ud af datidens undervisning findes eksempelvis i de erindringer, som en senere sognefoged (1776-1839) efterlod. Han begyndte sin skolegang som fireårig i 1780 og skrev mange år senere om sin skolegang bl.a., at "Jeg lærte med ringe Umage det, der blev mig foresat, saasom jeg fra første Stund og siden fremdeles, altid har haft en meget god Nemme til at lære at læse, og jeg lærte meget tidlig at læse. Saaledes havde jeg til mit 10 Aar lært baade Catechismusen, Forklaringen, de 7 Davids Salmer tillige med nogle af Kirkesalmerne alt uden ad, og kunne des foruden læse skikkelig godt i enhver dansk Bog".  (Kilde: Grinder-Hansen, s. 85 (se litteraturlisten), sprogligt tilpasset.)

Søren Pedersen Havrebjerg havde både evner og en motivation, som mange af hans jævnaldrende - også tidligere - ikke har haft, og der er ingen tvivl om, at analfabetismen var betydelig blandt befolkningen trods mere eller mindre gennemført skolegang som barn. Det fremgår klart af Søren Pedersen Havrebjergs erindringer, at undervisningen var baseret på udenadslæren, og at formålet med læsefærdigheden var, at barnet med læsningen fik en ekstra færdighed til at kunne tilegne sig de at religiøse forudsætninger, som var nødvendig for at ´bestå´ konfirmationen og dermed dels at blive en god samfundsborger og dels at kunne opnå den ´frelse´, som kirken forkyndte. I bedste fald var rytterskolerne medvirkede til en beskeden udbredelse af kundskaber hos de relativ få børn, som med disse skoler fik mulighed for at modtage undervisning, men endnu vigtigere var det nok, at rytterskolerne bidrog til en gradvis erkendelse af skolen som en offentlig samfundsinstitution. Både for børnene og for deres lærere var skolegangen præget af dyb fattigdom, og som institution lod undervisningen i rytterskolerne meget tilbage at ønske. Trods de hårde vilkår var der alligevel mange skoleholdere, som gjorde en betydelig indsats i oplysningens tjeneste og  i mange tilfælde var igangsættere i lokalsamfundet fx i forbindelse med selvforsyning af levnedsmidler og husflid. Der er naturligvis langt til vore dages formålsparagraf om, hvad der er hensigt og forventninger med undervisningen i skolerne, men trods de åbenlyse mangler og manglende indfrielse af de intentioner, som lå bag opførelsen af rytterskolerne i 1720´erne, blev der alligevel sat gang i udviklingen af, at skolegang ikke kun skulle gælde for få udvalgte drenge i købstædernes latinskoler, men også skulle komme almuens børn - både drenge og piger - til gavn i de efterhånden mange landsbyskoler, der efterfølgende blev opført, og at der dermed blev skabt de forudsætninger, som lidt under hundrede år senere førte til vedtagelsen af skoleloven fra 1814, hvor man med rette kan tale om, at den danske folkeskole blev født med undervisningspligt for alle børn og opførelse af det nødvendige antal skoler med kvalificerede lærere.


Hvor kan jeg læse mere? Litteraturhenvisning og links:

http://www.uddannelseshistorie.dk/images/pdfer/a-2011-niels-reeh.pdf

Ove Kühn: "Rytterskolelærerens løn", Årsskrift for Korup-Ubberud lokalhistoriske Forening, 2015, s. 28-30.
Artiklen kan downloades som pdf-fil fra http://www.koruplokalarkiv.dk/wp-content/uploads/År2015.pdf

Niels Reeh: "Konfirmation og rytterskoler i Danmark – i lyset af den enevældige stats overlevelseskamp i første halvdel af det 18. århundrede", 2011.
Artiklen kan læses eller downloades som pdf-fil ved at klikke hér.

Kulturstyrelsens lille folder på fem sider, som fortæller om rytterskolen i Lille Heddinge og dens fredningsværdier, kan læses eller udskrives på følgende webadresse: https://www.yumpu.com/da/document/view/23991829/lille-heddinge-rytterskole-ryttervej-2-stevns-kulturstyrelsen.
Folderen indeholder lidt generel information om rytterskolerne, men omhandler ellers især rytterskolen i Lille Heddinge, som er den bedst bevarede rytterskole med hensyn til det oprindelige udseende, da skolerne blev opført i 1720´erne.

Hans Henning Hansen: "Skolebyggeri gennem skiftende tider" på https://dokodoc.com/skolebyggeri-gennem-skiftende-tider.html

Henvisning til litteratur og websider om enkelte skoler findes under denne omtale af dem.
Ellers henvises til litteraturlisten, som også har links til websider af mere generel karakter.

Brug nedenstående ´stregkode´ fra infotavlen ved rytterskolen Skibinge i Vordingborg Rytterdistrikt
for at se yderligere oplysninger om rytterskolerne (Wikipedia) på mobiltelefonen:

   
Rytterskolen i Lille Heddinge på Stevns er den bedst bevarede rytterskole i forhold til det oprindelige udseende.
Skolestuen er bevaret og skolen rummer i dag en større samling skolebøger og andre undervisningseffekter.
 

Rytterskolerne i dag
Sammenlignet med Prinse-, Prinsesse- og Greveskolerne var rytterskolerne et sandt kongeligt byggeri. Her var ikke sparet på noget. Anvendelsen af gode materialer m.m. betød, at det kostede 550 rigsdaler at opføre den anseelige bygning, - et betydeligt beløb på den tid. Selv om rytterskolerne ikke kom til at svare til det, der var tilstræbt, må deres oprettelse alligevel opfattes som en af milepælene i den danske skoles historie, og som allerede nævnt kom rytterskolerne da også til at danne forbillede for skolebyggeriet i Danmark indtil omkring år 1900. Resultatet af det solide byggeri er også grunden til, at vi stadig kan glæde os over, at en hel del af disse også meget smukke bygninger i en eller anden grad af ombygning og ofte med yderligere tilbygninger har overlevet til vore dage

Kun 5 af de rytterskoler, som stadig findes, har bevaret så meget af de oprindelige bygninger, at de er fredede i dag; de øvrige er forståeligt nok i årenes løb både ombygget og udvidet til ukendelighed. Følgende rytterskoler er fredede: Lille Heddinge (fredet år 1918, skolen ligger i Tryggevælde Rytterdistrikt), Hvidovre (fredet 1950; bygningen ligger i Københavns Rytterdistrikt), Vedbysønder (fredet 1960; bygningen ligger i Antvorskov Rytterdistrikt), Overby (fredet 1989; bygningen ligger i Skanderborg Rytterdistrikt) og Snesere (fredet 1996; bygningen ligger i Vordingborg Rytterdistrikt). Den bedst bevarede af disse skoler er rytterskolen i Lille Heddinge, der også blev fredet som den første rytterskole for hundrede år siden, og som ses på fotografierne herover. Denne rytterskole fungerede som skole i omkring 170 år, inden den blev erstattet af en nyopført skole i 1892. I de følgende 80 år blev den gamle skolebygning anvendt som forsamlingshus, men efter en tiltrængt restaurering blev skolestuen i 1977 indrettet som skolemuseum med en glimrende samling af ældre skolebøger og andre gamle skolerekvisitter, mens lærerboligen i en periode rummede en fin udstilling af kunstneren Niels Larsen Stevns´ tegninger og malerier. Fra en lærer ved rytterskolen i Stavreby på Falster, er bevaret følgende betragtning, da den gamle rytterskole på stedet  i 1925 blev afløst af en nyopført skole på den anden side af gaden: "I mere end to et kvart Aarhundrede har den gamle Rytterskole ligger der på Bakken - værdig og anselig - og Slægt efter Slægt har sendt deres Børn til Skole der. Tusinder af Børn er gået ind og ud af det gamle Skolehus gennem de mange Aar. Gode Tider og strenge Tider har den set passere (de Første dog heldigvis i Overtal). Og hvilken Udvikling i Teknik og Samfundsforhold har den ikke været Vidne til! Mangen en Falster-storm har rusket i dens høje Tagkonstruktion, men endnu staar den støt og urokket paa sin gamle Plads. Jeg vil tænke mig, at den mangen en god Gang skæver over Gaden til den ny Skole og siger: Lad os nu se, om du kan holde lige så mange Aar som jeg, du kommunale Nybygning; nu har jeg stået i 240 Aar. Det var solidt Kram, vi blev bygget af, og vi gjorde et godt og samfundsnyttigt Arbejde, men vi var også af kongelig Rod!"

Litteraturhenvisning, links m.m. (klik på billedet)
 

(Besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. november 2018. Midlertidig pauseret 1. oktober 2020, da webhotellet ikke længere understøtter den aktuelle besøgstæller. )