Frederik IV
og kredsen
omkring ham
Portræt af Frederik IV.
Frederik IV (1671
- 1730, konge siden 1699)
Kronprins
Frederik blev født på Københavns slot 1671 som søn af Christian
V og Charlotte Amalie af Hessen-Kassel. Som barn fik han en undervisning,
som kun kan betegnes som elendig, og prinsen var usædvanlig dårlig forberedt
til den kommende gerning som enevældig konge over Danmark, Norge og
Hertugdømmerne af Guds Nåde. Som 21-årig blev han sendt på en
´dannelsesrejse´ til bl.a. Italien, men kronprinsen, som hele sit liv havde en
stor svaghed for kønne piger, var betydelig mere interesseret i en ung
italiensk adelsfrøken, Teresa Trenta, end i de indtryk, den italienske kunst og
kultur formåede at skabe. Kronprinsen var broder til prins
Carl og prinsesse
Sophie Hedevig.
Da Christian V døde i august 1699, blev den 29-årige kronprins efter
Kongeloven automatisk konge under navnet Frederik IV.
Den enevældige konge i al sin
glans og magt malet 1702 i fransk stil af
Benoit le Coffre
(til venstre). Billedet hænger nu på Det nationalhistoriske Museum på
Frederiksborg slot. Samme maler,
som var hoffets foretrukne, har malt endnu et portræt af kongen, som i dag hænger
på
Rosenborg.
Skønt Frederik IV´s uddannelse var mere end elendig, lykkedes det ham med stor flid og sund
fornuft
at præge sin regeringsperiode på en sådan måde, at han regnes for en af de
bedste Oldenborgere
på den danske trone. En
af hans trofaste lakajer, Erik Torms (1684-1764), udtalte meget rammende om
Frederik 4, at han var "En nådig og mild Herre og Konge, der ville vide alt,
hvad i Rigerne passerede, en stærk Regner, var nøje påseende, en stor Økonomus,
meget arbejdsom med at ville se og efterse alt, havde en overmåde høj
Hukommelse, kunne udstå Kulde og var gerne med, hvor slet Vejrliget og var”.
Kan kongen måske virke lidt utilpas og forknyt på le Coffres billede, så
udstråler der helt anderledes selvbevidst, enevældig majestæt fra J. S. Wahls
portræt (til højre), hvor monarken foruden den kongelige hermelinskåbe og de
kongelige symboler også er vist med Elefantordenen (Rosenborg).
Samtidig
tegning, som viser kroningen af Frederik IV og Louise i år 1700.
Den enevældige
kongemagt
Siden middelalderen
blev de rigspolitiske afgørelser i Danmark truffet mellem en snæver kreds af
stormænd, "rigets bedste mænd", og kongen, som var blevet valgt til
embedet af denne kreds, og som betingelse for valget undertiden blev tvunget til
at give en håndfæstning, bl.a. om årlig afholdelse af danehoffer, som kunne
sikre stormændenes politiske indflydelse. Danehoffet blev efterhånden afløst
af rigsrådet, som fra 1300-tallet blev det dominerende politiske organ.
Oprindelig havde også kirkens øverste ledere sæde i rigsrådet, men efter
reformationen i 1536 blev rigsrådet et rent højadeligt organ uden gejstlige
medlemmer. Siden 1468 indkaldte man undertiden også til ´stændermøder´,
hvor ikke kun rigsrådet, men også repræsentanter fra adelen, fra
købstæderne og fra bondestanden kom til stede for at afgøre særlig vigtige
anliggender, f.eks. ved valg af ny konge. I modsætning til ´valgkongedømmet
Danmark´ så var Norge et arvekongedømme, men da Norge var i personalunion
med Danmark, var valget af den nye konge i Danmark i praksis ikke helt frit,
hvis man ville sikre den fortsatte forbindelse mellem de to lande.
Efter det katastrofale militære
nederlag under svenskekrigene i 1658-60, som kostede Danmark skåneprovinserne,
var rigets finanser efterhånden så elendige, at et stændermøde i 1660
resulterede i, at adel, gejstlighed og borgerstand overdrog riget til Frederik
III som arverige på den betingelse, at riget forblev udelt, og at stændernes
privilegier ikke blev krænket. Rigsrådet tilsluttede sig denne beslutning, og
året efter blev den såkaldte Enevolds-arveregeringsakt underskrevet. Det
betød først og fremmest, at førstefødselsretten skulle være bestemmende for
successionen, d.v.s, at kongens ældste søn eller den person i mandslinien, som stod
tronen nærmest, skulle efterfølge ham som konge af Danmark.
Kongeloven fra
1665 var den
danske enevældes forfatning og blev enestående i Europa
ved at fastsætte kongens magt i mindste detalje.
Det
juridiske grundlag for enevældet, Kongeloven
blev nedskrevet af
Griffenfeld
og forelå i 1665. Den absolutte magt var herefter overdraget kongen og kun
begrænset af kravet om, at kongen skulle holde sig til Den augsburgske
Konfession, d.v.s. den evangelisk-lutheriske kirke, og til kravet om, at riget
ikke måtte deles og den enevældige kongemagt forringes. Til gengæld tillagdes
kongen uindskrænkede rettigheder. f. eks har havde den ubundne udøvende og
lovgivende magt, han kunne slutte krig og fred, var kirkens bestyrer og var i
det hele taget kun
ansvarlig over for Gud.
Da Frederik III døde i 1670, overgik kongemagten efter Kongelovens bestemmelser
derfor til hans ældste søn, Christian
V.
Efter at have
levet et omflakkende liv i tilfældige lokaler kunne centraladministrationen
endelig i 1721
flytte i eget hus, `Den
røde Bygning`, som blev opført ved siden af det daværende Københavns
Slot.
Her ligger bygningen stadigvæk til venstre for det nuværende Christiansborg
(set fra Slotsholmen).
(Model på Københavns
Bymuseum)
Centraladministrationen
Men en
enevældig konge kan ikke styre alene, og i lighed med de øvrige europæiske
lande, som også indførte enevældet eller ´absolutismen´ på denne tid, blev
den praktiske administration af det nye statsstyre så stort, at det måtte installeres fast i
regeringsbygninger i København.. Centraladministrationen af landet blev også så kompliceret, at det krævede
folk med særlige uddannelser og dygtighed. Det gjaldt selvfølgelig
områder som finanser og økonomi, men også krigsførelse og diplomati var så
vigtige områder, at evner ofte gik forud for byrd. I det dansk-norske enevælde
foregik karrieren gerne sådan, at en fremgangsrig borger kunne blive adlet og
få lov til at købe et gods og dermed komme til tops i statsstyret. 1671 skabte Christian V en ny højadel af grever og baroner, og hans
´rangforordning´ gav således også borgerlige personer mulighed for at stige i
samfundet.
Siden enevældens indførelse i 1660, hvor den gamle danske adel mistede sin
væsentligste indflydelse, havde de enevældige konger frygtet, at den gamle
danske adel skulle prøve at få den tabte magt tilbage. Både Christian V og
Frederik IV følte sig derfor mere sikre ved at lade tyske adelsmænd eller
´nyadelige´ danskere beklæde statens vigtige embeder. På den måde håbede
kongen at sikre sig embedsmændenes loyalitet. Frederik IV advarede ligefrem
kronprinsen, den senere Christian VI mod at ansætte medlemmer fra den gamle
danske adel i ledende stillinger indenfor administrationen og
militæret, dog med den undtagelse, at en dansk adelsmand nok måtte blive
flådeadmiral, hvis han ´forinden havde fuldstændig slaaet hele den svenske
Flaade´! Respekten for Tordenskjold var tydelig nok.
Den gamle
´fødselsadelige elite´ blev hermed afløst af en rangadel. Det var nu muligt at
nå til tops i centraladministrationen i kraft af egen dygtighed og ambition uden
at være født til denne mulighed, men
karrieren var fuldstændig baseret på den enevældige majestæts gunst. Det krævede
derfor alvorlig overvejelse af de mulige konsekvenser, hvis man stillede sig
kritisk overfor majestætens afgørelser.
Efter Kongeloven
herskede den enevældige
majestæt suverænt, men i praksis
regerede kongen dog gennem et sekretariat, kabinettet, og
kancelliet,
som var opdelt i "Danske
Kancelli", der tog sig af sager vedrørende Danmark og Norge - en slags
indenrigsministerium - og "Tyske
Kancelli", som tog sig af hertugdømmerne Slesvig og Holsten, men også
beskæftigede sig med den øvrige udenrigspolitik, og på den måde blev en forløber
for udenrigsministeriet. Den gamle opdeling af
landet i len blev også afløst af en opdeling i amter.
Forretningsgangen i sagsbehandlingen var den, at kollegierne, som var en slags
fagministerier, gav alle indkomne sager en foreløbig behandling og udarbejdede
et kortfattet ekstrakt, en såkaldt supplikprotokol, som kongen så kunne læse
igennem og her påføre, om de enkelte sager var bevilget eller ikke bevilget. Styreformen var i sagens natur meget centralistisk, og alle sager - store
som små - skulle forelægges kongen. Efter 1685 indførte Christian V
dog den ordning, at kancelliet på egen hånd kunne ekspederede visse
rutinesager i kongens navn, de såkaldte kancelliekspeditioner. En meget stor
del af kancelliets virksomhed bestod i behandling af ansøgninger om
begunstigelser bl.a. gejstlige og verdslige embedsansøgninger og anmodninger om
bevillinger og bestallinger mm. Antallet af disse sager voksede stærkt med
tiden.
Allerede i Frederik III´s tid opstod imidlertid den tradition, at en lille
gruppe særlig
indflydelsesrige folk mødtes med kongen i hans forgemak. Dette ´hemmelige
råd´ udviklede sig efterhånden, så man o 1670 oprettede et statsråd, et
Gehejmekonseil, og det betød, at der i praksis blev indskudt et led mellem
konge og kancelli. På visse tidspunkter kunne dette bevirke, at kancelliet kom
til at virke som et sekretariat for konseillet. I Gehejmekonseillet, som bestod af ministre og formænd
for 'kollegierne' d.v.s. vore dages fagministerier,
kunne kongen så drøfte
de vigtigste sager, som blev forelagt ham, med en håndfuld betroede mænd,
rigsråderne.
Blandt disse ´rigsråder´ var både
Christian
Siegfried von Plessen og senere også hans to sønner
Christian
Ludwig von Plessen og Carl Adolf von
Plessen.
Med tiden skulle Gehejmekonseillet udvikle sig til det, vi i dag forstår ved en
regering.
Da Gottorp
slot ikke var egnet som fæstning, blev den lille by Tønning på halvøen
Eiderstedt - til venstre set på et ældre prospekt fra 1598 - kraftigt befæstet
med skanser, bastioner og volde i årene op mod 1700, hvor byen efter en voldsom
dansk beskydning kun i yderste øjeblik undgik at blive stormet af de danske
tropper. En del af fæstningsværkerne er stadig bevaret og kan endnu betragtes
af de mange turister, som i dag besøger den lille og fredelige
bade- og
kurby.
Krigen mod Gottorp
og belejringen af Tønning i år 1700
Den politiske situation, som den nye konge blev kastet ind i, var mere end
spændt. Siden trediveårskrigen, som sluttede 1648, havde Sverige hævdet sig
som europæisk stormagt, og landet havde nu fået en 18-årig, enevældig konge,
Karl XII, som både var umoden og krigstosset, og som
nærede et glødende had til Danmark, et had, han delte med den unge hertug
Frederik IV af Gottorp, hvis slægt gennem giftermål havde nære bånd til det svenske
kongehus. I sommeren 1699 var svenske tropper rykket ind i Gottorp og var
begyndt at udbygge fæstningsværker, og truslen mod Danmark blev tydeligere og
tydeligere, men man regnede fra dansk side med støtte fra forbundsfællerne Polen
og Rusland. I marts 1700 gik hertug Ferdinand Wilhelm af Württenberg med 18.000
danske soldater så til angreb. De nyopførte skanser faldt hurtigt, Husum blev
erobret, og den 13. april stormede man Frederiksstad. Snart blev også Gottorp
slot erobret. Krigen havde indtil da været forholdsvis ublodig. Derpå belejrede
man den den stærke fæstning Tønning, men nye svenske og lüneburgske tropper
trænger imidlertid op i Holsten sydfra. Belejringen af Tønning måtte opgives den
2. juni, så den danske hær kunne marchere mod de nye fjender. De 2 hære stod
overfor hinanden, men det kom ikke til noget slag imellem dem, dels fordi
den lüneburgske hær havde opnået sit mål ved at redde Tønning, og dels fordi
Frederik IV, som selv opholdt sig i Holsten, prøvede at forhale tiden. Da
svenskerne imidlertid gjorde landgang på Sjælland den 4. august og dermed truede
selve hovedstaden med belejring, sluttede Frederik IV skyndsomst fred med den
kamplystne gottorpske hertug den 18. august 1700 på det holstenske slot
Traventhal. Freden førte til, at hertugen fik sine suveræne rettigheder
stadfæstet og samtidig modtog en krigsskadeserstatning på 200.000 rdl. fra
Danmark.
Medalje
præget til erindring om freden imellem Frederik 4. og Frederik af Gottorp den
18. august 1700.
Store Nordiske
Krig (1700-1721)
Sveriges overherredømme i Østersøregionen førte til dannelsen af
en hemmelig
alliance i efteråret 1699 mellem zar Peter
I, den Store i Rusland), August II af Polen og Danmark. Siden krigen mod den
svenske konge
Carl
X Gustav, hvor Danmark måtte afstå
Skåne,
Halland og Blekinge ved Roskildefreden
1658 til Sverige, havde Danmark flere gange prøvet militært at erobre de tabte
skåneprovinser tilbage. Nu bød chancen sig igen, og Frederik IV valgte derfor
- lidt letsindigt skulle det vise sig - selv at gå
mod hertugen af Gottorp, som var den svenske allierede. Karl XII udnyttede
imidlertid chancen, nu hvor den danske hær var beskæftiget i hertugdømmerne,
og gik - som ovenfor nævnt - i land med sin hær ved Humlebæk i 1700. De beskedne danske
forsvarsstyrker, som Københavns kommandant general Schack har opstillet på
stranden, formåede trods tapper modstand ikke at forhindre, at svenskekongen kunne true København, men
da den hurtige - og derfor også lidt dyre - fred ved Travental med hertugen af Gottorp
fik afsluttet stridighederne i
hertugdømmerne og en samtidig dygtig gennemført dansk flådeoperation under
ledelse af Frederik V´s halvbroder,
Ulrik Christian
Gyldenløve (1678-1719), lykkedes det i første omgang at tvinge Karl XII til
at opgive sine erobringsplaner. Den engelsk-hollandske flåde nægtede nu at
støtte de svenske tropper på Sjælland, og uden denne støtte ville Karl XII´s
tropper blive afskåret fra hjemlandet af den overlegne danske flåde.
Svenskekongen førte derfor sine tropper hjem til Sverige og rettede interessen
mod øst. Efter en sejr over den polske hær, vendte sig Karl XII sig i stedet mod
den russiske zar, Peter den Store, som havde erklæret Sverige krig. Danmark fik
dermed en foreløbig fredsperiode, som skulle komme til at vare i 9 år.
Danske uniformer
og flag under "Store Nordiske Krig" (ca.1712).
Med Danmark ude af
krigen stod Frederik IV nu overfor spørgsmålet om, hvorvidt han skulle opløse
hæren, som i vid udstrækning bestod af udenlandske hvervede soldater, eller han
skulle beholde hæren, så den stod parat, hvis Danmark atter skulle blive
inddraget i krigen. En stående hær af denne type var der imidlertid ikke råd
til. Kongen løste problemet ved at leje hæren ud til de kæmpende parter i Den
spanske Arvefølgekrig, som rasede i det sydlige Europa på samme tid som Den
Store Nordiske Krig. Det skulle vise sig at være en klog disposition, for der
kom kun til at gå 9 år, inden Danmark atter blev kastet ind i krigen mod
Sverige. Allerede i 1701, året efter krigsudbruddet, havde Frederik IV
krævet indførelse af en
landmilits, så landet militært kunne stå bedre
rustet, hvis Danmark atter blev inddraget i krigen. Udsigten til måske at kunne
generobre de tabte skåneprovinser, hvis chancen bød sig, gjorde krigsrisikoen
endog meget stor.
Karl XII af
Sverige (1697-1718) var søn af Christian V´s søster,
den svenske dronning Ulrika Eleonora, og var således fætter
til Frederik IV, prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig.
1709 blev Karl XII endelig slået af russerne ved
Poltava , og svenskekongen
flygtede til Tyrkiet. For Danmark blev fristelsen til endnu en gang at forsøge på at
genvinde de tabte skånske provinser tilbage derfor for stor. Med Karl XII ude af
billedet vovede Frederik IV derfor igen at gå ind i krigen,
og en dansk hær gik i land i
Skåne, som sammen med Blekinge hurtigt blev
generobret under mottoet »nu eller aldrig«. Allerede 1710 led de danske tropper
imidlertid nederlag
udenfor Helsingborg. Danskerne holdt stadig byen, men slaget havde kostet den
danske hær dyrt. Næsten 6000 danske soldater - størsteparten lejetropper og
danske ryttersoldater samt ca. 1000 unge bønderkarle, som var udkommanderet til
bonde-militsen - var faldet, og 2400 mand var taget til fange af svenskerne.
Danskerne besluttede derfor at opgive Helsingborg og trække sig tilbage til
Helsingør, inden svenskerne stormede. Den danske hær gik ombord i de danske
skibe, som lå på reden udfor Helsingborg og benyttede også nogle hollandske
skibe, som man havde lejet til formålet. Rytteriets mange heste kunne man ikke tage
med ombord. I de tidlige morgentimer den 4. marts 1710 slagtede danskerne mellem
5000 og 6000 heste og kastede kadaverne i brønde, vandløb og kældre overalt i
byen. Forrådet af mel, krudt og andet blev også smidt i gaderne, så det
ligesom hestene ikke skulle falde i hænderne på den svenske hær. Omtale af
denne episode - nok historiens største massakre på heste - har man ofte
´glemt´ at få med i de danske historiebøger, mens de svenske til gengæld
næsten altid husker den!
En ny trussel fra syd, hvor den svenske general Magnus Stenbock med sin hær var
kommet op gennem Holsten fra de svenske besiddelser ved Østersøen, blev
afværget, da det lykkedes at få den svenske hær spærret inde i fæstningen
Tønning i Sønderjylland. General Stenbock måtte overgive sig til Frederik IV
i 1713.
I modsætning til sin svenske fætter, Karl
XII, deltog Frederik IV personligt ikke meget i krigens felttog, men her i sejrens
stund,
hvor den svenske hær under Magnus Stenbocks ledelse kapitulerede i Tønning
1713, måtte kongen dog selv være til stede.
Billedet viser Steinbock, som overrækker kongen sit våben, inden han blev
sendt i dansk krigsfangenskab, hvor han døde.
(Maleren har anvendt dramatiske klippepartier i sit billede og har tydeligvis
aldrig selv oplevet det flade marskområde ved Tønning.)
Til søs
gik det
imidlertid fint for den danske
flåde, - både for kaptajn Ivar
Huitfeldt, som gjorde en heltemodig indsats mod den svenske flåde ved en
træfning i Køge Bugt
1710, og for den unge søhelt Peter Wessel, hvis militære og maritime
begavelse under krigen mod Karl XII både skaffede ham stillingen som viceadmiral
og også førte til, at han i 1716 blev adlet under navnet
Tordenskjold. Blandt
Tordenskjolds mest bekendte bedrifter er
sejren over en
svensk flåde i Dynekilden 1716 og erobringen af byen Marstrand med fæstningen
Karlsten i 1719. Tordenskjold blev dræbt i en duel 1720 og ligger begravet i
Holmens Kirke i København.
Flåden skulle
blive Danmarks stærkeste kort i Store Nordiske Krig (1700-1720). Det lille fartøj i midten af
billedet er sandsynligvis fregatten ´Løvendals Galej´, som Wessels fik
kommando over kun 21 år gammel..
Peter Wessel (1690 -1720) (til venstre) blev adlet 1716 under navnet Tordenskjold.
Efter et
forrygende ridt gennem det halve Europa fra Tyrkiet, hvor Karl XII havde opholdt
sig siden nederlaget til russerne ved Poltava 1709, lykkedes det ham imidlertid både at
samle hæren igen og og krydse Østersøen, som ellers var spækket med danske
krigsskibe. Hans plan var nu at erobre Norge, som var i personalunion med
Danmark. Han prøvede et par gange at erobre grænsefæstningen Frederikssten,
men under et svensk angreb i 1718, som kongen selv ledede fra en af de forreste
løbegrave, blev han ramt i hovedet af en kugle. Om Karl XII blev dræbt af en
dansk-norsk kugle, eller den kom fra en svensk soldat, som var blevet træt af
den tilsyneladende endeløse krig, er aldrig blevet fuldt opklaret, men uanset
hvad, så satte denne kugle punktum for krigen. Svenskerne opgav belejringen af
Frederikssten og drog hjem. Ved freden et par år senere (1720) måtte
svenskerne dels opgive alle sine besiddelser syd for Østersøen og dels
overlade store strækninger omkring Den finske Bugt til russerne.
For Danmark betød krigen, at man ganske vist kunne inddrage de sønderjyske
dele af Slesvig-Holsten i 1721, fordi hertugen af Gottorp havde støttet svenskerne
under krigen, men det egentlige formål med den danske krigsdeltagelse, nemlig
det danske ønske om at få de tabte skånske provinser tilbage, kom der
ikke noget ud af. Den danske deltagelse i Den Store Nordiske Krig varede i 11 år,
og det blev en af de hårdeste krige, Danmark nogensinde har gennemgået. Det
blev også Danmarks sidste forsøg på at generobre Skåne, Halland og
Blekinge.
Portrætter af Dronning
Louise (1667-1721) og komtesse, senere dronning Anna Sophie von Reventlow (1693-1743).
Kongen og
kvinderne
Efter ordre fra
Christian V blev kronprinsen som 24-årig (1695) sendt på besøg hos nogle
tyske fyrstehoffer for at finde en giftefærdig prinsesse. Valget faldt på
Louise af Mecklenburg-Güstrow, ikke af kærlighed, men fordi hun så ud til at
give anledning til mindst "Unruhe oder Molestrie" (uro og vrøvl). Samme år blev de gift,
men - som det kunne ventes - blev ægteskabet ikke videre lykkeligt.
Louise var en ´stille eksistens´, og meget tyder på, at hun var Frederik IV
oprigtig hengiven, uden at dette blev gengældt fra hans side. Hun havde generelt
svært ved at vinde respekt i den kongelige familie, og efterlader sig ikke noget
stort indtryk i danmarkshistorien. Hun har på den anden side heller ikke haft
det let og måtte bl.a. som ventet affinde sig med kongens talrige
uægteskabelige, erotiske eskapader . Efter sin død i 17221 blev dronning Louise
gravlagt i Roskilde Domkirke, hvor hendes
gravmæle stadig findes, - en pompøs marmorkiste udsmykket i tidens barokstil
med englebasser og gjaldende trompeter, som står i skarp kontrast til hendes
virke i levende live. Dronning Louise blev mor til den senere Christian VI,
som vedblev at bebrejde faderen hans opførsel og manglende respekt overfor
moderen også efter dennes død. Kronprinsens glødende had til Anne Sophie
Reventlow - også da han selv blev konge efter faderens død i 1730- skal
naturligvis også ses i dette lys.
Frederik IV havde som nævnt talrige kvindebekendtskaber, og der var mange mere
eller mindre sandfærdige rygter om hans
privatliv i omløb. I 1703 blev kongen eksempelvis så forelsket i datter en af en russisk
gesandt, Elisabeth Helene Vieregg (1679-1704), at han valgte at gifte sig med hende ´til
venstre hånd´. Juridisk set var der naturligvis tale om åbenlyst bigami
trods den behændige formulering.
Der var ellers ingen tvivl om straffen for bigami, da der i faderens,
Christian V´s Danske
Lov fra 1683 klart og tydeligt står , at "Hvilken
Ægtemand eller Ægtekvinde, der indlader sig med en anden i Ægteskab, bør at
miste sin Hals". Ifølge
Kongeloven stod den enevældige monark imidlertid kun til ansvar overfor Gud, og
selv om en del præster fik flettet mange moralske ord og slet skjult forargelse
ind i deres prædikener, var der intet at stille op overfor det åbenlyse brud
mod gældende lov. Hustruen ´til venstre hånd´ døde imidlertid allerede
året efter i barselsengen, og - utvivlsomt til manges lettelse - døde også den nyfødte prins
kun ni måneder senere.
Begge blev begravet i Vor
Frelsers Kirke, hvis præst, pastor Trojel, i øvrigt nogle år senere blev
idømt livsvarigt fængsel, fordi han havde raset over kongens ´ugudelige
levned´.
Frederik IV fandt sig dog snart en ny elskerinde, grevinde Charlotte Helene von
Schindel, som han også fik et barn med.
Sit livs største kærlighed mødte
kongen dog på et maskebal på
Koldinghus i 1711, hvor han opholdt sig, mens
pesten rasede i København. Den 18-årige pige, som snart blev genstand for kongens
flammende lidenskab, var den både kvikke og smukke komtesse
Anna Sophie von Reventlow
(1693-1743), som kongen året efter på romantisk vis bortførte fra hendes
hjem, Clausholm Slot, lidt sydøst for Randers, og samme nat giftede sig med ´til venstre
hånd´. Forargelsen over, at kongen med dette morganatiske ægteskab igen begik åbenlys bigami, var ikke
mindre, end da det skete første gang.
Det pompøse
Clausholm Slot er en af Danmarks bedst bevarede herregårde fra baroktiden.
Det
var herfra, den forelskede Frederik IV bortførte den unge komtesse Anna Sophie
von Reventlow i 1712. Nogle år senere erhvervede kongen selv slottet og
forærede det til Anna Sophie Reventlow.1743 døde Anna Sophie von Reventlow som enkedronning på slottet efter at have
været forvist fra hoffet siden Frederik IV´s død i 1730.
Takket
være sin forbindelse til kongen fik Anna Sophie Reventlows i øvrigt ofte
dygtige slægtninge
efterhånden så stor indflydelse på rigets administration, at
modstanderne
ligefrem talte om "Den reventlowske Bande" eller "Den
kronede last". Blandt disse ret uforsonlige modstandere
var både prins Carl, prinsesse Sophie Hedevig og Carl Adolf von Plessen.
General Christian Ditlev Reventlow
Kongens nye slotte
Fredensborg 1735
Medalje, som viser den kronede dronning ved Frederik 4.'s og
dronning Anne Sophies bryllup i 1721
levede sine sidste 13 år på Dragsholm, inden hun
50 år gammel døde af
kopper i 1743. Christian VI imødekom hendes ønske om at blive bisat i
Roskilde Domkirke, men hendes ønske om at måtte blive bisat ved siden af hendes
elskede Frederik, afslog kongen dog. Anne Sophie blev i stedet bisat i ´Trolles
Kapel´, som kongen købte til formålet, og her befinder hendes
gravmæle sig stadig.
Stavnsbåndet
Stavnsbåndet blev indført i 1733 efter ønske
fra godsejere og militær. Alle mænd på landet mellem 14 og 36 år skulle
blive på det gods, hvor de var født.
Det blev indført for at afhjælpe en alvorlig landbrugskrise i 1730'erne, som
bl.a. skyldtes svigtende efterspørgsel fra vore eksportlande og af vandring af
folk fra landet til byerne, der medførte at det var svært at få befolket fæstegårdene,
og have folk nok til militsen.
vornedskabet
Men
byerne trak også i landbefolkningen. Håndværkernes indtægter var, på grund
af den senmiddelalderlige krise, fordoblet, og mange søgte ind til byerne, for
at prøve lykken dér(der var mange vis landsby var blevet helt udryddet af
pesten, og så søgte folk ind til byerne, da der jo også var mange ledige og
billige huse...). Dette var et stort problem for de resterende herremænd, som
ønskede at indføre stavnsbånd for bønderne (stavnsbånd betød at bønderne
ikke kunne benytte deres frie opsigelsesret, de kunne ikke skifte gård eller
herremand). Dette ønskede bønderne imidlertid ikke, og deres frie
opsigelsesret blev understreget i kong Olufs håndfæstning 1376. I stedet blev
bønderne pålagt en afgift hvis de ønskede at forlade jorddrottens gods. Denne
afgift blev i 1396 fastlagt til 3 mark, der var prisen på en okse. Som forlængelse
af denne afgift, blev vornedskabet indført på Sjælland i løbet af sidste
halvdel af 1400-tallet. Vornedskabet betød at fæstebonden ikke kunne forlade
sin gård, uden at have herremandens tilladelse
Anna Sophie
Reventlow og Frederik IV
Som vornede var derimod alle mænd
af bondestand på Sjælland og Lolland-Falster m.v. stavnsbundne fra fødsel til
død. Vornedskabets ophævelse 1702 kunne tidligst få betydning for dem hen mod
slutningen af Frederik 4.s tid. I hele riget var karlene stavnsbundne, mens de
tjente i landmilitsen. Og det gjorde de allerfleste, endog meget længere end de
6 år, som oprindelig var bestemt. Nogle kom til at tjene i over 20 år. Endelig
var husmænd og bønder - også i hele riget - reelt stavnsbundne fra det øjeblik,
de satte deres navn elle initialer under et fæstebrev.
Rytterier og Skolerne
Pesten 1711
Frederik IV
på sine ældre dage. Portrættet er malet af
Balthasar Denner (1685-1748), som levede og virkede
i Hamburg
og Altona, der var underlagt den danske kongens hertugdømmer i Slesvig-Holsten.
I perioden 1717-1719 opholdt Denner sig ved hoffet i København, hvor han opnåede
stor popularitet blandt kongehusets og aristokratiets medlemmer. Han malede
flere portrætter af Frederik IV, men dette er det kendteste. Kongens røde
kappe med guldkroner repræsenterer hans værdighed som enevældig regent, mens det
blå silkebåndet hører til Danmarks fornemste ridderorden, Elefantordenen, som
blev indstiftet af Christian V . Kongen fremstår som feltherre med brynje, og
det er ikke kun af symbolsk betydning. En stor del af Frederik IV´s regeringstid
var præget af deltagelsen i den store nordiske krig mod Karl XII af Sverige.
Frederiks hoved prydes af en moderigtig allongeparyk.
sygdom pest
efterhånden forsvandt
den frygtede sygdom
Københavns
historie
Branden
i København 1728
Kongens sidste år
Frederik IV døde den
12. oktober 1730 på Odense slot og ligger begravet i Roskilde domkirke
Ved Frederik IV´s død i 1730 var
Slotsholmen en broget blanding af nyt og gammelt. Det gamle Københavns slot
med Blåtårn, hvor Christian IV´s datter Leonora Christine havde siddet fængslet
i godt 20 år, havde fået
en barok ansigtsløftning. Bag Børsens gavl og til venstre for "Den røde Bygning", hovedsædet
for administrationen opført 1721- året efter krigens afslutning, ligger det palæ, hvor Anna Sophie Reventlow flyttede ind
i 1712. Trods de store og kostbare forbedringer, valgte den efterfølgende konge, Christian
VI, at rive det gamle, men nyistandsatte slot ned og erstatte det med et nyt og meget pompøst
barokslot, som - opkaldt efter ham selv - fik navnet
Christiansborg. Dette eksorbitante pragtslot kom
imidlertid ikke til at eksistere længe. Det nedbrændte nemlig i 1794, og blev
derpå erstattet af ´det andet Christiansborg´, som imidlertid led samme skæbne
ved branden i 1884.
Allerede som
kronprins forelskede den senere Christian VI
sig hovedkuls i den fattige og voldsomt religiøse Sophie Magdalene af
Brandenburg-Kulmbach (1700-1770), der som han selv var stærkt påvirket af
tidens pietistiske strømninger. Efter brylluppet i
1721 fulgte Sophie Magdalenes mor med til Danmark. Hun var endnu mere religiøs
end datteren, som hun også snart fik til at indse, at dans, spil og teater var
syndig tant.
Christian VI´s hof blev med tiden præget af streng pietistisk
fanatisme og uendelig kedsomhed.
Christian VI
(1699 - 1746, konge siden 1730)
Kronprins Christian havde
taget sin forsmåede moders parti mod faderens forhold til Anna Sophie
Reventlow. Frederik IV forsøgte derfor med sit
testamente at sikre den 22 år yngre Anna Sophie Reventlow en passende position
som enkedronning. Han forsøgte også at vinde
Carl
Adolf von Plessens støtte i dette forehavende ved at tilbyde ham
elefantordenen, men forgæves. Næppe var Frederik IV imidlertid død, før kronprinsen, nu
som Christian VI, omstødte faderens testamente og forhindrede dronning Anna
Sophie Reventlow i at få den del af den arv, som var tiltænkt
hende. Også den nye dronning, Sophie Magdalene, var meget fjendtlig indstillet
overfor enkedronningen. Den 11. november 1730 forviste Christian VI sin stedmoder til Clausholm,
hvorfra hun i sin tid var blevet bortført af Frederik IV, med en skrivelse, som
han indledte således:
Det var hele verden
bekendt, og ingen mere end hende selv, hvilken stor forargelse hun var til,
først ved sine mange års offentlige horen i ægteskab og dernæst ved det
hovedkuls og uhørte giftermål, som hun aftvang Vores nu hos Gud værende
højsalige fader...
Christian
VI var en flittig og velbegavet mand, men hans religiøse fanatisme og hans
forskruede opfattelse af sin egen persons ophøjede storhed førte undertiden
til besynderlige bestemmelser, f.eks. blev det forbudt andre at færdes på en
vej, mens kongen selv benyttede den. Som ny konge afskedigede han hurtigt de fleste af faderens rådgivere og ansatte en række især
borgerlige embedsmænd, som delte hans pietistiske
tro. Hoffet blev meget tyskorienteret især på grund af dronningen, som havde
stor indflydelse på Christian VI´s beslutninger. En række af dronningen
Sophie Magdalenes slægtninge kom efterhånden også til at beklæde embeder i
Danmark.
Også Carl Adolf von Plessen blev kaldt til hoffet og fik sæde i
konsejlet,
d.v.s kongens rådgivende statsråd. Han fik stor indflydelse på kongen i begyndelsen, men efter
nogle år blev den politiske uenighed mellem von Plessen og kongen hurtigt meget stor,
og da Christian VI´s pietistiske opfattelse efterhånden også blev for rabiat
for den ellers selv pietistisk prægede Carl Adolf von Plessen, og
modsætningsforholdet til dronningen også efterhånden var blevet større, opgav
han efter nogle år sin indflydelse ved hoffet og vendte tilbage til Vemmetofte,
som han administrerede for prinsesse Sophie
Hedevig.
Christian
Ludvig von Plessen, som var et par år ældre end sin bror, Carl
Adolf von Plessen, var blevet gehejmeråd i 1720 under Frederik IV, men i 1730 udnævnte
Christian VI ham til generaldirektør for finanserne og kommercevæsenet, d.v.s.
finansminister. Begge brødrene von Plessen sad således i Christian VI´s
første regering i nogle år. Christian Ludvig von Plessen trådte ud af
regeringen i 1734 efter eget ønske og fik ikke senere nogen politisk indflydelse.
Christian
VI´s regeringstid blev præget af stor glædesløshed, dels på grund af en stor
landbrugskrise, som betød indførelsen af
stavnsbåndet i 1733 i et forsøg på
at hindre bønderkarlenes flugt fra det kriseramte landbrug. Stavnsbåndet
betød, at bønder i alderen fra 14 til 36 år ikke måtte forlade det gods, de
var født på, og dels fordi den trøstesløse og fanatiske fromhed ved hoffet
efterhånden førte til lukning af
teatre og andre lignende fornøjelser.
Landbrugskrisen fortsatte, og i 1735 blev det
nødvendigt med et forbudt mod at importere korn til Danmark og det
sydlige Norge fra udlandet.
Et forordning om borgerpligt til at gå i
kirke så dagens lys i 1735, og året efter kom så kravet om indførelse af
obligatorisk konfirmation.
Forordningen af 23. januar
1739 om indførelse af skoler på landet
Det blev Christian VI, som kom til at give,
hvad man undertiden kalder "Danmarks første almindelige skolelov",
nemlig forordningen af 23. januar
1739 om indførelse af skolerne på landet i Danmark, hvor det for første
gang erkendes, at den almindelige folkeundervisning er en samfundsopgave. Sammen
med ´Forordning om Skolerne paa Landet i Danmark, og hvad Degnene og
Skoleholderne derfor maa nyde´ udsendes også ´Instruction for Degne og
Skolemestre paa Landet i Danmark´. Skolerne skulle være "de
dyrebareste Midler til at befordre den sande Erkendelse af de guddommelige Ting
og gøre Ungdommen duelig til at udøve kristelige Pligter" for uden Skoler
kunde børnene ikke forstå præstens prædiken i kirken eller læse i
Bibelen.
Det viste sig imidlertid hurtigt, at en
gennemførelse af alle forordningens intentioner ville betyde en så voldsom byrde
på bønder og proprietærer, at det i praksis ikke var muligt at gennemføre.
Med udsendelsen af en ´Placat af 29. april 1740´ måtte
bestemmelserne derfor modereres i en sådan grad, at det vigtigste af
forordningens nye ideer i virkeligheden blev fjernet.
En vigtig følge af forordningen var det dog, at antallet af landsbyskoler
voksede fra ca. 600 i 1735 til over 1000 i 1742. Gennemførelsen af den nye
skolereform medførte også, at konfirmationen blev indført.
Klik på knappen til venstre for
at se den fulde ordlyd af Christian VI´s forordning for skolerne på landet
og på knappen til højre for på tilsvarende måde
at se instruksen for degne og skolemestre.
Christian VI lod det
efterhånden fuldstændig nedslidte Københavns Slot rive ned i 1730 og opførte
i stedet det første Christiansborg, et pragtfuldt barokslot med kirke og ridebaneanlæg.
Slottet stod færdigt i 1745 efter 13 års byggeri. Over portalen var følgende
indskrift: "Obsque subditorum onere" (´Opført´ uden udgift for undersåtterne). Alligevel forlangte
Christian VI, at byggesummen blev holdt hemmelig. Byggeriet havde nemlig kostet
1,5 mio. rdl, Det svarede nogenlunde til værdien af al Sjællands landbrugsjord! Slottet kom kun til at stå i et halvt hundrede år,
og var endnu ikke ganske færdigt, da det nedbrændte i 1794. Ridebanefløjene og pavillonerne ved Marmorbroen overlevede
dog både denne brand og
det andet Christiansborgs brand i 1884 og står der stadig den dag i dag.
Allerede i samtiden fik kongen og især dronningen ry for at være umådelig
ødsle.
Kronprinsen, den
senere Frederik V (1723-1766, konge siden 1746), førte allerede som ung
et så udsvævende liv med letlevende damer, hyppige bordelbesøg og en stadig strøm af spirituøse drikke, at den strengt religiøse fader, Christian VI
alvorligt overvejede at umyndiggøre ham. Skønt godt begavet var kronprinsen meget
overfladisk, og heller ikke som konge kom han nogensinde for alvor til at
interessere sig for rigets styre. Det lod han indsigtsfulde mænd som
Adam Gottlob
Moltke
og J. H. E. Bernstorff tage sig af.
Den stærkt alkoholiserede, men også populære Frederik
V døde kun 42 år gammel - efter en samtidig kildes udsagn uden at have
været blot nogenlunde ædru i årevis.
Christian
VI døde i 1746 kun 47 år gammel, uden at det gjorde noget større indtryk på
befolkningen, som næppe har haft meget andet end ligegyldige skuldertræk til overs
ved meddelelsen om kongens død. Kongen blev - traditionen tro - begravet i Roskilde Domkirke.
