København og FR

Robert Molesworth: An Account of Denmark as It was in the Year 1692. London, 1694. S. 8-11, 108.

endnu under udarbejdelse

Adel er en betegnelse på den højeste samfundsklasse i et land, der historisk nød visse privilegier og oprindelig havde en del forpligtelser. Adel har eksisteret i siden oldtiden.

befolkningsgruppe med særlige rettigheder af social, økonomisk og politisk karakter, begrundet med afstamning eller med militære forpligtelser.Den danske adel, der groft inddeles i uradel, brevadel, højadel og lavadel, består i dag af ca. 200 slægter, der enten er ubetitlede, friherrelige (=baron), lensfriherrelige (=lensbaron), grevelige eller lensgrevelige. Som uradel regnes den adel, der kendes før reformationen (1536), mens brevadelen er den adel, der derefter har fået sit adelskab gennem et patent (enten embedsmænd eller militære, heraf sværdadel). Som højadel regnes den gamle rigsrådsadel og den betitlede adel efter enevældens indførelse 1660. I alt har der eksisteret ca. 725 danske adelsslægter. I begyndelsen af valdemarstiden smelter disse to klasser dog sammen, samtidig med, at rammerne stærkt udvides: enhver kan sværge kongen troskabsed, blive hans »mand«; han forpligtiges derved til krigstjeneste, men han bliver fri for de faste skatter, der indførtes på denne tid. Samtidig med, at den almindelige ledingspligt begyndte at falde bonden tungere, fik kongen herved mænd, der var rede til at drage ud på hans bud, mere krigsøvede og bedre udrustede, oftest vel også til hest. Foruden kongen havde også bisperne og de fyrstelige lensmænd ret til at tage »mænd«. Disse kaldtes herremænd, hvad tiden selv forstod som herrernes mænd (homines dominorum); mulig er den oprindelige form dog hærmand, svarende til det latinske navn milites; ofte bruger Saxo i stedet herfor equites, ryttere.

Våbenskjold herover til venstre er gengivet det ´Lille rigsvåben´, som i dag er Danmarks statsvåben, samt våben for Stormarn (øverst) og Ditmarsken (nederst). Dernæst er gengivet et eksempel på placering af de enkelte elementer i "Kongevåbenet", nemlig Frederik VIs rigsvåben fra 1819, mens det ´Store rigsvåben´ med de to vildmænd i den version, som er gældende i dag, er gengivet til højre. Danmark benyttede begge disse rigsvåben våben indtil 1959, hvor denne praksis ophørte ved, at det store rigsvåben blev omkategoriseret som symbol på kongehuset, og siden har det ikke længere været tilladt for statsadministrationen at anvende dette våben, der herefter betegnes som ´Kongevåbnet´. Ændringen betød bl.a., at udenrigsministeriet måtte gå over til brug af ´tre-løve-våbnet´ , kronet med en heraldisk krone, i stedet for det store rigsvåben, og - som allerede oplyst - har kongevåbnet siden da udelukkende været benyttet af kongehuset og af de kongelige hofleverandører samt af den kongelige livgarde. Herunder fra venstre ses diverse våben fra hhv. Slesvig, Holsten, Pommern og Delmenhorst. Desuden ses våbnerne for hhv. ´De Venders og de Goters Konge´ samt våbenet for Huset Oldenborg, som med Christian I (1448-1481) var den første af denne fyrsteslægt på den danske trone. ´Oldenborgerne´ er dog også i slægt med de tidligere danske middelalderkonger. Siden 1448 har alle danske konger tilhørt denne fyrsteslægt. Den glücksburgske slægt , der kom på tronen med Christian IX i 1863, er en sidegren af den oldenborgske slægt..

Det tidligere "lille rigsvåben" betegnes i dag officielt som Danmarks "statsvåben" og består af tre-løve-våbnet. Kongevåbnet er mere indviklet bl.a. fordi, det bliver hele tiden bliver tilpasset de enkelte konger. . Skjoldet er kvadreret af et sølvfarvet kors med rød kant, som repræsenterer Dannebrog. Inden for heraldikken modsvarer sølv og hvid hinanden. I hovedskjoldets første og fjerde felt findes våbenmærket for Danmark; tre gående blå løver med røde tunger og kronet med guldkroner, omringet af ni røde hjerter, alt sammen på en gylden bund. I andet felt findes Sønderjyllands våben med to gående blå løver med røde tunger på en gylden bund . Disse er ikke kronede. Tredje felt skiller sig ud fra de andre ved at indeholde tre forskellige våbenmærker, alle på blå baggrund. Øverst findes tre kroner, officielt omtalt som symbol på Kalmarunionen i 1397, men identisk med Sveriges rigsvåben. Danmarks ret til at føre dette våben blev fastslået efter en krig med Sverige, ´Den nordiske Syvårskrig´ (1563-.1570). Hele stridens kerne var retten til at bruge de tre kroner, som i Danmark blev opfattet som Kalmarunionens våbenskjold, mens det i Sverige blev opfattet som et særegent svensk våbenskjold. Syvårskrigen endte mere eller mindre uafgjort med indgåelsen af en fredsaftale i Stettin i 1570. Her blev det besluttet, at den svenske konge i al fremtid skulle afstå fra at benytte de danske og norske våbenskjolde, mens Danmark til gengæld forpligtede sig til ikke at omtale symbolet som tegn på dansk overherredømme over Sverige. Under dette symbol er Færøerne repræsenteret af en sølvfarvet vædder og Grønland tilsvarende repræsenteret af en sølvfarvet isbjørn. Midt på Dannebrogskorset findes et hjerteskjold med symbolet på kongehusets stamland, Oldenborg i Nordtyskland. Dette våbenmærke indførtes i dansk sammenhæng af Christian I, som var den første konge af Oldenborg-dynastiet, og består af to røde bjælker på gylden baggrund. Det oldenborgske dynasti uddøde med Frederik VIIs død i 1863, og våbenmærket blev herefter videreført af husets yngre linje, nemlig Huset Glücksborg, Kongevåbnets nuværende udformning blev fastsat i 1972: To vildmænd ses stående på en piedestal og fungerer således som skjoldholdere, og rundt om våbenskjoldet hænger Dannebrogordenens og Elefantordenens ordenskæder. Skjold og skjoldholdere er omgivet af en rød hermelinsforet kongekåbe og kronet med Christian Vs krone. Der er imidlertid meget mere end det; den følgende beskrivelse er delvist citeret fra Wikipedia, hvor der også findes en grundig beskrivelse af de enkelte elementer i våbenskjoldet m.m.: " Kongevåbnets nuværende udformning er kraftigt forenklet i forhold til udgaverne benyttet fra Frederik VI til og med Frederik IX, hvor kongevåbnet indeholdt yderligere syv våbenmærker, repræsenterende fem besiddelser, som tidligere var blevet regeret af danske konger: Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Delmenhorst, samt to middelalderlige kongetitler: ´De Venders og de Goters Konge´. Endvidere var Island repræsenteret i rigsvåbenet indtil 1948, idet Christian X, som var død året før, også havde været islandsk konge, indtil øen blev republik i 1944, og dermed ikke længere var en del af Danmark. Symbolerne for ´de Venders og de Goters Konge´ – hhv. en kronet gylden lindorm i rødt felt og en gående blå, ukronet løve i gyldent felt under hvilken ni røde hjerter (se herover) udgjorde hovedskjoldets fjerde felt. Delmenhorsts gyldne kors (herover) befandt sig i hjerteskjoldet ved siden af Oldenborgs bjælker (herover), og de resterende fire våbener til sammen udgjorde et midterskjold, der var placeret midt på hovedskjoldet, og som hjerteskjoldet så igen lå oven på. I hovedskjoldets tredje felt havde Islands våben siddet på den plads, som nu optages af Færøernes vædder. Dette våben var oprindeligt et rødt felt med en sølvfarvet flækket stokfisk med guldkrone, som det ses på skjoldet herunder, men dette karakteristiske våben blev i 1903 erstattet med en sølvfarvet falk på blå baggrund. Som allerede oplyst udgik det islandske falkevåben af kongevåbnet i 1948, mens symbolerne for ´de Venders, de Goters, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Delmenhorst´ først blev fjernet i 1972, da Margrethe II efterfulgte Frederik IX som monark" (Se senere)

fotografiet til venstre viser Våbenskjoldet for Frederik IV af Danmark og Norge (1699-1730), som det er afbilledet på loftet i Riddersalen på Rosenborg Slot. Den nuværende udgave af tre-løve-våbnet blev indført af Frederik 6. i 1819, hvorved det blev præciseret, at de tre våbenfigurer fremover skulle kigge fremad og ikke mod beskueren, idet sidstnævnte type figur heraldisk betegnes som en "leopard" og ikke som en "løve". Den anden store ændring i 1819 var, at den norske løve udgik af rigsvåbenet efter at have befundet sig dér siden 1398.Sidstnævnte ændring skete efter svensk pres, pga. opløsningen af den dansk-norske union i 1814. Hestehoved: Lauenburg, som 1202-27 under Danmark og fra 1260 et selvstændigt hertugdømme under navnet Sachsen-Lauenburg. Efter krigen i 1864 måtte Danmark afstå Lauenburg til Preussen og Østrig.

Det tidligste kendte eksempel på Danmarks våbenmærke er et segl brugt af Knud 6. omkring 1194, dog kan farverne tidligst påvises i en våbenbog fra omkring 1270. Oprindeligt vendte løverne ansigterne mod beskueren, og antallet af hjerter var ikke fastlagt og kunne være langt større end i dag. Udseendet af hjerterne varierer i de tidlige gengivelser af våbenskjoldet, hvorfor hjerterne også tit betegnes som søblade. Hvis denne skelnen har været bevidst tilsigtet, er den gået tabt allerede i middelalderen. The oldest known depiction of the insignia dates from a seal used by King Canute VI c. 1194. The oldest documentation for the colours dates from c. 1270.^[1]

Historically, the lions faced the viewer and the number of hearts was not regulated and could be much higher. The "heart" shapes originally represented waterlily pads; a royal decree of 1972 still specifies these figures as søblade ("lake leaves").

Det middelalderligt skibsflag fra Erik af Pommerns tid, som er gengivet herunder til højre, blev erobret af hansestæderne under et søslag mod danskerne i 1427. Flaget viste våbenmærkerne for Danmark (tre løver), Sverige (tre kroner), Norge (løve med økse) og Pommern (grif). På flaget ses desuden Jomfru Maria med Jesusbarnet og helgenen Jakob den Ældre, som kan identificeres på grund af muslingeskallen ved højre skulder. Det oprindelige flag var ophængt i Mariekirken i Lübeck, men blev tilintetgjort under et britisk bombardement af byen under 2. verdenskrig. En kopi fra 1800-årene findes på det nationalhistoriske museum på Frederiksborg Slot.

Herunder:

The Danish arms in the Gelre Armorial, 14th century. This is the oldest coloured image of the Dannebrog. The crest was used by Danish monarchs from the 13th century until c. 1420.^[1] The flag is not part of the crest. Endvidere bør bemærkes en udgave af tre-løve-våbenet, der optræder i Erik af Pommerns majestætssegl, hvori de tre løver sammen holder en Dannebrogsfane

Dannebrog
Sagnet om flaget, der faldt ned fra himlen i Estland i 1219 Dannebrog bliver taget i brug som kongefane af Valdemar Atterdag i midten af 1300-tallet, altså næsten 150 år efter det ifølge sagnet falder ned fra himlen. Men korsbanneret kan faktisk kobles til den danske kongemagt længe inden slaget i Estland og vendte et nederlag til sejr for Valdemar Sejr og danskerne, er blevet til en legendarisk nationalfortælling, og flaget er sidenhen blevet et de tydeligste symboler på Danmark og danskhed: Dannebrog. Det flag, vi i dag kalder Dannebrog, var faktisk slet ikke noget særlig dansk tilbage i 1200-tallet. Den røde flagdug med det hvide kors dukker op mange steder i middelalderen. Både hos et fyrstehus i det sydlige Europa, hos Det tysk-romerske Rige og hos den kristne munkeorden Johanniterordenen. Malteserordenens kan dateres tilbage til ca. år 1050. Der var stor symbolværdi i farverne rød og hvid, fordi de symboliserede blod og renhed. På den måde var de knyttet til den bibelske fortælling om Jesus. I mange år var Dannebrog kongen og statsmagtens flag, og i 1833 kom der et direkte forbud mod, at private måtte bruge Dannebrog. I forbindelse med Treårskrigen 1848-50 flagede befolkningen imidlertid med Dannebrog i udstrakt grad, og i 1854 blev forbuddet ophævet.

Københavns Slot og 3 gange Christiansborg

Ved Frederik IVs død i 1730 var Slotsholmen en broget blanding af nyt og gammelt. Det gamle Københavns slot med Blåtårn (herover til venstre), hvor Christian IVs datter Leonora Christina sad fængslet i godt 20 år, havde fået en barok ansigtsløftning (herover til højre). Hovedndgangen til slottet var nu flyttet til en portal foran Blåtårn. Bag Børsens gavl og til venstre for "Den røde Bygning" - hovedsædet for administrationen, som blev opført i 1721, og som ses i baggrunden til venstre for slottet, - ligger det palæ, hvor Anna Sophie Reventlow flyttede ind i 1712.

Allerede i samtiden fik Christian VI og især dronningen ry for at være umådelig ødsle. Kongen lod det efterhånden fuldstændig nedslidte omend nyistandsatte Københavns Slot rive ned i 1731 og opførte i stedet et pompøst barokslot med kirke og ridebaneanlæg, som - opkaldt efter ham selv - fik navnet Christiansborg (herunder til venstre).
Slottet stod færdigt i 1745 efter 13 års byggeri . Over portalen var følgende indskrift: "Obsque subditorum onere" (´Opført´ uden udgift for undersåtterne). Alligevel forlangte Christian VI, at byggesummen blev holdt hemmelig. Byggeriet havde nemlig kostet ikke mindre end 1,5 mio. rigsdaler, som udgjorde over halvdelen af et års indtægt for hele riget eller nogenlunde svarede til værdien af al ejendom på hele Sjælland! Dette eksorbitante pragtslot kom imidlertid kun til at stå i et halvt hundrede år og var endnu ikke ganske færdigt, da det nedbrændte i 1794 og derpå blev erstattet af ´Det andet Christiansborg´ (herunder til højre), som imidlertid led samme skæbne ved branden i 1884. Det nedbrændte slot henlå som ruin i en snes år (nederst til venstre), inden opførelsen af det nuværende Christiansborg blev påbegyndt i 1906. ´Det tredje Christiansborg´, som i dag bl.a. rummer ´De kongelige repræsentationslokaler´ og Folketinget, stod færdigt i 1918, mens hele indretningen af bygningen var først tilendebragt i 1928 (nederst til højre). Ridebanefløjene og pavillonerne ved Marmorbroen, som blev opført i forbindelse med Christian VIs pragtslot, og som ses i forgrunden på billedet, overlevede både det første Christiansborgs brand i 1884 og det andet Christiansborgs brand i 1794, og de ligger stadig foran det nuværende Christiansborg.
I tidens løb har der således ligget 5 bygninger på ´Christiansborggrunden´:

Absalons borg – opført i 1167 og nedrevet i 1369, ruiner bevaret i det nuværende Christiansborgs kælder
Københavns Slot – opført i 1400-tallet og nedrevet i 1731
Det første Christiansborg – opført i perioden 1731-1745 og nedbrændt i 1794, ridebanebygningerne delvist bevaret
Det andet Christiansborg – opført i perioden 1806-1828 og nedbrændt i 1884, slotskirken bevaret
Det tredje Christiansborg – opført i perioden 1906-1928 delvis med sten fra hele landet.

Kongelige slotte

´Den lange Sal´ på Rosenborg var slottets sidst indrettede rum, som stod færdig i 1624. Den var oprindelig beregnet til dansesal. I årtierne omkring år 1700 blev den benyttet til audienser og tafler. Navnet ”Riddersalen” fik den først i romantikken. i 1800-tallet. 1690’erne lod Christian V salen delvist modernisere med 12 gobeliner, der viser kongens sejre i Skånske Krig 1675-1679. Gobelinerne blev siden flyttet til Christiansborg Slot, men kom tilbage til Rosenborg i 1999. Det nuværende stukloft er fra begyndelsen af 1700-tallet. I midten ses rigsvåbnet, omgivet af Elefant- og Dannebrogordenen. I siderne kan man se fremstillinger af politiske begivenheder i Frederik IVs første regeringsår, bl.a. bøndernes frigivelse og dragonernes og landmilitsens oprettelse. Loftsmalerierne, som er udført af Hendrik Krock, viser regalierne. Blandt Rosenborgs hovedattraktioner er de enevældige kongers salvings tronstol og dronningernes tronstol med de tre løver af sølv stående foran (billedet i midten herover ). Riddersalen rummer desuden en stor samling af sølvmøbler, hvoraf hovedparten er fra 1700-tallet. På billedet til højre ses Frederik IVs værelse på Rosenborg.

Eksempler på flere kongelige slotte i 1600- og 1700-tallet: Frederiksborg Slot - Kronborg - Gråsten Slot - Fredensborg Slot

Danmarks under adelsstyre og adelsvælde.

Efter en årrække uden håndfæstninger underskrev alle danske monarker fra 1448 og frem til enevældens indførelse i 1660/61 en håndfæstning. Denne gruppe af håndfæstninger blev til efter forhandlinger mellem konge og rigsråd og var affattet på dansk.

Christoffer 2.s håndfæstning af 1320 var den første, der blev udstedt i forbindelse med et kongevalg. Tidligere havde kongerne ved tronbestigelsen blot afgivet mundtlige, beedigede løfter om deres kommende regeringsudøvelse, senere opstod håndfæstningerne som et supplement til og en præcisering af disse løfter, som fx den overenskomst Erik 5. Klipping i 1282 gav sine stormænd (se danehof). Med disse ensidige kongelige forpligtelser var håndfæstningernes formål først og fremmest at sætte grænser for kongemagten samt at hindre vilkårlighed og overgreb. Hvis kongen krænkede håndfæstningen og ikke lod sig belære, var undersåtterne løst fra deres troskabspligt. Håndfæstningerne indeholdt nogle bestemmelser om den politiske magtdeling, men de viste sig utilstrækkelige til at sikre rigsrådets magt, da statens virksomhed voksede.

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/haandfaestning/

Christian den Førstes håndfæstning fra 1448, mens dobbeltmonarkiet Danmark-Norge endnu var et valgkongedømme og (til højre) forsiden på Kongeloven fra 1665, som var ´grundloven´ under Enevældet i perioden 1660-1849.

Under kuplignende omstændigheder besluttede kong Frederik III, støttet af gejstlighed og borgere, i efteråret 1660 sig for at indføre først arvekongedømmet og derefter enevælden. Det betød et farvel til den såkaldte fødselsadel, der oplevede en nedtur socialt, økonomisk, politisk og antalsmæssigt. Til gengæld opstod rangadelen, som bestod af embedsadelsslægter, der voksede i takt med, at skiftende konger udstedte våbenbreve til borgerlige embedsmænd. Her er det Frederik III, der som enevældig monark modtager de tidligere stænder, der udgjorde hans magtbase. Malet, som naturligvis er en rekonstruktion af situationen, er malet af Nicolai Abildgaard i 1783.

Efter Statsomvæltningen i efteråret 1660, der medførte indførelsen af enevælden i Danmark, blev Frederik III hyldet som Danmarks arvekonge på pladsen foran Københavns Slot den 18. oktober 1660. Enevældens arvefølge erstattede det hidtidige valgkongedømme, hvor det adelige rigsråd i princippet valgte den næste tronfølger. Ved denne arvehyldning skulle høj som lav, erklære deres ensidige troskab til kongen. Herunder inkluderet var amagerbonden med den karakteristiske hat, som en slags repræsentant for folket, og ikke mindst ex-rigsråderne der var de store tabere ved denne lejlighed. Det nærmest fotografiske billede er malet af den døvstumme maler, Wolfgang Heimbach, der selv svinger med hatten nederst til venstre og stolt præsenterer sit stykke fint underspillede kongelige propaganda. Det tog ham seks år at fuldende billedet. Wolfgang Heimbachs maleri blev malet til Frederik III. i 1666, dvs. efter at enevælden var blevet indført og konsolideret med Enevoldsarveregeringsakten i 1661 og Kongeloven i 1665. Den nye, enevældige monark. ønskede givetvis at udbrede den forestilling, at den enevældige styreform og ikke kun arvekongedømmet allerede var blevet indført af stænderne på mødet i 1660. På den måde underspillede kongen sin rolle som drivkraft i enevældens indførelse efter Arvehyldningen; Heimbachs billede understøtter illusionen fint, ikke alene ved at det er Arvehyldningen, som skildres, men også ved at anbringe folket og ikke kongen, som det dominerende i billedfladen. Meget vigtigt for monarkiets nye og enevældige selvforståelse er solstrålen, der som Guds finger bryder igennem skyerne og rammer ´Herrens udvalgte konge´ og dermed ´beviser´, at der hér er tale om en enevældig konge ´af Guds nåde´. Billedet giver samtidigt et udmærket indtryk af, hvordan Frederik IIIs København så ud på dette tidspunkt, ikke mindst efter de forskellige byggeprojekter, som blev igangsat af Christian IV (1588-1648) som fx Børsen, der ses i baggrunden og Holmens Kirke (til venstre) , der tidligere havde været ankersmedje. Københavns Slot, hvorfra den røde løber går, lå på det sted, hvor det nuværende Christiansborg Slot ligger (Klik hér for yderligere information og billeder både om Københavns slot og de efterfølgende 3 ´Christiansborg Slotte´). Det var på det efterhånden gamle, uhumske og meget ombyggede Københavns Slot, man kunne se ´Blåtårn´, hvor Christian IVs datter, Leonora Christina Ulfeld t, sad fængslet i næsten 22 år, men da Christian VI valgte at erstatte slottet med Christiansborg Slot i 1730-erne, findes hverken Blåtårn eller Københavns slot længere. Blåtårn var i øvrigt hvidt som resten af slottet absolut ikke blåt, men det havde sorte teglsten, og farven sort eller blåsort blev på dette tidspunkt ofte betegnet ´blåt´, som vi fx også kender det fra ´Blågårds Plads´. Det meget senere maleri af Heinrich Hansen i 1880, der er gengivet herunder, viser den samme situation, som er skildret på Heimbachs maleri, som i dag hænger på Rosenborg Slot, og som tydeligvis også har inspireret Heinrich Hansen. Maleriet findes i dag på det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.