Mønter og sedler
i Frederik IV´s regeringstid 1699-1735

Møntvæsen (efter møntforordningen i 1625)
Den gamle danske mark, som blev delt i 8 øre á 3 ørtug á 10 (eller 12) penninge, blev i løbet af middelalderen fortrængt af den nordtyske mark (Slesvig/Holsten), også kaldet ´lybsk mark´ (Lübeck), som blev delt i 16 skilling á 12 penninge. Men ikke nok med det, - den lybske mark var dobbelt så meget værd som den danske. Efter Christian IV´s møntforordning i 1625 dækker begrebet ´dansk mark´ naturligvis den mønt, som var slået i Danmark. Daleren gik under navnet ´speciedaler´, eller daler in specie, dvs. en daler, som man kan se eller en daler i ét stykke, modsat en daler optalt i mark, skilling eller anden mønt. Forholdet mellem daleren, der i det store og hele beholdt sin lødighed, og de andre mønter var i lang tid ikke konstant, men afhang af skillemøntens forringelse. Indtil 1624 steg skillingsantallet således til 100 stk. for 1 daler. Efter møntforordningen i 1625 blev værdierne følgende:

    1 rigsdaler = 6 mark = 96 skilling
    1 mark = 16 skilling
    1 skilling

    1 krone = 4 mark =1 sletdaler  = 64 skilling
    1 daler = 2 mark = 32 skilling

Krone og daler blev ikke præget i større antal og var derfor heller ikke særlig almindelige som mønt, men optræder tit i regnskaber, da bl.a. gæld ofte var ansat i kroner. I Frederik IV´s regeringstid (1699-1730) blev der slået dansk mønt i følgende værdier:
 
                                           (Vær opmærksom på, at mønterne ikke er gengivet i korrekt størrelse ,
                                                        og at beskrivelserne står under de tilsvarende billeder.)

Da skillemønter efterhånden var slået af mere eller mindre underlødig sølv, forlangte man ofte ved betaling i småmønt af større beløb - en ´opgæld´ - på ca. 4%. Opgæld blev også forlangt ved betaling med sedler, som var udstedt efter 1713 (se nedenfor). Ved særlige lejligheder og til særligt brug blev der undertiden slået guldmønter, kaldet ´dukater´, af forskellig størrelse og valør, men de fik ikke nogen betydning i den almindelige omsætning.

                             Et eksempel på en gulddukat - her fra 1726 med Frederik IV´s portræt.

Den mest udbredte mønt var otteskillingen, som også blev kaldt en "Paryk-otteskilling" efter kongens portræt på forsiden. På bagsiden har den en kongekrone. For en sådan otteskilling kunne man på Frederik IV´s tid købe 2 pund hvedebrød, 2 flasker øl eller en citron i København. På landet blev den ofte brugt af bønderne til vesteknapper.
En ko kostede ca. 10 rdl. og en god hest kostede 20 - 25 rdl. Det var i øvrigt det samme, som en karl på landet kunne tjene om året. En pige tjente det halve. Dertil kom ofte kost, logi og undertiden f.eks. træsko eller lign.
Man kan ikke uden videre oversætte værdi af penge i vor tids forbrugssamfund til landsbysamfundet for 300 år siden. Fæstegårdene var stort set selvforsynende med det, man havde brug for med hensyn til fødevarer, klæder m.m., så på landet var behovet for rede penge var ikke stort. Samtidig var der i stor udstrækning også baseret på naturalieøkonomi.
Aflønningen af skoleholderen i prins Carls skoler var ifølge fundatsen på i alt 40 rdl. om året. Dertil kom fri bolig, - så lille den end var, - og udbyttet af den tilhørende kålhave. Det var dog også i samtiden regnet for en meget beskeden løn.

1713 udstedte Frederik IV de første danske pengesedler. Billedet viser en seddel med en pålydende værdi af 1 rdl., men trods 4 højtstående embedsmænds egenhændige underskrifter var mistroen til de nye sedler så stor, at den reelle værdi hurtigt blev meget lavere.

Det store pres, som deltagelsen i den store nordiske krig (1700-1721) lagde på de danske finanser, førte dels til en hidtil uset opfindsomhed i beskatning og dels til udstedelse af de første danske pengesedler. I 1713 udstedte Frederik IV derfor 120.000 sedler med forskellige værdier. Alle sedlerne var forsynet med et individuelt nummer og fire højtstående embedsmænds egenhændige underskrifter. Hvert nummer havde en renteskriver derpå indført i en protokol. Forordningen af 8. april 1713 påbød, at sedlerne skulle have samme værdi som mønt, og sedlerne blev gjort til tvungent betalingsmiddel, dog således, at man kun var pligtig til at modtage halvdelen af et beløb i sedler. Mistroen til sedlerne var dog så stor, at kursen hurtigt faldt til langt under møntværdien, og pengesedlerne blev derfor hurtigt belagt med opgæld. Efter krigen var kongen nødt til at tilbagekøbe sedlerne til fuld kurs. Brugen af pengesedler fortsatte dog, og seddelpenge blev dominerede på Frederik V´s tid (1746-1766). I 1757 blev seddelpenge gjort til tvungent betalingsmiddel og kunne ikke længere indløses.