Luthers lille Katekismus og bispevisitation
- med lidt ekstra information om biskop Balle.

Luthers lille Katekismus
"Som led i reformationen udgav tyskeren Martin Luther (1483-1546) i 1529 sin ´lille Katekismus´ for at bidrage til den kristne oplysning af lægfolk. Luthers lille Katekismus - omkring 30 sider i et mindre bogformat - blev efterfølgende oversat til en række sprog, herunder også dansk i 1532. Bogen var lille, og Luthers intention var, at den skulle læres udenad. Den Lille Katekismus skulle vejlede præster, lærere, og fædre i den kristne undervisning og opdragelse af børn og unge. Udformet som spørgsmål og dertilhørende svar, gennemgår Luther i Den Lille Katekismus De Ti Bud, trosbekendelsen, Fadervor og sakramenterne. De centrale idéer i Luthers kristendomsforståelse var opgøret med afladstanken og helgendyrkelse til fordel for en vægtning af gode gerninger, social forpligtelse og Guds nåde og frelse. Et reformatorisk kernepunkt var, at Bibelen stod over paven, og at forkyndelsen skulle finde sted, så almindelige mennesker kunne forstå indholdet – dvs. på modersmålet og ikke på latin. Den her viste udgave er en modernisering af den oprindelige danske tekst. Luthers lille Katekismus blev grundlaget for kristendomsundervisningen i de lutherske lande, og den er også i dag del af den danske Folkekirkes bekendelsesgrundlag. I mange år skulle skoleelever og konfirmander lære den udenad."
(Citeret fra websitet ´Danmarkshistorien.dk´, som udgives af Århus Universitet. Indholdet af Luthers Lille Katekismus fra 1953, som der refereres til i ovenstående citat, kan læses i sin helhed ved at klikke hér.)

Som et eksempel på `Luthers lille Katekismus´ er herunder gengivet hele indholdet af af en katekismus på i alt 32 sider fra 1856, som også var beregnet til brug i skolerne. Både indholdet og sprogbrugen, som i dette tilfælde daterer sig til 1813, er dog stort set identisk med de tidligere udgaver af katekismen, som blev anvendt i rytterskolerne. Katekismen behandler de klassiske fem 5 trossætninger: De ti bud, Den apostolske trosbekendelse, Fadervor, dåben og nadveren, som i katekismen alle er forklaret som svar på uddybende spørgsmål. Katekismen afsluttes med nogle bønner, som en " Huusbonde skal lære sit Tyende at bede..." Den valgte katekismus er her gengivet med den originale sprogbrug og stavemåde.
(En sproglig moderniseret og  desuden  illustreret udgave af Luthers lille Katekismus med en udmærket indledning, der blev udgivet i anledning af reformationsjubilæet, kan læses ved at klikke hér.)

Den udgave af Luthers lille Katekismus, som er gengivet i det ovenstående, afsluttes med en række leveregler for forskellige ´befolkningsgrupper´:
 
"Huustavlen, indeholdende nogle Sprog for alle Slags hellige Stænder, hvorved de formanes Hver især, efter deres Embede og Pligter":

Det danske samfund i 1700- og begyndelsen af 1800-tallet
Man kan betragte 1700-tallet som oplysningens århundrede, hvor filosoffer, forfattere og videnskab søgte at kaste lys over landet ved hjælp af oplysning, hvormed de mente, at mennesket skulle erhverve sig en bred almenviden og dermed forholde sig kritisk til overleveret viden. Viden skulle begrundes i fornuften eller erfaringen. Samfundets institutioner og magtfordeling skulle begrundes rationelt. Oplysningstænkerne så mennesket som værende født med en grundlæggende fornuft, som skulle bruges i sammenhæng med de erfaringer, den enkelte gjorde sig. Gennem fornuften skulle det enkelte mennesker erkende, hvad der er universelt rigtigt. Alle var ifølge Kant forpligtet til at leve ud fra etikkens gyldne regel: "... at man aldrig skal bære sig anderledes ad, end at princippet for ens handling skal kunne ophøjes til en almen lov." Man må derfor slå op andre steder, for at finde ud af, hvad ordet betyder. Leksikalske opslag fortæller, at visitation stammer fra det latinske ord ´visitare´, som betyder besøge, undersøge, efterse. Historisk kender vi det fra bispevisitatserne, hvor biskoppen førte nøje tilsyn med alle sognekirker og skoler. I Christian Vs `Danske Lov´ fra 1683 var der nøje beskrevet, hvorledes ´Superintendanterne, som ere de rette Bisper i Kirkerne´ skulle foretage visitationer, så alle sogne blev visiteret helst hvert tredje år. Ud over det visiterede sognepræsterne og provsterne de samme sognes institutioner med kortere intervaller, så alt, hvad der angik kirker, hospitaler dvs. fattighuse og skoler blev kontrolleret ofte og meget omhyggeligt. Under enevældet var hele det danske samfund således underlagt en nøje kontrol fra statsmagtens side. I ´Danske Lov´ stod bl.a. følgende om bispernes visitationer i skolerne:

Anden Bog: Om Religionen og Geistligheden:

2-17-10
De skulle og besøge alle Børneskoler, baade smaa og store, naar de komme til Kiøbstæderne, saa og Hospitalerne, at forfare hvorledis Skoletienerne og de Fattiges Forstandere staa deris Embede for, og hvorledis de Fattige forsørgis. 
2-17-11
I Skolerne skulle de flittig overhøre ikke alleniste Disciplene, men ogsaa Skolemesterne og Hørerne, saa og flittig have i Agt, at ingen deris Tid i Skolen Unyttig forspilder. 
2-17-14
De skulle aarligen i Kongens Cancellie Beretning indskikke, om noget af det, som her befalis, i Sognene bliver forsømt, eller seet igennem fingre med, som de selv ikke kunde raade Bod paa.
2-18-11
Befindes Skolemestrene, eller Hørerne, at være forsømmelige, saa de ikke vare deris Timer at læse for Børnene, eller og slaa sig til Drukkenskab, Løsagtighed eller andre slige Laster, eller og Utilbørligen straffe deris Discipler, og ikke derudj holde tikbørlig Maade, eller med Børnenis Indkomsters Forvaltning Urigtigen omgaas, da skulle de af Superintendanten  og Sognepræsten advaris. Raade de ikke Bod derpaa, da maa Superintendanten forvise dennem Skolen, og andre beqvemme Personer i deris Stæd iguen sette.
2-18-12
Færler maa de ej bruge i Skolerne at lemlæste Børn med; Dog maa de vel have Færler, om nogle store Rebeller ville sette sig op imod dennem.

Det var således Sjællands biskops opgave og ansvar at føre tilsyn med samtlige kirker, hospitaler (dvs. fattiggårde) og skoler i hele Sjællands Stift, som også omfattede Lolland, Falster, Møn, Bornholm og alle de større eller mindre øer, som havde kirker eller skoler. Sjællands biskop var ´primas´ - dvs. kirkelig førstemand - for den evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Biskoppen havde bopæl i København, men stiftets hovedkirke var Roskilde Domkirke. På tilsvarende måde havde bisperne i Jyllands Stift og i Fyns Stift de samme forpligtelser og det samme ansvar i deres respektive stifter. Det krævede en hel del rejseaktivitet for bisperne, som måtte rejse til selv de mindste og fjerneste sogne. Bisperne havde desuden pligt til løbende i skriftlig form at indberette deres iagttagelser i forbindelse med visitationerne til Danske Kancelli i København (datidens ´indenrigsministerium´). Det enevældige Danmark var på det tidspunkt et umådelig kontrolleret samfund, hvor sognepræsterne havde ansvaret for kirken og skolerne i sognet, provsten havde ansvaret for, at sognepræsterne tog deres opsyn alvorligt i hele provstiet, og endelig havde bispen det overordnede ansvar for hele stiftet enten Sjællands Stift. med alle øer, Fyns Stift og Jyllands Stift.

Indførelsen af den obligatoriske konfirmation i 1736 skulle ske ved en styrkelse af kristendomsundervisningen, men først den  23. januar 1739 udstede kongen en forordning, "Om Skolerne paa Landet og hvad Egnene og Skoleholderne derfor maa nyde", hvor kravene til præster, provste og biskopper om tilsyn og indberetninger i forbindelse med visitater er tydeligt beskrevet. Her står bl.a., at

16

Præsten skal have flittig Indseende med Skolemesteren, og enhver baade Præst og residerende Capellan, bør foruden den i Kirken holdende Catechisation, under een Rigsdaler Mulct til Skole-Cassen, saa ofte de findes forsømmelige, i Skolen eller Skolerne, om fleere i det eller de ham anbetroede Sogner findes, overhøre Ungdommen een gang hver otte eller fiorten Dage, ligesom det bliver ham mueligt, saa Skolerne saa flittig af ham besøges, som skee kand, samt forfare hvorvidt de forfremmes, og vise Skolemesteren til rette i alt hvori han behøver bedre Underviisning. Finder han Forældrene at holde deres Børn fra Skolen, kalder han dem først for sig, og foreholder dem deres Forseelse, med alvorlig Formaning at ændre den, vil sligt ikke hielpe, formaner han dem i Medhielpernes Paahøer, og om anden Leylighed mangler, da i Kirken, før eller efter Guds Tieneste; hielper det ikke, saa bør han raadføre sig derover med Provsten, og uden hans Raad ey antage saadanne Forældre til Guds Bord, førend deres Børn har gaaet nogen Tid til Skole; Skeer det tiere, saa bør Forældrene, som aabenbare ulydige ey til Sacramentet antages, uden offentlig Afbedelse, og Præsten bør tillige give det Amtmanden eller Herskabet og Husbonden tilkiende, som derpaa alvorligen straffer Vedkommende med Penge-Mulct og Fængsel paa Vand og Brød, efter Forseelsens Beskaffenhed.

17

Skulle Amtmanden, Kirkens Patron, Provsten, Præsten, eller hvem Inspectionen over Skolen tilkommer, befinde en Skoleholder enten forsømmelig eller uskikkelig, eller at handle tyrannisk med Børnene, bør Præsten første gang, naar det ham bekiendt vorder, strax alvorligen at erindre og advare Skoleholderen, samt antegne naar og hvorledes det er skeed; Falder han anden gang i samme Forseelse, da andrages det for Provsten, som da af Præsten fornemmer, om han før i lige Tilfælde er bleven erindret, og tillige med Kirkens Patron, om han boer i Sognet, eller dog med tvende de beste Sogne-Mænd, i Præstens Nærværelse, kortelig examinerer Forseelsen, om Skoleholderen den nægter, og naar hans Brøst da findes, ham derfor alvorligen til rette setter og mulcterer: Følger der da ingen Forbedring, saa forviiser Provsten ham, med Præstens Foreviidende, strax af Skolen, lader ham sin Afsættelses Dom ved tvende Mænd skriftlig forkynde, og giver Bispen og Amtmanden eller Kirkens Patron det samt den befundene Aarsag tilkiende. Hvorpaa Bispen strax tilmælder Provsten, naar intet betydeligt er derimod, at han approberer Afsættelsen, og Provsten annoterer denne uduelige Skoleholders Afsættelse ved Dag og Datum i sin Bog, for at attestere derefter hvor vidt Lønnen ham kand tilkomme.
 

18

Befinder Amtmændene eller Provsterne ved deres Visitatzer, at Præsten ey flittig har besøgt Skolerne, eller at han har vidst nogen Skolemesters Forsømmelse, Uskikkelighed eller haarde Forhold imod Børnene, og fortiet det, da angive de det strax for Bispen, der strax uden viidere Lovmaal mulcterer Præsten, efter 16 Art., eller Sagens befundne Beskaffenhed til 1 til 4 Rdlr. til Skole-Cassen, som Øvrigheden, efter Bispens Anmodning, haver uveigerlig at inddrive, eller om Fornødenheden, formedelst Omstændighedernes Vigtighed, det udkræver, lader han Præsten derfor til høyere Straf vedbørligen tiltale.
 

Udsnit af et eksempel på en indberetning til Danske Kancelli efter en visitats i Øster Skerninge Kirke på Fyn den 6. juli 1729. Tegningen herunder giver et ganske realistisk billede af en visitats i en landsbyskole både i 1700- og 1800-tallet, hvor provsten eller bispen omhyggeligt overhører undervisningen og kontrollerer, at både præsten, degnen og skoleholderen passer deres arbejde. Der er bevaret i tusindvis af notater og indberetninger efter de mange, mange visitatser, der er blevet foretaget i samtlige skoler over det ganske land.



- 

   
Nicolai Edinger Balle var biskop over Sjælland fra 1783 til 1808 var en flittig skribent, men der er i tidens løb også skrevet en del om biskop Balle bl.a. Jens Møllers "Biskop Dr. Nicolai Edinger Balles Levnet og Fortjenester, beskrevne og ved adskillige Bilag samt et Udvalg af hans Brevvexling oplyste", som blev udgivet i København i 1817, og i 1948 blev Balle ligefrem hovedperson i en roman, "En ensom kæmpe", skrevet af Niels Aage Barfod, hvor den flittige biskop på forsiden er gengivet bøjet over sit skrivebord, som det ses på billedet herover til venstre. Den nyeste fyldigste biografi om biskop Balle er  "Biskop Nicolai Eridinger Balle" af Ludvig Koch. Bogen blev udgivet første gang i 1876 og er senest genudgivet i 2015.

Biskop Nicolai Edinger Balle (1744-1816)
Nicolai Edinger Balle blev født i Vesterskov ved Nakskov i 1744. Han gik i skole i Nakskov, men kom efter faderens død i 1758 til latinskolen i Slagelse, hvorfra han blev dimitteret til Københavns Universitet i 1762. Her tog han sin attestats, (embedseksamen) i 1762. Et stipendium satte Balle i stand til at foretage en flerårig udenlandsrejse, hvor han især opholdt sig i  Leipzig, hvor han især fulgte forelæsningerne hos Johann August Ernesti, der dengang nok var den mest ansete teolog i Europa. Balle fik tildelt en magistergrad fra Københavns Universitet og forelæste også selv på universitetet i Leipzig.
Balle fik tilbudt dekanat i København i 1770, som han accepterede. Det følgende år blev han udnævnt til sognepræst for Kjettrup og Gjøttrup menigheder i Aalborg stift og ægtede der sin forlovede,  en præstedatter fra Vallekilde. Balle var imidlertid ikke tilfreds med kaldet som landsbypræst, og det var med glæde og tilfredshed, han i 1772 modtog en kaldelse som fjerde teologiske professor ved universitetet i København. Balle var en overmåde flittig professor, der ikke blot holdt mange forelæsninger, men også optrådte som en flittig skribent i stort set alle teologiske discipliner, og da han 1774 var blevet hofprædikant, udgav han en prædikensamling og begyndte at give de studerende praktisk anvisning til at prædike. Han blev ligeledes 1774 dr. theol. Da Balles første hustru døde i 1781, giftede han sig med en datter af Sjællands biskop, Ludvig Harboe. Samtidig adjungeredes han sin svigerfader i bispeembedet som hans tilkommende efterfølger. Harboe døde allerede næste år. Balle tiltrådte sit embede med godt håb om at kunne holde bevægelsen i det spor, han anså for det rette. Han ville med al kraft modsætte sig den vantro og irreligiøsitet, som truede med at trænge ind i folket; men han var heller ikke blind for, at der mange steder var et betydeligt behov for reformer. Da  pressefriheden blev indført med regeringsforandringen 14. april 1784 blev Balles tilværelse imidlertid ændret. Pressefriheden benyttedes nu til at sætte alt muligt under debat, og talrige tidsskrifter og pjecer strømmede over af spot over kristendommen og præsterne, og mange af dem, især de yngre, lod sig rive med af strømmen, og mellem de ældre var der ikke mange, der havde mod eller evne til at stå den imod. Den konservative Balle fandt nu sin plads, både som den ubøjelige modstander af "Vantroens koaliserte Magter" fra regeringskredsene til smudsbladene, men også som den, der følte sig forpligtet til at arbejde for de forandringer, tidsånden krævede, for så vidt de ikke rokkede ved det, som Balle syntes var det uforanderlige i kristendommen. Balle var formand for den kommission, som i 1798 udgav en ny salmebog og sad også i den skolekommission, som gennemførte en reform af almueskolerne. Samtidig hermed begyndte Balle på et af de arbejder, hvormed han ville komme tidens krav i møde, idet han udarbejdede en ny lærebog til brug for skolerne, som skulle afløse Erik Pontoppidan den yngre meget udbredte, men efter Balles mening også meget forældede lærebog, som var kendt som  "Pontopidans Forklaring". I den periode fra 1783 og til 1808, hvor Balle var biskop over Sjælland Stift, var han en overordentlig flittig visitator, og i 25 år visiterede han stiftet på det nærmeste fem gange rundt. På visitatserne befandt han sig bedst; det var hans glæde at tale med ungdommen i kirken. Over for præsterne var han mild; hvor deres levned eller prædiken var anstødelig, henvendte han sig helst til dem "i stille Venskab og Fortrolighed". Private angivelser slog han hen; en biskop, sagde han, skal ikke vide alt. Der var noget ved hans person, der gjorde indtryk på menighederne, på en måde, at almuen ofte så op til ham og følte, at var en ´folkelig mand´. Som det fremgår af beskrivelserne af rytterskolerne på Sjælland kunne biskop Balle være både forstående og hjælpsom overfor skoleholderne, når situationen krævede det, kunne han også være det modsatte, når han ikke var tilfreds med arbejde, han forventede af skoleholderne, og hans besøg som visitator var undertiden også meget frygtet især af de skoleholdere, som havde været forsømmelige eller , som tilfældet fx var med den skoleholder fra en skole i Antvorskov Rytterdistrikt, der ved udsigten til bispens besøg i panik låste skolen af, smed nøglen i gadekæret og tog flugten til fods mod Sorø.

Når biskoppen visiterede en skole, var formålet først og fremmest at bedømme elevernes kunnen, men også lærerens undervisning blev vurderet. I Christian Vs ´Danske Lov´ fra 1683, som var tidens gældende lov, stod der ligefrem, om  bispernes tilsyn, at "I Skolerne skulle de flittig overhøre ikke aleeniste Disciplene, men også Skolemestrene og Hørerne, saa og flittelig have i Agt, at ingen deris Tid i Skolen Unyttig forspilder". Mange notater og indberetninger fra bispernes visitatser i hele landet er bevaret, men den største og absolut mest interessante af dem stammer fra en af de mest omhyggelige, - eller skal man sige nidkære  -, nemlig biskop Nicolai Edinger Balle, der fra 1783 i sine 25 år som Sjællands biskop regelmæssigt besøgte samtlige skoler i sit stift op til fem gange. I sine dagbøger nedskrev Biskop Balle omhyggeligt sine iagttagelser både over elevernes færdigheder, over undervisningen og vurderingen af den enkelte skoleholders både faglige og pædagogiske færdigheder og evne til at formidle denne viden til børnene. Skoleholderne blev ofte korreksede eller i mere alvorlige tilfælde ligefrem ´belærte´ om fejl og mangler ved deres undervisning eller ved deres evner fx til at katekisere, d.v.s. at undervise børnene i arbejdet med forståelsen af Luthers Katekismus, der ret ofte blot drejede sig om at terpe udenadslæren af indholdet med kun ringe eller slet ingen forståelse af indholdet. Biskop Balle uddelte også boggaver som flidspræmier til de dygtigste elever. I indberetningerne til kancelliet i København udarbejdede han opgørelser over, hvor mange skoler, der viste ypperlig fremgang, håbefuld fremgang, mådelig fremgang eller ligefrem vankundighed. Læser man de flere hundrede notater efter biskop Balles mange visitationer, fornemmer man klart, at han kunne være meget direkte, både når han roste elever og skoleholderne, men også når han kritisk eller mere end det. 1792 var der ligefrem en lærer i Gyrstinge, der ved udsigten til bispens anden ankomst valgte at låse skolen af, smed nøglen i gadekæret og tog flugten til fods mod Sorø bare for at komme væk.

I løbet af sin embedsperiode besøgte biskop Balle hvert eneste sogn i sit stift med nogle års mellemrum, visiterede alle kirker og skoler, lyttede til præsternes prædikener og lærernes undervisning, og overhørte sognenes menigheder og overhørte alle skolebørnene. Med sig førte Balle både sin dagbog og visitatsbogen, hvori den flittige mand dag for dag noterede, hvad han havde bemærket sig på sine visitationsrejser i perioden fra 1783 til 1807. Balles visitatsindberetninger fortæller bredt om stort og småt i kirke og skole, om præster og lærere som mennesker, om bygningers tilstand, om prædikentekster og salmesang i alle sogne på Sjælland fra slutningen af 1700-tallet og lidt ind i det følgende århundrede. Biskop Balle er blevet et begreb i dansk historie takket være hans berømte lærebog, som for generationer var vejen til den kristne børnelærdom. Det er ikke tilfældigt, for skolernes vel var en af hans hjertesager. Det ses også i de omfattende indberetninger m.m., som ikke mindst er fremragende kilder til at få indblik i den danske skoles historie i tiden umiddelbart før den store nyordning med de første egentlige skolelove for alle landsbyskolerne, som kom i 1814. 

I forbindelse med sine årlige indberetninger til Danske Kancelli, som var betegnelsen for datidens ´samlede indenrigsministerium´, sammenfattede biskop Balle som allerede oplyst almindeligvis i en afsluttende anmærkning en generel konklusion af observationerne ved visitatserne i de år, hvor han var på visitationsrejser. Indberetningerne var baseret på visitatsbøgerne og Balles personlige dagbøger. Et repræsentativt eksempel herpå er Balles anmærkning til indberetningen om visitationerne i året 1789:


1) I de fleeste Skoler findes gierne nogle faa Drenge, som have begyndt at skrive lidet. Med pigerne er det ikke saa almindeligt. Ey heller legges meget Vind paa at lære Regning. Jeg haver ikke undladt allevegne at opmuntre Forældrene til at lade deres Børn undervise i Skrivning  og Regning, som efterhaanden bliver meere vigtig for Landmanden.

2) De uddeelte Bøger ere af det Indhold, at Forældrene selv kunde have Nytte af deres Læsning. Barnets Navn skrives foran i Bogen. Præsten haver Indseende med, at baade Barnet vedbliver i Flittighed, og Forældrenetage til Eftertanke, hvad deraf kan læres. I manglende Fald fratages Bogen igien og gives til et andet Barn, som imidlertid haver beviist større Flid og Agtsomhed.

3) Hvor Paamindelse behøvedes til Lærerne, er den ikke blevet tilbageholdt. Men beskiæmmende Dadel stifter kun Skade istedet for Gavn. Mine Paamindelser ere derfor stedse indklædte i kiærlige Raad og Opmuntringer. Helst søger jeg baade i Kirke og Skole at foregaa med eget Eksempel, hvor da Skoleholderne i Særdeleshed faae Anviisning til at udvikle Meening og Indhold af det, der læses, paa det at Børnene maae fatte Begreb derom.

4) Omendskiøndt jeg haver aarlig erindret vedkommende Kirke-Patroner overalt i Stiftet om Kirkernes forefundne Brøstfældighed, og mange Kirker, som før vare forfaldne, i Anledning deraf ere blevne indsatte, saa virker dog min Erindring ikke alle Steder det fornødne til Kirkernes Vedligeholdelse, da n0gle Patroner , maaskee til Trods, lade dem staae urørte. I Følge heraf er jeg beredt paa, naar alle Beretninger for sidste Aar ere indløbne, i en nærmere allerunderdanigst Forestilling at fremlæægge min uforgribelige Meening om den beste Orden og Maade til at sørge for Kirkernes og Skolernes bestandige Vedligeholdelse.

5) Efter foregaaende nøjagtige Forklaring over den fremgang til Christelig Kundskab, som haver viist sig i de Kirker og Skoler, hvor jeg i sidst forløbne Aar visiterede, vil det befindes, at
Den voxne Ungdom er meget vel oplyst i 20 Menigheder / Haver god og antagelig Kundskab i 21 Menigheder / Behøver Opvækkelse til videre Fremgang i 13 Menigheder /  Tilsammen 54 Menigheder.

Ligesaa vil det befindes, at Skole-Ungdommen er meget vel underviist i 18 Skoler / Haver giort antagelig Fremgang i 30 Skoler / Staar for meget tilbage i 30 Skoler / Ligger i dyb Vankundighed i 21 Skoler / Tilsammen 105 Skoler.

Allerunderdanigst overleveret af Nic. Edinger Balle, Kiøbenhavn d. 1. Jan. 1790.
 

Visitationens forløb i skolen og uddeling af boggaver til de flittigste elever
Et udmærket indtryk af, hvordan visitatserne i skolerne foregik, findes eksempelvis i en indberetning til Danske Kancelli, hvor biskop Balle beretter om sin "Anden Omreise", i perioden fra 29. april 1787 til 29. juni 1792. Her findes bl.a. en beskrivelse af en ´typisk visitation´ på en skole. Balle skriver: "I Skolen begyndes og endes Forretningen med en Psalme eller med et Vers, hvori Børnene tage Deel. Nu giøre de rede for Catechismus, og hvad Vers, hvori Børnene tage Deel. Nu giøre de Rede for Catechismus, og hvad de ellers have lært uden ad, men saaledes at de atter, naar Stykket er udlæst, maae besvare hvert enkelt Spørgsmaal, hvilket jeg deraf udvikler, med de dertil fornødne Ord uden at ramse; og da hvem, som vil og kan, maae svare, opdager jeg strax hos hvilke Børn, den meste Tænksomhed yttrer sig. Hvor jeg da nu ved slig Overhørelse i en Timestid har bemærket mest Eftertanke og størst Færdighed, spørger jeg om Navn, betegner det i Mandtallet med et Kors og skrider derpaa til Indenads Læsning med Barn for Barn. De Børn, som læse godt i Bog og tillige have lært Psalmer, naar ellers Skole-Journalen viser, at de ikke har været  aldeles forsømmelige, faae da en Bog til Foræring , hvor jeg selv indtegner deres Navn. Hvo, som skriver og regner, faar de bedste Bøger, ikke sjælden af 3 til 6 Mks Værdie og stundum derover. Men hvo, som ikke læser godt, i det mindste antageligen, i hvilken Bog, jeg forelægger, faar ingen Belønning , om saa havde været, at samme Barn ved den foregaaende Overhørelse var blevet udmærket. Jeg udsletter Korset, som dette Barns Navn i Mandtallet var beregnet med, og indskierper til Advarsel baade for Børn og Forældre samt Skoleholderen med, at Udenadslæren er unyttig og frugtesløs, saafremt man ikke er fast i rigtig Boglæsning. I hver Skole maa da ogsaa Skoleholderen nu catechisere med Børnene. Ved første Nærværelse maatte jeg lade dem alle tage Bogen i Haand og lære dem at spørge fra Linie til Linie, indgyde dem Mod og hielpe dem frem ved mangefold Opmuntring. Men nu ere de fleste saavel øvede, at jeg sielden behøver at komme dem til Hielp. Tilsidst indtegner jeg i Skolejournalen, hvad Kundskab jeg har fundet hos Børnene, og hvad Mangel der maae afhielpes. I kortere Tid end til tre til fire Timer bliver jeg ikke færdig i nogen Skole - Saa skeer det endnu indtil denne Dag."
Som biskop Balle beretter i ovenstående indberetning, belønnede han de flittigste elever med bøger som flidspræmier. Et indtryk af, hvad det var for bøger, der blev uddelt, har vi fx fra en liste, som en J. C. Madsen optegnede i forbindelse med Balles visitationer i Herfølge og Sædders Sognes skoler den 24. og 25. oktober 1791. Listen indeholder ikke blot navnene på hver de belønnede børn, men også, hvem der var barnets forældre eller husbonde, hvis barnet var ude at tjene på en gård, og hvilken bog, barnet fik udleveret. Det var titler som: C. C. Sturms "Morgen- og Aften-Andagter paa hver Dagen i Ugen" (1779), "Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion indrettet til Brug i de danske Skoler" (1791), C. Frimans "Andagts-Øvelser og gudelige Tanker til Brug for Almuen" (1785), Balles egen "Luthers lille Catechismus, paa nye udgivet og forsynet med Anmærkninger" (1786), J. F. Hosters "Kort Udtog af den Bibelske Historie" (1733), H. J. Birchs "Kort Udtog af den Bibelske Historie for Børn, især paa Landet, som have ringe Evner og liden Skolegang" (1788), "En liden Kommunionsbog eller Haandbog for Kommunikantere af den Augsborgske Bekjendelse" (1791), H. C. Bunkeflods "Forsøg til Viser for Spindeskolerne i Sielland" (1783), T. Rothes "Sange for den hæderlige Bondestand" (1785), von Rochows "Børneven, en Læsebog for Landsbyeskolerne" (1777), H.J. Birchs "Dydelære for Børn i Tankevers og bibelske Sprog" (1788) m. fl.
 

Flere bispevisitatsindberetninger er udgivet. Det gælder bl.a. biskop Herslebs indberetninger fra visitatserne i perioden 1739-1745 og biskop Balles indberetninger fra perioderne 1783-1793 og 1799-1807. De nævnte indberetninger er alle udgivet af ´Selskabet til udgivelse af Kilder til Dansk Historie´ (Kildeskriftselskabet).

´Balles Lærebog´
´Balles Lærebog´ er blevet den populære betegnelse for den udgave af ´Luthers Lille Katekismus´ med forklaringer, som Balle udgav i 1791. Han havde givet bogen titlen "Lærebog i den evangelisk christelige Religion til brug for alle skoler i Danmark", og den var tænkt som en tiltrængt afløsning for ´Pontoppidans Forklaring´ af Erik Pontoppidan, som var udkommet i 1737. I Danmark havde Pontoppidans bog den lovpligtig til skolebrug frem til 1794, hvor den blev afløst af biskop Balles Lærebog.
For Balle var kristendommen en morallære, hvor det enkelte menneske kunne hente de dyder, som var nyttige for statens borgere. Der var meget langt til vor tids formålsparagraf for skolen, hvor den enkelte elev skal præges til at blive en god samfundsborger med forståelse af samfundsforholdene og med en tilstræbt selvstændighed og kritisk stillingstagen til den verden, som omgiver os. Sådan var det ikke i slutningen af 1700-tallet og tiden derefter. I vejledningen til, hvordan lærebogen skal anvendes, forklarer Balle, at "Af Bogen skal der svares; men ikke andet maa svares end just de Ord, som hører til Spørgsmålet". Balle giver derpå en smagsprøve på, hvordan denne indlæring kan foregå:

Ser nu alle sammen paa Stykket i Eders Bog og hører nøje til, hvordan jeg spørger fra Linie til Linie. Svar saa, hvo der kan, paa mit Spørgsmaal. Af Bogen skal der svares; men ikke andet maa svares end just de Ord, som hører til Spørgsmaalet. Hvori bestaar fornemmeligen den almindelige Fordærvelse hos Mennesker?
Der er straks en eller anden, der svarer: Den almindelige fordærvelse bestaar deri –
Hvori bestaar den da?
Deri at de ikke bruge deres Forstand til sund Eftertanke –
Hvad bruger de ikke?
Deres Forstand.
Hvortil bruger de ikke deres Forstand?
Til sund Eftertanke.
Hvoraf kommer det sig, at de ikke bruger deres Forstand til sund Eftertanke?
Fordi en uordentlig Begærlighed efter de jordiske Ting som behager Sanserne er blevet saa mægtig i deres Sjæl.
Hvad er det som er blevet mægtig i deres Sjæl?
Uordentlig Begærlighed.
Hvad have de uordentlig Begærlighed efter?
Efter jordiske Ting.
Hvilke jordiske Ting?
De, som behager Sanserne.
Hvor er denne Begærlighed blevet mægtig?
... 

1791 udgav biskop  Balle sin ”Lærebog i den Evangelisk christelige Religion indrettet til Brug i de danske Skoler”. Bogen afløste ”Pontoppidans Forklaring” fra 1737, som indtil da havde været den påbudte lærebog om Luthers Katekismus i skolerne. Pontoppidans "Forklaring" var bygget op omkring 759 pædagogiske spørgsmål og svar, som børnene så skulle lære udenad. Det var ikke usædvanligt, at pædagogiske bøger både i 1700- og begyndelsen af 1800-tallet var bygget op på den måde. Balle fandt imidlertid, at den opbygning både var upædagogisk, og at svarene var for vanskelige til, at for børnene forstå dem, så han valgte derfor at skrive en ny lærebog til brug for undervisningen i skolerne. Balles Lærebog blev approberet som den officielle lærebog allerede tre år efter udgivelsen, og den blev i adskillige årtier derefter den dominerende lærebog både på seminarierne og i almueskolen.

1849 blev Balles Lærebog imidlertid delvist afløst af biskop Balslevs (1805-1895) "Luthers Katekismus med en kort Forklaring"; men de to bøger var indtil 1856 de eneste autoriserede til anvendelse i skolen. Brugen af Balles Lærebog vakte betydelig modstand især blandt ´De Stærke Jyder´ mellem Horsens og Vejle, hvor der var tale om deciderede "lærebogskampe" i flere sogne i forbindelse med de gudelige vækkelser. Et resultat af denne strid blev, at man fra 1839 tillod, at  De Stærke Jyder opnåede tilladelse til selv at sørge for undervisningen af deres børn, og i de 1799-1807. følgende år blev der oprettet flere friskoler på denne baggrund. Som allerede anført afstedkom afstedkom Balles Lærebog stor debat, og der blev rettet en del kritik imod hans skriverier, men han gav igen: “Det maatte allernaadigst vorde mig tilgivet, at mit rørte Hierte har udstrømmet i en vidtløftig Forsvarings-Tale for mig og mine Medlærere i Stiftet! Men da jeg offentligen i trykte Blade er bleven fremstillet til Spot og Haanelse, som en Mand, der ikkun standser Almuens Oplysning og lader sig nøje med Uden­ads-Plapper, var det vel ikke til Overflod, at jeg for min Konges allerhøjeste Aasyn allerunderdanigst nedlagde mit velgrundede Forsvar. Naar jeg vil lade være at skrive det offentligen, for ey at ophidse den vrede Bremseflok til at stikke mig paa nye og derved maaskee give mit Embeds­Værdighed sit sidste Bane-Saar da bør jeg dog ikke lade være, ved allerunder­danigst Regnskab for Kongen, min Herre, at gaae den Mistanke i Møde, som derved kande opvækkes.”  Videre skrev han: “Naar Stiftets Geystlige behageligst ihukomme den Eed, som er aflagt ved Tiltrædelsen af deres Embede, vilde de selv erkiende, at det ikke kan være raadeligt for os, enten i offentlige Skrifter at udbrede Meninger, ved hvilke de Symbolske Bøgers og Kirke-Skikkenes Anseelse maatte formindskes, eller i Guds-Tjenestens Forvaltning paa nogen Maade at afvige fra Ritualets Forskrift, uden i de Tilfælde, hvor noget andet er bestemt ved senere Anordninger: Trykke­Frieheden ophæver ikke den os paalagte Embeds-Eed. Hvo, som derfor vil fremføre sine Betænkeligheder mod de Symbolske Bøger og Kirke-Skikkene for hver Mands Øyne, maae uden Tvivl til egen Sikkerhed være forsynet med særdeles Kongelig Tilladelse. Jeg haver sagt, hvad jeg burde, og er angerløs.”

Balles videnskabelige skrifter har kun haft betydning for hans egen tid, og det meste var glemt, inden han selv døde. Hans storhed var, at han forsvarede sin plads som biskop og tilsynsmand for sit stift og bevarede en god samvittighed. Derfor har han også bevaret ´en høj plads mellem Danmarks biskopper; mange af disse har overgået ham i evner og kundskaber, men ingen af dem har vist større fasthed og mod´, som det blev sagt om ham, og en anden vurdering af ham var: "En ensom kæmpe var Biskop Nikolai Edinger Balle, og hans Liv var paa mange Maader en Tragedie. I vore Dage er han i det store og hele glemt. Man ved kun, at han har skrevet en Lærebog, og man affærdiger ham med en Skuldertræk: "Rationalist!" Dette er tragisk, for i hans Samtid havde han ingen bitrere Fjender end netop Rationalisterne. Han stod som en forbitret og ensom og efterhaanden afmægtig Forkæmper for den gamle Tro mod den frembrydende Fornuftsdyrkelse omkring Aar 1800".

Som kilde til forståelse af, hvordan denne ´virkelighed´ fungerede i slutningen af 1700-årene på skolerne både i byerne og på landet, kan Biskop Balles betydning dog næppe overvurderes. Det er nemlig i høj grad hans beskrivelser af undervisningen på de enkelte skoler, som gør det muligt for os i dag til at komme ´lidt tættere på´ den daglige undervisning i skolerne, herunder også landsbyskolerne og især i forbindelse med den beskrivelse af især de enkelte rytterskoler, som er forsøgt med dette websted, er der derfor citeret flittigt fra især biskop Balles indberetninger til Danske Kancelli efter hans mange visitatser gennem adskillige år i embedet som Sjællands Biskop.

Søren Kierkegaard fortæller  i "Enten  Eller" om sin barndom som 5-årig:

" Jeg mødte i Skolen, blev fremstillet for Læreren, og fik nu min Lectie for til den følgende Dag, de første 10 Linier i Balles Lærebog, som jeg skulde kunne udenad….Jeg vaagnede klokken 5 om morgenen, jeg klædte mig paa, fik fat i min Lærebog og læste igjen…Det var mig, som maatte Himmel og Jord falde sammen, hvis jeg ikke lærte min Lectie...jeg havde kun én Pligt, den, at lære min Lectie…"


Biskop Balles sidste år
I året 1800 blev Balle kongelig konfessionarius. Det følgende år delte han af et fuldt hjerte den begejstring, hvormed folket gik til krigen mod England, som førte til ´Slaget på Reden´ den 2. april 1801, og under Københavns bombardementet i 1807 gik han rundt på volden fra bastion til bastion og opmuntrede soldaterne til tappert forsvar, når fjenden skulle storme. Men allerede ved årtusindskiftet var Balles tungsind, som han havde levet med hele livet igennem, taget til med årene. Hertil kom, at hans anden hustru døde i 1802, og han mistede en søn, som var soldat i den østrigske hær, i slaget ved Regensburg i 1809. Eftersom kræfterne svigtede ham, valgte Balle i 1808 at tage sin afsked som biskop og leve hos sin datter i København, indtil han døde den 19. oktober 1816. Han blev bisat i Sankt Petri Kirke ved Bispegården og Universitetet i København og siden begravet på Assistents Kirkegård, hvor det mindesmærke, som Sjællands præster rejste over ham, endnu findes.

Litteraturhenvisninger og links:

http://forstadsmuseet.dk/historien-om/med-biskop-balle-paa-visitats/
http://www.historieonline.dk/special/artikler/vistitats.htm
http://www.folkeskolen.dk/30450/visitats-tur
 

(Besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017. Midlertidig pauseret 1. oktober 2020, da webhotellet ikke længere understøtter den aktuelle besøgstæller.)