Pietismen i Danmark
og indførelsen af den obligatoriske konfirmation i 1736 og skolereformen af 1739

På dette utvivlsomt idealiserede maleri fra Tinglev Kirke i Sønderjylland kan man se, hvordan en reformert gudstjeneste i slutningen af 1500-tallet tog sig ud. Om det så også svarede til virkeligheden, er dog mere end tvivlsomt. Maleriet er ganske vist noget ældre end pietismen, men det rammer meget præcist den pietistiske forestilling om det ´fromme menneske´, som var hele grundidéen i den pietistiske bevægelse.

Fra slutningen af 1600-tallet og til midten af 1700-tallet fik en tysk vækkelsesretning stor betydning i Danmark. Bevægelsen, som blev kendt som pietisme, havde sit navn fra det latinske ord ´pietas´, der betyder fromhed. Pietismens baggrund skal findes i 1600-tallets store krise efter afslutningen af Trediveårskrigen i første halvdel af 1600-tallet, som havde forandret Europa både statsligt og kirkeligt. Den langvarige og særdeles blodige krig, der var begyndte som en religionskrig, men gennem tre årtier udviklede sig til en reel erobringskrig, blev afsluttet med ´Den Westfalske Fred´ i 1648, hvor der blev sluttet fred mellem katolikkerne og protestanterne. I de protestantiske områder søgte man nu at udtrykke den kristne tro i et fast og videnskabeligt system. Herved opstod den såkaldte ortodoksi, som var den strenge udformning, som lutherdommen havde fået i løbet af 1600-tallet inden for protestantismen, mens andre søgte efter måder for, hvordan det enkelte menneske kunne opnå et ´fromt liv´. Netop i spændingsfeltet mellem disse opfattelser indenfor den lutherske kirke i Nordeuropa opstod pietismen som en modbevægelse til ortodoksien, som flere reformerte teologer mente, havde udviklet sig i uheldig retning siden reformationen. Pietismen fik derfor sit egentlige gennembrud som en protestbevægelse, der begyndte i Tyskland under ledelse af teologen Philipp Jacob Spener (1634-1705), der virkede som præst i Frankfurt am Main. Spener havde søgt en reform af prædikengudstjenesten og katekisationen (dvs. undervisningen og læsningen af Luthers katekismus), og han havde ikke blot været medvirkende til oprettelse af byens vajsenhus, men også udgivet en del andagtslitteratur. Den vigtigste af disse bøger var ´Pia Desideria´ (Fromme ønsker) fra 1675, hvori han kritiserede den lutherske kirke og bl.a. opfordrede til, at man som rigtig kristen læste flittigt i Bibelen. Udover at deltage i gudstjenesten i kirken om søndagen, mente Spener, at man som god kristen skulle holde møder (såkaldte ´konventikler´) med andre kristne så ofte, det nu var muligt for dermed at fastholde sig selv på det fromme og ´rigtige kristne liv´. Til dette formål etablerede Spener en række bibelstudiekredse, indførte konfirmation og var desuden selv meget aktiv inden for fattigforsorgen. Han arbejde også for en forbedring af præsteuddannelsen, som skulle være det, han kaldte ´Helligåndens værksteder´. Alt i alt lagde Spener stor vægt på, at ´almindelige´ mennesker, som ikke var teologer, skulle være kristeligt oplyst og dermed også havde indflydelse på kirkelivet ved siden af præsterne. Troen og kirkelivet skulle genfødes, så det kristne liv atter blev ´levende´. De vigtigste af Speners forslag til ændring af tingenes tilstand kan sammenfattes i følgende 5 punkter:

1. At Guds ord skulle ´bo rigelige iblandt de Kristne´ - ikke blot ved gudstjenesten, men også i hjemmene ved friere møder og som personlig bibellæsning.
2. Oprettelse og flittig brug af det almindelige præstedømme. Kirken skulle ikke blot være teologernes og præsternes kirke, men den skulle være kirke for alle mennesker.
3. At kristendom ikke skulle bestå ´i at vide, men i at gøre´. Kristendom måtte praktiseres i konkrete kærlighedsgerninger.
4. De uforsonlige lærestridigheder måtte ophøre. Den rene lære skulle forsvares, men det skulle gøres med respekt for modparten.
5. Præsterne skulle prædike jævnt og opbyggelige for menigheden og skulle derfor længere ikke anvende prædikestolen til sindrige, teologiske udredninger eller rene oratoriske udfoldelser.

For pietisterne var den personlige omvendelse og dermed ´den indre oplevelse´ det centrale: At man  følte, at Gud elskede én, og at man selv elskede Gud, var for pietisterne ensbetydende med at være et kristent menneske.

Pietismens store gennembrud fandt dog sted den tyske by Halle an der Saale, hvor en af de ledende mænd i byens åndelige centrum var August Hermann Francke (1663-1727). Francke var professor ved byens universitet, hvor han underviste i teologi og orientalske sprog. Hans grundlæggende synspunkt var, at kristendommens budskab skulle gælde både sjæl og legeme. Deraf fulgte også Franckes krav om, at troen skulle komme til udtryk gennem en forandret livsstil og en moralsk oprustning, som skulle udtrykkes både i ord og i praktisk handlen. Han omsatte Speners tanker til et næsten skematisk forløb, hvor syndsbekendelse, anger og beslutning gik forud for den endelige omvendelse og brud med det tidligere liv. Den omvendte ville dermed opleve Guds tilgivelse, som derefter skulle give sig praktisk udtryk  i et fromt liv, som også  måtte indebære, at man bestræbte sig på at leve på en sådan måde, hvor man også afholdt sig fra verdslig underholdning som kortspil, dans og teater. Som præst og senere professor i Halle engagerede Francke sig især i et omfattende pædagogisk og socialt arbejde, og en fri- og fattigskole, som blev etableret i 1695, blev i de følgende år suppleret med flere tilsvarende skoler mest for fattige, men især for forældreløse børn, men da pladsen efterhånden blev for trang, oprettede Franke i 1701 et vajsenhus og grundlagde de stiftelser, ´Franckesche Stiftungen´, der blev et forbillede for talrige lignende initiativer rundt om i Nordeuropa, hvor pietismen ikke blot kom til at sætte sit præg på kirke og kristendom, men på hele kulturen især i første halvdel af 1700-tallet; således også i Danmark, hvor Det Kongelige Vajsenhus blev opført i 1727 (se senere). I 1702 udgav Francke et lille manifest, "Kurtzer und einfältiger Unterricht" (Kort og simpel undervisning), og i 1705 havde han oprettet en missionsskole for de ostindiske missionærer, der udgik til blandt andet den danske koloni Trankebar i Sydindien, og hvortil han også havde modtaget økonomisk hjælp fra Frederik IV. Ved Frankes død i 1727 var der ikke færre end 100 drenge og 34 piger alene i Vajsenhuset i Halle, og ved samtlige anstalter blev flere end 2200 børn undervist af 167 mandlige lærere og 8 lærerinder. Franckes fortjenester som pædagog var den vægt han lagde på børns moralske dannelse, hans velvilje for alle de børn, som stod under hans beskyttelse og hans tese om, at hvert barn burde behandles efter sin individualitet. Dertil kom den betydning, han tillagde børnenes undervisning, som klart havde et religiøst sigte, og endelig hans omsorg for læreruddannelsen. Den ellers hårdhændede tugt af skolebørnene forsvandt, og ikke engang Franckes modstandere kunnet frakende ham hans betydelige menneskekærlighed og utrættelig iver efter at forbedre især de socialt set fattigste og ofte forældreløse børns muligheder for gennem den bedst mulige skolegang og uddannelse alligevel at få mulighed for en rimelig tilværelse uden hensyn til den socialklasse, de kom fra. Et kritikpunkt mod Franckes pædagogiske system var, at pietismen med tiden førte til en betydelig religiøs ensretning, hvor børnene blev opfostret mere til kristne i pietistisk retning end til de mennesker, som var Franckes ideal. Således udviklede bevægelsen i Danmark sig under den meget pietistiske Christian VI til en meget fanatisk og intolerant ´statspietisme´ (se senere).

Pietismen lagde - som allerede sagt - stor vægt på det enkelte menneskes forhold til Gud, og et af den i pietistiske bevægelses kardinalpunkter var, at troen blev inderliggjort, og at der blev sat et tydeligt skel op mellem den genfødte, der havde gennemgået en karakteristisk ´bodskamp´ med sin egen samvittighed og nået til omvendelsens punkt, hvorfra det nye liv kunne udspringe, og den ikke-genfødte, som nok kom i kirken om søndagen og bekendte sin tro, men som ellers levede verdsligt alle ugens øvrige dage. Pietismens slagord var "Ikke Læren, men Livet", som understregede, at det væsentlige lå i det enkle kristne menneskes måde at leve på, og ikke på teologisk korrekthed. Pietismen slog for alvor igennem i første halvdel af 1700-tallet, men helt fra begyndelsen blev den opfattet som en meget kontroversiel bevægelse, og ikke overraskende skabte bevægelsen  betydelig uenighed blandt teologer og lægfolk. I begyndelsen af 1700-tallet begyndte den pietistiske indstilling, som også havde gjort et betydeligt indtryk på den enevældige Frederik IV, også at præge lovgivningen i samfundet. I 1708 vedtog man således en pietistisk præget fattiglov i Danmark, For at fremme den inderlige fromhed interesserede pietisterne sig i høj grad for børneopdragelse og tankegangen var afgørende for vedtagelsen i 1721 om opførelsen af  rytterskolerne og for oprettelsen i 1727 af Vajsenhuset i København som hjem for forældreløse børn, hvor Frederik IV til formålet skænkede det tidligere ridderlige Akademis bygninger på Nytorv, hvor nu Domhuset står. Vajsenhuset fik eneret på trykning af bibler og salmebøger. Den første præst ved Vajsenhuset var Enevold Ewald (1696-1754), som selv var dybt grebet af pietismen, hvad der undertiden bragte ham på kollisionskurs med andre af Københavns præster. Således vovede Ewald at påstå, at der måtte skelnes mellem den indre, sande kristendom og den udvortes kirke og at mennesket først gradvist kunne vinde nåde hos Gud ved selvopdragelse i tålmodighed og troskab. Følgen blev da også, at Ewald blev draget ind i striden mellem hovedstadens præster. Han blev bl.a. underkastet forhør, men beholdt dog sit embede mod at der også blev ansat en kapellan, som ikke delte Ewalds anfægtelser med hensyn til absolutionen. Enevold Ewald udgav i årenes løb en række teologiske skrifter og oversættelser, og han blev senere titulær professor i teologi. Vajsenhuset, som snart kan fejre sin 300-års fødselsdag, fungerer endnu, men institutionen holder i dag til i Nørre Farimagsgade. Året efter oprettelsen af Vajsenhuset blev København ramt af en alvorlig brand, som lagde en fjerdedel af byen i ruiner. Københavns brand i 1728 ændrede livet for mange mennesker i hovedstaden og kunne, - hvis den blev opfattet som ´Guds straf´ i en meget religiøs tid, - også have været en medvirkende årsag til den forholdsvis hurtige udbredelse af pietismen i Danmark.

Man kan diskutere, om Frederik IV kan betragtes som egentlig pietist, men det er utvivlsomt Frederik IV og hans hof, der især lod sig inspirere af den pietistiske bevægelse, dersom allerede omtalt  byggede på den enkeltes inderlige fromhed og gudsfrygt samt indre og ydre mission. Frederik IV oprettede i 1714 således et  missionskollegium, der skulle lede missionsarbejdet og ikke mindst skulle arbejde for den folkelige opbakning til ydre mission, og snart blev de første lutherske missionærer sendt af sted til den danske koloni i Trankebar. Det var også Missionskollegiet, der sendte Hans Egede til Grønland både for at missionere, men også for at oprette en handelsstation.
Lystighed og selskabelighed på helligdage blev ligeledes forbudt under Frederik IV, bl.a. de populære ´julestuer´ i 1726, men det var dog specielt under efterfølgeren Christian VI, at pietismen for alvor slog igennem, og medførte, at alle højere gejstlige embeder derefter blev besat med pietister (se senere om statspietismen). Christian VI, der havde fået en pietistisk opdragelse og i høj grad var under stor indflydelse fra sin hofpræst, Johannes Bartholomæus Bluhme, men også blev påvirket af sin meget pietistiske dronning, Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach, stod formodentlig selv bag forordningen af 1735, der foreskrev, at ingen fremover måtte udeblive fra søndagsgudstjenesten i kirken. På disse dage var det desuden også forbudt at arbejde eller deltage i andre aktiviteter end gudstjenester. Udeblev man fra gudstjenesten, blev det straffet med en bøde på 3 mark. Hvis man ikke kunne betale samt i gentagelsestilfælde kunne synderen desuden risikere at blive sat i halsjern eller låst fast i gabestokken, som ofte var anbragt ved indgangen til kirken.

Landsbyskoler i begyndelsen af 1700-tallet
Siden indførelsen af Christian Vs `Danske Lov´ fra 1683 havde man en forventning om, at børnenes opdragelse til kristendom var noget, som forældre og præster tog sig af, og at det ikke var et anliggende for den enevældige statsmagt. Med ´Fattigforordningen af 1708´ opstod der imidlertid et krav om, at der skulle oprettes skoler i alle landets sogne. Sådan kom det nu til at gå, da der ikke var redegjort for, hvordan finansieringen af disse skoler skulle foregå. Det lykkedes derfor kun at få opført landsbyskoler i ganske få sogne. Med fattigloven blev det i øvrigt også et krav, at skolemestrene i købstæderne gratis skulle undervise "de Børn, som er indskrevne i de Fattiges Tal" i den kristne lære. Først med pietismens udbredelse i Danmark i opstod der en reel interesse for at højne folkeoplysningen blandt almuen. Nu blev det vigtigt, at det enkelte menneske selv skulle kunne læse i Biblen, for at ´Guds ord kunne tale direkte til ham eller hende´, og kirken mente, at denne målsætning bedst kunne opfyldes ved, at også børnene blev i stand til at lære den ´børnelærdom´, som var beskrevet i Luthers Lille Katekismus. Det blev derfor afgørende, at børnene, både piger og drenge, fik lært at læse læse. Den pietistiske tankegang kom især til at præge medlemmer af kongehuset og enkelte godsejere. Det var da også Frederik IVs søskende, prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig, som først kastede sig over skolebyggeriet på deres respektive godser fx Vemmetofte, Jægerspris, Dronningelund m.fl., hvor de tilsammen lod opføre 24 skoler, de såkaldte prinse- og prinsesseskoler, som var beregnet til almuens børn og, - hvad der var meget usædvanligt i forhold til købstædernes latinskoler, som kun optog drenge,  - så var prinse- og prinsesseskolerne "beregnet til Bønderbørns Undervisning"; ikke blot for drenge, men også for piger.

Først omkring 1720 tog Frederik IV initiativ til, at der på rytterdistrikterne skulle opføres særlige skoler på den del af krongodset, som leverede mandskab, heste og underhold til det kongelige rytteri, og da kongen i 1721 underskrev fundatsen om at lade 20 skoler opføre i hvert af de 12 rytterdistrikter, kom der for alvor gang i et større skolebyggeri på landet med de påtænkte 240 såkaldte ´Kongelige Skoler´, som med en ekstra rytterskole på Bogø bragte det endelige antal nyopførte og fuldkommen ens landsbyskoler op på 241. Rytterskolerne, som blev opført i perioden fra 1722 til 1727, regnes for det første eksempel på opførelse af ´typehuse´ i Danmark. Formålet med disse solide, grundmurede almueskoler var først og fremmest at give børnene en undervisning i den hel elementære del af kristendommen, som ofte benævntes ´børnelærdommen´, og idéen til det store skoleprojekt, som både skulle omfatte undervisning af drenge og piger, udsprang således af kongens pietistiske livssyn. Skønt enkelte ligesindede godsejere støttede initiativet ved efterfølgende også at lade opføre skoler på deres godser i de efterfølgende år, blev rytterskolerne ´kun´ opført på krongodset, dvs. den jord, som tilhørte kongen. Derfor var der stadig store områder på landet, hvor der ingen undervisning fandt sted. Antallet af landsbyskoler steg ganske vist i de følgende årtier, men først med Christian VIs skoleforordningen af 1739 (se senere) og især med  vedtagelsen af ´skolelovene af 1814´ blev der omsider ikke kun igen indført undervisningspligt for alle børn i landområderne, men denne gang blev der stort set også opført det nødvendige antal landsbyskoler i samtlige sogne over hele landet. Denne lov, som for alvor muliggjorde tvungen skolepligt for alle børn, betragtes derfor almindeligvis også som grundlæggelsen af den danske folkeskole.
 
(En grundig beskrivelse af rytterskolernes indretning og af selve undervisningen kan læses ved af klikke hér, og en beskrivelse af rytterdistrikterne og de enkelte 241 rytterskoler, hvoraf en del stadig eksisterer og i vore dage først og fremmest anvendes til privat beboelse, kan læses ved at klikke hér.)

Pietismens udbredelse i Danmark
Pietismens fremmarch i Danmark gav anledning til, at der i 1735 opstod en slags ´åndelig borgerkrig´ i København, hvor byens prædikestolene snart genlød af skænderier mellem ortodokse præster, som satte den efter deres opfattelse ´korrekte tro´ i højsædet, og de pietistiske præster, der ønskede, at statsreligionen blev ændret og derfor appellerede til den enkeltes inderlige kristentro. Situationen skabte et dilemma for den enevældige kongemagt, som på den ene side sympatiserede med pietisternes religiøse budskaber, men som på den anden side samtidig ønskede, at den autoritetstro, som den ortodokse kirke repræsenterede, også blev bevaret. Allerede i 1706 havde kongen forbudt de private, religiøse forsamlinger dvs. de allerede omtalte ´konventikler´ som pietisterne afholdt, og med et dekret, som er kendt som ´Konventikelplakaten´ af 13. januar 1741 skærpede man dette forbud. Allerede i december 1726 udsendte Københavns politimester, Hans Himmerich (1681-1735), en "Placat om Jule-Stuers, Spille-Stuers, Natte-sædes, Masquerens samt andre forargelige insolencers Afskaffelse i København og Christianshavn", der et tidligere forbud fra 1688 mod julestuer og andre udskejelser i nattelivet. En julestue var et julegilde, hvor der blev spist, festet og drukket tæt, og hvor folk morede sig med en række mere eller mindre anstændige julelege fx blindebuk: "For med ald vedbørlig Flid og Nidkierhed at søge hindred og afskaffed saa mange forargelige og ugudelige Insolencer, som mand maa fornemme saavel af indkommende Vægter-Rapporter, som de derfor udskikkede Politi-Inqvisitioner her udi Staden at i Svang gaae / og ventelig herefter end mere i forestaaende Jule Helligt samt siden fremdeles i de derpaa følgende Tider ved saa kaldede Jule-Stuers / saavelsom og Spille Stuers Holdelse vil blive øved / da udi mange ordinære Øl, Værts og andre / ja! ofte mistenkte og forargelige Huuse og Kieldere adskillige Folk / saavel Mands som Qvindes Personer / Tieneste-Tyende / Handverks-Svenne og Drenge / samt ledige og ørkesløse Mennisker / saavel og Soldater og Matroser / efter indladelse paa en eller anden Tings paa Spil Settelse/ sampt derpaa indrettede Jule-Stuers Holdelse ved Drik og Dobbel tilsammeskomme / og der sildig ud paa Natten / ja vel og Natten igiennem forblive; ey alleene til stor Guds Fortørnelse over samme utilbørlige Sammenkomsters forargelige Forhold / mens og de der samlede ved slig Leylighed til Drukkenskab / Løsagtighed / og videre derpaa følgende syndige og høyst strafværdige Modtvilligheder forledes (...) 

1. Tillades ey nogen Vert her udi Staden ovenrørte Jule- eller Spille-Stuer i sit Huus eller Kielder at anrette, det være sig Hellige- eller Søgne-Aftener, for dertil ved en eller anden Tings paa Spillsettelse (som det kaldes) Tieniste-Tyende, Handtverks-Svenne og Drenge, samt og tillige med Soldater og Matroser ved sig selv eller andre at samle og indlade, under 4 Rigsdalers Mulct første gang, 2den Gang dobbelt; og saa fremdelis.

2. Ingen Natte-Sæde eller Skienken tillades herefter i Verts- Kroe- og Øl-Huuse eller Kieldere længre end til Klokken 10 Slet paa Aftenen. Dog at Verterne efter høystbemelte Kongl. Allernaadigste Befalning pligtig vorder imidlertid at hindre og afverge al Klammerie og Slagsmaal under benevnte 20 Rigsdalers Mulct. Skulle Verterne herimod understaae sig at handle, blive de saavelsom hver Giest, der hos dennem findes, efter oven Høystbenevnte Kongl. Allernaadigste Befalning forfalden til at betale enhver for sig første Gang 4 Rigsdaler, anden Gang dobbet, og om tiere da ansees som Hans Majests. Mandaters modtvillige Overtrædere.

3. Ingen Masqverede eller paa nogen Maade formummede Personer tillades under nogen deslige Forsamlinger i Huusene eller Kielderne sig at infinde, ey heller paa Gaderne at omløbe, saa fremt de ved at ertappes enten paa Gaderne eller i Huusene ey i Følge af den derom Kongl. allernaadigste Forordning de Dato 22 Januarii 1688 vil tillige med Verterne, om de i Huusene hos dem findes, ventes sig at vorde straffede." (Citatet er forkortet. Klik hér for at læse hele plakaten.)

Øvrigheden holdt nøje øje med, at pietismen i Danmark udelukkende blev en fornyelse af statsreligionen og fortsat med præster og kirken som autoriteter. På den måde forsøgte at hindre, at de mere radikale former af pietismen skulle brede sig. Biskopperne Peder Hersleb, der også havde stor andel i oprettelsen af rytterskolerne, og biskop Erik Pontoppidan (1698-1764), der også var kongehusets præst, må fremhæves henholdsvis for udviklingen af en ny prædikenstil og for en ny ´forklaring´ af Luthers lille Katekismus. Pontoppidans bog,´Sandhed til Gudfrygtighed´, udkom i forbindelse med indførelsen af Christian VIs indførelse af den tvungne konfirmationen i 1736. Pontoppidans ´forklaring´ blev lovbefalet til brug for undervisning i kristendom og blev efterhånden den mest udbredte skolebog i mange årtier. Pontoppidans ´forklaring´ af katekismen indeholdt 759 spørgsmål, som konfirmanden skulle kunne besvare - helst ved udenadslæren. Endelig må også nævnes den pietistisk inspirerede salmedigtning fra biskoppen i Ribe, Hans Adolph Brorson (1694-1764), som blev en af de største salmedigtere i den danske litteraturs historie.  Brorsons salmer handler ofte om Jesus´ glæder og lidelser og understreger vigtigheden af, at den enkelte omvender sig til et liv i fromhed, hvor man følger Jesus´ anvisninger. Et udmærket eksempel på en sådan salme er "Her kommer, Jesus, dine små" fra 1732. Brorsons kendteste salme er dog nok "Op, al den ting, som Gud har gjort" fra 1734, men netop denne salme er imidlertid ikke særlig pietistisk i sit indhold.. Som biskop visiterede Brorson også både kirker og skoler i sit stift.

Tvungen konfirmationen indføres 1736
Med en forordning af 13. Januar 1736 indførte den pietistiske Christian VI (1699-1746, konge siden Frederik IVs død i 1730) tvungen konfirmation som en almindelig foranstaltning i hele landet. Det pietistiske mål var jo at forny kirken gennem det enkelte menneskes fromhed og overensstemmelse mellem tro og gerning i det daglige liv, og således en videreførelse af en katolsk tradition fra middelalderen, men ved reformationen i 1536 blev denne tradition afskaffet. Allerede ved reformationen skulle ungdommen dog - som en slags konfirmation - overhøres i den kristne børnelærdom, inden man kunne deltage i den første altergang, som man på dette tidspunkt tillagde stor betydning. Først med forordningen af 1736 blev både dåben, som blev opfattet som er en nødvendig forudsætning og selve konfirmationen gjort obligatorisk for alle. Konfirmationen betegnede overgangen fra barn til voksen. Hvis man ikke var konfirmeret, mistede man udover flere forskellige rettigheder - fx at være fadder eller vidne - også retten til at fæste gård eller indgå ægteskab og dermed at etablere sig med familie og egen bopæl. Man kunne heller ikke ikke modtage nadveren eller få offentligt embede og være soldat. Desuden var der risiko for at blive straffet, hvis man ikke var blevet konfirmeret, inden man var 19 år gammel. Konfirmationen var derfor bestemt ikke ´bare´ en formalitet, for selv om alle børn skulle konfirmeres, krævede man som betingelse for at blive konfirmeret, at det unge menneske skulle aflægge eller ´bestå´ en tilfredsstillende kundskabsprøve og dermed bevise, at man havde lært sin børnelærdom og forstået den grundlæggende kristendom. Det var ganske enkelt en forudsætning for, at den unge kunne deltage i konfirmationen og dermed kunne erhverve de borgerlige rettigheder, der var nødvendige for at kunne træde ´ind i de voksnes rækker´ Kravet var derfor, at man kunne læse og havde lært Luthers lille Katekismus og de forklaringer til katekismen, som i Danmark først var udarbejdet af biskop Peder Palladius (se tidligere i artiklen) og senere af hans efterfølger, den ovenfor omtalte biskop Erik Pontoppidans udgave af katekismus med forklaringer, som blev kendt som ´Sandhed til gudfrygtighed´.  Dette medførte også, at tvungen skolegang nu også var et lovkrav for de børn, som tidligere ellers i større eller mindre grad, var blevet unddraget undervisning af deres forældre, der i høj grad havde haft brug for børnenes arbejdskraft i den daglige drift. Barndom, som vi kender det i dag, var et ukendt begreb. Børn indgik i produktionen så tidligt, det overhovedet var muligt. Hvis børnene ikke havde en vis læsefærdighed eller havde forstået kristendommens grundsætninger og derfor ikke ´bestod´ kundskabsprøven, kunne de derfor normalt ikke blive konfirmeret, og i praksis var det ganske enkelt en katastrofe for de pågældende børn, og som især gjorde det vanskeligt for de ´tunge´ elever at afslutte deres skolegang. Fra indberetningen efter en visitats i 1756 på skolerne under Vemmetofte Gods fremgår det således, at ikke mindre en fjerdedel af eleverne var mellem 16 og 25 år på et tidspunkt, hvor skolegangen begyndte som 6-årig og normalt blev afsluttet, når barnet var omkring 12 eller 13 år gammelt. Ved en konfirmation i 1745 i Kongsted Kirke ved Faxe, hvor 16 unge mennesker blev konfirmeret, var de 4 af dem ikke mindre end 24 år gamle og 5 af dem var endda 25 år. En enkelt af dem, Anders Jensen fra Kongsted, var hele 27 år gammel, men gik stadig i skole sammen med de yngre børn.. Anders "hafde gaaet til Læsning 5 Aar, men hand kan intet nemme noget". Hvis den unge ikke gennemførte overhøringen af børnelærdommen på grund af manglende evner, eller fordi man var vrangvillig eller doven og ikke bare var for tungnem, hvor præsten undertiden havde mulighed for at sætte ind med lidt ekstraundervisning, kunne han eller hun risikere at blive sat i fængsel.

Når man havde ´bestået kundskabsprøven i børnelærdommen´ og derpå blev konfirmeret, modtog man en konfirmationsattest, som efter 1833 også blev en forudsætning for at få den vigtige skudsmålsbog, der var en nødvendig forudsætning for at kunne tage arbejde. Uden en skudsmålsbog, som i praksis kom til at fungere som en ´kontrolbog´, kunne man dels ikke søge arbejde eller komme i tjeneste uden for sognets grænser, og dels blev alle hændelser skrevet ind i skudsmålsbogen: Oplysninger om fødsel, forældre, dåb, skolegang, konfirmation samt påtegninger fra de forskellige arbejdsgivere, man havde haft siden konfirmationen. Skudsmålsbogen skulle følge tyendet hele livet. Hver gang man flyttede til et andet sogn, skulle præsten påtegne det i bogen, og hver gang man skiftede arbejde, skulle husbonden notere det og gerne med en bemærkning om, hvordan tjenesteforholdet var forløbet. Selv når man krydsede en sognegrænse, skulle man møde op hos degnen i det nye sogn og lade sig registrere, så man kunne deltage i den lovbestemte, tvungne altergang. Hvis man ikke havde en skudsmålsbog, kunne man ikke forlade sit fødesogn, og dermed var der ingen mulighed for at komme i tjeneste og på den måde få et arbejde i andre sogne. Hvis Skudsmålsbogen blev ødelagt eller bortkom, ville man normalt blive straffet og i værste fald sat i fængslet. Brugen af den lovpligtige skudsmålsbog blev først afskaffet ved lov i 1921, men uofficielt var den dog gradvist blevet afskaffet inden da.

Skoleforordningen af 1739
Indførelsen af den obligatoriske konfirmation i 1736 skulle ske ved en styrkelse af kristendomsundervisningen, men først den  23. januar 1739 udstede kongen en forordning,  "Om Skolerne paa landet og hvad Degnene og Skoleholderne derfor maa nyde", der blev læst op fra prædikestolene over hele landet, og hvori Christian VI gjorde "alle vitterligt, at som Forfarenheden viser, hvilken usigelig Skade Kirken og landet derved tilvokser, at Ungdommen, helst af den gemene Almue, hidtil ej overalt har haft Lejlighed nok, således som ske burde, at oplæres i Kristendoms Grund, samt i Læsen, Skriven og Regnen, og derover til dels i saadan ynkelig Uvidenhed er opvoksen, at de hverken i det Aandelige eller Legemlige véd rettelig at søge og befordre deres eget bedste: Saa have Vi anset det for en af de største Velgerninger for Vor kære og tro Undersåtter og for en uforgængelig Nødvendighed for Landet."
Med forordningens § 2 indførte man tvungen skolegang for alle: "Ingen Børn maa til Confirmation antages, med mindre de tilforn ere holdte til Skole og underviste i de nødvendigste Christendoms Stykker; eller hvor endnu ikke ere offentlige Skoler, maae de dog først af Klokkeren eller et andet beqvemt Menneske være anførte til at kiende Gud, førend de tilsidst af Præsten blive catechiserede, examinerede og confirmerede".

Degneskoler og løbeskoler
Med skoleforordningen blev det et krav, at godsejerne skulle oprette skoler i hvert sogn på deres godser, hvor børnene så skulle gå fra 6-årsalderen eller også på anden vis lære at læse og forstå kristendommens grundsætninger i den lille katekismus. Det blev degnen i de enkelte sogne, som hermed fik pligt til at holde skole mod et tillæg til lønnen. Degneboligen skulle udvides med 2 til 4 fag, så den kunne fungere som ´degneskole´, de steder, hvor der ikke allerede var bygget skoler for almuens børn som fx. rytterskolerne eller prinse-, prinsesse- eller de ´plessenske greveskoler´. På afsides steder, hvor der ikke kunne opføres skoler eksempelvis fordi, der var for få børn,  måtte skolemesteren gp fra by til by, så børnene fik mindst 3 måneders undervisning om året. Disse ´skoler´ blev kaldt ´løbeskoler´. Læreren, som var meget dårligt aflønnet, boede så på de gårde, hvor undervisningen fandt sted. Selve undervisningen i degne- og løbeskolerne skulle i princippet være gratis, men hvis barnet også skulle lære at skrive og regne, måtte forældrene betale for det. Det krævede også, at læreren besad de nødvendige forudsætninger for i det hele taget kunne at forestå denne undervisning; det var ikke altid tilfældet.

Hensigt og virkelighed
Udgifterne til skolerne, lærerlønninger og bøger skulle imidlertid betales både af bønderne, men især også af godsejerne. Indførelsen af den nye skoleforordning faldt imidlertid sammen med en alvorlig økonomisk landbrugskrise, så reaktionen på lovens krav om oprettelse af skoler blev derfor mødt med en storm af protester, som gjorde det nødvendigt for kongen at foretage en ændring af den oprindelige forordning, så de økonomiske krav til bønderne og godsejerne reelt blev mindsket betydeligt. Ændringen blev bekendtgjorde ved en såkaldt ´plakat´ (dvs. en mindre forordning) af 29. april 1740 med bemærkninger om, at "Vi allernaadigst formode, at Vores Gudelige Øjemærke til den opvoksende Ungdoms nøjagtige Undervisning i deres saligheds Kundskab, kan erholdes, uden sådan alt for stor Byrde og besværing for Jordegodsets ejere og Besiddere...", hvor kongen også gjorde godsejerne opmærksomme på, "at som de nyde det Legemlige af deres Tjenere, de igen vil sørge for deres Aandelige" og at de "derved have at vente den største Velsignelse af Gud".
Konsekvensen af de nye bestemmelser var imidlertid, at det endte med at blive meget forskelligt fra gods til gods hvilken undervisning, der blev gennemført, og på trods af den ellers voksende interesse for en bred undervisning i den basale viden om kristendommen og den nødvendige lovgivning om oprettelse også af almueskoler, blev de store hensigter og skoleplaner kun gennemført i et begrænset omfang. Danmark havde ganske vist officielt fået sin første egentlige skolelov, men både den manglende finansiering af hensigten og degnenes og skoleholdernes utilstrækkelige uddannelsesniveau gjorde, at resultaterne slet ikke stod mål med anstrengelserne. Dertil kom, at den ringe aflønning af skoleholderne også havde gjort det meget vanskeligt i det hele taget at finde egnede lærere i landområderne. Alligevel ser det dog ud til, at antallet af landsbyskoler i perioden 1739 til frem til vedtagelsen af den store skolereform for landdistrikterne i 1814 blev næsten tredoblet og steg fra ca. 600 til over 1700 almueskoler på landet.

Statspietismen under Christian VI
Gennem nogle årtier havde den tidlige pietisme haft en væsentlig social betydning og havde dermed som allerede beskrevet været afgørende for opførelsen af både Frederik IVs rytterskoler og Vajsenhuset i 1720´erne, men i løbet af Christian VIs regeringstid udviklede pietismen sig efterhånden til en dominerende statskirke. Christian VI var personligt dybt grebet af pietismen, og i sin regeringstid indførte han en række love og forordninger, der indskærpede forbud mod offentlige forlystelser på helligdage bl.a. med en helligdagsforordning fra 1735, som gjorde det lovbefalet, at alle i Danmark skulle gå i kirke på samtlige helligdage. På disse dage blev det også forbudt at arbejde eller at deltage i andre aktiviteter end gudstjenester, og kirken sikrede sig, at ingen personer i menigheden kunne snyde sig fra at deltage i den katekisation, som foregik i kirken. En fynsk kilde fra 1735 oplyser da også, at "Hver Søn- og Helligdag, naar Præsten har sluttet Prædikenen og førend Velsignelsen fra Prædikestolen var lyst, skal Degnen tillukke alle Kirkedørene, for at ingen, før Katekisationen er tilende, maa gaa ud af Kirken, uden hvem Præsten og Degnen saadant tillader". Udeblev man ligefrem fra en gudstjeneste, risikerer man at blive straffet enten med bøde eller med et tur i gabestokken, som ofte befandt sig ved indgangen til kirken. Tiden under Christian VIs sene regeringstid ses undertiden omtalt som den ´statspietiske periode´: Hø- og kornhøst måtte således kun i undtagelsestilfælde finde sted på søndage, men derudover var alt arbejde, køb og salg forbudt. Københavns teater blev ligeledes lukket. Når man også afviste fænomener som kortspil, dans og teater, var det sådan set ikke fordi, man fandt disse for syndige, men fordi man mente, at de var uvæsentlige og  samtidig fjernede opmærksomheden fra det væsentlige, nemlig ´det fromme liv´. Byportene rundt om København måtte kun åbnes for folk, som var nødt til at rejse; alle andre måtte blive hjemme. Christian VI var ganske vist en både flittig og velbegavet mand, men hans religiøse fanatisme og hans forskruede opfattelse af sin egen persons ophøjede storhed førte undertiden til besynderlige bestemmelser; fx fik andre mennesker forbud mod at færdes på en vej så længe, kongen selv benyttede den. Som ny konge afskedigede han hurtigt de fleste af faderen, Frederik IVs rådgivere og ansatte en række især borgerlige embedsmænd, som delte hans pietistiske tro. Hoffet blev efterhånden meget tyskorienteret især på grund af dronningen, Sophie Magdalene, som havde stor indflydelse på Christian VIs beslutninger, og en række af dronningens slægtninge kom efterhånden også til at beklæde en hel del embeder i Danmark.

Christian VIs regeringstid blev efterhånden præget af stor glædesløshed, dels på grund af den store landbrugskrise, som i 1733 førte til indførelsen af stavnsbåndet i et forsøg på at hindre bønderkarlenes flugt fra det kriseramte landbrug ved, at bønder i alderen fra 14 til 36 år ikke måtte forlade det gods, de var født på, og dels fordi den trøstesløse og fanatiske fromhed ved hoffet efterhånden førte til den allerede omtalte lukning af teatre og andre tilsvarende fornøjelser. Samtidig fortsatte landbrugskrisen, og i 1735 blev det nødvendigt med et forbud mod at importere korn fra udlandet til Danmark og det sydlige Norge. Samtidig lod Christian VI dog Københavns Slot rive ned og opførte i stedet det første Christiansborg, et pragtfuldt barokslot med kirke og ridebaneanlæg, som stod færdigt i 1745 efter 13 års byggeri. Over portalen til slottet var opsat følgende indskrift: ´Obsque subditorum onere´ (´Opført uden udgift for undersåtterne´). Alligevel forlangte Christian VI, at byggesummen blev holdt hemmelig. Byggeriet havde nemlig kostet 1,5 millioner rigsdaler, hvilket nogenlunde svarede til den samlede værdi af hele Sjællands landbrugsjord! Da Christian VI døde i 1746, var sorgen i befolkningen til at overse, og da han blev efterfulgt på tronen af sønnen, Frederik V, som på ingen måde delte forældrenes pietistiske indstilling til livet, men - måske som protest mod den strenge opdragelse - tværtimod festede og drak i et så betydeligt omfang, at han allerede som ung var stærkt alkoholiseret, blev størsteparten af de mange ´pietistiske forbud´ atter afskaffet. Den unge, men allerede stærkt alkoholiserede Frederik V var aldeles uegnet til at varetage sin ´guddommelige bestemmelse´ som enevældig monark, og i erkendelse heraf valgte han selv at overlade regeringen af landet til greve Adam Gottlob Moltke (1710-1792) med et gavebrev på Bregentved Gods som tak "fra Kongen af Navn til Kongen af Gavn". Alligevel blev Frederik V ganske populær hos befolkningen. Han døde reelt af druk allerede som 42-årig i 1766 og blev efterfulgt af sønnen, Christian VII, som indiskutabelt var alvorligt sindslidende, så i adskillige år blev landet  fortsat regeret af andre end den enevældige monark.
 

(Besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017. Midlertidig pauseret 1. oktober 2020, da webhotellet ikke længere understøtter den aktuelle besøgstæller.)