Frederik IV (1699-1730)
og kredsen omkring ham

Portrætter af Frederik IV, som begge er malet af Hyacinthe Rigaud.og nu findes på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Til venstre ses kongen i den dragt, han anvendte ved salvelsen i forbindelse med kroningen. Hyacinthe Rigaud (1659-1743) var en fransk portrætmaler, der var hofmaler hos den enevældige franske ´Solkonge´, Ludvig XIV (1643-1715), hvis store hof i Versailles helt og holdent var tilpasset monarkens person. Kongens prægtige fremtoning blev et symbol på hans fremtrædende stilling og dermed også forbillede for de danske enevældige konger. Budskabet i begge malerierne af Frederik IV er det samme som Rigauds portrætter af Ludvig XIV: "Kongen er garant for fred, offentlig ro og statens velstand, den eneste stedfortræder for Gud på jorden og ingen har en tilsvarende magt. Ludvig 14. daglige liv udspillede sig så vidt muligt i fuld offentlighed midt i en stor hofstat, som alt i alt omfattede omkring 20.000 personer. I det fornemme adelige hofselskab blandede der sig besøgende, tilskuere og supplikanter i stort tal i det store slotsanlæg. Hofetiketten tvang adelen til at bruge enorme pengesummer på klæder og tiden på de baller, middage og andre festligheder, som udgjorde den daglige rutine ved hoffet. Ludvig XIV skal have haft fotografisk hukommelse, så han ved indtræden i en sal med et enkelt blik kunne fastslå hvem der var til stede. Derfor kunne ingen adelig, som var henvist til kongens gunst, risikere at blive væk. I stedet for at styre de lokale anliggender og beholde magten der, kappedes adelen nu om sådanne trivielle æresbevisninger som at måtte hjælpe kongen ved påklædningen. Herigennem kunne Ludvig fremme embedsadelen og indsætte borgerskabet i stillinger, som tidligere var forbeholdt aristokratiet. Således lå den politiske magt fast i hænderne på kongen.Man kan ikke stærkt nok understrege, at Versailles ikke først og fremmest var et sted for kongens personlige fornøjelse, men derimod var et magtinstrument. Ved at knytte højadelen tæt til hoffet blev den ikke blot i et stigende personligt afhængighedsforhold til kongen, men blev også holdt fjernt fra oprør og magtforhold" (Citeret fra Wikipedia).

Frederik IV (1671-1730, konge siden 1699)
Kronprins Frederik blev født på Københavns slot 1671 som søn af Christian V og Charlotte Amalie af Hessen-Kassel. Som barn fik han en undervisning, som kun kan betegnes som elendig, og prinsen var usædvanlig dårlig forberedt til den kommende gerning som enevældig konge over Danmark, Norge og Hertugdømmerne af Guds Nåde. Som 21-årig blev han sendt på en ´dannelsesrejse´ til bl.a. Italien, men kronprinsen, som hele sit liv havde en stor svaghed for kønne piger, var betydelig mere interesseret i en ung italiensk adelsfrøken, Teresa Trenta, end i de indtryk, den italienske kunst og kultur formåede at skabe. Kronprinsen var broder til prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig. Da Christian V døde i august 1699 efter en jagtulykke, blev den 29-årige kronprins efter Kongelovens bestemmelser automatisk konge under navnet Frederik IV.
 

Den enevældige konge i al sin glans og magt er her malt 1702 i fransk stil af Benoit le Coffre (til venstre). Billedet hænger nu på Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg slot. Samme maler, som var hoffets foretrukne, har malt endnu et portræt af kongen, som i dag hænger på Rosenborg. Skønt Frederik IVs uddannelse var ringere end elendig, lykkedes det ham med stor flid og sund fornuft at præge sin regeringsperiode på en sådan måde, at han regnes for en af de bedste Oldenborgere på den danske trone. En af hans trofaste lakajer, Erik Torms (1684-1764), udtalte meget rammende om Frederik IV, at han var "En naadig og mild Herre og Konge, der ville vide alt, hvad i Rigerne passerede, en stærk Regner, var nøje paaseende, en stor Økonomus, meget arbejdsom med at ville se og efterse alt, havde en overmaade høj Hukommelse, kunne udstaa Kulde og var gerne med, hvor slet Vejrliget og var”. Hvis kongen måske virker lidt utilpas og forknyt på le Coffres billede, så udstråler der helt anderledes selvbevidst, enevældig majestæt fra J. S. Wahls  portræt (til højre), hvor monarken foruden den kongelige hermelinskåbe og de kongelige symboler også er vist med Elefantordenen (Maleriet findes på Rosenborg).

Samtidig tegning, som viser kroningen af Frederik IV og Louise i år 1700. Til højre er gengivet et maleri fra 1724 af den hesteglade konge, der var en habil rytter, som mestrede den klassiske ridekunst.

Den enevældige kongemagt
Siden middelalderen blev de politiske afgørelser i Danmark truffet mellem en snæver kreds af stormænd, "rigets bedste mænd", og kongen, som var blevet valgt til embedet af denne kreds, og som betingelse for valget undertiden blev tvunget til at give en håndfæstning, bl.a. om årlig afholdelse af danehoffer, som kunne sikre stormændenes politiske indflydelse. Danehoffet blev efterhånden afløst af rigsrådet, som fra 1300-årene blev det dominerende politiske organ. Oprindelig havde også kirkens øverste ledere sæde i rigsrådet, men efter reformationen i 1536 blev rigsrådet et rent højadeligt organ uden gejstlige medlemmer. Siden 1468 indkaldte man undertiden også til ´stændermøder´, hvor ikke blot rigsrådet, men også repræsentanter fra adelen, fra købstæderne og fra bondestanden var til stede for at afgøre særlig vigtige anliggender.
Efter det katastrofale militære nederlag under svenskekrigene i 1658-60, som kostede Danmark provinserne øst for Øresund: Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm, - sidstnævnte var dog kun svensk i en kort periode, var rigets finanser efterhånden så elendige, at et stændermøde i 1660 resulterede i, at adel, gejstlighed og borgerstand overdrog riget til Frederik III som arverige på den betingelse, at riget forblev udelt, og at stændernes privilegier ikke blev krænket. Rigsrådet tilsluttede sig denne beslutning, og året efter blev den såkaldte Enevoldsarveregeringsakt underskrevet. Det betød først og fremmest, at førstefødselsretten skulle være bestemmende for arvefølgen, dvs., at kongens ældste søn eller den person i mandslinjen, som stod tronen nærmest, skulle efterfølge ham som konge af Danmark og Norge. 

Kongeloven fra 1665 var den danske enevældes forfatning og blev enestående i Europa ved at fastsætte kongens magt i mindste detalje. Kongeloven var nedskrevet af Peder Schumacher, der tog navnet ´Griffenfeld´, da han blev adlet i 1671.

Det juridiske grundlag for enevælden, Kongeloven blev nedskrevet af rigskansler Peder Schumacher (Griffenfeld) og forelå i 1665. Den absolutte magt var herefter overdraget kongen og kun begrænset af kravet om, at kongen skulle holde sig til Den Augsburgske Konfession, d.v.s. den evangelisk-lutheriske kirke, og til kravet om, at riget ikke måtte deles og den enevældige kongemagt dermed forringes. Til gengæld fik kongen tillagt uindskrænkede rettigheder. fx havde kongen herefter den ´ubundne udøvende og lovgivende Magt´; han kunne slutte krig og fred, var kirkens bestyrer og var i det hele taget kun ansvarlig over for Gud. Da Frederik III døde i 1670, overgik kongemagten efter Kongelovens bestemmelser derfor til hans ældste søn, Christian V. 

Efter at have levet et omflakkende liv i tilfældige lokaler kunne centraladministrationen endelig i 1721 flytte i eget hus, `Den røde Bygning`, som blev opført ved siden af det daværende Københavns Slot. Her ligger bygningen stadigvæk til venstre for det nuværende Christiansborg (set fra Slotsholmen). (Modellen på fotografiet herover findes på Københavns Bymuseum)
 

Centraladministrationen
Men en enevældig konge kan ikke styre alene, og i lighed med de øvrige europæiske lande, som også indførte enevældet eller ´absolutismen´ på denne tid, blev den praktiske administration af det nye statsstyre så stort, at det måtte installeres fast i regeringsbygninger i København.. Centraladministrationen af landet blev også så kompliceret, at det krævede folk med særlige uddannelser og dygtighed. Det gjaldt selvfølgelig områder som finanser og økonomi, men også krigsførelse og diplomati var så vigtige områder, at evner ofte gik forud for byrd. I det dansk-norske enevælde foregik karrieren gerne sådan, at en fremgangsrig borger kunne blive adlet og få lov til at købe et gods og dermed komme til tops i statsstyret. 1671 skabte Christian V en ny højadel af grever og baroner, og hans ´rangforordning´ gav således også borgerlige personer mulighed for at stige i samfundet.
Siden indførelsen af enevælden i 1660, hvor den gamle danske adel mistede sin væsentligste indflydelse, havde de enevældige konger frygtet, at den gamle danske adel skulle prøve at få den tabte magt tilbage. Både Christian V og Frederik IV følte sig derfor mere sikre ved at lade tyske adelsmænd eller ´nyadelige´ danskere beklæde statens vigtige embeder. På den måde håbede kongen at sikre sig embedsmændenes loyalitet. Frederik IV advarede ligefrem kronprinsen, den senere Christian VI mod at ansætte medlemmer fra den gamle danske adel i ledende stillinger indenfor administrationen og militæret, dog med den undtagelse, at en dansk adelsmand nok måtte blive flådeadmiral, hvis han "forinden havde fuldstændig slaaet hele den svenske Flaade!". Respekten for Tordenskjold var tydelig nok. 
Den gamle ´fødselsadel´ blev hermed afløst af en ´rangadel´. Det var nu muligt at nå til tops i centraladministrationen i kraft af egen dygtighed og ambition uden at være født til denne mulighed, men karrieren var fuldstændig baseret på den enevældige majestæts gunst. Det krævede derfor alvorlig overvejelse af de mulige konsekvenser, hvis man stillede sig kritisk overfor majestætens afgørelser.

Efter Kongeloven herskede den enevældige majestæt suverænt, men i praksis regerede kongen dog gennem et sekretariat, kabinettet, og kancelliet, som var opdelt i "Danske Kancelli", der tog sig af sager vedrørende Danmark og Norge - en slags indenrigsministerium - og "Tyske Kancelli", som tog sig af hertugdømmerne Slesvig og Holsten, men også beskæftigede sig med den øvrige udenrigspolitik, og på den måde blev en forløber for udenrigsministeriet. Den gamle opdeling af landet i len blev også afløst af en opdeling i amter.

Forretningsgangen i sagsbehandlingen var den, at kollegierne, som var en slags fagministerier, gav alle indkomne sager en foreløbig behandling og udarbejdede et kortfattet ekstrakt, en såkaldt supplikprotokol, som kongen så kunne læse igennem og her påføre, om de enkelte sager var bevilget eller ikke bevilget. Styreformen var i sagens natur meget centralistisk, og alle sager - store som små - skulle forelægges kongen. Efter 1685 indførte Christian V dog den ordning, at kancelliet på egen hånd kunne ekspederede visse rutinesager i kongens navn, de såkaldte kancelliekspeditioner. En meget stor del af kancelliets virksomhed bestod i behandling af ansøgninger om begunstigelser bl.a. gejstlige og verdslige embedsansøgninger og anmodninger om bevillinger og bestallinger mm. Antallet af disse sager voksede stærkt med tiden.
Allerede i Frederik IIIs tid opstod imidlertid den tradition, at en lille gruppe særlig indflydelsesrige folk mødtes med kongen i hans forgemak. Dette ´hemmelige råd´ udviklede sig efterhånden, så man o 1670 oprettede et statsråd, et Gehejmekonseil, og det betød, at der i praksis blev indskudt et led mellem konge og kancelli. På visse tidspunkter kunne dette bevirke, at kancelliet kom til at virke som et sekretariat for konseillet. I Gehejmekonseillet, som bestod af ministre og formænd for 'kollegierne' dvs. vore dages fagministerier, kunne kongen så drøfte de vigtigste sager, som blev forelagt ham, med en håndfuld betroede mænd, rigsråderne. Blandt disse ´rigsråder´ var både Christian Siegfried von Plessen og senere også hans to sønner Christian Ludwig von Plessen og Carl Adolf von Plessen.
Med tiden skulle Gehejmekonseillet udvikle sig til det, vi i dag forstår ved en regering.

Da Gottorp slot ikke var egnet som fæstning, blev den lille by Tønning på halvøen Eiderstedt - til venstre set på et ældre prospekt fra 1598 - kraftigt befæstet med skanser, bastioner og volde i årene op mod å r1700, hvor byen efter en voldsom dansk beskydning kun i yderste øjeblik undgik at blive stormet af de danske tropper. En del af fæstningsværkerne er stadig bevaret og kan endnu betragtes af de mange turister, som i dag besøger den lille og fredelige bade- og kurby.

Krigen mod Gottorp og belejringen af Tønning i år 1700
Den politiske situation, som den nye konge blev kastet ind i, var mere end spændt. Siden trediveårskrigen, som sluttede 1648, havde Sverige hævdet sig som europæisk stormagt, og landet havde nu fået en 18-årig, enevældig konge, Karl XII, som både var umoden og krigstosset, og som nærede et glødende had til Danmark, et had, han delte med den unge hertug Frederik IV af Gottorp, hvis slægt gennem giftermål havde nære bånd til det svenske kongehus. I sommeren 1699 var svenske tropper rykket ind i Gottorp og var begyndt at udbygge fæstningsværker, og truslen mod Danmark blev tydeligere og tydeligere, men man regnede fra dansk side med støtte fra forbundsfællerne Polen og Rusland. I marts 1700 gik hertug Ferdinand Wilhelm af Württenberg med 18.000 danske soldater så til angreb. De nyopførte skanser faldt hurtigt, Husum blev erobret, og den 13. april stormede man Frederiksstad. Snart blev også Gottorp slot erobret. Krigen havde indtil da været forholdsvis ublodig. Derpå belejrede man den den stærke fæstning Tønning, men nye svenske og lüneburgske tropper trænger imidlertid op i Holsten sydfra. Belejringen af Tønning måtte opgives den 2. juni, så den danske hær kunne marchere mod de nye fjender. De 2 hære stod overfor hinanden, men  det kom ikke til noget slag imellem dem, dels fordi den lüneburgske hær havde opnået sit mål ved at redde Tønning, og dels fordi Frederik IV, som selv opholdt sig i Holsten, prøvede at forhale tiden. Da svenskerne imidlertid gjorde landgang på Sjælland den 4. august og dermed truede selve hovedstaden med belejring, sluttede Frederik IV skyndsomst fred med den kamplystne gottorpske hertug den 18. august 1700 på det holstenske slot Traventhal. Freden førte til, at hertugen fik sine suveræne rettigheder stadfæstet og samtidig modtog en krigsskadeserstatning på 200.000 rdl. fra Danmark.

Medalje præget til erindring om freden mellem Frederik IV og Frederik af Gottorp den 18. august 1700.
 

Store Nordiske Krig (1700 / 1709-1720)
Sveriges overherredømme i Østersøregionen førte til dannelsen af en hemmelig alliance i efteråret 1699 mellem zar Peter I, den Store i Rusland), August II af Polen og Danmark. Siden krigen mod den svenske konge Carl X Gustav, hvor Danmark måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge ved Roskildefreden 1658 til Sverige, havde Danmark flere gange prøvet militært at erobre de tabte skåneprovinser tilbage. Nu bød chancen sig igen, og Frederik IV valgte derfor - noget letsindigt skulle det vise sig - selv at gå mod hertugen af Gottorp, som var den svenske allierede. Karl XII udnyttede imidlertid chancen, nu hvor den danske hær var beskæftiget i hertugdømmerne, og gik - som ovenfor nævnt - i land med sin hær ved Humlebæk i 1700. De beskedne danske forsvarsstyrker, som Københavns kommandant general Schack har opstillet på stranden, formåede trods tapper modstand ikke at forhindre, at svenskekongen kunne true København, men da den hurtige - og derfor også lidt dyre - fred ved Travental med hertugen af Gottorp fik afsluttet stridighederne i hertugdømmerne og  en samtidig dygtig gennemført dansk flådeoperation under ledelse af Frederik Vs halvbroder, Ulrik Christian Gyldenløve (1678-1719), lykkedes det i første omgang at tvinge Karl XII til at opgive sine erobringsplaner. Den engelsk-hollandske flåde nægtede nu at støtte de svenske tropper på Sjælland, og uden denne støtte ville Karl XIIs tropper blive afskåret fra hjemlandet af den overlegne danske flåde. Svenskekongen førte derfor sine tropper hjem til Sverige og rettede interessen mod øst. Efter en sejr over den polske hær, vendte sig Karl XII sig i stedet mod den russiske zar, Peter den Store, som havde erklæret Sverige krig. Danmark fik dermed en foreløbig fredsperiode, som skulle komme til at vare i 9 år.

Danske uniformer og flag under "Store Nordiske Krig" (ca.1712).

Med Danmark ude af krigen - i det mindste i første omgang - stod Frederik IV nu overfor spørgsmålet om, hvorvidt han skulle opløse hæren, som i vid udstrækning bestod af udenlandske hvervede soldater, eller han skulle beholde hæren, så den stod parat, hvis Danmark atter skulle blive inddraget i krigen. En stående hær af denne type var der imidlertid ikke råd til. Kongen løste problemet ved at leje hæren ud til de kæmpende parter i Den spanske Arvefølgekrig, som rasede i det sydlige Europa på samme tid som Den Store Nordiske Krig. Det skulle vise sig at være en klog disposition, for der kom til at gå 9 år, inden Danmark igen blev kastet ind i krigen mod Sverige. Allerede i 1701, året efter krigsudbruddet,  havde Frederik IV krævet indførelse af en landmilits, så landet militært kunne stå bedre rustet, hvis Danmark atter blev inddraget i krigen. Udsigten til måske at kunne generobre de tabte skåneprovinser, hvis chancen bød sig, gjorde krigsrisikoen endog meget stor.

Klik hér eller på billedet herover for yderligere information om Frederik IVs landmilits.



Karl XII af Sverige (1697-1718), som ses på maleriet herover, var søn af Christian Vs søster, den svenske dronning Ulrika Eleonora, og var således fætter til Frederik IV. Rytteriets store betydning fremgår klart af maleriet herover, som viser slaget ved Gadebusch i 1712 set fra den svenske side. I Slaget ved Gadebusch i Pommern den 20. december bliver de  dansk-sachsiske styrker imidlertid besejret af Stenbock. Slaget bliver dog ikke en afgørende sejr for svenskerne, fordi det lykkes for Frederik IV og en stor del af de danske og sachsiske tropper at slippe væk. Karl XII blev dræbt i december 1718 under belejringen ved Frederiksten i Norge. Meget tyder på, at kongen blev skudt af krigstrætte, svenske officerer, men det er stadig ikke opklaret, hvem der skød Karl XII.

1709 blev Karl XII besejret af russerne ved Poltava , og svenskekongen flygtede til Tyrkiet. For Danmark blev fristelsen til endnu en gang at forsøge på at genvinde de tabte skånske provinser tilbage derfor for stor. Med Karl XII ude af billedet vovede Frederik IV derfor igen at gå ind i krigen, og en dansk hær gik i land i Skåne, som sammen med Blekinge hurtigt blev generobret under mottoet »nu eller aldrig«. Allerede 1710 led de danske tropper imidlertid et stort nederlag udenfor Helsingborg. Danskerne holdt stadig byen, men slaget havde kostet den danske hær dyrt. Næsten 6000 danske soldater - størsteparten lejetropper og danske ryttersoldater samt ca. 1000 unge bønderkarle, som var udkommanderet til landmilitsen - var faldet, og 2400 mand var taget til fange af svenskerne. Danskerne besluttede derfor at opgive Helsingborg og trække sig tilbage til Helsingør, inden svenskerne stormede. Den danske hær gik ombord i de danske skibe, som lå på reden udfor Helsingborg og benyttede også nogle hollandske skibe, som man havde lejet til formålet. Rytteriets mange heste kunne man ikke tage med ombord. I de tidlige morgentimer den 4. marts 1710 slagtede danskerne mellem 5000 og 6000 heste og kastede kadaverne i brønde, vandløb og kældre overalt i byen for at forgifte vandet. Forrådet af mel, krudt og andet blev også smidt i gaderne, så det ligesom hestene ikke skulle falde i hænderne på den svenske hær. Omtale af denne episode - nok historiens største massakre på heste - har man ofte ´glemt´ at få med i de danske historiebøger, mens de svenske til gengæld næsten altid husker den! En ny trussel fra syd, hvor den svenske general Magnus Stenbock med sin hær var kommet op gennem Holsten fra de svenske besiddelser ved Østersøen, blev afværget, da det lykkedes at få den svenske hær spærret inde i fæstningen Tønning i Sønderjylland. General Stenbock måtte overgive sig til Frederik IV i 1713.

I modsætning til sin svenske fætter, Karl XII, deltog Frederik IV personligt ikke meget i krigens felttog, men her i sejrens stund, hvor den svenske hær under Magnus Stenbocks ledelse kapitulerede i Tønning 1713, måtte kongen dog selv være til stede. Maleriet viser Steinbock, som overrækker kongen sit våben, inden han blev sendt i dansk krigsfangenskab,. Stenbock døde i 1717 mens han sad i Kastellet i København.  Den Store Nordiske Krig sluttede formelt i sommeren 1720 med fredsslutningen på Frederiksborg Slot. (Maleren har anvendt dramatiske klippepartier i sit billede og har tydeligvis aldrig selv oplevet det flade marskområde ved Tønning.)

Til søs gik det imidlertid fint for den danske flåde, - både for kaptajn Ivar Huitfeldt, som gjorde en heltemodig indsats mod den svenske flåde ved en træfning i  Køge Bugt 1710, og for den unge søhelt Peter Wessel, hvis militære og maritime begavelse under krigen mod Karl XII både skaffede ham stillingen som viceadmiral og også førte til, at han i 1716 blev adlet under navnet Tordenskjold. Blandt Tordenskjolds mest bekendte bedrifter er sejren over en svensk flåde i Dynekilden 1716 og erobringen af byen Marstrand med fæstningen Karlsten i 1719. Tordenskjold blev dræbt i en duel 1720 og ligger begravet i Holmens Kirke i København.

Flåden skulle blive Danmarks stærkeste kort i Store Nordiske Krig (1700-1720). Det lille fartøj i midten af billedet er sandsynligvis fregatten ´Løvendals Galej´, som Peter Wessel (1690 -1720) fik kommando over kun 21 år gammel. Wessel blev adlet i 1716 under navnet Tordenskjold og mistede livet 4 år senere - kun 30 år gammel - i en duel.

Efter et forrygende ridt gennem det halve Europa fra Tyrkiet, hvor Karl XII havde opholdt sig siden nederlaget til russerne ved Poltava 1709, lykkedes det ham imidlertid både at samle hæren igen og og krydse Østersøen, som ellers var spækket med danske krigsskibe. Hans plan var nu at erobre Norge, som var i personalunion med Danmark. Han prøvede et par gange at erobre grænsefæstningen Frederikssten, men under et svensk angreb i 1718, som kongen selv ledede fra en af de forreste løbegrave, blev han ramt i hovedet af en kugle. Om Karl XII blev dræbt af en dansk-norsk kugle, eller den kom fra en svensk soldat, som var blevet træt af den tilsyneladende endeløse krig, er aldrig blevet fuldt opklaret, men uanset hvad, så satte denne kugle punktum for krigen. Svenskerne opgav belejringen af Frederikssten og drog hjem. Ved freden et par år senere (1720) måtte svenskerne dels opgive alle sine besiddelser syd for Østersøen og dels overlade store strækninger omkring Den finske Bugt til russerne. For Danmark betød krigen, at man ganske vist kunne inddrage de sønderjyske dele af Slesvig-Holsten i 1721, fordi hertugen af Gottorp havde støttet svenskerne under krigen, men det egentlige formål med den danske krigsdeltagelse, nemlig det danske ønske om at få de tabte skånske provinser tilbage, kom der ikke noget ud af. Den danske deltagelse i Den Store Nordiske Krig varede i 11 år, og det blev en af de hårdeste krige, Danmark nogensinde har gennemgået. Det blev også Danmarks sidste forsøg på at generobre Skåne, Halland og Blekinge. 

Vornedskabet ophæves 1702
Som vornede var derimod alle mænd af bondestand på Sjælland og Lolland-Falster m.v. stavnsbundne fra fødsel til død. Vornedskabets ophævelse 1702 kunne tidligst få betydning for dem hen mod slutningen af Frederik IVs regeringstid. I hele riget var karlene stavnsbundne, mens de tjente i landmilitsen. Og det gjorde de allerfleste, endog meget længere end de 6 år, som oprindelig var bestemt. Nogle kom til at tjene i over 20 år. Endelig var husmænd og bønder - også i hele riget - reelt stavnsbundne fra det øjeblik, de satte deres navn elle initialer under et fæstebrev.

Frederik IV og pietismen
Som flere af kongehusets medlemmer var også Frederik IV forholdsvis påvirket af den religiøse strømning fra Tyskland, som fra slutningen af 1600-tallet også kom til Danmark. Bevægelsen, som kaldes Pietismen, lagde stor vægt på, at det enkelte menneske omvendte sig og levede et fromt og aktivt kristent liv - også udenfor kirken.
Pietismen var især i begyndelsen også præget af interessen for store sociale arbejder som fx oprettelse af skoler bl.a. Frederik IVs ´Kongelige Skoler´, der i dag er bedre kendt som Rytterskolerne, som blev opført i perioden mellem 1721/1722 og 1727, men også førte til oprettelse af fx Vajsenhuset i København. Pietismen udviklede sig imidlertid i løbet af få årtier til den temmelig fanatiske og meget kontrollerende ´statsreligion´, som under Christian IV ikke blot indførte tvungen konfirmation i 1736, men også gjorde det strafbart ikke at deltage i gudstjenester og blandt meget andet også førte til forbud mod teaterfremførelser.

Portrætter af Dronning Louise (1667-1721) og komtesse, senere dronning Anna Sophie von Reventlow (1693-1743).

Kongen og kvinderne
Frederik IV havde imidlertid også andre interesser, - nemlig kønne piger, og han havde derfor talrige kvindebekendtskaber, der flere gange skabte problemer ved det kongelige hof, og der var efterhånden mange mere eller mindre sandfærdige rygter om hans privatliv i omløb. I 1703 blev kongen eksempelvis så forelsket i datter en af en russisk gesandt, Elisabeth Helene Vieregg (1679-1704), at han valgte at gifte sig med hende ´til venstre hånd´. Juridisk set var der naturligvis tale om åbenlyst bigami trods den behændige formulering. Der var ellers ingen tvivl om straffen for bigami, da der i faderens, Christian Vs ´Danske Lov´ fra 1683  klart og tydeligt står, at "Hvilken Ægtemand eller Ægtekvinde, der indlader sig med en anden i Ægteskab, bør at miste sin Hals". Ifølge Kongeloven stod den enevældige monark imidlertid kun til ansvar overfor Gud, og selv om en del præster fik flettet mange moralske ord og slet skjult forargelse ind i deres prædikener, var der intet at stille op overfor det åbenlyse brud mod den gældende lov. Hustruen ´til venstre hånd´ døde imidlertid allerede året efter i barselsengen, og - utvivlsomt til manges lettelse - døde også den nyfødte prins kun ni måneder senere. Begge blev begravet i Vor Frelsers Kirke, hvis præst, pastor Trojel, i øvrigt nogle år senere blev idømt livsvarigt fængsel, fordi han havde raset over kongens ´ugudelige levned´. 
Efter ordre fra Christian V blev kronprinsen som 24-årig (1695) sendt på besøg hos nogle tyske fyrstehoffer for at finde en giftefærdig prinsesse. Valget faldt på Louise af Mecklenburg-Güstrow, ikke af kærlighed, men fordi hun så ud til at give anledning til mindst "Unruhe oder Molestrie" (uro og vrøvl). Samme år blev de gift, men  - som det kunne ventes - blev ægteskabet ikke videre lykkeligt.
Louise var en ´stille eksistens´, og meget tyder på, at hun var Frederik IV oprigtig hengiven, uden at dette blev gengældt fra hans side. Hun havde generelt svært ved at vinde respekt i den kongelige familie, og efterlod sig ikke noget stort indtryk i danmarkshistorien. Hun har på den anden side heller ikke haft det let og måtte bl.a. som ventet  affinde sig med kongens talrige uægteskabelige, erotiske eskapader
Frederik IV fandt sig dog snart en ny elskerinde, grevinde Charlotte Helene von Schindel, som han også fik et barn med. Sit livs største kærlighed mødte kongen imidlertid på et maskebal på Koldinghus i 1711, hvor han opholdt sig, mens pesten rasede i København. Den 18-årige pige, som snart blev genstand for kongens flammende lidenskab, var den både kvikke og smukke komtesse Anne Sophie von Reventlow (1693-1743),

Anne Sophie Reventlow blev også forelsket i den noget ældre konge, så i gensidig forståelse blev komtessen en nat kort tid efter maskeballet (1712) bortført af kongen gennem et vindue på hendes hjem, Clausholm Slot, lidt sydøst for Randers, og allerede samme nat lod kongen sig forlove ´til venstre hånd´, idet han -som allerede oplyst - faktisk allerede var gift i et normalt arrangeret ægteskab med dronning Louise.  Året efter giftede Frederik IV sig med Anne Sophie Reventlow ´ligeledes ´til venstre hånd´. Forargelsen over, at kongen med dette morganatiske ægteskab igen begik åbenlys bigami, var ikke mindre, end da det skete første gang. .Da dronning Louise døde i 1721, lod kongen sig gifte ´til højre hånd´ med Anne Sophie, som dermed også blev dronning. Takket være sin forbindelse til kongen fik Anna Sophie Reventlows i øvrigt ofte dygtige slægtninge efterhånden så stor indflydelse på rigets administration, at modstanderne ligefrem talte om "Den reventlowske Bande" eller "Den kronede last". Blandt disse ret uforsonlige modstandere var både Frederik IVs søskende, prins Carl, prinsesse Sophie Hedevig, og deres fælles ven, greve Carl Adolf von Plessen, som alle tre valgte at forlade hoffet i København i  forargelse over ægteskabet og bosatte sig på Vemmetofte, som tilhørte prins Carl. Ægteskabet mellem Frederik IV og Anne Sophie Reventlow blev sådan set meget lykkeligt, men alligevel også tragisk. Efter sin død i 1721 blev dronning Louise gravlagt i Roskilde Domkirke, hvor hendes gravmæle stadig findes, - en pompøs marmorkiste udsmykket i tidens barokstil med englebasser og gjaldende trompeter, der står i skarp kontrast til hendes virke i levende live. Dronning Louise blev mor til kronprins Christian, den senere Christian VI, som vedblev at bebrejde faderen hans opførsel og manglende respekt overfor moderen også efter dennes død. Kronprinsens glødende had til Anne Sophie Reventlow - også da han selv blev konge efter faderens død i 1730 - skal naturligvis også ses i dette lys.

Medalje, som viser den kronede dronning ved Frederik IVs og dronning Anne Sophies bryllup i 1721.

En udmærket beskrivelse af den aldrende Frederik IV og den kongelige familie findes bevaret fra franskmanden de Vrigny, som i en periode opholdt sig i Danmark, hvor han også deltog i en festlighed på Fredensborg den 26. oktober 1724, hvor man fejrede kongens broder, Prins Carls fødselsdag, og hvor Frederik IV ligefrem havde forlangt, at begge hans søskende - både Carl og Sophie Hedevig - deltog i det kongelige taffel, hvor også dronning Anne Sophie Reventlow var til stede. Kongens søskende, som begge var meget religiøse, havde været meget imod kongens ´dobbeltægteskab´ med Anna Sophie Reventlow, som Sophie Hedevig ligefrem kaldte ´Den kongelige Last´. De Vrigni noterede bl.a., at "Kong Frederik IV er under middelhøjde, smækker og temmelig spinkel bygget. Han er ingenlunde nogen smuk mand. Han har et aflangt, stort ansigt, høj og bred pande, store mørke, levende stærkt fremstående øjne, hvis blik undertiden er skarpt og mistroisk, og tykke, blonde øjenbryn. Næsen er lang og stærk. Et venligt smil spiller om den noget store mund, der misprydes af uskønne tænder.  Hans åsyn er blegt og bærer stærke spor af børnekopperne. Hans holdning og anstand er kongelig, skønt han er korthalset og den ene skulder lidt højere end den anden. Bag kongens og hans gæsters stole ved taflet står pager og lakajer, thi Frederik IV kan ikke lide at lade sig opvarte af adelsmænd. Kongen spiser kun lidt, og når han forlanger at drikke, sætter man en krystalflaske med vin foran ham; han tillaver sig med vand en drik efter eget tykke. Ved kongens venstre side sidder ved taflet ligeledes under en tronhimmel hans højtelskede hustru, dronning Anne Sophie. Det er en kvinde af blændende skønhed, omtrent 32 år gammel. Hun blev bortført af kongen i året 1712, som anviste hende bolig i den såkaldte ´Kongens Gård ´bag Børsen. Kongen, sagdes det, elskede hende så højt, at han ofte forlod Konseillet midt under rådsslagningerne for gennem Kancelli-løngangen at begive sig til sit hjertes udkårne. Dengang levede dronning Louise endnu; hendes sorg og forbitrelse over dette lidet sømmelige dobbeltægteskab og kronprinsens mørke, harmfulde åsyn gjorde ofte livet surt nok for Hans Majestæt; men nu er dronning Louise død; fyrstinden af Slesvig, Anne Sophie, er offentlig viet til kongen og erklæret for Danmarks og Norges dronning, og dog er hun ikke lykkelig. Vel er den aldrende konges tidligere tilbøjelighed til elskovshandler nu lidet eller intet at frygte, men kronprinsens had, som hun ikke med al sin nåde og al sin venlighed har kunnet besejre, forfærder hende. Vel synes hans kronprinselige højhed at gengælde dronning Anne Sophies venlighed, tjenstagtighed og delikatesse, men dronning Anne Sophie véd såre godt, at dette kun er en forstillelse; hun véd, hvor højt han elskede sin moder, dronning Louise, og hvor stor hans harme og forbitrelse har været over hendes ægteskab med kongen; hun véd, at hun kan vente sig det værste, når hendes kongelige ægtefælle er død, og kongens tiltagende sygelighed tyder på, at dette tidspunkt ikke kan være meget langt borte. Dronning Anna Sophies skønne øjne har derfor et uroligt og ængsteligt udtryk. Der er sorger, som guldkronen ligesaalidt som fattigmands pjalter betrygger imod. Ved kongens højre side sidder ved taflet hans kronprinselige højheds gemalinde, Sophie Magdalene. Det er en stolt, imponerende kvinde, skønt hun ikke er høj af vækst eller af junoniske former. (...) Ved Sophie Magdalenes side sidder hendes gemal, den nådige hr. kronprins Christian. Det er en lille, spinkel, sygeligt udseende herre. Hans ansigt er langagtigt, blegt noget indfaldent, næsen meget stor; øjnene er stærkt fremstående. Munden er trukken op til et tvungent, stereotypt smil. Over den prægtige guldbaldyrede kjole bærer han Det blå bånd. Hans kronprinselige højhed tømmer jævnligt sin pokal. (...) Ved dronning Anna Sophies venstre side sidder hans kongelige højhed prins Carl, kongens aldrende, ugifte broder, og hos denne den ugifte prinsesse Sophie Hedevig, hans Søster. Prins Carl (...) ligner sin kongelige broder meget, - han har en stor, krum næse, store, skønne øjne, en meget hvid hudfarve, med et spændt og svageligt udseende. Prinsesse Sophie Hedevig er henved 50 år gammel, men endnu såre tækkelig. Hun er ´parfaitement bien faite´, har et prægtigt kastanjebrunt hår, blå øjne og temmelig store træk. Af vækst er hun lidt over middelhøjde." (Citeret fra H. E. Friis "Brudstykker af det Oldenborgske Kongehus Historie. Se ´litteraturlisten´.)

Frederik IV døde den 12. oktober 1730 på Odense Slot og blev begravet i Roskilde Domkirke.  Efter kongens død overgik den enevældige magt til kronprinsen, som dermed blev Christian VI (1730-1746), og han var bestemt ikke Anne Sophie Reventlow venligt stemt. Ikke blot blev hun omgående forvist fra København til sit fødehjem, godset Clausholm Slot, men derudover blev hun også  frataget alle sine midler ud over Clausholm og tillige pålagt et livslangt eksil, hvor det blev hende forbudt at forlade godset uden Christian VIs særlige tilladelse. I sit eksil engagerede hun sig i at forskønne Clausholm med haver og alléer, men hun interesserede sig også for bøndernes liv. I sine sidste år led Anna Sophie Reventlow af en alvorlig, ubehandlet sorgpsykose, som utvivlsomt blev styrket af, at hendes børn med Frededrik IV alle var døde som mindreårige. Hun blev med tiden mere og mere religiøs og opfattede angiveligt børnenes død som Guds straf over ægteskabet med Frederik IV ´til venstre hånd´  Anne Sophie Reventlow levede sine sidste 13 år på Clausholm Slot, hvor hun 49 år gammel - ensom og ulykkelig - døde af kopper i 1743. Christian VI imødekom hendes ønske om, at hun blev bisat i Roskilde Domkirke, men til gengæld afslog han hendes ønske om at måtte blive bisat ved siden af sin elskede Frederik IV. Anne Sophie Reventlow blev i stedet bisat i ´Trolles Kapel´, som Christian VI havde købt til formålet, og hér befinder hendes sarkofag sig stadig. Beskrivelsen af Frederik IV i ´Tomus I` af Pontoppidans danmarksbeskrivelse, ´Den Danske Atlas´, fra 1769 kan læses ved at klikke hér.

 
Anna Sophie Reventlow døde den 7. januar 1743 på Clausholm Slot. Christian VI efterkom hendes ønske om at blive gravsat i Roskilde Domkirke, men kongen nægtede, at hun blev gravsat ved siden af Frederik IV, hvis pompøse baroksarkofag står i hovedskibet (herover til venstre) sammen med dronning Louises tilsvarende sarkofag. Anne Sophie Reventlows sarkofag blev i stedet henvist til Trolles Kapel (herover i midten) i det nordre tårnkapel, som ligger i den modsatte ende af katedralen (herover til højre). Også de børn, som Anna Sophie Reventlow fik med Frederik IV, og som alle døde som små, ligger begravet i Roskilde Domkirke.

Allerede som kronprins forelskede den senere Christian VI sig hovedkulds i den fattige og voldsomt religiøse Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach (1700-1770), der som han selv var stærkt påvirket af tidens pietistiske strømninger. Efter brylluppet i 1721 fulgte Sophie Magdalenes mor med til Danmark. Hun var endnu mere religiøs end datteren, som hun også snart fik til at indse, at dans, spil og teater var syndig tant. Christian VIs hof blev med tiden præget af streng pietistisk fanatisme og uendelig kedsomhed. 

Christian VI (1699 - 1746, konge siden 1730)
Kronprins Christian havde taget sin forsmåede moders parti mod faderens forhold til Anna Sophie Reventlow. Frederik IV forsøgte derfor med sit testamente at sikre den 22 år yngre Anna Sophie Reventlow en passende position som enkedronning. Han forsøgte også at vinde Carl Adolf von Plessens støtte i dette forehavende ved at give ham elefantordenen, men forgæves. Næppe var Frederik IV død, før kronprinsen, nu som Christian VI, omstødte faderens testamente og forhindrede dronning Anna Sophie Reventlow i at få del af den arv, som var tiltænkt hende. Også den nye dronning, Sophie Magdalene, var meget fjendtlig indstillet overfor enkedronningen. Den 11. november 1730 forviste Christian VI sin stedmoder til Clausholm, hvorfra hun i sin tid var blevet bortført af Frederik IV, med en skrivelse, som han indledte således: "Det var hele verden bekendt, og ingen mere end hende selv, hvilken stor forargelse hun var til, først ved sine mange års offentlige horen i ægteskab og dernæst ved det hovedkulds og uhørte giftermål, som hun aftvang Vores nu hos Gud værende højsalige fader..."Christian VI var en flittig og velbegavet mand, men hans religiøse fanatisme og hans forskruede opfattelse af sin egen persons ophøjede storhed førte undertiden til besynderlige bestemmelser, fx blev det forbudt andre at færdes på en vej, mens kongen selv benyttede den. Som ny konge afskedigede han hurtigt de fleste af faderens rådgivere og ansatte en række især borgerlige embedsmænd, som delte hans pietistiske tro. Hoffet blev meget tyskorienteret især på grund af dronningen, som havde stor indflydelse på Christian VI´s beslutninger. En række af dronningen Sophie Magdalenes slægtninge kom efterhånden også til at beklæde embeder i Danmark. 
Også Carl Adolf von Plessen blev kaldt til hoffet og fik sæde i konsejlet, dvs. kongens rådgivende statsråd. Han fik stor indflydelse på kongen i begyndelsen, men efter nogle år blev den politiske uenighed mellem von Plessen og kongen hurtigt meget stor, og da Christian VI´s pietistiske opfattelse efterhånden også blev for rabiat for den ellers selv pietistisk prægede Carl Adolf von Plessen, og modsætningsforholdet til dronningen også efterhånden var blevet større, opgav han efter nogle år sin indflydelse ved hoffet og vendte tilbage til Vemmetofte, som han administrerede for prinsesse Sophie Hedevig. Christian VI døde i 1746 kun 47 år gammel, uden at det gjorde noget større indtryk på befolkningen, som næppe har haft meget andet end ligegyldige skuldertræk til overs ved meddelelsen om kongens død. Kongen blev - traditionen  tro - begravet i Roskilde Domkirke.

Christian Ludvig von Plessen, som var et par år ældre end sin bror, Carl Adolf von Plessen, var blevet gehejmeråd i 1720 under Frederik IV, men i 1730 udnævnte Christian VI ham til generaldirektør for finanserne og kommercevæsenet, d.v.s. finansminister. Begge brødrene von Plessen sad således i Christian VIs første regering i nogle år. Christian Ludvig von Plessen trådte ud af regeringen i 1734 efter eget ønske og fik ikke senere nogen politisk indflydelse. 
Christian VIs regeringstid blev præget af stor glædesløshed, dels på grund af en stor landbrugskrise, som betød indførelsen af stavnsbåndet i 1733 i et forsøg på at hindre bønderkarlenes flugt fra det kriseramte landbrug. Indførelsen af stavnsbåndet medførte, at bønder i alderen fra 14 til 36 år ikke måtte forlade det gods, de som fæstebønder var født på, og dels fordi den trøstesløse og fanatiske fromhed ved hoffet efterhånden førte til lukning af teatre og andre lignende fornøjelser. Landbrugskrisen fortsatte, og i 1735 blev det nødvendigt med et forbudt mod at importere korn til Danmark og det sydlige Norge fra udlandet. Et forordning om borgerpligt til at gå i kirke så dagens lys i 1735, og i 1736 kom så kravet om indførelse af obligatorisk konfirmation.

Forordningen af 23. januar 1739 om indførelse af skoler på landet
Det blev Christian VI, som kom til at give, hvad man undertiden kalder "Danmarks første almindelige skolelov", nemlig forordningen af  23. januar 1739 om indførelse af skolerne på landet i Danmark, hvor det for første gang erkendes, at den almindelige folkeundervisning er en samfundsopgave. Forordningen var en følge af indførelsen af den tvungne konfirmation i 1736. Sammen med ´Forordning om Skolerne paa Landet i Danmark, og hvad Degnene og Skoleholderne derfor maa nyde´ udsendes også ´Instruction for Degne og Skolemestre paa Landet i Danmark´. Skolerne skulle være "de dyrebareste Midler til at befordre den sande Erkendelse af de guddommelige Ting og gøre Ungdommen duelig til at udøve kristelige Pligter" for uden Skoler kunde børnene ikke forstå præstens prædiken i kirken eller læse i Bibelen. 
Det viste sig imidlertid hurtigt, at en gennemførelse af alle forordningens intentioner ville betyde en så voldsom byrde på bønder og proprietærer, at det i praksis ikke var muligt at gennemføre. Med udsendelsen af  en ´Placat af 29. april 1740´ måtte bestemmelserne derfor modereres i en sådan grad, at det vigtigste af forordningens nye ideer i virkeligheden blev fjernet. En vigtig følge af forordningen var det dog, at antallet af landsbyskoler steg  fra ca. 600 i 1735 til over 1000 i 1742.

Klik på knappen til venstre for at se den fulde ordlyd af Christian VIs forordning for skolerne på landet
og på knappen til højre for på tilsvarende måde at se instruksen for degne og skolemestre.
Klik hér for en gennemgang af ´Pietismen´, og klik hér for en orientering om skolehistorien fra 1536 til 1739.
 

 
Kronprinsen, den senere Frederik V (1723-1766, konge siden 1746), førte allerede som ung et så udsvævende liv med letlevende damer, hyppige bordelbesøg og en stadig strøm af spirituøse drikke, at den strengt religiøse fader, Christian VI alvorligt overvejede at umyndiggøre ham. Skønt godt begavet var kronprinsen meget overfladisk, og heller ikke som konge kom han nogensinde for alvor til at interessere sig for rigets styre. Det lod han indsigtsfulde mænd som Adam Gottlob Moltke og J. H. E. Bernstorff tage sig af. Den stærkt alkoholiserede, men også ganske populære konge døde kun 42 år gammel - efter en samtidig kildes udsagn uden at have været blot nogenlunde ædru i årevis. Rytterstatuen af Frederik V, som står midt på Amalienborg Slotsplads, blev skabt i perioden 1753-74 af blev skabt af den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly (1717-1776). Projektet blev sat i gang, da handelsvirksomheden Asiatisk Kompagni tilbød at betale udgifterne - måske uden helt at have gjort sig klart, hvor kostbart, det færdige monument endte med at blive. Det imponerende magtsymbol over den i virkeligheden ganske uduelige konge kom til at koste 500.000 rigsdaler, - en enorm sum, som svarede til omkring  en femtedel af udgifterne til de 4 palæer på det nyopførte Amalienborg. Til gengæld regnes monumentet for at være en af Europas fineste rytterstatuer.

  (Besøgstælleren er sidst nulstillet den 27. juli 2017. Midlertidig pauseret 1. oktober 2020, da webhotellet ikke længere understøtter den aktuelle besøgstæller.)