Pietismen i Danmark

Degnetjenesten
Pietismen opstod i den lutherske kirke som en modbevægelse til ortodoksien, som havde rådet og udviklet sig - det må man sige - i uheldig retning siden Luthers og Melanchtons dage. En overdreven focuseren på den rene lære havde bredt sig i den lutherske kirke. Man havde mange dogmatiske stridigheder kørende. Intellektualismen, stridssyge og gold rettroenhed blev dominerende - kombineret med et sædernes forfald hos en del lutheranere. (rettes-omskrives)

1736 Ved en forordning af 13. Januar indføres konfirmation som en almindelig foranstaltning i hele det danske kongerige. Det skete under indflydelse fra pietismen. Allerede ved reformationen i 1536 skulle ungdommen, som en slags konfirmation, overhøres i den kristne børnelærdom før første altergang, hvilket ofte fandt sted i forbindelse med bispevisitatser. En egentlig konfirmationshandling efter oldkirkelige forbilleder med håndspålæggelse ved biskop eller præst blev dog først indført af den sjællandske biskop H P Resen. I Sønderjylland blev konfirmationen påbudt ved kongelig resolution af 9. Marts 1733 - altså tre år før indførelsen i kongeriget.

Pietismen i Danmark satte sig også blivende spor,
bl.a. i oprettelsen af Vejsenhuset for forældreløse børn.

Siden er under konstruktion

religiøs vækkelsesbevægelse, der opstod i Tyskland o. 1670 og kom til Danmark i slutningen af Frederik IV regeringsperiode. Ifølge pietismen skulle kirken reformeres gennem fromhed (= pietas på latin), således at der blev overenstemmelse mellem tro og gerning. Under Christian VI vandt pietismen for alvor indpas i Danmark. Kongen, der havde fået en pietistisk opdragelse, stod formodentlig selv bag forordningen af 1735, hvor borgernes pligt til at gå i kirke blev indskærpet, og bag indførelsen af obligatorisk konfirmation i 1736

En synder aflægger skriftemål og modtager tilgivelse ved præstens og dermed herrens håndspålæggelse. Det naive billede, som stammer fra en skriftestol i Kippinge Kirke på Falster og er fra ca. 1680, gengiver udmærket tidens ydmyge bodskristendom, som også var et bærende element i den pietistiske livsopfattelse.

Artikel til idé. Samles og omskrives:

Historie
Pietismen opstod i den lutherske kirke som en modbevægelse til ortodoksien, som havde rådet og udviklet sig - det må man sige - i uheldig retning siden Luthers og Melanchtons dage. En overdreven focuserer på den rene lære havde bredt sig i den lutherske kirke. Man havde mange dogmatiske stridigheder kørende. Intellektualismen, stridssyge og gold rettroenhed blev dominerende - kombineret med et sædernes forfald hos en del lutheranere.; Der kom en reaktion - markeret stærkest ved Philip Jakob Speners lille skrift fra 1675: Pia Desideria - dvs. "Fromme ønsker". Heri kritiserer Spener den lutherske kirke, og han kommer med en række forslag til ændring af tingenes tilstand. Bl.a. flg fem:; 1. At Guds ord skal bo rigelige iblandt de kristne - ikke blot ved gudstjenesten, men også i hjemmene, ved friere møder (de såkaldte "konventikler") og som personlig bibellæsning.; 2. Oprettelse og flittig brug af det almindelige præstedømme. Kirken skulle ikke blot være teologernes og præsternes kirke, den skulle være alle kristnes kirke. Slut på det gejstlige monopol!; 3. At kristendom ikke består i at vide, men i at gøre. Det nytter intet med en ret lære, hvis ikke det rette liv følger med. Kristendom må praktiseres i konkrete kærlighedsgerninger.; 4. Nej til uforsonlige lærestridigheder. Den rene lære skulle forsvares, men det skulle gøres i respekt for modparten.; 5. Præsterne skulle prædike jævnt og opbyggelige for folket. De skulle ikke bruge prædikestolen til sindrige udredninger og ren oratorisk udfoldelse.
: Pia Desideria fik stor betydning og satte en bevægelse i gang i den lutherske kirke. I byen Halle var August Herman Francke en varm tilhænger af den nye bevægelse. Ved det nystartede universitet i byen lykkedes det ham at skabe et pietistisk kraftcenter. I Halle skabtes fra 1694 en vidt forgrenet aktivitet med skoler, bogtrykkeri, fattighuse og arbejde for ydre mission - det sidste var på daværende tidspunkt noget helt nyt i den lutherske kirke. Over for det verdslige liv med dets fornøjelser stillede Franckes pietister sig strengt fordømmende.; I Danmark vandt bevægelsen frem under kong Christian den 6. (1730-1746). Man taler direkte om "stats-pietismens periode". Det var i den periode konfirmationen blev indført, for øvrigt som en tvungen ordning (1736). Men det var også i den tid "folkeskolen" blev født (1739). Desuden helligdags-pligten (1735), som bestod i, at folk skulle gå i kirke. Straffen for forsømmelse var bøde eller gabestok på kirkegården. Hø- og kornhøst måtte i presserende tilfælde finde sted på søndage, men derudover var alt arbejde, køb, salg og fornøjelser forbudt. Byportene rundt om København måtte kun åbnes for dem, som havde nødig at rejse. Folk, som blot skulle på "lystrejser" eller "spadseregange" måtte blive hjemme.
: Ikke alle var lige begejstrede for Christian den 6.s pietisme. Stifsprovst Morten Reenberg sagde fx: "Pietisterne er at sammenligne med bier; de kommer med honning i munden og brod i rumpen."; I Danmark-Norge blev hofpræsten Erik Pontoppidan en af de kendteste pietister. Han skrev katekisme-forklaringen "Sandhed til gudfrygtighed", som har været i brug helt op til vor tid, og han skrev "Troens spejl", som blev genudgivet på Credo Forlag så sent som i 1984. Men det interessante er - og det nuancerer billedet af den tids pietister - at Pontoppidan desuden skrev skønlitterære bøger, litteratur af folkloristisk art, topografiske værker, påbegyndte udgivelsen af det første danske atlas, historiske værker samt var aktiv i udgivelsen af tidsskriftet "Danmarks og Norges Oeconomiske Magazin." Her ser vi faktisk Pontoppidan som oplysningsmand. - Dette angriber myten om at alle datidens pietister sad i deres sorte lukkede huler og ikke kerede sig en døjt om den omgivende verden.

	-at folk samledes uden for den officielle kirke til kristelige møder,
	-at det var lægfolk, der stod centralt i disse konventikler, som dog - jvf konventikelplakten fra 1741 - skulle foregå under en gejsteligs tilsyn,
	-at der blev drevet en del diakoni
	-at der blev lagt stor vægt på den kristelige børnelærdom
	-at man havde et temmeligt rigoristiske kendetegn på såvel troende som vantro. I den mere ekstreme afdeling kan det nævnes, at nogle pietister mente, at der fandtes en særlig kristelig gangart. En præst eller prædikant måtte ikke få folk til at le - naturligvis ikke fra prædikestolen, men heller ikke privat.