Christian V og Charlotte Amalie

Christian V (1646-1699) og dronning Charlotte Amalie (1650-1714)

Ved Frederik IIIs død i 1670 blev hans ældste søn, prins Christian, ifølge Kongeloven af 1665 automatisk hans efterfølger som enevældig konge under navnet Christian V (1646-1699). Den reelle magt lå dog hos den afdøde konges privatsekretær, Peder Schumacher, som gjorde sig så uundværlig for den unge og dårligt uddannede konge, at han allerede 1771 blev adlet under navnet Griffenfeld, og kun et par år senere opnåede han titel af rigskansler med meget store magtbeføjelser.

På dette maleri (udsnit) ses Christian V i samtale med en række høje herrer under ´Den skånske Krig´ (1675-1679) - se senere - bl.a. med feltmarskallen, hertug Hans Adolf af Plön, som havde overkommandoen over den danske hær efter 1676. Kongen drøfter situationen efter Landskronas fald samme år. Til højre for kongen ses i profil kongens lillebror, prins Jørgen (1653-1708), der 1702 blev gift med Anne Stuart, som samme år blev dronning af England. George, Prince of Denmark, som han kaldes i England, var ikke nogen markant personlighed og fik heller ingen politisk betydning som prinsgemal. I dag er prins Jørgen mest kendt på grund af "Prins Jørgens March", der af BBC blev anvendte som kaldesignal ved de danske radioudsendelser under besættelsen.

Christian V, som ikke selv var nogen stor begavelse, passede ganske vist samvittighedsfuldt sine forpligtelser som enevældig konge, men i stort omfang lod han sin tidligere hofmester, geheimeråd og overkammerherre Morten Skinkel (1628-1691), og andre embedsmænd tage de afgørende beslutninger i forbindelse med love og regering. Blandt disse heldigvis ofte både dygtige og samvittighedsfulde embedsmænd var også Christian Siegfried von Plessen (1646-1723), far til Carl Adolf von Plessen, som blev så vigtig en ven for både prins Carl og prinsesse Hedevig. Christian Siegfried von Plessen havde med stor dygtighed styret gods og pengesager for kongens broder, prins Jørgen (1653-1708), som senere (1702) blev gift med den engelske dronning Anne. Christian Siegfried von Plessen blev derfor 1692 gjort til præsident for Rentekammeret - dvs. finansminister - og overtog dermed ledelsen af rigets finanser, som var i en fortvivlet kondition. Det lykkedes den fremragende økonom at skaffe orden i landets finanser endda i en sådan grad, at man blev i stand til at lette de betydelige skattebyrder, som tyngede befolkningen.

Christian Vs ´Danske Lov` 1683

Bestemmelse om censur (se evt. ´oversættelsen´ i teksten til højre)

"Vi Christian den Femte af Guds Naade Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, Giøre hermed for alle vitterligt, at saasom Guds-Frygt og Retfærdighed ere de tvende fornemste Støtter og Hovetpillere, med hvilke Lande og Riger udi deris bestandige Flor og Velstand befæstis og opholdis, og derfor ligesom Gud Allermægtigste til det første haver givet Os een stor Anledning i disse Nordiske Lande, hvor hand saa naadeligen haver ladet antænde sit Ords og Evangelii klare Lys, som aabenbarligen over alt iblandt os skinner og lyser til den sande og rette Religions Bestyrkelse, som bestaar i een fornuftig og retsindig Guds-Frygt og Dyrkelse; Saa er og til det andet, som er Ret og Retfærdighed i Lande og Riger at stadfæste, høyligen fornøden saadanne Love at beskikke og forordne, hvorved Retfærdighed fra al Vold og Indpas maa vorde beskærmet; Ti dersom et hvert Menniske var retsindigt og ville nøjis med det ham med rette tilkom, og ikke søge sin Næstis Skade, men giøre hannem den samme Ret..." lyder indledningen til Christian Vs `Danske Lov´ .
Den engelske gesandt i Danmark, Robert Molesworth, der ellers ikke har meget pænt at sige om landet i sin stærkt negative skildring af Danmark, som findes i bogen ´An account of Denmark as it was in the year 1692´ fra 1694 måtte medgive sin ros, når det gælder omtalen af ´Danske Lov´:" Indtil nu har vi så vist mødt meget, der bør undgås og ikke efterlignes. Men ved omtalen af de danske love må jeg retfærdigvis begynde med ros. De overgår i retfærdighed, korthed og klarhed alt, hvad jeg kender. De er rimelige, samlet i ét bind i kvartformat og skrevet på landets eget sprog så klart, at ingen, der kan læse og skrive, ikke straks forstår sin egen sag og selv kan føre den uden advokat, hvis han ønsker det". Alligevel fornægter Enevældet sig ikke med censur og hvad dertil hører: "Ingen maa lade trykke i Riget, eller andensteds, noget Skrift Kongens Højhed, Regæringen, eller Politien angaaende, med mindre det af dennem bliver igennemseet, som Kongen dertil forordrer. Hvo herimod giør, straffis efter Sagens Beskaffenhed".

Christian Vs ´Danske Lov´ fra 1683
En vigtig lov, som bærer Christian Vs navn, er ´Danske Lov` ( - og en tilsvarende Norske Lov). Kongen havde ikke selv noget at gøre med udfærdigelsen af loven, men han sørgede for, at det blev gjort af forstandige og kyndige embedsmænd. Loven vakte stor opsigt i udlandet både på grund af det fremsynede juridiske indhold og det velformulerede sprog, som gjorde den forståelig for enhver, og Danske Lov blev da også hurtigt oversat til tysk, engelsk og latin. Peter den Store af Rusland befalede endda, at den også skulle oversættes til russisk. Personligt befandt Christian V sig langt bedre, når han fik lejlighed til at dyrke sin store interesse for parforcejagt (se senere) og festlige sammenkomster. Han var en udpræget levemand, - et gén, han gav videre til sønnen prins Carl.
´Danske Lov´ er bygget op i 6 såkaldte bøger, som igen er opdelt i en række underafsnit. Et beskedent udvalg af nogle af lovbestemmelserne er gengivet herunder. Bestemmelserne, som først og fremmest var baseret på de gamle landskabslove fx `Jyske Lov´ fra 1241 eller ´Skånske Lov´ er bemærkelsesværdig milde og forstående overfor almindelige borgere og bønders livsbetingelser sammenlignet med tilsvarende lovsamlinger fra andre lande. En af grundene hertil, er at den meget barskere ´r omerret´ kun ses i glimt i `Danske Lov´. Et af disse glimt er bestemmelsen om ´Crimen Laesae Majestatis´ dvs. majestætsfornærmelse (6. Bog, 4 - 1, se herunder). Det var netop den lovparagraf, Johan Frederich Struensee blev dømt efter, da han blev halshugget og stejlet på Fælleden i 1772.

Anden Bog: Om Religionen og Geistligheden:

2-4-17
Præsterne paa Landsbyerne, som have ikkun et Sogn, skulle begynde Kirketienisten, om Sommerdag ved syv Slet, og om Vinterdagen ved otte Slet. Have de fleere Sogne, da skal de hver anden Søndag først holde Tienisten i Hovedsognet, og hver anden Søndag i Annexet, undtagen i Novembri, Decembri og Januario, i hvilke tre Maaneder de maa alle Søndage og Helligdage holde først Tieniste i Hovedsognet. Ellers skulde de begynde Tienisten i den Kirke, som den først skal holdis udj, ved sex Slet, undtagen i fornævnte tre Maaneder, i hvilke Tienisten skal begyndis ved syv Slet; Og skulle Præsterne om Søndagen advare Meenigheden, i hvilket Sogn og paa hvad Tid Tienisten skal begyndis efterfølgende Søndag, Helligdag, eller Bededag.
2-4-6
Præsterne skulle i deres Prædikener forklarede de forordnede Texter, og dennem henføre til Troens Lærdom og christelige Skikke og Sæder, og retteligen lære Loven og Evangelium efter Guds aabenbarede Ord, og den Hellige Kirkes Symbola, og den uforandrede Augsburgiske Bekendelse, og baade i Kirken saavelsom andetsteds, i ærlige Forsamlinger, i Omgængelse og Besøgelser, formane deres Tilhørere at frygte Gud og ære Kongen, og i deres Liv og Levnet lade se Troens Frugter; Og særdeles saa lempe deres Prædikener, efter som Tilhørernes Forhold meest udkræver.
2-6-2
Dersom Ungdommen bliver forsømmelig at lære Børnelærdommen, skulle de af Præsten straffes derfor, og Forældrene alvorligen paamindes og formanes, at de jo holde deres Børn dertil, og dem ingenlunde derfra forholde, ejheller nogen af hvis unge Tyende de kunne have i deres Huse, men at de end heller, Morgen og Aften, foruden daglige Bønner, besynderlig paa de hellige Dage, lære de Unge over alt, som de have hos sig, det de selv tilforn have lært, indtil de af Præsten og degnen rettes i hvis tlforn ikke var fattet, og ydermere i Lutheri Forklaring kunne undervises, uden de ville hver gang der paaklages, være skyldige for Helligbrøde, eller omsider straffes med Kirkens Diciplin, som for Modvillighed og Ugudelighed.
2-15-1
Til Dægne skal herefter alleene forordnis Studentere, som skulle tage deris Kaldsbrev på Embedet af den, som Rettighed haver at kalde, og saa overhøris af Superintendenten, om de dertil dygtige ere.
2-15-2
Dægnene paa Landsbyen skulle foruden den Undervisning, som skeer om Søndagen, ogsaa eengang om Ugen undervise Ungdommen i Børnelærdommen, saa at udi hver Uge udi Sognet det heele Sogns Ungdom eengang bliver af Dægnen undervist,og paa det sligt dis beqvemmeligere skee kand, skal Ungdommen af Torper og smaa Byer firføje sig til den Stæd, som Dægnen dem henstævner med Præstens Villie og Raad.
2-23-1
Bønder og meenig Almue, Husmænd, Inderster, Pebersvenne og Tienestefolk, som bruge Kornsæd, og alle andre, som nogen Bondejord besaae, skulle til gode Rede tiende hver tiende Næg, eller Kærv, af alle Slags Korn, Rug, Byg, Hvede, Boghvede, Havre, Erter, Vikker, saa som Afgrøden falder paa hvert Stykke Jord, eller Ager; Men af hvis ikke saais, deraf givis intet ti tiende.
Tienden skal deelis i tre lige Deele, til Kongen, Kirken og Præsten, efter den brug og Skik, som hidentil været haver.

Tredie Bog: Om verdslig- og huusstand:

3-13-1
Ingen skal udvises af sin Gård, som hand haver fæst af sin Husbond, så længe hand holder den ved Hævd og Bygning, og den forbedrer, og lovligen gøder sin Jord i Marken, og giver sin Skyld i lovlig Tid, som er Smørskyld til Sancti Hans Dag Midsommer, Kornskyld til Sancti Mortens Dag, og andre små Bede, Giesteri og Oldengield, og anden Rettighed, hver til sin tilbørlig Tid, og er sin Husbond og hans Fuldmægtig i hans Fraværelse hørig og lydig, og ej låner, lejer, eller fæster, fra sin Gaards Ager, Eng, eller noget af Gaardens Tilliggelse, eller tilsteder nogen anden at bruge noget af Gaardens Tilliggelse, og ej hugger i de Skove, der tilligge, i nogen Måde, uden sin Husbonds, eller hans visse Buds, Minde.
3-17-2
Umyndige Børns Værge efter Moders Død er Fader; Efter Faders Død er Broder, som sine fulde fem og tyve Aar endet haver. Er der fleere Brødre Fuldbrødre til de Umyndige, da er den næst at være Værge, som er ælst; Men ere de Halvbrødre, da skal den være Værge, som er næst paa Fæderne Side. Er ikke Broder til, da er Farfader næst at værge. Er ej Farfader, da er Morfader næste Værge. Er hand ej til, da er Farbroder. Er hand ej, da er Morbroder. Er ingen af dennem til, da skal næste i Byrd være Værge. Faderens Frænder ere nærmere at være Værge end Møderne Frænder, om de er liige nær i Byrd, og ville vel værge. Men er det venteligt, at nogen fød Værge skulle ilde værge, eller er uvederhæftig, eller ingen fød Værge er til, da sette Øvrigheden med Overformyndernis Samtykke, hvor de ere forordnede, den til Værge, som de sikkerst Børnegodset kunne betroe, saa som de agter selv at svare til.

Sjette Bog: Om Misgierninger:

6-4-1
Hvo, som laster Kongen, eller Dronningen, til Beskæmmelse, eller deris og deris Børns Liv eftertragter, have forbrut Ære, Liv og Gods, den højre Haand af hannem levendis afhuggis, Kroppen parteris og leggis paa Stægle og Hiul, og Hovedet med Haanden settis paa én Stage. Undkommer Misdæderen, og ikke kand lide paa Legemet, da bør Straffen at skee paa hans Billede og Efterlignelse. Er Misdæderen af Adel, eller højere Stand, da skal hans Vaaben af Bøddelen sønderbrydis, og alle hans Livs Arvinger miste deris Stand og Stamme.
6-5-5
Husbond maa refse sine Børn og Tyende med Kæp, eller Vond, og ej med Vaaben; Men giør hand dem Saar med Aad, eller Eg, eller slaar dem Lemmer sønder, eller skader dem paa deris Helbred, da straffis hand saa som hand én fremmet hafde giort Skade.
6-6-7
Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet settis paa én Stage.
6-13-16
Dersom nogen voldtager én ærlig Møe, eller Enke, og det bevises, miste sit Liv, eller, om hand ej betrædis, være fredløs; Men om hannem benaadis Livet, tage sig hende til Hustrue, om hun og hendis Formyndere og Frænder ville; Men ville de ikke, give hende af sine Penge og Gods efter fællis Venners Raad og Samtykke.

De fleste har nok set Christian V til hest som rytterstatue på Kgs. Nytorv i København, men dette morsomme maleri fra omkring 1690 viser kongen ride ´karussel´, som var en særlig ridedisciplin, med monarken siddende på en galoperende, blåskimlet hingst, der er dekoreret med panterskindsdækken. Kongen er iført et heroisk kostume med forgyldt hjelm og harnisk, og i højre hånd holder han ringstikningslansen med tre modhager. Rideskolens formål var at lære både hest og rytter disse færdigheder til brug i krig fx ved ´levaden´, hvor hesten rejser sig på bagparten og dermed dækkede rytteren imod frontalangreb, eller ved ´capriolen´, - som havde den allerstørste sværhedsgrad,- hvormed hesten med et bagudrettet spark kunne uskadeliggøre fjendens hest, som det vises på anvisningen herover.

Den Kongelige Stald-Etat
"Ved kroningen i 1670 arvede Christian 5. dette uindskrænkede Monarchie. Den unge kropsstærke, levelystne Christian 5., havde som kronprins i 1662 oplevet Ludvig 14.´s pragtfulde hof, og han ønskede som Suveræn Solkongeslottets Pomp og Pragt efterlignet ved det danske kongehof. Den hidtil beskedne husholdning blev udvidet, og på alle måder udfoldedes storslået kongelig magt, luksus og glans. Hjalmar Friis beskriver det således. Den Kongelige Stald-Etat var et vigtigt led i hoftjenesten, og nåede i denne brogede, storslåede tid sin stærkeste blomstring og udfoldelse. Foruden den daglige tjeneste med kørsel og riden for kongehuset og Hoffet, påhvilede der Stald-Etaten meget krævende repræsentative opgaver. Kongelige Kronings, formælings og dåbsfester og ikke mindst storslåede begravelser, foruden pompøse fyrste og ambassadør modtagelser, perforcejagter, og store strålende offentlige karrusel skuespil, det stillede store krav til personale, heste og materiel, og krævede en organisation af format. Når den kongelige Stald-Etat og de dertil knyttede stutterier i slutningen af 1600-tallet havde en så glansfuld historisk epoke så skyldtes det frem for alt Christian 5.´s store interesse for alt , hvad der vedrørte Hestevæsenet. Majestæten var selv fremragende skolerytter og hesteven, men af største betydning var det også at Overstaldmester, baron Anton Wolf Haxthausen var en kyndig hippolog og fortrinlig rytter, og han stod som Stald-Etatens myndige chef. Med rette tillægges det Haxthausen at have gennemført den stutteriordning fra 1690, der fik grundlæggende betydning for Frederiksborg Stutteriet, hvorved skabtes dets verdensry. Også den kongelige rideskoles oprettelse 1680 var Haxthausens værk. Så han var grundlæggeren af den Kongelige Stald-Etats glorværdige renome, med det mangeartede stald og stutteripersonale, et stort og buntet hestemateriale og omfattende bygningsanlæg, det var store forhold han skulle administrere. De kongelige staldes store hestebesætning omfattede mange hesteracer og typer, og der var alle mulige farver. Christian 5. prøvede både i stod og vognspænd at rendyrke følgende lød: Hvid, hvidgrå, blåskimlet, sort, brun, rød, tigret og broget. Til skole og manegeheste brugtes mest frederiksborghesten: Den berømte danske hest, der var fremavlet af den gamle danske landrace, der var krydset med italienske, spanske, polske og tyrkiske stodhingste.Til parforcejagterne var et engelsk stod, og som væddeløbsheste Coureurs." (Citeret fra http://www.sadelmager-dahlman.dk/side60.html). Christian V var en dygtig rytter, og hans store interesse for heste blev arvet både af kronprinsen, den senere Frederik IV, og af den yngste søn, prins Carl.

I 1669 besluttede Frederik III (1648-1670) at indhegne et skovområde nord for København med henblik på jagt. Kongen fik drevet vildt fra omegnen ind i området, som han kaldte Jægersborg Dyrehave. Hans søn, Christian V 1670-1669), havde besøgt Ludvig XIVs hof i Frankrig og hér lært parforcejagt, og denne jagtform ønskede han derfor indført i Danmark. Parforcejagt er en jagtform, hvor hunde efterfulgt af jægere til hest jager et dyr træt til det segner af udmattelse. Kongen eller en anden prominent deltager stiger da af sin hest og dræber byttet med en lang dolk – en såkaldt hirschfænger. , hvorfra jægerne kunne få overblik over og følge hundedrevet efter det jagede dyr. For at hunde ikke skulle anrette skade på vildtet og dermed ødelægge kongens eller andre jægeres jagtglæde, var der følgende bestemmelse om hunde i Jagtloven af 1681: "Paa det Vildet icke af løse Hunde i Marcken skulle vorde beskadiget eller forjaget, saa maa oc ingen Præst, Foget, Bonde eller andre, som boer paa Bøndergaarde, have nogen løse Hunde gaaende, med mindre een af For- eller Fremfødderne er afhuggen. Overkommer Jagtbetjente, Skov-Riddere, Skytter eller andre, som Jagtfrihed have, saadanne ulemlæstede Hunde paa Marck eller i Skov, da maa de dem ihjelskyde, oc skal Eyermanden endda for Skuddet betale een Marck Danske". Straffen for krybskytteri var også usædvanlig hårde, "thi den, som i Fredningstiden skyder et Raadyr, skal bøde 600 Rdlr.(rigsdaler), for en Hare 400 Rdlr.og for et par Agerhøns 200 Rdlr." Det var meget store bøder, som overgik de fleste menneskers årsløn med flere hundrede procent. Situationen på billedet herover i midten er netop fra en sådan parforcejagt, hvor hunde holder det udmattede hjortevildt nede, er hér er gengivet efter et stik i en bog om jagt fra 1682. I 1670 besluttede kongen at udvide dyrehaven bl.a. ved at jævne landsbyen Stokkerup med jorden og tvangsflyttede derfor bønderne til andre fæstegårde i omegnen. Christian V omdannede med tiden flere skove i Nordsjælland til ”parforcejagtlandskaber” efter fransk mønster. Områder for parforcejagt er præget af store åbne sletter med stjerneformede vejanlæg. Dele af denne store udvidelse af kongens private dyrehave er den nuværende Eremitageslette. Eremitageslottet blev dog først opført i 1736 som jagtslot for Christian VI (1730-1746). Christian V døde i 1699 stærkt gigtplaget og svækket efter følgerne af et voldsomt ´sammenstød´ med en kronhjort under en parforcejagt i Dyrehaven, da kongen gik frem mod det sårede dyr for give det nådestødet med hirschfængeren.

Christian V leder belejringen af Helsingborg under Den skånske Krig (1675-1679). Christian V håbede, at han kunne generobre Skåne, Blekinge og Halland, som blev tabt ved Roskildefreden i 1658. 1675 erklærede Christian V derfor krig mod Sverige, og den 29. juni 1676 invaderede han Skåne med en hær på 15.000 mand. I de følgende år fortsatte kampene især i Skåne, indtil krigstrætheden bredte sig i begge lejre. Mod krigens afslutning i september 1679 stod Danmark militært bedst, men Frankrig var bange for, at magtbalancen i Øresundsregionen skulle forskubbes og ønskede derfor ikke, at forrykke magtbalancen til fordel for Danmark. Frankrig ønskede at Skåne fortsat var svensk for derved at forhindre, at Danmark dominerede Øresund, så en fortsat deling af Øresund mellem Sverige og Danmark passede stormagten Frankrig bedst. Som følge af det franske pres måtte Danmark affinde sig med, at fredsaftalen fra 1660 blev genoprettet, og dermed måtte den danske konge i 1679 underskrive en aftale, hvor Danmark definitivt måtte afstå Skåne, Blekinge og Halland til Sverige. Da Christian V vendte tilbage fra den mislykkede ´Skånske Krig,´ lod han Kronborgs vinduer mod Øresund blænde, så han ikke at få appetitten ødelagt ved synet af det tabte landområde. Den skånske Krig blev dog ikke det sidste forsøg fra dansk side på at genvinde de tabte besiddelser i Sverige, men derom senere.

Rytterstatuen af Christian V på Kongens Nytorv i København.

Christian Vs hårde opdragelse med kamp og idrætsøvelser, havde i ungdommen gjort ham fysisk stærk, og der er ingen tvivl om, at ridekunst og ridderturneringer interesserede ham langt mere end boglig lærdom. Kongen havde udvist stort personligt mod i slagene ved Lund og Landskrona under krigen mod Sverige 1676-79. Han var angiveligt en fremragende rytter og mestrede den høje rideskoles vanskelige gangarter og spring til fuldkommenhed. Kongen havde også sin daglige gang i de Kongelige stalde, og trænede ofte sine færdigheder til hest på ride- og rendebanen. Desuden trænede kongen dagligt sine heste i ridehuset og kunne efter sigende ride 6 heste trætte på en formiddag. Christian V kom ofte ud blandt befolkningen, og når han red igennem gaderne, stod borgerne ofte i vinduerne og drak hans sundhed til, og afsluttede traditionen tro med at smadre glasset ned på stenbroen. Ville befolkningen henvende sig til kongen, kunne han træffes om formiddagen i ridehuset, hvor en rideknægt modtog folks bønskrifter i en kasse. Alt tyder på, at Christian V var et både venligt og muntert menneske, men hans betydelige uselvstændighed gjorde det svært for ham at ´hamle op´ med stærke personligheder ved hoffet, bl.a. hans moder, enkedronning Sofie Amalie og hans gemalinde, Charlotte Amalie, som også havde adskillige ord at skulle have sagt. Den tidligere nævnte engelske gesandt Robert Molesworth, der ofte var meget kritisk overfor næsten alt, hvad han fik at se i Danmark, skrev om det danske hof i sin beskrivelse af Danmark, at "Kongen af Danmarks hof kan i henseende til pomp og pragt næppe kaldes kongeligt. Den luksus og ekstravagance, man kender fra Europas sydligere hoffer, er lige så lidt som disses rigdomme nået op til det fjerne Nord. Det er ganske vist rigtigt, at deres manerer er forholdsvis forfinede i forhold til tidligere på grund af deres tætte forbindelser til Frankrig. De foretrækker fransk mode, franske tjenestefolk og franske officerer i hæren".
Christian V døde 1699 stærkt gigtplaget og svækket efter følgerne af et voldsomt ´sammenstød´ med en såret kronhjort, som kongen ville give nådestødet under en parforcejagt i Dyrehaven året før.

Dronning Charlotte Amalie
Charlotte Amalie var født i 1650 i Kassel som datter af landgreve Wilhelm VI af Hessen-Kassel og Hedwig Sophie af Brandenburg. Begge forældrene var reformerte, så Charlotte Amalie fik en streng calvinistisk opdragelse, som prægede hendes virke resten af livet. 1667 blev hun gift med prins Christian af Danmark. Hun fødte kongen i alt 5 børn (hvoraf 2 døde relativ tidligt) og var således mor til Frederik IV (1671-1730, konge siden 1699) , prins Carl (1680-1729) og prinsesse Sophie Hedevig (1677-1735). Som skik var ved mange europæiske hoffer på den tid, holdt også Christian V sig en ung elskerinde, Sophie Amalie Moth (1654-1700), som han også fik en del børn med bl.a. Ulrik Christian Gyldenløve (1678-1719), men det synes ikke at have givet anledning til alvorlige problemer mellem ægtefællerne, og Charlotte Amalie opdrog sin mands illegitime børn med Sophie Amalie Moth sammen med deres egne. Charlotte Amalie var dog tydeligvis mere knyttet til sine børn, som hun omgav med stor omsorg. Især bekymrede hun sig meget om den svagelige prins Carl. Det lykkedes hende også som dronning at fastholde sin calvinistiske tro hele livet og skænkede ikke blot både grund og midler til opførelse af Den Tyske Reformerte Kirke i København, men blandt andet også præsteresidenser og senere to skoler. Dronningen var dybt religiøs, og denne religiøsitet gav hun især videre til sin datter, Sophie Hedevig og sønnen Carl. Charlotte Amalie forhindrede, at Sophie Hedevig blev gift med den tyske kejser, fordi hun i så fald skulle konvertere til den katolske tro.
Efter enkedronning Sophie Amalies død i 1685 opnåede Charlotte Amalie desuden lettelser og senere frigivelse af den fængslede Leonora Christina i Blåtårn.

Dronning Charlotte Amalie

Dronningens godser
Charlotte Amalie blev en meget velhavende dame, og hun ´samlede´ ligefrem på godser og andre ejendomme. Charlotte Amalie fik Nykøbing Slot samt krongodset på Lolland og Falster, som sit livgeding og havde som kronprinsesse af sin svigerfar, Frederik III, fået Frederiksdal inklusive Nymølle kobbermølle og en papirmølle, Bagsværd og Gentoftegaard på livstid. Desuden ejede hun Nyborg Slot og for egne midler købte hun selv i årenes løb Børglum Kloster og Dronningelund i Jylland, mens hun på Sjælland - foruden bl.a. en papirmølle på Strandvejen og en fabrik, som fremstillede spillekort, og Dronninggård i Vendsyssel - det meste af Stevns herred med Vemmetofte, Christiansholm, Strandmøllen m.m.. Charlotte Amalie købte Gjorslev i 1678 for 40.000 rigsdaler og forenede det med Søholm, som hun købte i 1680 samt godset Erikstrup i Store Heddinge. Livet igennem investerede Charlotte Amalie også i en række profitable fabriksanlæg fx kobbermøllen ved Nymølle og Frederiksdals papirmølle. I København købte hun svogerens, Ulrik Frederik Gyldenløves, store palæ på Kongens Nytorv, Charlottenborg, som stadig har navn efter hende samtet bryggeri på Slotsholmen og en hus i Lille Strandstræde til præsteresidens og anbragte sin kontante formue i værdipapirer i Amsterdam. Hele sin private personlige formue i Amsterdam testamenterede hun i øvrigt til sine to menigheder i København.
Charlotte Amalie var betydelig bedre begavet end sin gemal og besad dertil en stor og viljefast personlighed. Hun deltog selv aktivt i forvaltningen af sine godser blandt disse også Frederiksdal, Bagsværd og Gentoftegård, som hun havde fået af Frederik III. Som enkedronning efter Christian Vs død i 1699 modtog hun deesuden også Nykøbing Slot med det lolland-falsterske krongods som livgeding dvs til livsvarigt underhold.
Charlotte Amalie var religiøs uden at være hysterisk, og hun synes i det hele taget at have været en sympatisk og venlig person, som også var meget afholdt af sine undersåtter. Som den første dronning nogensinde lærte hun sig desuden også dansk, selv om hoffet ellers talte tysk. Salmedigteren, Biskop Thomas Kingo, har prist Charlotte Amalie som den, der "med en fri og fuld Kjærlighed ikke alene elsker vort Lands Folk, men ogsaa vort Sprog".
Da en fjendtlig engelsk-hollandsk-svensk flåde var ankommet i dansk farvand, og svenskekongen Karl XII var gået i land med en hær ved Humlebæk og således truede København i året 1700, - det vil sige året efter Christian Vs død, og mens Frederik IV befandt sig i Holsten -, udviste enkedronningen stort personligt mod. Hun valgte at blive boende på slottet i København, mens hun ivrigt opfordrede borgerne til at forsvare byen tappert og selv traf beslutninger om etablering af yderligere forsvarsforanstaltninger.
Charlotte Amalie døde i København 1714 og blev som Christian V gravsat i Roskilde Domkirke.

Gyldenløves Palæ på Kongens Nytorv i København, det nuværende Charlottenborg opkaldt efter Charlotte Amalie.
Dronningen døde på palæet i 1714, og det gik derefter i arv til prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig, som senere testamenterede det til Christian VI.

Det kongelige hus´ evne til at sikre arvefølgen har lige siden oldtiden været et vigtigt motiv på mønter og medaljer. Det var naturligvis også særdeles vigtigt for de første enevældige konger i Danmark. På ovenstående medalje, som er lavet af Anton Meybusch i 1695, ses Christian V og Charlotte Amalies 5 børn: Frederik (f. 1671), Christian (f. 1675), Sophie Hedevig (f. 1677), Carl (f. 1680) og Wilhelm (f. 1687).

De fleste af Christian Vs og Charlotte Amalies 5 børn blev ikke særlig gamle. Prins Christian døde 20 år gammel i 1696, og prins Wilhelm var kun 18 år, da han døde i 1705. Prins Carl var 49, da han døde i 1729, og kronprins Frederik, som i 1699 fulgte sin far på tronen som Frederik IV, døde 59 år gammel i 1730. Ældst blev datteren, prinsesse Sophie Hedevig, der døde i 1735.

Dronning Charlotte Amalies fem landsbyskoler
Charlotte Amalies datter, Prinsesse Sophie Hedevig, oprettede senere en række skoler, de såkaldte ´prinsesseskoler´ bl.a. på de godser, hun arvede efter moderen. I fundatsen af 28. august 1719 fastsatte prinsesse Sophie Hedevig således, at der skulle opføres 7 skoler i Dronninglund sogn, nemlig i landsbyerne Bolle, Hjallerup, Torup, Dorf, Ørsø, Aså og Gerå. Skoleholderne skulle aflønnes og modtage brændsel fra Dronningelund gods.
I fundatsen oplyses det, at Sophie Hedevig "har ladet Skolerne fra ny opbygge", og man har hidtil troet, at prinsessen har oprettet det første organiserede skolevæsen i Dronninglund sogn. Imidlertid fremgår det af det skøde, der blev udfærdiget ved prinsessens overtagelse af Dronninglund i 1716, at hendes moder, dronning Charlotte Amalie, allerede havde oprettet fem skoler i sognet, en i hver fjering: "Ellers befindes udi forbemeldte Dronninglunds sogn fem Skolehuse, et ved hver fjerding på fire á fem Fag, hvilke vor højst salige fru Moder har ladet opbygge og enhver af Skoleholderne tillagt aarligt to Tønder Rug, en Tønde Byg, to Læs Træ til Brændeved og et Læs til Skolehusenes vedligeholdelse, som Forretningen afvigte 18. april afvigte Aar 1715 fol. 107 nærmere forklarer." De fem skoler lå i Bolle, Hjallerup, Dorf, 0rsø og Asaa. Dronning Charlotte Amalie ejede Dronninglund Slot fra 1690 til sin død i 1714, så Dronninglund sogns skolevæsen må føje nogle år til sin alder, og Charlotte Amalie må tilskrives en større indsats for Dronninglund sogn end ændringen af Hundslund Klosters navn til Dronninglund. (Oplysningen stammer fra Anne Kathrine Nielsens artikel "Prinsesseskolerne i Dronninglund Sogn", som kan læses eller downloades på webadressen http://www.uddannelseshistorie.dk/images/pdfer/a-2004-nytognoter.pdf)

finn@thorshoj.dk	Rytterskolerne oversigt (klik på billedet)	Hovedmenu (klik på billedet)
E-mail: Klik på adressen

(Besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017. Midlertidig pauseret 1. oktober 2020, da webhotellet ikke længere understøtter den aktuelle besøgstæller.)

Christian V og Charlotte Amalie

finn@thorshoj.dk