Frederik IVs landmilits

Gennem lang tid havde landets forsvar været baseret på en hvervet hær, men udgifterne til denne hær tærede efterhånden hårdt på landets finanser, hvor der blev brugt mange penge på militærvæsenet. Både hæren og flåden blev langt stærkere, end den havde været før indførelsen af enevælden i 1660. Selv i fredstid holdt Christian V en således hvervet hær på 20.000-30.000 mand, som for størstedelen bestod af professionelle tyske soldater. For at skaffe nogle af de store summer igen, som den stående hær kostede, udlejede både Christian V og Frederik IV derfor flere af de hvervede regimenter til fremmede fyrsters krige og skabte dermed en kærkommen indtægtskilde for kongemagten. Svenskekongen Karl XII første forsøg på at true Danmark i år 1700, som indledte Den store Nordiske Krig, var imidlertid blevet afværget, og med Danmark ude af krigen - i det mindste i første omgang - stod Frederik IV nu overfor spørgsmålet om, hvorvidt han skulle opløse hæren, der som nævnt i vid udstrækning bestod af udenlandske hvervede soldater, eller om han skulle beholde hæren, så den stod parat, hvis Danmark atter skulle blive inddraget i krigen. En stående hær af denne type var der imidlertid ikke råd til. Kongen løste problemet ved at leje hæren ud til de kæmpende parter i Den spanske Arvefølgekrig, som rasede i det sydlige Europa på samme tid som Den Store Nordiske Krig. Det skulle vise sig at være en klog disposition, for der kom til at gå 9 år, inden Danmark igen blev kastet ind i krigen mod Sverige. Allerede i 1701, året efter krigsudbruddet,  havde Frederik IV krævet indførelse af en landmilits bestående af værnepligtige bønderkarle. Baggrunden var krigsudbruddet året før og den chokerende virkning af Karl XIIs landgang i Humlebæk, der blev starten på den ´Store Nordiske Krig´, som havde afsløret de alvorlige mangler i det danske militær. Kongen bestemte derfor, at for hver 20 tønder hartkorn skulle godsejerne stille en soldat, der hver søndag skulle møde op foran kirken efter gudstjenesten for at træne eksercits. Kun karle og unge husmænd kunne udskrives til militsen; bønderne på gårdene var fritaget for denne militærtjeneste. Fra 1733 indrulleres alle bønderkarle fra de var 18 til de blev 40, og senere til de blev 45. Tjenestetiden var 6 år, og det blev godsejerne, der blev ansvarlige for udskrivningen. Dermed fik godsejerne ikke blot et påskud til at holde de unge bønderkarle stavnsbundne, men kunne også bruge militærtjenesten som en straf, som godsejere kunne idømme opsætsige bønderkarle. Det blev ligefrem indført i bøndernes fæstekontrakter, at hvis de gik fra gården, mens de var indrulleret, skulle de være soldater på fuld tid. Soldaterne blev kommanderet på tysk af lejede tyske officerer, og tjenesten var meget forhadt. Straffen for at udeblive fra eksercitsen var desuden meget hård. Første gang blev tjenestetiden forlænget med 3 år, anden gang skulle karlen løbe 3 gange gennem spidsrod, dvs. løbe mellem 2 rækker soldater, som slog med stokke, og tredje gang skulle han ´uden al nåde hænges, eller efter sagens beskaffenhed gå i jern på Bremerholm hans livstid´. Uvillighed eller drukkenskab under eksercitsen blev straffet med et timelangt og undertiden direkte invaliderende ´ridt´ på træhesten, som i følge den kongelige forordning ´til den ende på et bekvemt sted opstilles´. Soldaternes våben skulle opbevares i kirkens våbenhus, så de ikke blev misbrugt til ulovlig jagt.

Også skoleholderen kunne pålægges at undervise landmilitssoldaterne, hvis det var nødvendigt. Af Instruksen af 28. marts 1721 til "enhver Skolemester / i Rytter-Districterne sig i det ham anbetroede Skolemesters Embede / indtil videre skal rette og forholde" i forbindelse med oprettelsen af Fredereik IVs rytterskoler fremgår det klart i § 20, at "Saafremt endeel af de til Land-Militien enroullerende eller og andre fremmede voxen Mennisker nys komme til Sognet, skulle findes saa grove og u-oplyste i deres Saligheds Sag, at Sognepræsten dem ei med en god Samvittighed til Hærrens Bord kand annamme, da naar Sognepræsten henviser saadanne til ham (skoleholderen), skal han være pligtig dennem paa visse Tider saaledes at underviise, at de kand faa den fornødne Kundskab om GUD og deres Salighed".

Den nye konge ophævede kort tid efter sin tiltrædelse den blandt bønderkarlene meget upopulære landmilits, men genindførte den så igen kun tre år senere, og da skulle godsejerne så stille en soldat for hver 60 tønder hartkorn eller for ca. hver tiende til tolvte gård. Som modydelse for at stille mandskab til militsen, fik godsejerne så til gengæld indført stavnsbåndet, der gik ud på, at ingen karl mellem 18 og 36 år måtte forlade sit fødegods. Dette blev så 2 år senere udvidet til at gælde fra det fyldte fjortende år. Godsejerne alene bestemte, hvem der skulle fremstilles for sessionen til udskrivning. Denne magt kunne de bruge til at presse en bondekarl til at overtage en gård i dårlig stand. Militsen var berygtet for den  hårde disciplin, og i 6-8 år - undertiden endda meget længere - skulle soldaterne stille til 2 timer eksercits hver eller hver anden søndag efter kirkegang - i travle perioder, som f. eks. under høsten, dog sjældnere. Om vinteren skulle eksercitsen vare 1 time.

 
"Den kække, ferme og flinke Landsoldat" er titlen på denne farvelagte tegning fra 1774 af det "dobbeltvæsen", som alle ugens hverdage arbejdede som stavnsbunden fæstebonde, og som næsten hver søndag i mange år måtte bruge ´hviledagen´ på den tidskrævende, frygtede og forhadte eksercits ved kirken. Indtil udbruddet af Treårskrigen i 1848 blev den danske hær udelukkende rekrutteret blandt bønderkarlene. Krigen nødvendiggjorde imidlertid ekstraordinær udskrivning af den hidtil ikke-værnepligtige del af landets befolkning, og med grundloven 1849 blev den almindelige værnepligt for alle så indført. Da kongen oprettede landmilitsen, blev der etableret eksercerpladser ved siden af landsbykirkerne. Det skete også i landsbyen Kippinge på Falster og de unge karle skulle møde til træning på eksercerpladsen hver anden søndag i seks år. Rytteriet anvendte træhesten som et strafferedskab, og hesten var placeret uden for kirken. Brugen af træhesten som straffemiddel var udbredt i hele landet, og blev især anvendt overfor fæstebønderne i 1700-tallet. Brugen af træhesten blev dog forbudt i 1789. Der findes ingen bevarede træheste i Danmark, og den træhest, som står tæt ved indgangen til Kippinge Kirke, som det ses på fotografiet herover, er da også en moderne kopi.

Landmilitsforordningen lovede, at udskrivningen skulle ske "uden at Landet derved i nogen Maade besværes, eller Bondens Avl og Jordens Dyrkning...forsømmes".  Dette tilsagn blev imidlertid mildt sagt ikke blev overholdt. Styrkemålet var fra begyndelsen sat alt for højt i forhold til landets bæreevne, og med den opslidende Store nordiske Krig, som ramte Danmark i perioden 1709-20, blev landet udmarvet i voldsom grad, karlenes antal stærkt reduceret og en stor del af de tilbageværende demoraliseret. Frederik IV lyttede mere til officererne end til de civile embedsmænd, der gang på gang advarede mod at presse landbefolkningens ydeevne for hårdt, men kongen har næppe forstået, hvor beskedent et soldaterpotentiale landbefolkningen i virkeligheden rådede over, og hvor hårdt det blev udnyttet, for ikke at sige direkte misbrugt. Det tog lang tid for landbosamfundet, - og det gælder både karlene, bønderne og godsejerne -, at komme til kræfter igen, og den landbrugskrise, som satte ind i 1730´erne, kan formentlig for en stor del tilskrives krigen og Frederik IVs landmilits. Sognets unge karle fortsatte med at eksercere på pladsen ved kirken søndag efter søndag indtil midt i 1770´erne, hvor landmilitsen efterhånden blev afskaffet som landeværn og smeltede sammen med den hvervede hær. Efter stavnsbåndets ophævelse i 1788 foregik bønderkarlenes militærtjeneste som værnepligtige i de militære garnisoner.

Til minde om Frederik IVs oprettelse af landmilitsen malede C. W. Eckersberg i 1836 ovenstående maleri til ophængning på det genopførte Christiansborg efter branden 1794. Maleriet, som naturligvis ikke har nogen kildeværdi i strengt historisk-videnskabeligt betydning, giver nok alligevel et ganske troværdigt billede af situationen, hvor kongen mønstrer en afdeling af landmilitsen med deres nye fane på slotspladsen foran Københavns slot. Bag den ridende monark ses prins Carl og prins Vilhelm, og bag dem igen følger Ulrik Christian Gyldenløve og general Christian Ditlev Reventlow. Rytteren til højre i billedet skal forestille generalfeltmarskal Hertug Ferdinand Wilhelm af Wüttenberg (1659-1701), som var den egentlige ophavsmand til oprettelsen og organisationen af militsen og samtidig var øverstbefalende for alle tropper i Danmark og Norge. Eckersberg har været meget omhyggelig med at få alle detaljer i billedet så historisk korrekte som muligt både med hensyn til uniformer og anden klædedragt og med hensyn til udseendet af det gamle Københavns slot med det bekendte ´Blåtårn´, som Christian VI øjeblikkelig lod nedrive, da han kom til magten 1730, for at give plads for ´det første Christiansborg´. Maleriet hænger i dag i Audienssalen på Christiansborg.
 

Litteraturhenvisning og links
* J. Fr. Rist: "Prygl og spidsrod - Danske soldater i 1700-tallet", fra "Fra Støvlet-Tiden. Kulturhistoriske Bidrag til det attende Aarhundredes Karakteristik", udg.1884. (Klik hér for yderligere omtale af denne udgivelse).
* Karsten Skjold Petersen: "Den danske hærs hvervning af soldater i slutningen af 1700-tallet", Fortid og nutid 2001. Klik hér for at læse eller downloade artiklen.
* Leksikonartiklen ´Hæren´ i "Den store danske": http://denstoredanske.dk/Danmarkshistorien/Den_lange_fred/Det_gamle_samfund/Militæret/Hæren
 

(besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017. Midlertidig pauseret 1. oktober 2020, da webhotellet ikke længere understøtter den aktuelle besøgstæller. )