Degne og skoleholdere på landet


Om degnelæsning og lidt om ´sædedegne´ og ´løbedegne´

Siden indførelsen af reformationen i 1536 blev undervisning af børn været betragtet som en funktion af kirken, og med en kirkeordinans fra 1539 blev spørgsmålet omkring undervisning og skoler derfor underlagt kirkeordinansens rammer og selve undervisningen herefter underlagt degnene. Degnelæsningen blev derfor den bærende skolestruktur på landet frem til begyndelsen af 1700-årene. I kirkeordinansen står der således, at: ”Saa skal Sognedegne undervise det unge Bondefolk i Børnelærdommen, Chatechismo, én gang om Ugen paa en Tid og et Sted, som Sognepræsterne foreskriver dem”.  Endvidere står det, at  ”Børnene maa optugtes og udi Sindene beredes til Evangelium, af hvilken Beredelse den første Barndom bliver skikket til sand christelig Gudfrygtighed. Derved lærer de den Kunst, der kræves, enten for at udbrede Guds Ære i Christendommen eller til at opholde og bevare et godt civilt og verdsligt Regimente”.

Peder Palladius
Også biskop Peder Palladius
(1503-1560) skrev allerede i første halvdel af 1500-tallet om degnelæsningen, at "Naar det om Søndagen har ringet første gang, da skal Degnen klemte 15 eller 16 Klemt, og da skulle de vide, at det klemter til Børnelærdom. Ungdommen skal da komme til komme til Kirke og sætte sig i de øverste Stole, og Degnen skal staa imellem dem og lære Børnelærdom med lyst og Lempe". Virkeligheden var imidlertid en anden. I et brev til sine lensmænd og biskopperne skrev Frederik II allerede i 1562 bl.a., at "efterdi vi forfare, at stor Uskickelighed findes blandt Sognedegnene paa Landsbyerne, saa at en Part af dennem findes saa vandkundig oc ulerde at vere, at de icke kunde lese eller skrive (...)", og situationen var ikke blevet meget bedre i de følgende årtier.

 
Da hele samfundsordenen efter reformationen i 1536 var baseret på den protestantiske kirke og den kristne børnelærdom, blev Luthers Lille Katekismus det helt centrale undervisningsmiddel for hele menigheden, både for børn og voksne. Der var sognepræstens opgave gennem prædikenerne at gennemgå katekismen for menigheden, og på landet var det degnens opgave at undervise ungdommen mindst en gang om ugen i den kristne børnelærdom efter sognepræstens anvisning. Til dette formål fordanskede biskop Peder Palladius (1503 - 1560) Luthers katekismus til brug for præster og degne. Den danske katekismus udkom i adskillige udgaver. Palladius´ udgave blev anvendt i et par hundrede år, inden den blev afløst af en den  pietistiske ´forklaring´ af katekismus, som biskop Erik Pontoppidans udgav i forbindelse med indførelsen af den obligatoriske konfirmation i 1736, så Luthers ´Lille Katekismus´, der i Danmark blev anvendt til langt op i 1950-erne og måske endda endnu længere, er  uden sammenligning den mest anvendte lærebog i den danske folkeskole. Den ovenfor viste udgave af Palladius´ danske udgave af katekismen er fra 1537 med følgende titel: "Dend lidle Danske CATECHISMUS, huilcken alle Sogne-degne skulle lære og undervise unge Folck, som ere i deris Sogne, paa den Tid og Sted, som Sognepræsten en huer tilsigendis vorder." Billedet til højre er et af de 4 relieffer af billedhuggeren Max Andersen på Reformationsstøtten på Bispetorvet i København fra 1943, som "viser de væsentligste elementer i den evangeliske gudstjeneste efter reformationen: præstens forkyndelse af evangeliets budskab og de to lutherske sakramenter nadver og dåb. Fra højre ser man Sjællands første lutherske biskop (superintendent), Peder Palladius, prædike indtrængende for menigheden, måske på en af sine mange visitatsrejser til stiftets næsten 400 sognekirker. I baggrunden i midten ses uddelingen af nadveren og endelig i venstre side en dåb af et spædbarn". (Citeret fra Københavns Museum).

Peder Palladius´ Visitatsbog
Peder Palladius var en flittig og nidkær mand, som tog den tilsynsforpligtelse, der fulgte med embedet som den første reformerte biskop over Sjællands Stift meget alvorligt, og i perioden 1538-43 visiterede han samtlige 390 sjællandske kirker, hvor han hvert eneste sted samlede kirkens kor præster, degne og menigheder og belærte dem om den lutherske tro og kirkens dagligliv.

På et tidspunkt omkring 1540 begyndte Palladius at samle og nedskrive disse belæringer i en bog, som dog ikke blev udgivet, men afskrevet i flere omgange. Bogen forsvandt imidlertid efter hans død i 1560. Den blev først genfundet på Det kongelige Bibliotek i 1866 og udgivet første gang det følgende år. Bogen var ´En Visitatz Bog´, som indeholder fem „bøger”, som hver bestod af en lang række korte afsnit, som forholder sig til alt, der har med kirken og opdragelsen at gøre. Visitatsbogen, som er ret omfattende,  indeholder en lang række afsnit bl.a. om kirkerummet, om kirkens tag, vinduer, gulv, stole, døbefond og alter, men også om både præsternes og degnenes opgaver og adfærd, bl.a. deres „gode og onde Rygte”, om „Ægteskabssager, Horfolk, Bolere og Skørlevnedsfolk” og om "Troldkvinder". Dertil kom kraftige opfordringer til befolkningen om at gå i kirke, herunder til alters og andet. Der var også et afsnit om at lade børnene komme til degnene og lære ´Børnelærdommen´ samt „En Formaning til Folket, at de sætte deres Børn i Skole”, som handlede om de drenge, der klarede sig særlig godt i undervisningen hos sognedegnen, og som Palladius derfor mente burde fortsætte deres skolegang på latinskolen i købstaden ( herom mere senere)  Dermed levede Palladius op til det afsnit i kirkeordinansen fra 1537, som bl.a. også behandlede netop dette spørgsmål:

"Vi ønsker: At der tilskikkes gode bequeme Skolemestre udi Købstederne og smaa Steder, hvilke med rette Skikkelighed kunne oplære Ungdommen udi alle Maader […] Derved lærer de den Kunst som kræves enten for at udbrede Guds Ære i Kristendommen eller til at opholde og bevare et godt civilt verdsligt Regimente."
(Citeret fra Torben Weinreich: "En Visitatz Bog" i "Historien om børnelitteratur", udgivet i 2006.)

Palladius indleder visitatsbogen
med følgende henvendelse til menigheden: "I gode Kristne, som bygge og bo her udi Sognen, giver jeg Eder kærligen tilkende, at vor naadigste Herre kongelig Majestæt (Christian III) haver udskikket mig her omkring Sjællands Land at forfare udi alle Sognekirker, om en Kristen Almue faa deres rette Føde til deres Sjæls Salighed, som det sig bør; om den rette Kirkeskik ved Magt holdes efter hans Naades Ordinans, og hvorledes Almuen haver og lemper sig derefter udi alle Maade. Saa er jeg også hid kommen udi Jesu Navn at forfare det samme hos Eder."...

Senere i visitatsbogen opfordrer Palladius menigheden til tage deres børn - og herunder også småbørn - med i kirken, da der ellers vil være betydelig risiko for, at det vil gå dem frygtelig ilde senere i livet: "Det er ikke Skam, at I tager smaa Børn med Eder til Kirke, de som endnu kan hverken gaa eller tale; men det er vor Herres Jesu Kristi Befaling, dér han siger: »Lader smaa Bærn komme til mig, og forbyder dem det ikke, thi Himmeriges Rige hører dem til«, som han vilde saa sige: »Forbyder I dennem det, jeg skal forbyde Eder Himmeriges Rige«. Ja, »det var bedre (siger han), at der var en Møllesten bunden om din Hals, og Du varst nedersunkét i det dybe Hav, end at Du skulde forhindre og forarge et af mine smaa Børn«...

"I vide vel, hvad Ulempe det haver med sig, naar de unge Bondefolk, det unge Blod, maa ligge hjemme tilsammen, den Stund at Fader og Moder eller Husbond og Hustru er udi Kirken. Der fødes Horeri udaf; der fødes Tyveri udaf og anden Udyd, saa I komme til Skam og Skade for Eders Børn og Tyende, før I dør af Verden".

Forsiden til den danske udgave af kirkeordinansen, som ses herover, udkom først på latin i 1537 og to år senere på dansk. I kirkeordinansen var der omhyggelig beskrevet, hvordan kirken skulle organiseres efter reformationen i 1535, hvor den katolske kirke var blevet erstattet af den lutherske, reformerte kirke. Den store forandring i kirkelivet, som reformationen også havde medført, fik derfor stor betydning for dagliglivet hos ´almindelige mennesker på dette tidspunkt, hvor kirken spillede en så afgørende rolle, at det næsten ikke kan undervurderes. Den store forandring medførte derfor også et enormt oplysningsarbejde, hvor kirkens præster, provster og biskopper ´underviste´ eller forklarede den nye trosretning for menighederne i landets kirker. Det viste træsnit herover viser en undervisningssituation i kirken, hvor latinskolens rektor læser for, mens disciplene følger med i deres egne bøger (til venstre), og i billedets højre side knæler de i bøn. Træsnittet stammer fra værket ´En Beskrivelse af de nordiske Folks Historie´, som værkets forfatter, den svenske præst Olaus Magnus, udgav i 1555. Undervisning blev en væsentlig faktor i den reformerte kirke, og det er på den baggrund, man må se vigtigheden af ' Palladius Visitatsbog' , som ganske vist var kendt i håndskrevne afskrifter fra 1540-erne, men først først udkom i 1866. Visitatsbogen er udgivet flere gange, og de citater, som er medtaget hér, er kopieret fra den udgave, som ses herover til højre, som udkom i 1900 med undertitlen `Folkeudgave ved Helge Haar´. Hele teksten til Palladius´ visitatsbog kan i øvrigt også læses på webstedet Runeberg.org eller ved at klikke hér.  

"Om Eders Sognedegn ikke lærer Eders Børn, som hannem bør, og ellers med Ringen og Sjungen, om han tager ikke Vare paa sit Embede, om de slemme og demme (svire og sværme), om de have dem (opfører sig) ikke, som tilbørligt er, i hvis (hvad) Maade det kan være. Da hylker intet med dem, men giver trolig tilkende, hvis Brøst I vide! Derfor er Eders Provst og jeg her til Stede, som den første Ret hører os til, og vi vil også gerne undervise (belære) dem, forhaabendes, at de lade dem ogsaa gærne undervise." Om degnens embede og befaling skriver Palladius bl.a., at "som Sognepræsten lærer og underviser de gamle, saa bør Sognedegnen at lære og undervise de unge. Naar han findes ikke dér god for at være, heller (eller) ikke dér tager Vare paa, da maa han ikke længer være Sognedegn." Bispen hører derefter et barn læse Fadervor, Trosbekendelsen og de 10 Bud, hvorefter han kommer med en kort Formaning til ´de unge Karle og Drenge", til hvem han bl.a. oplyser dem om, at "I som er her i Kirkebyen (de børn, som bor i  landsbyen med kirken) skal være til Stede her udi Kirken hverinde (hver eneste) hellige Morgen, naar første Klokke ringer og Degnen klemter 15 eller 16 Klemt, efter første Klokke er ringet. Da skal I vide, at de klemter til Børnelærdom, og straks findes her udi disse øverste Stole, som disse Dannemænd sidde. Og Eders Sognedegn skal satt og læse Børnelærdom for Eder med Lyst og Lempe, efter som den Degnebog udviser, som blev prentet udi København (´Degenbogen´ må være Palladius´ egen oversættelse af Luthers Lille Katekismus med forklaringer af teksten, som udkom i 1537), at I kan lære og forstaa Eders Børnelærdom ret. Saa skal han lære Eder en Ærende (et vers) af en hellig Vise heller Salme. Men I, som ikke er udi Kirkebyen, skal findes udi en Dannemands Hus udi Eders egen By, hvis Navn her skal nævnes af Prædiestolen, og han lader gærne sin Stue til saa lang Tid; dér skal Degnen umage sig til Eder en Tid hver Maanedsdag i det mindste, om Søndag eller Helligdage efter Middag, naar det er en dejlig Solskin og Børn kan komme fra Huse." Degnen udvælger derpå en pige, som også skal læse lidt af teksten højt for bispen, som derpå formaner "Pigerne og Møerne" om, hvordan de skal opføre sig og advarer dem mod at lade sig "belokke heller beligge af Skalke":

"Kommer der en Skalk til dig og vil voldtage dig, heller ellers byde dig Skam og Skændsel, vil trammel (kramme) og føle dig, vil gaa dig nærmere, end hannem bør med Hæder og Ære, est du ellers en god Pige og vil bære din Urtekrans  om Sommer paa dit Hoved med Hæder og Ære , da skulde før alle dine Negle sidde kendt udi saadan en Skalks Forhoved (pande), at han kan sige, han har været der, førend han skulde fremme sin Vilje hos dig. Det er bedre, at du skrammer hannem, end han skænder dig. Mærk, hvad jeg siger dig, Pigelille, det gælder dig og ikke mig." Menigheden formanes derpå til " at lade deres Børn gærne komme til Sognedegn":

"Lade I Eders Børn ikke lære det gode, saa lære de det onde; lære de ikke de ti Budord, Troen og Fadervor, da lære de at sværge og bande, lyve og stjæle og slaa Folk ihjel; da skal I vel høre ude ved hin Majtræ Blod og Død og Vunder
(sår evt. skandale), Guds og Menneskers Fortørnelse, dér en hel Land maa sjunke ved. Saa bliver Eders Børn til Galgebørn, Stejlbørn, Hjulebørn (ende deres liv på stejle og hjul) og Sværdebørn, at I faa baade Skam og Skade for dem, inden de dø af Verden.".

Når Palladius taler om børn i skolen, gælder det kun drenge, og for ham er formålet med skolegangen især at finde de drengebørn, som gennem undervisning med tiden især kan blive fx degne og præster. Palladius havde også en formaning til de forældre, som havde en dreng, der klarede sig godt i forbindelse med degnens undervisning: "
Og hvilke smaa Drenge, som I fornemme, at de lære vel, og det løber i dem som bred Smør, hvad Degnen lærer dem, og de vil have Bog og vil til Skole, naar I spør dem ad, saa lader dem gærne komme til næste Købstad til Skole! (latinskolen, som i følge kirkeordinansen skulle oprettes i alle købstæder.). Lejer Eder heller en liden Plovdreng saa længe, at I kan se, hvad Gud skikker Eders Barn til, og hvad der skal blive af hannem. (...) Efter et Fjerdingaar kunde I spørge Skolemester til, om Eders Barn lærer noget; siger han »Nej«, da kunde I tage hannem hjem igen og gøre af hannem, hvad Gud haver forskikket af hannem; siger han »Ja, det er et godt Barn, han lærer vel, det var stor Synd at tage hannem fra Skolen«, da vare din Hud, om Du tager hannem derfra igen! Enten skal han snart dø bort, eller Du skal faa lidet godt af hannem. Aarsagen vil jeg sige dig: fordi at Du vil da nøde og tvinge dit Barn fra det, som han er født til af sin Moders Liv; og naar én bliver nødt og tvungen derfra, da bliver han til en Dagtyv. Deraf er der mange Dagtyve til, som ikke maa komme til det, som de ere skabte til af Gud. Siden kan de intet andet gøre end Skam og Skade; de blive ikke alle Bønder, som er kommen af Bønder. Bønder er Guds gode Folk, naar de have Troen til Jesum Kristum; men der sidder tidt paa en Bondekvindes Skød en dejlige liden Drengebarn, som vokser op og kommer til Skole og kan siden hjælpe en hel Hob Slægt indtil niende Knæ (d.v.s. indtil niende slægtsled; så længe mente man nemlig´, at en god mands indsats kunne virke efter hans død´) kunne  med Guds salige Ord og andre gode Raad. Saa at I kunde faa af Eders egne Børn til Sognepræster og til Sognedegne - det var jo Eders store Ære - desligeste til Borgmestre, Raadmænd, Skrivere etc., saa at en hel Slægt kunde hælde deres Hoved til en frommer Mand, som havde slidt sine Børnesko i Skole".
Undervisningen skulle tage udgangspunkt i ´det viste eksempel´, for Luther mente, at "Børn er ligesom Aber; det skal man se om Sommer, naar det er blank (fint) Vejr, at Børn kan være ude, da sanke de dem til Hobe udi Gaderne, hos deres Forældres Døre, og under Vinduer sætte de dem ned, og en ung liden Dreng gør sig til Kapellan (hjælpepræst) og faar en Ris og læser for de andre, og de efter hannam. Saa skifter han smaa Stykker Brød eller smaa Stene blandt dem, det skal være Peberkager. Ligesom de se, at Kapellanen bærer sig ad i Kirken, saa gør de dem en Leg af paa Gaden".

Skønt der var enkelte undtagelser, blev det ikke landsbyerne, som blev begunstiget med skolebyggerier mellem reformationen i 1536 og de følgende godt og vel 150 år, men købstæderne, hvor der blev opført latinskoler, som siden middelalderen havde heddet ´de lærde skoler´, men senere også blev kendt som ´den sorte skole´. Latinskolerne, som efterhånden blev opført i de fleste købstæder, havde især til opgave at uddanne kommende præster. I de byer, hvor der allerede eksisterede katedralskoler, blev disse omdannet til latinskoler. Undervisningen i latin havde den altdominerende plads i undervisningen. Latinskolerne fungerede indtil 1903, hvor navnet dels blev ændret til gymnasium, men hvor også moderne sprog og naturvidenskab herefter fik betydelig mere plads. Fotografierne herover viser eksempler på et par af de ældste latinskoler, hvor de gamle bygninger stadig er bevaret til vore dage, nemlig latinskolerne hhv. i Skælskør (til venstre) og i Slagelse (i midten og til højre).

Landsbyskolerne før år 1700
Lige fra middelalderen havde der ganske vist været latinskoler og skriveskoler for de økonomisk set bedre stillede folks børn i købstæderne og privatundervisning af overklassens børn på herregårdene, men indtil 1700-årene stod det meget dårligt til med undervisning af børn på landet, hvor den meget sparsomme undervisning af almuens børn netop blev udført degne, hvoraf mange af dem havde ringe slet ingen boglige færdigheder.
Degnelæsningen, der almindeligvis fandt sted forud for søndagens gudstjeneste, fungerede i praksis på den måde, at degnen fremsagde tekster fra katekismus, som børnene derpå gentog, indtil de kunne den udenad. Degnen og hans medhjælper, som blev kaldt ´substitutten´, var kirkelige tjenere, der først og fremmest forestod sangen ved gudstjenesten, bad ind- og udgangsbønnen,  gjorde rent i kirken og forestod kirkeringningen. Undervisningen foregik normalt i eller ved kirken eller undertiden hos degnen, hvos han havde en bolig med den nødvendige plads, men egentlige skolehuse var uhyre sjældne. Et eksempel på et af disse få egentlige skolehuse er Rasmus Svendsens Skole i Faxe, som stadig eksisterer. Rasmus Svendsen var en idealistisk præst i Faxe i midten af 1600-årene. Der vigtigt af understrege, at degnens pligter i kirken altid kom i første række, og først derefter kom ungdommens undervisning. Aflønningen af degnen var der redegjort for i Christian Vs ´Danke Lov´ fra 1683, og her fremgik det også, at denne aflønningen stort set udelukkende bestod af naturalier, som blev udredt dels gennem degnelodden, der var et jordstykke eventuelt med fribolig, som degnen rådede over, og dels gennem indtægter fra ´kornløn, offer og småredsel´. Kornlønnen, som også blev kaldt ´degnetraven´, der beløb sig til 1/3 af præstetienden, samt offer, blev bestod af penge, som bønderne skulle erlægge ved kirkeårets tre store jtider (jul, påske og pinse) samt ved visse kirkelige handlinger som bryllupper, barnedåb m.m. Småredsel omfattede mindre ydelser som brød, kage, flæsk, går og æg, som bønderne også skulle betale. Forholdene var dog meget forskellige fra landsdel til landsdel. Et eksempel på en typisk aflønning af en degn har vi fra landsbyen Knebel på Mols, hvor degnen i et brev fra 1661 oplyser, at "haver jeg fattige, underbeskrevne Mand Degn til Knebel og Rolsø til Indkomst fem Kjærve Byg af hver Helgaard og af somme en Fjerding Gaas og af nogle saa en halv Gaas, af somme Gaarde to Æg og af nogle faa Gaarde 15 Æg. Haver jeg ingen Degnebol, men lejer et Hus paa Kongens (?), hvilket jeg saaer 6 Skp. Byg og giver der af aarligt 6 Skp. Byg til Landgilde og desuden gør Gerning deraf som en anden Inderst. Tilmed mange Gaarde øde...". Kilder fra 1760-erne viser, at degnene fra Sjælland fik en årlig aflønning som omregnet i pengeværdi svarede til ca. 95 rigsdaler, på Fyn udgjorde værdien ca. 50 rigsdaler, og i Jylland var værdien endnu mindre. Således måtte omtrent 1/3 af af de jyske degne nøjes med en værdi på 20 rigsdaler eller endnu mindre. Til sammenligning kan anføres, at værdien af indkomsten for en præst på Sjælland udgjorde ca. 350 rigsdaler og i Jylland ca. 200 rigsdaler. Disse aflønninger gjaldt de degne, som var fastboende i deres sogne; de såkaldte ´sædedegne´. Indtil omkring år 1700 havde man også ´løbedegne´, som  ofte var en lidt ældre elever fra købstædernes latinskoler, som tog ud til sognekirkerne i de landdistrikter, som ikke havde sædedegne, og som lå i nærheden af købstaden. Her forrettede løbedegnene så degnepligterne mod, at bønderne i sognene betalte en nærmere fastsat ´degneafgift´ til latinskolen. Mange af løbedegnene var "uforstandige og uoplærte Børn", som det ofte fremstilles i de samtidige kilder, og selv om ordningen med løbedegne blev afskaffet med Danske Lov allerede i 1683, fortsatte ordningen de facto i flere årtier derefter.


Det er noget usikkert, hvordan klædedragten for degnene var i 1700-årene, men ovenstående ´rekonstruktion´ fra slutningen af 1800-årene giver nok alligevel et rimelig kvalificeret bud på, hvordan landsbydegnen så ud på Holbergs tid. Ludvig Holberg (1684-1754) havde som bekendt ikke den store respekt hverken for landsbydegnene og for degneskolen, og vor tids opfattelse af degnen på landet er endnu nok i nogen grad præget af hans ironiske og satiriske beskrivelser af disse mennesker. Det berømteste eksempel er figuren Per Degn, som Holberg satiriserer over i komedien "Erasmus Montanus" fra 1723. Med slet skjult ironi lader Holberg den noget selvtilfredse Per Degn fremsige følgende: "Degnekald er min Tro et vanskeligt Embede, naar man skal have det paa den Fod, at det skal føde sin Mand. For min Tid holdt Folk heri Byen alle Ligsange lige gode; men jeg har bragt det paa den Fod at jeg kan sige til en Bonde: Hvilken Psalme vil du have? Den koster saa meget, den anden saa meget; iligemaade naar der skal kastes Jord paa den Døde: Vil du have fiint Sand eller slet og ret Jord?" Den 1. januar 1973 udsendte DR en ganske veloplagt udgave af komedien som ´nytårsgave´ til seerne bl.a. med Buster Larsen på rollelisten som Per Degn. Hele forestillingen kan ses (eller genses) ved at klikke hér. Holbergs portræt af landsbydegnen er naturligvis en karikatur, og selvfølgelig har der været både gode og dårlige degne, som på godt og ondt fungerede som lærere for almuens børn gennem flere hundrede år under nogle arbejdsvilkår, som bestemt ikke har været misundelsesværdige. Til venstre er gengivet et ældre fotografi, som viser degneboligen i Tveje-Merløse med den velkendte kirke i baggrunden. I midten ses et udsnit af et større fotografi fra omkring 1870 af den samme bygning. Degneboligen i Tveje-Merløse har næppe set meget anderledes ud i begyndelsen af 1700-tallet, hvor bygningen oprindelig både var bolig for sædedegnen og samtidig også tjente som landsbyens degneskole.

 

2. Bog, 6. Kapitel,1. Artikel:

Præsterne paa Landsbyerne skulle med Dægnene, eller Substituterne, undervise Ungdommen i Børnelærdommen, saa de endelig een gang i et af Sognene hver Uge see til hvorledis dermed tilgaar, og det saa forskaffe, at hvis om Søndagen ej kand forrettis, der til een anden Dag i hver Uge, som er hver Onsdag om Eftermiddagen, bestemmis, saa fremt de ikke have lovlig Forfald, og da skal de een anden Dag dertil tage og bruge, og at hand, som lærer Børnene, giør det stetze med al Flid og Alvorlighed, uden Forargelse og Forsømmelse, som Præsten selv baade i Provstens og Superintendentens Visitatz vil svare dertil.

 



 

2. Bog, 6. Kapitel,2. Artikel:

Dersom Ungdommen bliver forsømmelig at lære Børnelærdommen, skulle de af Præsten straffis derfor, og Forældrene
alvorligen paamindis og formanis, at de jo holde deris Børn dertil, og dem ingenlunde derfra forholde, ej heller nogen af hvis unge Tyende de kunde have i deris Huse, men at de end heller, Morgen og Aften, foruden daglige Bønner, besynderlig paa de hellige Dage, lære de Unge over alt, som de have hos sig, det de selv tilforn have lært, indtil de af Præsten og Dægnen rettis i hvis tilforn ikke vel var fattet, og ydermeere i Lutheri Forklaring kunde undervisis, uden de ville hver gang der paaklagis, være skyldige for Helligbrøde, eller omsider straffis med Kirkens Disciplin, som for Motvillighed og Ugudelighed.

 

Christian Vs "Danske Lov" fra 1683, som var den gældende lov i 1700-årene, har ovenstående bestemmelser "Om Præsternis Embede med Ungdommens Undervisning".

Allerede i løbet af 1600-årene stod det klart, at degnenes katekismeundervisning, som tidligere udelukkende var mundtlig, i længden aldrig ville være tilstrækkelig, og der blev efterhånden skabt et behov for, at børnene fik lært at læse, men det stillede også krav til degnenes egne boglige færdigheder. Et stykke ind i 1700-årene var degnene efterhånden de eneste lærere på landet, og man tilstræbte derfor i stigende grad, at degnene var studerede eller studenter, som havde afsluttet skolegangen på latinskolen i byen. På den måde kunne han både fungere som præstens medhjælper i kirken og samtidig forestå undervisning af børnene. Især på landet var virkeligheden imidlertid ofte en ganske anden, for i praksis var datidens degne kun i sjældne tilfælde studerede. Oftest var det almindelige bønderkarle eller husmænd, der sjældent havde andet end beskedne boglige færdigheder. Med det dårligt betalte job havde degnen udsigt til et liv i fattigdom, så det var svært - ofte ligefrem umuligt - at skaffe kvalificerede folk som degne på landet. Der er bevaret adskillige klager over degne, som næppe kunne læse bare nogenlunde flydende og dertil ofte var helt uden pædagogiske evner i forhold til de børn, de var sat til at undervise. Resultatet blev, at ´lærdommen´ med flittig brug af ferle og ris blev terpet ind i børnene som endeløs udenadslæren, og der blev  næppe lagt større vægt på, om børnene reelt også havde forstået noget af det, de  hørte og læste. Ved kongelig forordning var det bestemt, sognepræsterne havde tilsynet med sognets skole og dermed også ansvaret for, at undervisningen blev gennemført forsvarligt, og at skoleholderen passede sit kald som foreskrevet. Både forordningen, men også ´Christian Vs Danske Lov´ indeholdt bestemmelser om, at provsterne mindst én gang om året - og bisperne med få års mellemrum - skulle visitere alle landets skoler for at sikre, at læsning af bibel og katekismus foregik tilfredsstillende, og at både kirke og skole fungerede efter hensigten. Mange af bispernes indberetninger fra de mange visitatser især fra 1800-årene er bevaret og giver et ganske udmærket billede af, hvordan forholdene i skolerne i virkeligheden så ud.



Maleriet herover viser en undervisningssituation i en landsbyskole i en landsbyskole i Schweiz i 1848. Maleren hedder Albert Samuel Anker (1831-1910), og han var en af de mest anerkendte genre- og portrætmalere i Schweiz i 1800-tallet. Selve maleriet, som er fra 1896, findes på Basel Kunstmuseum. Bortset fra den forholdsvis store skolestue, som ikke har været almindelig i dansk landsbyskoler, har situationen på maleriet næppe været meget anderledes i en dansk skolestue i midten af 1800-årene.

Fattigforordningen af 1708
I begyndelsen af 1700-årene blev degnen afløst som lærer af skolemesteren eller skoleholderen, som han oftest kaldes i datidens forordninger. Det er vigtigt at gøre sig klart, at det ikke bare var et skift af titel. Degnene var i sagens natur først og fremmest kirkens mænd, og selv om de nye skolemestre ofte heller ikke var særlig godt uddannet - og slet ikke havde nogen pædagogisk uddannelse -, betød det trods alt en ændring i selve undervisningen, som nu kom i fokus. Den første egentlige bestemmelse om undervisning skete med  fattigforordningen af 1708, hvormed det blev bestemt, at degnen skulle forestå undervisning af de børn, og med fattigforordningen blev det endda også et krav, at der skulle oprettes skoler i alle landets sogne. Det lykkedes imidlertid kun i ganske få sogne, og først da Frederik IV i årene efter 1721 lod opføre de 241 ´Kongelige skoler´, de såkaldte Rytterskoler, begyndte et større skolebyggeri, som dog kun fandt sted på krongodset. Med fattigloven blev det også et krav, at skolemestrene i købstæderne gratis skulle undervise "de børn, som er indskrevne i de fattiges tal", hvis forældrene ikke selv havde råd. Børnene skulle oplæres i den kristne lbarnetro, gerne med læseøvelser, men først da pietismen kom til landet, begyndte en reel interesse for at højne folkeoplysningen blandt almuen. Den sociale bevidsthed, som især i begyndelsen prægede den pietistiske strømning, fremgår eksempelvis af følgende formaning: til læreren: "Skolemesteren må ikke gøre nogen forskel på Børnene formedelst deres forældres Tilstand, men den Fattige lige såvel som den Formuendes forsvarligen undervise", og når forældre "til Plovkøren, små Kvægs Vogtelse eller anden saadan Gerning" havde brug for deres børns arbejdskraft, skulle de have fri til dette arbejde "mod at møde des flittigere den øvrige Tid af Aaret".

Læreruddannelsen

Vi kender navnene og deres pædagogiske forudsætninger på de fleste af de skoleholdere, der virkede ved rytterskolerne og mange andre landsbyskoler som fx
Prins Carls skole i Store Torøje, og det viser klart, at disse skoleholdere -
især i 1700-årene - oftest var ustuderede. Christian IV. havde udstedt forordningen om skoler på landet af 23. januar 1739; men de tilsigtede bestræbelser løb ud i sandet, da ingen kunne anvise, hvorfra de nødvendige penge skulle komme, og alt vedblev derfor stort set ved det gamle; men da kronprins Frederik (den senere Frederik VI) i 1784 kom i spidsen for regeringen, og bondestandens oplysning kom til at ligge ham på sinde, foranledigede han i 1789, at der blev nedsat en kommission, der skulle udarbejde forslag til en plan om forbedring af landets folkeskolevæsen. En af de opgaver, kommissionen straks stillede sig, var da også at arbejde for en bedre læreruddannelse. Den første egentlige undervisning i Danmark, som gav mulighed for en egentlig uddannelse som lærer, blev oprettet i Tønder i 1786, men almindeligvis regnes seminariet i Blågård i København, som  blev åbnet den 14. marts 1791, for at være Danmarks første egentlige seminarium.  Det var meningen, at seminariet skulle optage mindst et par hundrede lærerstuderende, men antallet af studerende faldt snart til 40. Da seminariet i 1809 flyttede til Jonstrup, skiftede det navn til Jonstrup Seminarium

 
På tegningen herover til venstre, som ikke er dansk, er gengivet en lidt uvenlig, men desværre nok også temmelig realistisk situation af en undervisning i 1700-årene. Skolemesteren tamper ´lærdommen´ ind i børnenes hoveder med flittig brug af ferlen, som han holder i hånden, så han kan ´fremme forståelsen´ hos barnet ved slag på knoer eller i håndfladen og flittig brug af riset, som hænger parat på væggen. Først i slutningen af århundredet begyndte forståelsen af, at børn ikke bare er ufuldkomne voksne, men at de gennemgår en udvikling og har forskellige behov til forskellige aldre. Det var især den franske filosof og en af pædagogikkens grundlæggere, Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), som med værkerne "Emile" og "Samfundspagten" fra 1762 i høj grad var med til at lægge grunden til den moderne børneopdragelses forståelse af, at målet med børneopdragelsen må være at forme frie mennesker, der er i stand til at tage vare på sig selv, og at det kun er muligt, når man behandler børn med respekt og tager hensyn deres individuelle natur og evner. Rousseau ´opfandt´ så at sige barndommen og mente bl.a., at barnet skal tvinges til at bruge sit hoved, sine egne sansninger og erfaringer og selv drage konklusioner. "I Værelset, han (barnet dvs. drengen) træder ind i, ser jeg Bøger og atter Bøger. Bøger! Hvilket bedrøveligt Møblement for et Barn i den Alder. Det stakkels Barn maa forlade Munterheden, kaste et beklagende Blik paa alt det, der omgive ham, blive tavs og gaa saa ind med Øjnene fyldt med de Taarer, han ikke tør udgyde, og Hjertet fyldt med de Suk, som han ikke tør slippe ud."  Rousseau mente derfor, at det måtte være lærerens opgave ikke at docere, men at vejlede og inspirere barnet. Synspunktet er så relativ moderne, at det næsten kunne være sagt i dag, og virkeligheden var da også en ganske anden, end den pædagogiske metode, Rousseau havde beskrevet som et ideal, Rousseaus egne børn fik således også en temmelig hård og traditionel opdragelse, som lå langt fra de idealer, som Rosseau havde plæderet for i ´Emile´. men en udvikling mod et ændret syn på opdragelse og indlæring af børn havde langsomt taget sin begyndelse. Holdningen til børnepædagogikken ændrede sig gradvist i løbet af 1800-tallet, men den blev først mere ´moderne´ for godt og vel hundrede år siden med den svenske forfatter og pædagog, Ellen Key (1849-1926), der med bogen "Barnets århundrade" fra år 1900 slog internationalt igennem bl.a. med synspunkter om, at både forældre, samfund og skole måtte forstå og respektere børns særlige natur og behov. Ellen Key, som ses på fotografiet herover til højre, hævdede således også, at den tidligere, udbredte mangel på omsorg og kærlighed fik mange børn til at følte sig ensomme. Hun gjorde sig også til talsmand for en større seksuel frihed i ægteskabet og kvindefrigørelse. Endelig fastholdt Ellen Key også nødvendigheden af, at man afskaffede den traditionelle, religionsdominerede undervisning i skolerne og i stedet tog udgangspunkt i en skabende pædagogik, som på den måde kunne føre til «individets dannelse».

Vi har kun meget få samtidige tegninger, som viser undervisningen i skolerne på landet især i 1700-årene, men ovenstående tegning fra 1814 kan nok alligevel give en fornemmelse af forholdene i skolestuen dengang. (Tegningen menes at stamme fra Viborg-egnen.)
 

animated gif

finn@thorshoj.dk


Rytterskolerne oversigt (klik på billedet)


Hovedmenu (klik på billedet)

E-mail: Klik på adressen

Hit Counter  (Besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017)