Dagliglivet i København i 1700-årene



































 

Dagliglivet i København i 1700-årene

Københavns i middelalderen

endnu under udarbejdelse

 
Et glimrende indtryk af middelalderens København får man på webstedet ´Gå på opdagelse i middelalderens København´ (se omtale og link sidst i artiklen),
hvor en kort, men fremragende animationsfilm giver et meget overbevisende indtryk af middelalderbyen (endnu under udarbejdelse). Herover ses havnen med
skibsværftet på Bremerholm til højre i billedet. I baggrunden ses Helligåndsklosteret. I billedets venstre side ses Vor Frue Kirke. Billedet herunder viser den
store aktivitet på Amagertorv, hvor markedet er i fuld gang.
 



Christian IVs København


 

 

Omkring år 1700 omfattede Danmark både ´selve kongeriget Danmark´ og hertugdømmerne Slesvig og Holsten syd for Kongeåen. Dertil kom, at Danmark gennem adskillige århundreder havde et rigsfællesskab med Norge. Reelt havde de to kongeriger siden Kalmarunionen i 1397 indgået en personalunion (efter reformationen i 1536 dog en realunion), hvilket i praksis indebar at den enevældige danske konge (indtil 1814) regerede både Danmark og Norge. I selve kongeriget Danmark har der formentlig boet omkring 650.000 mennesker i år 1700, og 3 årtier senere menes folketallet at være vokset til omkring 710.000. Omtrent 80% af befolkningen boede på landet i de hen ved 5000 landsbyer, ca. 10% boede i hovedstaden og de resterende ca. 10% boede i de 67 større og mindre købstæder landet over.

An Account of Denmark as It was in the Year 1692 (uddrag) Id

[Maden i Danmark er så elendig], at engelske markedsinspektører, der plejer at destruere dårlige produkter eller give dem til fængslerne, på det nærmeste ville rydde markedspladsen, hvis de fandt produkter, der var lige så dårlige som dem, København forsynes med.

I de varme sommermåneder er folk i København konstant plaget af fluer, som de prøver at udrydde med forgiftet vand. Når de stiller dette frem i deres køkkener og værelser, har jeg set spandevis af fluer fejet sammen i et enkelt værelse.

De vigtigste ting i hele Danmark er byen København og Øresund. Jeg vil begynde med byen, især fordi jeg ikke har meget mere at sige om nogen anden by i kongen af Danmarks riger og lande. Ingen anden af hans byer er bedre end St. Albans i England.

København er ikke nogen gammel by og heller ikke særligt stor, nærmest på størrelse med Bristol blandt engelske byer. Men antallet af bygninger vokser dag for dag til trods for de mange hindringer, den er underlagt. Dens befæstning lægger beslag på en god del mere jord, end der er bebygget, og rummer mange små bygninger, der nok vil blive revet ned, når byen bliver mere velhavende.

Byens beliggenhed er en af de bedste i verden for handel på grund af dens glimrende havn. Der er ingen tvivl om, at hvis København var en fri by, ville den være hele Østersøens markedsplads og gennemgangshavn. Havnen er omsluttet af byens befæstning, og indsejlingen til den er så snæver, at der kun kan passere et skib ad gangen. Indsejlingen bliver hver nat lukket med en stærk bom. Kastellet på den ene side og et godt blokhus velforsynet med kanoner på den anden [bastionen Neptunus, i dag Batteriet Sixtus] kontrollerer åbningen.

Inde i havnen ligger den kongelige flåde. Hvert skib har sin bestemte plads. En gangbro af træ går hele vejen rundt om flådens leje, bygget i vandet på en sådan måde, at alle skibe kan inspiceres lige så let og ubesværet, som om de lå oppe på land. Denne havn er stor nok til at rumme 500 skibe, og hverken vind eller fjender kan skade dem det mindste. Rheden udenfor er vældig god og sikker [...] Sammenfattende kan denne havn i alle henseender med rette betragtes som en af de bedste i verden.

Byen er stærk, fordi den ligger på fladt marskland uden højdedrag omkring sig. Luften er dårlig på grund af stanken fra kanalerne, der skærer sig igennem den. Voldene består kun af jord og tørv, men er opført efter reglerne for moderne befæstninger og er i en tålelig stand. Bygningerne både i denne by og andetsteds er meget tarvelige, da der er tale om bindingsværk, hvor mellemrummene mellem tømmeret er udfyldt med mursten.

Man kan se, at alle de gode offentlige bygninger i byen, såsom Børsen, Tøjhushavnen, Rundetårn osv., er bygget af kong Christian 4., den nuværende konges bedstefar […] Men selvom de smukkeste bygninger i byen skyldes ham, glemte eller udskød han opførelsen af et slot til sig selv og sine efterfølgere, og ingen har iværksat det siden til trods for, at intet kongerige har større grund til det. Denne kongeresidens er nemlig den værste i verden – forfalden, tarvelig og ubekvem. Den er lige så dårlig som havnen er god. Adskillige adelige bor uendeligt meget bedre end den kongelige familie. Dog har kongen til trøst en glimrende hestestald i nærheden og en smuk, stor have med et havehus kaldet Rosenborg et stykke vej fra slottet i den anden ende af byen.

Kongen af Danmarks hof kan i henseende til pomp og pragt næppe kaldes kongeligt. Den luksus og ekstravagance, man kender fra Europas sydligere hoffer, er lige så lidt som disses rigdomme nået op til det fjerne Nord. Det er ganske vist rigtigt, at deres manerer er forholdsvis forfinede i forhold til tidligere på grund af deres tætte forbindelser til Frankrig. De foretrækker fransk mode, franske tjenestefolk og franske officerer i hæren.

Robert Molesworth: An Account of Denmark as It was in the Year 1692. London, 1694. S. 8-11, 108.

 

endnu under udarbejdelse

Adel er en betegnelse på den højeste samfundsklasse i et land, der historisk nød visse privilegier og oprindelig havde en del forpligtelser. Adel har eksisteret i siden oldtiden.

befolkningsgruppe med særlige rettigheder af social, økonomisk og politisk karakter, begrundet med afstamning eller med militære forpligtelser.Den danske adel, der groft inddeles i uradel, brevadel, højadel og lavadel, består i dag af ca. 200 slægter, der enten er ubetitlede, friherrelige (=baron), lensfriherrelige (=lensbaron), grevelige eller lensgrevelige. Som uradel regnes den adel, der kendes før reformationen (1536), mens brevadelen er den adel, der derefter har fået sit adelskab gennem et patent (enten embedsmænd eller militære, heraf sværdadel). Som højadel regnes den gamle rigsrådsadel og den betitlede adel efter enevældens indførelse 1660. I alt har der eksisteret ca. 725 danske adelsslægter.  I begyndelsen af valdemarstiden smelter disse to klasser dog sammen, samtidig med, at rammerne stærkt udvides: enhver kan sværge kongen troskabsed, blive hans »mand«; han forpligtiges derved til krigstjeneste, men han bliver fri for de faste skatter, der indførtes på denne tid. Samtidig med, at den almindelige ledingspligt begyndte at falde bonden tungere, fik kongen herved mænd, der var rede til at drage ud på hans bud, mere krigsøvede og bedre udrustede, oftest vel også til hest. Foruden kongen havde også bisperne og de fyrstelige lensmænd ret til at tage »mænd«. Disse kaldtes herremænd, hvad tiden selv forstod som herrernes mænd (homines dominorum); mulig er den oprindelige form dog hærmand, svarende til det latinske navn milites; ofte bruger Saxo i stedet herfor equites, ryttere.


Våbenskjold herover til venstre er gengivet det ´Lille rigsvåben´, som i dag er Danmarks statsvåben, samt våben for Stormarn (øverst) og Ditmarsken (nederst). Dernæst er gengivet et eksempel på placering af de enkelte elementer i "Kongevåbenet", nemlig Frederik VIs rigsvåben fra 1819, mens det ´Store rigsvåben´ med de to vildmænd i den version, som er gældende i dag, er gengivet til højre. Danmark benyttede begge disse rigsvåben våben indtil 1959, hvor denne praksis ophørte ved, at det store rigsvåben blev omkategoriseret som symbol på kongehuset, og siden har det ikke længere været tilladt for statsadministrationen at anvende dette våben, der herefter betegnes som "kongevåbnet". Ændringen betød bl.a., at udenrigsministeriet måtte gå over til brug af ´tre-løve-våbnet´ , kronet med en heraldisk krone, i stedet for det store rigsvåben, og - som allerede oplyst - har kongevåbnet siden da udelukkende været benyttet af kongehuset og af de kongelige hofleverandører samt af den kongelige livgarde. Herunder fra venstre ses diverse våben fra hhv. Slesvig, Holsten, Pommern og Delmenhorst. Desuden ses våbnerne for hhv. ´De Venders og de Goters Konge´ samt våbenet for Huset Oldenborg, som med Christian I (1448-1481) var den første af denne fyrsteslægt på den danske trone. ´Oldenborgerne´ er dog også i slægt med de tidligere danske middelalderkonger. Siden 1448 har alle danske konger tilhørt denne fyrsteslægt. Den glücksburgske slægt , der kom på tronen med Christian IX i 1863, er en sidegren af den oldenborgske slægt.
 
 
 Det tidligere "lille rigsvåben" betegnes i dag officielt som Danmarks "statsvåben" og består af tre-løve-våbnet. Kongevåbnet er mere indviklet bl.a. fordi, det bliver hele tiden bliver tilpasset de enkelte konger. . Skjoldet er kvadreret af et sølvfarvet kors med rød kant, som repræsenterer Dannebrog. Inden for heraldikken modsvarer sølv og hvid hinanden. I hovedskjoldets første og fjerde felt findes våbenmærket for Danmark; tre gående blå løver med røde tunger og kronet med guldkroner, omringet af ni røde hjerter, alt sammen på en gylden bund. I andet felt findes Sønderjyllands våben med to gående blå løver med røde tunger på en gylden bund . Disse er ikke kronede. Tredje felt skiller sig ud fra de andre ved at indeholde tre forskellige våbenmærker, alle på blå baggrund. Øverst findes tre kroner, officielt omtalt som symbol på Kalmarunionen i 1397, men identisk med Sveriges rigsvåben. Danmarks ret til at føre dette våben blev fastslået efter en krig med Sverige, ´Den nordiske Syvårskrig´ (1563-.1570). Hele stridens kerne var retten til at bruge de tre kroner, som i Danmark blev opfattet som Kalmarunionens våbenskjold, mens det i Sverige blev opfattet som et særegent svensk våbenskjold. Syvårskrigen endte mere eller mindre uafgjort med indgåelsen af en fredsaftale i Stettin i 1570. Her blev det besluttet, at den svenske konge i al fremtid skulle afstå fra at benytte de danske og norske våbenskjolde, mens Danmark til gengæld forpligtede sig til ikke at omtale symbolet som tegn på dansk overherredømme over Sverige. Under dette symbol er Færøerne repræsenteret af en sølvfarvet vædder og Grønland tilsvarende repræsenteret af en sølvfarvet isbjørn. Midt på Dannebrogskorset findes et hjerteskjold med symbolet på kongehusets stamland, Oldenborg i Nordtyskland. Dette våbenmærke indførtes i dansk sammenhæng af Christian I, som var den første konge af Oldenborg-dynastiet, og består af to røde bjælker på gylden baggrund. Det oldenborgske dynasti uddøde med Frederik VIIs død i 1863, og våbenmærket blev herefter videreført af husets yngre linje, nemlig Huset Glücksborg, Kongevåbnets nuværende udformning blev fastsat i 1972: To vildmænd ses stående på en piedestal og fungerer således som skjoldholdere, og rundt om våbenskjoldet hænger Dannebrogordenens og Elefantordenens ordenskæder. Skjold og skjoldholdere er omgivet af en rød hermelinsforet kongekåbe og kronet med Christian Vs krone. Der er imidlertid meget mere end det; den følgende beskrivelse er delvist citeret fra Wikipedia, hvor der også findes en grundig beskrivelse af de enkelte elementer i våbenskjoldet m.m.: " Kongevåbnets nuværende udformning er kraftigt forenklet i forhold til udgaverne benyttet fra Frederik VI til og med Frederik IX, hvor kongevåbnet indeholdt yderligere syv våbenmærker, repræsenterende fem besiddelser, som tidligere var blevet regeret af danske konger: Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Delmenhorst, samt to middelalderlige kongetitler: ´De Venders og de Goters Konge´. Endvidere var Island repræsenteret i rigsvåbenet indtil 1948, idet Christian X, som var død året før, også havde været islandsk konge, indtil øen blev republik i 1944, og dermed ikke længere var en del af Danmark. Symbolerne for ´de Venders og de Goters Konge´ – hhv. en kronet gylden lindorm i rødt felt og en gående blå, ukronet løve i gyldent felt under hvilken ni røde hjerter (se herover) udgjorde hovedskjoldets fjerde felt. Delmenhorsts gyldne kors (herover) befandt sig i hjerteskjoldet ved siden af Oldenborgs bjælker (herover), og de resterende fire våbener til sammen udgjorde et midterskjold, der var placeret midt på hovedskjoldet, og som hjerteskjoldet så igen lå oven på. I hovedskjoldets tredje felt havde Islands våben siddet på den plads, som nu optages af Færøernes vædder. Dette våben var oprindeligt et rødt felt med en sølvfarvet flækket stokfisk med guldkrone, som det ses på skjoldet herunder, men dette karakteristiske våben blev i 1903 erstattet med en sølvfarvet falk på blå baggrund. Som allerede oplyst udgik det islandske falkevåben af kongevåbnet i 1948, mens symbolerne for ´de Venders, de Goters, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Delmenhorst´ først blev fjernet i 1972, da Margrethe II efterfulgte Frederik IX som monark" Se senere)


fotografiet til venstre viser Våbenskjoldet for Frederik IV af Danmark og Norge (1699-1730), som det er afbilledet på loftet i Riddersalen på Rosenborg Slot. Den nuværende udgave af tre-løve-våbnet blev indført af Frederik 6. i 1819, hvorved det blev præciseret, at de tre våbenfigurer fremover skulle kigge fremad og ikke mod beskueren, idet sidstnævnte type figur heraldisk betegnes som en "leopard" og ikke som en "løve". Den anden store ændring i 1819 var, at den norske løve udgik af rigsvåbenet efter at have befundet sig dér siden 1398.Sidstnævnte ændring skete efter svensk pres, pga. opløsningen af den dansk-norske union i 1814. Hestehoved: Lauenburg, som 1202-27 under Danmark og fra 1260 et selvstændigt hertugdømme under navnet Sachsen-Lauenburg. Efter krigen i 1864 måtte Danmark afstå Lauenburg til Preussen og Østrig.
 
Det tidligste kendte eksempel på Danmarks våbenmærke er et segl brugt af Knud 6. omkring 1194, dog kan farverne tidligst påvises i en våbenbog fra omkring 1270. Oprindeligt vendte løverne ansigterne mod beskueren, og antallet af hjerter var ikke fastlagt og kunne være langt større end i dag. Udseendet af hjerterne varierer i de tidlige gengivelser af våbenskjoldet, hvorfor hjerterne også tit betegnes som søblade. Hvis denne skelnen har været bevidst tilsigtet, er den gået tabt allerede i middelalderen. The oldest known depiction of the insignia dates from a seal used by King Canute VI c. 1194. The oldest documentation for the colours dates from c. 1270.[1]

Historically, the lions faced the viewer and the number of hearts was not regulated and could be much higher. The "heart" shapes originally represented waterlily pads; a royal decree of 1972 still specifies these figures as søblade ("lake leaves").

Det middelalderligt skibsflag fra Erik af Pommerns tid, som er gengivet herunder til højre, blev erobret af hansestæderne under et søslag mod danskerne i 1427. Flaget viste våbenmærkerne for Danmark (tre løver), Sverige (tre kroner), Norge (løve med økse) og Pommern (grif). På flaget ses desuden Jomfru Maria med Jesusbarnet og helgenen Jakob den Ældre, som kan identificeres på grund af muslingeskallen ved højre skulder. Det oprindelige flag var ophængt i Mariekirken i Lübeck, men blev tilintetgjort under et britisk bombardement af byen under 2. verdenskrig. En kopi fra 1800-årene findes på det nationalhistoriske museum på Frederiksborg Slot.

Herunder: The Danish arms in the Gelre Armorial, 14th century. This is the oldest coloured image of the Dannebrog. The crest was used by Danish monarchs from the 13th century until c. 1420.[1] The flag is not part of the crest. Endvidere bør bemærkes en udgave af tre-løve-våbenet, der optræder i Erik af Pommerns majestætssegl, hvori de tre løver sammen holder en Dannebrogsfane

Sagnet om flaget, der faldt ned fra himlen i Estland i 1219 Dannebrog bliver taget i brug som kongefane af Valdemar Atterdag i midten af 1300-tallet, altså næsten 150 år efter det ifølge sagnet falder ned fra himlen. Men korsbanneret kan faktisk kobles til den danske kongemagt længe inden slaget i Estland.og vendte et nederlag til sejr for Valdemar Sejr og danskerne, er blevet til en legendarisk nationalfortælling, og flaget er sidenhen blevet et de tydeligste symboler på Danmark og danskhed: Dannebrog. Det flag, vi i dag kalder Dannebrog, var faktisk slet ikke noget særlig dansk tilbage i 1200-tallet. Den røde flagdug med det hvide kors dukker op mange steder i middelalderen. Både hos et fyrstehus i det sydlige Europa, hos Det tysk-romerske Rige og hos den kristne munkeorden Johanniterordenen. Malteserordenens kan dateres tilbage til ca. år 1050,Der var stor symbolværdi i farverne rød og hvid, fordi de symboliserede blod og renhed. På den måde var de knyttet til den bibelske fortælling om Jesus. I mange år var Dannebrog kongen og statsmagtens flag, og i 1833 kom der et direkte forbud mod, at private måtte bruge Dannebrog. I forbindelse med Treårskrigen 1848-50 flagede befolkningen imidlertid med Dannebrog i udstrakt grad, og i 1854 blev forbuddet ophævet.
 

 

xxxxxx
Herremændene blev valdemarernes hovedstøtte ved deres erobringer og tillige som rigsadel et bånd mellem de landskaber, hvoraf riget var sammensat, et middel til at forbinde rigets lande, mellem hvilke provinsmodsætningen endnu var stor; med dem rådslog kongerne om statens anliggender, og det gamle folketing afløstes af det aristokratiske Danehof. I tiden fra 1241 til 1340 gik folkets krigsdygtighed helt til grunde; krigene førtes ene med ryttere, og rundtomkring byggedes faste borge.

De forræderiske forbindelser med landets fjender hørte efterhånden op; landefreden hævdedes skarpt, mange adelsborge sank i grus, og adelen nødtes til at tilbagegive det bondegods, den havde tilegnet sig.

Københavns Slot og 3 gange Christiansborg

Ved Frederik IVs død i 1730 var Slotsholmen en broget blanding af nyt og gammelt. Det gamle Københavns slot med Blåtårn (herover til venstre), hvor Christian IVs datter Leonora Christina sad fængslet i godt 20 år, havde fået en barok ansigtsløftning (herover til højre). Hovedndgangen til slottet var nu flyttet til en portal foran Blåtårn. Bag Børsens gavl og til venstre for "Den røde Bygning" - hovedsædet for administrationen, som blev opført i 1721, og som ses i baggrunden til venstre for slottet, - ligger det palæ, hvor Anna Sophie Reventlow flyttede ind i 1712. Allerede i samtiden fik Christian VI og især dronningen ry for at være umådelig ødsle. Kongen lod det efterhånden fuldstændig nedslidte omend nyistandsatte Københavns Slot rive ned i 1731 og opførte i stedet et pompøst barokslot med kirke og ridebaneanlæg, som - opkaldt efter ham selv - fik navnet Christiansborg (herunder til venstre). Slottet stod færdigt i 1745 efter 13 års byggeri . Over portalen var følgende indskrift: "Obsque subditorum onere" (´Opført´ uden udgift for undersåtterne). Alligevel forlangte Christian VI, at byggesummen blev holdt hemmelig. Byggeriet havde nemlig kostet ikke mindre end 1,5 mio. rigsdaler, som udgjorde over halvdelen af et års indtægt for hele riget eller nogenlunde svarede til værdien af al ejendom på hele Sjælland! Dette eksorbitante pragtslot kom imidlertid kun til at stå i et halvt hundrede år og var endnu ikke ganske færdigt, da det nedbrændte i 1794 og derpå blev erstattet af ´Det andet Christiansborg´ (herunder til højre), som imidlertid led samme skæbne ved branden i 1884. Det nedbrændte slot henlå som ruin i en snes år (nederst til venstre), inden opførelsen af det nuværende Christiansborg blev påbegyndt i 1906. ´Det tredje Christiansborg´, som i dag bl.a. rummer ´De kongelige repræsentationslokaler´ og Folketinget, stod færdigt i 1918, mens hele indretningen af bygningen var først tilendebragt i 1928 (nederst til højre). Ridebanefløjene og pavillonerne ved Marmorbroen, som blev opført i forbindelse med Christian VIs pragtslot, og som ses i forgrunden på billedet, overlevede både det første Christiansborgs brand i 1884 og det andet Christiansborgs brand i 1794, og de ligger stadig foran det nuværende Christiansborg.

Der har således ligget 5 bygninger på ´Christiansborggrunden´ i tidens løb:
 
  1. Absalons borg – opført i 1167 og nedrevet i 1369, ruiner bevaret i det nuværende Christiansborgs kælder
  2. Københavns Slot – opført i 1400-tallet og nedrevet i 1731 
  3. Det første Christiansborg – opført i perioden 1731-1745 og nedbrændt i 1794, ridebanebygningerne delvist bevaret
  4. Det andet Christiansborg – opført i perioden 1806-1828 og nedbrændt i 1884, slotskirken bevaret
  5. Det tredje Christiansborg – opført i perioden 1906-1928 delvis med sten fra hele landet
     

Kongelige slotte

Den lange sal på Rosenborg Salen var slottets sidst indrettede rum og stod færdig i 1624. Den var oprindelig beregnet til dansesal. I årtierne omkring 1700 blev den benyttet til audienser og tafler. Navnet ”Riddersalen” fik den først i romantikken.I 1690’erne lod Christian 5. salen delvist modernisere med 12 gobeliner, der viser kongens sejre i Skånske Krig 1675-1679. Gobelinerne blev siden flyttet til Christiansborg Slot, men kom tilbage i 1999. Det nuværende stukloft er fra begyndelsen af 1700-tallet. I midten ses rigsvåbnet, omgivet af Elefant- og Dannebrogordenen. I siderne kan man se fremstillinger af politiske begivenheder i Frederik 4.s første regeringsår, bl.a. bøndernes frigivelse og dragonernes og landmilitsens oprettelse. Loftsmalerierne, af Hendrik Krock, viser regalierne. Blandt Rosenborgs hovedattraktioner er de enevældige kongers salvings tronstol og dronningernes tronstol med de tre løver af sølv stående foran. Riddersalen rummer desuden en stor samling af sølvmøbler, hvoraf hovedparten er fra 1700-tallet. Frederik IVs værelse.
 

Eksempler på flere kongelige slotte i 1700-årene: Frederiksborg Slot - Kronborg - Gråsten Slot - Fredensborg Slot
 

Danmarks under adelsstyre og adelsvælde.

Efter en årrække uden håndfæstninger underskrev alle danske monarker fra 1448 og frem til enevældens indførelse i 1660/61 en håndfæstning. Denne gruppe af håndfæstninger blev til efter forhandlinger mellem konge og rigsråd og var affattet på dansk.

Christoffer 2.s håndfæstning af 1320 var den første, der blev udstedt i forbindelse med et kongevalg. Tidligere havde kongerne ved tronbestigelsen blot afgivet mundtlige, beedigede løfter om deres kommende regeringsudøvelse, senere opstod håndfæstningerne som et supplement til og en præcisering af disse løfter, som fx den overenskomst Erik 5. Klipping i 1282 gav sine stormænd (se danehof). Med disse ensidige kongelige forpligtelser var håndfæstningernes formål først og fremmest at sætte grænser for kongemagten samt at hindre vilkårlighed og overgreb. Hvis kongen krænkede håndfæstningen og ikke lod sig belære, var undersåtterne løst fra deres troskabspligt. Håndfæstningerne indeholdt nogle bestemmelser om den politiske magtdeling, men de viste sig utilstrækkelige til at sikre rigsrådets magt, da statens virksomhed voksede.

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/haandfaestning/

 

Christian den Førstes håndfæstning fra 1448, mens dobbeltmonarkiet Danmark-Norge endnu var et valgkongedømme og (til højre) forsiden på Kongeloven fra 1665, som var ´grundloven´ under Enevældet i perioden 1660-1849.
 
Under kuplignende omstændigheder besluttede kong Frederik III, støttet af gejstlighed og borgere, i efteråret 1660 sig for at indføre først arvekongedømmet og derefter enevælden. Det betød et farvel til den såkaldte fødselsadel, der oplevede en nedtur socialt, økonomisk, politisk og antalsmæssigt. Til gengæld opstod rangadelen, som bestod af embedsadelsslægter, der voksede i takt med, at skiftende konger udstedte våbenbreve til borgerlige embedsmænd. Her er det Frederik III, der som enevældig monark modtager de tidligere stænder, der udgjorde hans magtbase. Malet af Nicolai Abildgaard i 1783. Kilde: ”Adel”.
 
Efter Statsomvæltningen i efteråret 1660, der medførte indførelsen af enevælden i Danmark, blev Frederik III hyldet som Danmarks arvekonge på pladsen foran Københavns Slot den 18. oktober 1660. Enevældens arvefølge erstattede det hidtidige valgkongedømme, hvor det adelige rigsråd i princippet valgte den næste tronfølger. Ved denne arvehyldning skulle høj som lav, erklære deres ensidige troskab til kongen. Herunder inkluderet var amagerbonden med den karakteristiske hat, som en slags repræsentant for folket, og ikke mindst ex-rigsråderne der var de store tabere ved denne lejlighed. Det nærmest fotografiske billede er malet af den døvstumme maler, Wolfgang Heimbach, der selv svinger med hatten nederst til venstre og stolt præsenterer sit stykke fint underspillede kongelige propaganda. Det tog ham seks år at fuldende billedet. Wolfgang Heimbachs maleri blev malet til Frederik III. i 1666, dvs. efter at enevælden var blevet indført og konsolideret med Enevoldsarveregeringsakten i 1661 og Kongeloven i 1665. Den nye, enevældige monark. ønskede givetvis at udbrede den forestilling, at den enevældige styreform og ikke kun arvekongedømmet allerede var blevet indført af stænderne på mødet i 1660. På den måde underspillede kongen sin rolle som drivkraft i enevældens indførelse efter Arvehyldningen; Heimbachs billede understøtter illusionen fint, ikke alene ved at det er Arvehyldningen, som skildres, men også ved at anbringe folket og ikke kongen, som det dominerende i billedfladen. Meget vigtigt for monarkiets nye og enevældige selvforståelse er solstrålen, der som Guds finger bryder igennem skyerne og rammer ´Herrens udvalgte konge´ og dermed ´beviser´, at der hér er tale om en enevældig konge ´af Guds nåde´. Billedet giver samtidigt et udmærket indtryk af, hvordan Frederik IIIs København så ud på dette tidspunkt, ikke mindst efter de forskellige byggeprojekter, som blev igangsat af Christian IV (1588-1648) som fx Børsen, der ses i baggrunden og Holmens Kirke (til venstre) , der tidligere havde været ankersmedje. Københavns Slot, hvorfra den røde løber går, lå på det sted, hvor det nuværende Christiansborg Slot ligger (Klik hér for yderligere information og billeder både om Københavns slot og de efterfølgende 3 ´Christiansborg Slotte´). Det var på det efterhånden gamle, uhumske og meget ombyggede Københavns Slot, man kunne se ´Blåtårn´, hvor Christian IVs datter, Leonora Christina Ulfeldt, sad fængslet i næsten 22 år, men da Christian VI valgte at erstatte slottet med Christiansborg Slot i 1730-erne, findes hverken Blåtårn eller Københavns slot længere. Blåtårn var i øvrigt hvidt som resten af slottet absolut ikke blåt, men det havde sorte teglsten, og farven sort eller blåsort blev på dette tidspunkt ofte betegnet ´blåt´, som vi fx også kender det fra ´Blågårds Plads´. Det meget senere maleri af Heinrich Hansen i 1880, der er gengivet herunder, viser den samme situation, som er skildret på Heimbachs maleri, som i dag hænger på Rosenborg Slot, og som tydeligvis også har inspireret Heinrich Hansen. Maleriet findes i dag på det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.
 
 






Pesten 1711 

 

http://www.eremit.dk/ebog/bkh/2/bkh2_5.html

https://kbh.systime.dk/index.php?id=frontpage&cmd=toc





Københavns sidste pestepidemi i 1711

sygdom pest


 

I midten af1300-årene blev Danmark ramt af den voldsomme pestepidemi, som hærgede det meste af Europa. Pesten, som i første omgang dræbte ca. 1/3 af befolkningen, vendte i mindre omfang tilbage flere gange i de følgende århundreder. I 1711 hærger byldepesten i Danmark for sidste gang. Pesten var kommet  til Helsingør allerede i november 1710 med et skib fra Lübeck. 44% af befolkningen i Helsingør omkom under pesten, og den dødbringende sygdom, som man reelt ikke kunne stille noget op mod, spredte sig hurtigt til København, og af byens omkring 60.000 indbyggere døde ca. 23.000. På grund af smittefaren flyttede Frederik IV og en del af hoffet til Koldinghus. Et af pestens ofre fra den sidste pestepidemi i 1711 bæres bort på træsnittet herover til højre. Træsnittet, som i virkeligheden er et xylografi, er fra et ukendt tidspunkt, men formentlig fra engang hen mod slutningen af 1800-årene.

 

efterhånden forsvandt den frygtede sygdom

Københavns historie
 

Pietismens udbredelse i København
Pietismens fremmarch i Danmark gav anledning til, at der i 1735 opstod en slags ´åndelig borgerkrig´ i København, hvor byens prædikestolene snart genlød af skænderier mellem ortodokse præster, som satte den efter deres opfattelse ´korrekte tro´ i højsædet, og de pietistiske præster, der ønskede, at statsreligionen blev ændret og derfor appellerede til den enkeltes inderlige kristentro. Situationen skabte et dilemma for den enevældige kongemagt, som på den ene side sympatiserede med pietisternes religiøse budskaber, men som på den anden side samtidig ønskede, at den autoritetstro, som den ortodokse kirke repræsenterede, også blev bevaret. Allerede i 1706 havde kongen forbudt de private, religiøse forsamlinger dvs. de allerede omtalte ´konventikler´ som pietisterne afholdt, og med et dekret, som er kendt som ´Konventikelplakaten´ af 13. januar 1741 skærpede man dette forbud. Allerede i december 1726 udsendte Københavns politimester, Hans Himmerich (1681-1735), en "Placat om Jule-Stuers, Spille-Stuers, Natte-sædes, Masquerens samt andre forargelige insolencers Afskaffelse i København og Christianshavn", der et tidligere forbud fra 168
8 mod julestuer og andre udskejelser i nattelivet. En julestue var et julegilde, hvor der blev spist, festet og drukket tæt, og hvor folk morede sig med en række mere eller mindre anstændige julelege fx blindebuk: "For med ald vedbørlig Flid og Nidkierhed at søge hindred og afskaffed saa mange forargelige og ugudelige Insolencer, som mand maa fornemme saavel af indkommende Vægter-Rapporter, som de derfor udskikkede Politi-Inqvisitioner her udi Staden at i Svang gaae / og ventelig herefter end mere i forestaaende Jule Helligt samt siden fremdeles i de derpaa følgende Tider ved saa kaldede Jule-Stuers / saavelsom og Spille Stuers Holdelse vil blive øved / da udi mange ordinære Øl, Værts og andre / ja! ofte mistenkte og forargelige Huuse og Kieldere adskillige Folk / saavel Mands som Qvindes Personer / Tieneste-Tyende / Handverks-Svenne og Drenge / samt ledige og ørkesløse Mennisker / saavel og Soldater og Matroser / efter indladelse paa en eller anden Tings paa Spil Settelse/ sampt derpaa indrettede Jule-Stuers Holdelse ved Drik og Dobbel tilsammeskomme / og der sildig ud paa Natten / ja vel og Natten igiennem forblive; ey alleene til stor Guds Fortørnelse over samme utilbørlige Sammenkomsters forargelige Forhold / mens og de der samlede ved slig Leylighed til Drukkenskab / Løsagtighed / og videre derpaa følgende syndige og høyst strafværdige Modtvilligheder forledes (...) 

1. Tillades ey nogen Vert her udi Staden ovenrørte Jule- eller Spille-Stuer i sit Huus eller Kielder at anrette, det være sig Hellige- eller Søgne-Aftener, for dertil ved en eller anden Tings paa Spillsettelse (som det kaldes) Tieniste-Tyende, Handtverks-Svenne og Drenge, samt og tillige med Soldater og Matroser ved sig selv eller andre at samle og indlade, under 4 Rigsdalers Mulct første gang, 2den Gang dobbelt; og saa fremdelis.

2. Ingen Natte-Sæde eller Skienken tillades herefter i Verts- Kroe- og Øl-Huuse eller Kieldere længre end til Klokken 10 Slet paa Aftenen. Dog at Verterne efter høystbemelte Kongl. Allernaadigste Befalning pligtig vorder imidlertid at hindre og afverge al Klammerie og Slagsmaal under benevnte 20 Rigsdalers Mulct. Skulle Verterne herimod understaae sig at handle, blive de saavelsom hver Giest, der hos dennem findes, efter oven Høystbenevnte Kongl. Allernaadigste Befalning forfalden til at betale enhver for sig første Gang 4 Rigsdaler, anden Gang dobbet, og om tiere da ansees som Hans Majests. Mandaters modtvillige Overtrædere.

3. Ingen Masqverede eller paa nogen Maade formummede Personer tillades under nogen deslige Forsamlinger i Huusene eller Kielderne sig at infinde, ey heller paa Gaderne at omløbe, saa fremt de ved at ertappes enten paa Gaderne eller i Huusene ey i Følge af den derom Kongl. allernaadigste Forordning de Dato 22 Januarii 1688 vil tillige med Verterne, om de i Huusene hos dem findes, ventes sig at vorde straffede." (Citatet er forkortet. Klik hér for at læse hele plakaten.)

Med sin "Placat om Jule-Stuers, Spille-Stuers, Natte-sædes, Masquerens samt andre forargelige insolencers Afskaffelse i København og Christianshavn" fra 1724 forsøgte den pietistisk påvirkede Frederik IV reelt at forbyde de populære julestuer, men det lykkedes ikke rigtigt, så forbuddet måtte gentages gang på gang i de følgende årtier. Komedien ´Julestuen´ af Ludvig Holberg (1684-1764), som også stammer også fra 1724, blev oprindeligt udgivet under titlen ´Jule-Stue – Comoedie udi een Act´. Komedien handler om en sur husbond, Jeronimus, der ikke vil have, at der holdes julestue i hans hus, da han finder skikken usmagelig og uanstændig. Med en imponerende skaberkraft leverede Ludvig Holberg i perioden 1722-1727, - som han selv kaldte sin " poetiske Raptus" - ikke færre end 25 komedier til Teatret i Lille Grønnegade. Den 23. oktober 1728 bredte en altfortærende brand sig over hele København og lagde næsten en tredjedel af byen i aske (se senere). Teatret i Lille Grønnegade, som i et par år havde haft betydelige økonomiske problemer og derfor havde været nødt til at lukke i 1727, brændte ganske vist ikke, men den gryende pietisme udråbte både teater og andre forlystelser som ansvarlige for den Guds straf, der var nedfældet over byen, så også af den grund var det helt utænkeligt at genåbne teatret. Det er tvivlsomt, om der findes en gengivelse af teatret i Lille Grønnegade. Tegningen øverst til højre viser derfor en forestilling på det lidt yngre Hofteater fra 1767 (bevaret som det nuværende Teatermuseum ved Christiansborg), der sagtens kunne være en Holberg-forestilling og sikkert nogenlunde gengiver den samme stemning, som fandtes på teatret i Lille Grønnegade.

Branden i København 23. oktober 1728
Da København i 1728 blev ramt af den bybrand, der siges at have været den næststørste i en europæisk storby nogensinde, var ilden først slukket efter tre dage, og da havde en femtedel af københavnerne mistet deres hjem. Bybrandene skyldtes ofte, at mange så stort på forbuddet mod stråtækte huse, der forøgede brandfaren dramatisk. Interessant er det bybillede, der gennem et omfattende nybyggeri opstod efter brandene. I København kan man eksempelvis i dag endnu se de farverige såkaldte ildebrandshuse i tre etager på Gråbrødre Torv.

 
Kort af Joachim Hassing over København 1728 med de brændte bygninger markeret med gult. Nord er nedad til venstre, jf den røde kompasrose.
 
Kort over København fra 1728 inden den store brand samme år lagde 40% af byen i ruiner. Vær opmærksom på, at kortet ikke er retvendt, men ´drejet´ 180 grader
i forhold til moderne kort, så syd vender derfor ´opad´, og nord vender ´nedad´. Sammenlign evt. med det efterfølgende kort fra 1728, som viser følgerne af branden.
Kort over København fra 1728 efter den store brand, som samme år havde lagt 40% af byen i ruiner, som på dette kort er farvelagt med gult. Vær opmærksom på, at også dette
kort ikke er retvendt, men ´drejet´ 180 grader i forhold til moderne kort, så syd vender derfor ´opad´, og nord vender ´nedad´, som det også var tilfældet med kortet før branden.

endnu under udarbejdelse / ikke færdigskrevet eller redigeret

Branden i København Lørdag morgen, den 23. oktober 1728, kunne Københavns borgere konstatere, at en stor del af byen lå hen som en rygende ruinhob. Ilden, der da havde raset i 60 timer, var begyndt som en mindre brand på et loft i Lille Sankt Clemens Stræde, men da skaderne blev gjort op, viste det sig, at op mod 1.600 bygninger var blevet flammernes bytte, og 15.000 af byens 70.000 indbyggere stod uden tag over hovedet. Det var en katastrofe af historiske dimensioner ikke bare efter dansk målestok. Bortset fra Londons brand i 1666, var det den største brand, der indtil dette tidspunkt havde ramt en europæisk by.

I ”Byen brænder” skildrer Kåre Lauring, museumsinspektør ved Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, de tre dramatiske oktoberdøgn, hvor alt, hvad der kunne gå galt, gik galt. Det er dels en hæsblæsende reportage, der bygger på samtidens øjenvidneskildringer, dels et stykke byhistorie, der beskriver gader og huse anno 1728, alt imens vi bevæger os i hælene på det altfortærende flammehav.

Umiddelbart var der intet, der tydede på, at den mindre brand, der onsdag aften brød ud på loftet hos marketender Rasmussen, skulle være noget problem for byens brandberedskab, der talte 16.000 mand. Det skulle imidlertid vise sig, at inkompetente øvrighedspersoner, rigelig alkoholindtagelse efter en nylig overstået brandøvelse, uheldige vindforhold og en tørlagt Sct. Jørgens Sø lagde alvorlige hindringer i vejen for en effektiv brandslukning. Også årstiden og den tætte bebyggelse hjalp katastrofen på vej. Huse i bindingsværk med stråtag var forbundet med hinanden ved skure og plankeværker, og lofter og udhuse bugnede af forråd til den kommende vinter, ikke mindst korn, brænde, hamp, beg og tjære.

Hvor mange indbyggere, der omkom under branden, har det ikke været muligt at opgøre, men det var et forholdsvis beskedent antal. At det alligevel har været en chokerende og uforglemmelig oplevelse for de involverede, vidner de overleverede øjenvidneberetninger om, og bogens citater herfra er med til at tegne et livagtigt billede af begivenhederne. Ikke mindst den dengang ni-årige Friederich Reiser var en opmærksom iagttager, selv om der skulle gå 56 år før han i 1784 endelig udgav sin historie.

Den voldsomme brand havde store materielle og menneskelige omkostninger for landets hovedstad, men samtidig var den en mulighed for byfornyelse, først og fremmest ved at erstatte det snævre og krogede middelalderlige gadenet med brede og lige gader, der kunne skaffe lys og luft. En kommission til gadernes regulering blev nedsat som en blandt mange, der skulle stå for byens genrejsning. De fleste højtflyvende planer strandede på praktiske og økonomiske vanskeligheder, men byen blev efter en del forsinkelser og vanskeligheder genopført, og det økonomiske regnestykke viste samlede omkostninger på 12 til 13 mio. rdl.

Det var dog ikke alle tab, der kunne gøres op i penge. Sammen med Rådhuset brændte store dele af byens regnskaber og rådstueprotokoller, og dermed en del af kilderne til Københavns historie før 1728. Uheldigvis var også hele Roskilde Domkirkes og bispestifts arkiv blevet transporteret til hovedstaden, dagen før branden brød ud, og anbragt sammen med Københavns Universitets arkiv og bibliotek, der opbevaredes i Trinitatis Kirkes tårn. Det blev alt sammen flammernes bytte, da kirken udbrændte, og hermed var dansk videnskabs og forsknings vigtigste samling tabt for eftertiden.

I oktober 1728 indtrådte Københavns første store ildebrand. I løbet af tre dage blev to femtedele af byen lagt i aske.

Alt gik galt den aften, branden brød ud. Salmonsens Leksikon (2. udgave) beskriver brandens opkomst sådan: "Branden 1728 udbrød Onsdag 20. Oktober Aften Kl. 7-8 paa Hjørnet af Lille Skt.-Klemensstræde og Volden [I dag omtrent der, hvor Strøget munder ud i Rådhuspladsen], et Kvarter, der var tæt bebygget med Bindingsværkshuse og Bygninger med Fjælegavl og gennemskaaret af krumme og meget smalle Gader. Det blæste en Storm af SV., der var stor Mangel paa Vand i Anledning af nogle nye Hovedrenders Nedlægning, og endelig var Brandfolkene, efter en samme Dag afholdt Sprøjteprøve, berusede, de højere Brandofficerer uduelige og Politimesteren ud paa Morgenstunden efter den første Nat saa overvældet af Begivenhederne, at han gik hjem og drak sig fuld."

Når dertil skal lægges, at der onsdag aften opstod en ny brand i en bryggergård i Nørregade, at militærets personel de første dage fik forbud mod at hjælpe, at gaderne hurtigt blev én stor forvirring af folk med trækvogne, som forsøgte at redde deres ejendele, er det forståeligt, at branden udviklede sig så katastrofalt.

Om torsdagen var branden nået til Købmagergade, og her blev bl.a. Trinitatis-komplekset luernes bytte. Med Trinitatis brændte kirke, bibliotek og observatorium. Først om fredagen blev en effektiv bekæmpelse af ilden sat i værk; branden døde ud i løbet af lørdagen.

Brandens værk blev blandt andet: 

bullet69 gader brændte helt eller delvis bullet3.650 familier blev husvilde bulletAdskillige kirker, heriblandt domkirken bulletObservatorieet på Rundetaarn brændte, og med dette bulletTycho Brahes instrumenter, heriblandt hans store himmelglobus bulletOle Rømers observatorium med hans instrumenter og optegnelser. Ækvatorialinstrumentet kunne dog sættes i stand bulletUniversitetsbiblioteket, og med dette bulletCa. 30.000 bøger bulletMange uerstattelige håndskrifter vedrørende Danmarks historie - herved forsvandt en del kilder til danmarkshistorien bulletProfessorernes bogsamlinger bulletUniversitetets arkiv bulletByens rådhus med arkiv - herved forsvandt en del vigtige kilder til Københavns historie

Holberg skrev i det andet af "L. Holbergs tre Breve til en fornem Herre" bl.a. "I denne sørgelige Ildebrand fortæredes Vor-Frue, Helliggejstes, Petri, og Trinitatis Kirke, med Universitetsbibliotheket, det astronomiske Taarn med den store Tyge Brahes Globus og Instrumenter, Raadstuen, Hospitalerne, hele Universitetet med Professorboligerne, Communitetet, hvor hundrede fattige Studenter havde Kost, de fire herlige Collegier, Regentsen, Walkendorfs, Borchens og Elersens, og utallige andre, som er for bekjendt til at omtale. Ikkun Consistorium, hvor Professorerne pleje at holde deres Møder, blev i denne Academietes almindelige Ulykke, og mellem saa mange omliggende og tilstødende Bygningers Ruiner, ubeskadiget af Ilden, saa man kan roligt sige om dette navnkundige Universitet: Sæd groer, hvor Troja stod. Da endeligen Ilden var slukket, begyndte Folk først at føle deres store Ulykker, og tunge Tab; thi de, der nylig havde været grundrige Folk, og nu vare bragte til Bettelstaven, fordømte alt for silde deres gamle Overdaad og Overflod de Rigdomme vare nu forsvundne, hvis forgængelige Billed svævede for Sindet, og hvoraf de blot havde Erindringen tilbage, som de vare vaagnede af en Drøm. Man kunde see dem traske i Skarnet, der nys havde kjørt i deres prægtige Vogne, og dem bede om Almisse, der nys gav."
 

Tiden efter branden i 1728
Branden i København var en national katastrofe, og selv om man straks tog fat på at opføre den nedbrændte del af byen, strakte virkningerne af branden sig mange år frem i tiden. Således blev mange af de smalle og krogede gader fjernet og erstattet af nye, bredere gader. Det skete dog med men enkelte undtagelser, som Frederik IVs befaling af 18. december 1728 vidner om: "Vi Frederik IV (...) giøre Vitterligt: Ihvorvel Vi allernaadigst have ønsket, at alle Gaderne kunde blive lige regulerede, have Vi dog af landsfaderlig Omsorg for Vore kjære og tro Undersaater, som have lidt Skade ved den ulykkelige Ildebrand, taget i allernaadigst Konsideration, at det, om man skulde indrette Gaderne efter den angivne Regularitet, vilde blive alt for stort Tab paa Grundenes saavel som paa Vandrendernes Forandring, foruden at det ogsaa kan soulagere (hjælpe, understøtte) dem af Indbyggerne, som have isinde at bygge, at de kunne bygge paa deres afbrændte Grunde. Thi give Vi hermed tilkjende, at Vi allernaadigst haver fundet for godt: At en ny Gade skal indrettes ligefor Vesterport indtil Gammeltorv, saa at den omtrent kan faa Flugt med den forhen kaldede Nygade, der grændser paa Vimmelskaftet, hvilken Gade (nuværende Frederiksberggade) skal være 24 Alen bred, og derfra anlægges en ny Tværgade paa 16 Alens Brede lide indtil Vestergade (en del af det nuværende Kattesundet, som tidligere blev kaldt Smedebakken), hvorimod de smaa Tværgader paa samme Distrikt, nemlig Store og Lille St. Klemensstræde, Helligkorsstræde, Vognbadstuestræde og Antiquestræde skal udgaa, og skal Teglgaardsstrædet rykkes ligesom det angrændsende Larsbjørnstræde, at Veien kan gaa direkte paa Kattesundet."      

Efter branden blev bygningsreglementerne ændret (uden stor succes), og i 1731 blev Københavns Brandforsikring grundlagt. Før den tid var brandforsikring er ukendt begreb.
Trinitatiskomplekset stod genopbygget i 1731, men der gik mange år inden observatoriet fungerede igen. Observationerne kom først i gang igen i 1741.



Da Christian 6. blev indsat som konge skulle han bo på Københavns slot, men det var han og især hans tyskfødte dronning Sophie Magdalene, som han havde ægtet i 1721, meget utilfredse med. Hun krævede at få opført et nyt kongeslot, og kongen så helt bort fra at hans fader Frederik 4. i 1720.erne havde ofret en formue på at modernisere Københavns Slot. Det resulterede i at han byggede det første Christiansborg Slot det største, flotteste og bedst udstyrede slot i Nordeuropa.
Christian 6. byggede også flere andre elegante bygninger, Hirschholm Slot, Lerches palæ i Slotsholmsgade i 1741, og Prinsens Palæ bag Christiansborg (det nuværende National Museum), som blev indrettet til hans søn Kronprins Frederik 5. i 1743, og færdiggjort i 1757.
Christian 6. satte et flot kongeligt monument for enevælden, da han byggede Christiansborg Slot. Dette store byggeri der byggedes fra 1733-40. Christians 6. kongetid gjorde "epoche" og stod i et kongeligt skær af kongelig pragt og luksus. Christian 6. var en mand af svageligt helbred, lille, og uanseelig af ydre, from og vennesæl, folkesky og fåmælt og de sidste 6 år af sit liv lukkede han sig inde på slottet.
 

1740. Det første Christiansborg set fra Store Færgestræde. Husene blev senere efter Københavns brand 1795 revet ned da Frederik 6. skulle etablere Højbro Plads, som skulle bruges til troppeparader for at vise englænderne at Danmark stadig havde evnen til at forsvare sig, efter Englændernes terrorbombardement af København 1807

 

 







 




 

 

 

Kort over København efter branden 1728.
Det nedbrændte bykvarter områder er vist med gult

Branden i København 1728 


Holbergs bolig på Gammeltorv 1735-39.
Efter Thura: Hafnia Hodierna.



Ved Frederik IVs død i 1730 var Slotsholmen en broget blanding af nyt og gammelt. Det gamle Københavns slot med Blåtårn, hvor Christian IVs datter Leonora Christine havde siddet fængslet i godt 20 år, havde fået en barok ansigtsløftning. Bag Børsens gavl og til venstre for "Den røde Bygning", hovedsædet for administrationen opført 1721- året efter krigens afslutning, ligger det palæ, hvor Anna Sophie Reventlow flyttede ind i 1712. Trods de store og kostbare forbedringer, valgte den efterfølgende konge, Christian VI, at rive det gamle, men nyistandsatte slot ned og erstatte det med et nyt og meget pompøst barokslot, som - opkaldt efter ham selv - fik navnet Christiansborg. Dette pragtslot kom imidlertid ikke til at eksistere længe. Det nedbrændte nemlig i 1794, og blev derpå erstattet af det ´andet Christiansborg´, som imidlertid led samme skæbne ved branden i 1884.


https://natmus.dk/historisk-viden/danmark/enevaelde-1660-1848/samfundet-under-enevaelden/koebenhavn-under-enevaelden/


http://www.eremit.dk/index.html
 

 
 


 

http://www.kb.dk/e-mat/dod/130004832222_bw.pdf  (lægevidenskab 1700-1750,  bog pdf. KB
 

 



Militæret og flåden

Erindring af den 3.die post af instruktion for forsigtighed ved krudt-behandling. Dateret den 2den juli 1776.  / Enhver som er på arbejde i eller uden for krudt-tårnene, bør forrette sin gerning med en sådan ærbødig stilhed, som det sømmer sig på et sted, hvor (ifald den allerhøjeste Gud ikke selv i nåde holder sin hånd over arbejdet) den mindste uforsigtighed ikke alene kan forvolde livs forlis, men endog såvel dette sted, som de omliggende, i et øjeblik kan forvandles til en stenhob; formanes derfor at iagttage al muligste varfornhed og forsigtighed krudtets behandling, nøje efterleve alt hvad i den hensigt befales og erindres. Forbydes tillige alle og enhver på det skarpeste og alvorligste, hvad enten de er ved krudtets behandling eller dets transport, enten af fortrædelighed under arbejdet, og endnu mindre af letsindighed, udgå af deres mund nogen eder og bander, eller nogen letsindig eller liderlig snak, hvorved den allerhøjestes navn bliver vanæret og fortørnet, da sådanne, som deri befindes at have været overhørig og forbrudt sig, uden nogen overbæren eller undskyldning straks skal afgå fra sit arbejde, og overleveres skildvagten til forvaring indtil arbejdet er forbi, hvornæst de i arrest hensættes for efter rettes kendelse at lide dom for sin forseelse". (moderne oversættelse. original?)

 

Et lille udvalg af litteratur og links til websteder,
som har været af særlig betydning ved udarbejdelsen af denne beskrivelse af København i 1700-årene. Der findes naturligvis et væld af titler på bøger og artikler om dette emne, som let vil kunne findes andetsteds,  - hovedværkerne er bl.a. ¨Københavns historie¨, 6 bind, udgivet 19xx, ´"København før og nu", 12 bind, udgivet 19xx og mange flere -, som derfor af pladsmæssige grunde ikke er medtaget i listen herunder, som kun henviser til de bøger eller links til mere ´specielle´ websteder, som normalt ikke - eller kun sjældent - ses omtalt andre steder:

"København på Holbergs Tid", af Dr. O Nielsen, udgivet 1884. (Kan frit downloades som e-bog - se herunder)

"Kjøbenhavn, historisk-topografisk beskreven ved Topograf L. Both. (Med 29 Billeder og 2 'kort)",
Udgivet i København 1873. (596 sider i ´oktav´-format ).
En meget fornøjelig bog, hvorfra bl.a. ´byvandringen i København i 1700-årene´ er citeret i ovenstående beskrivelse (fra side 493 og en hel del efterfølgende sider) samt enkelte af bogens tegninger, som jeg ikke har set andre steder, er medtaget.
 

"København"

Danmarkshistorien.dk

Klik hér

Webstedet er en del af Historisk Afdeling ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.  Formålet med danmarkshistorien.dk er at give offentligheden og undervisningssektoren mulighed for at få kvalificeret og tilgængelig information om Danmarks historie fra oldtiden til i dag formidlet af fagfolk. Hjemmesiden fungerer både som et frit tilgængeligt online historieleksikon og en digital historiebog. Her kan du i øjeblikket finde lidt over 1000 leksikonartikler, ca. 1040 kilder fra oldtid til nutid opdelt i 13 kronologiske periodekapitler. Dertil kommer bl.a. 15 e-bøger, ca. 90 filmklip, 160 lydklip, spil, quizzer, mytedrab, et interaktivt danmarkskort og en tidslinje.
"Kjøbenhavn Paa Holbergs Tid"
af Dr. O. Nielsen, udgivet 1884

Klik hér

E-gengivelse af O. Nielsens klassiske bog om København på Holbergs tid. Teksten er fremstillet hos Eremit.dk til undervisning og forskning og må frit anvendes til ikke-kommercielle formål. Bogens oprindelige illustrationer er også medtaget. Eremit.dk leverer digitaliseret litteratur til alle, som forsker i, studerer eller på anden vis beskæftiger sig med Københavns historie. Siderne fungerer naturligvis bedst på nettet, men det kan også være nyttigt, at kunne printe og downloade enkelte tekster. Websiden indeholder desuden også links til en række andre e-bøger om Københanvs historie.
 
"Holbergordbogen"
Oplysningstidens sprog  1700-1750

Klik hér
Ordbogen beskriver hele Holbergs danske ordforråd og registrerer det enkelte ords betydninger, dets bøjningsformer samt de sammensætninger og faste forbindelser hvori det indgår.
Ugens Holberg stilles til rådighed af projektet Ludvig Holbergs Skrifter, et samarbejde mellem Universitetet i Bergen og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
 
bullet Projektets hjemmeside: holbergsskrifter.dk
Film om København i 1700-tallet
og  undervisningsmateriale til brug for byvandringer.

Københavns Stadsarkiv

Klik hér

Københavns Stadsarkiv er Københavns Kommunes arkiv, som indsamler og bevarer arkivmateriale fra København og stiller det til rådighed for offentligheden. Københavns Stadsarkiv har en omfattende samling af arkivmateriale om byens historie, som du kan benytte enten på læsesalen eller på nettet via vores mange digitale tilbud.
Arkivet giver også mulighed for at se 12 kortfilm om forskellige emner om København i 1700-årene fx. film om byens latriner, tiggeri, gader og stræder, flåden m.m. Desuden kan man hér finde gratis undervisningsmateriale i forbindelse med en række byvandringer i enevældens København.

Enevældens København - historie og byvandringer. Historisk materiale om København i enevældens tid (1761).

Systime

Klik hér

København, som den så ud i det herrens år 1761, hvor Christian Gedde tegnede sit kort over byen. Websiden tegner et øjebliks- billede af byen, hvorpå de følgende tematiske kapitler beretter, hvordan øjebliksbilledet var opstået over tid, og hvad det videre udviklede sig til. Vi begynder med selve Geddes kort, som vi kigger nærmere på for at analysere, hvad det fortæller os om byen i 1761. Derpå ser vi på faktorer, der i særlig grad gjorde byen både stor og egenartet i sammenligning med andre danske byer. Endelig beskrives byen ud fra emner som befolkningstal, erhverv, boligformer, sanitære forhold og til sidst dens udseende. Webstedet er udarbejdet af forlaget Systime.
 
Gå på opdagelse i middelalderens København.


Groth-Østergaard Animation

Klik hér


Webstedet er endnu under udarbejdelse, men den velfungerende indledning er intet mindre end fremragende.

"Hvordan så der ud i dit kvarter i middelalderen? Hvad skete der - hvad lavede folk?... gå med på opdagelse...", opfordres den besøgende på dette websted, hvor en række planlagte korte animationsfilm vil give indtryk af lokaliteterne i middelalderens København, med hovedvægt på de mange aktiviteter som fx. håndværk og handel. Webstedet er endnu under udarbejdelse, men indeholder allerede nu en fremragende og pædagogisk set særdeles velfungerende indledning.
Webstedet, som er skabt af
Groth-Østergaard Animation, som også står bag flere andre tilsvarende animationsfilm, bl.a. et næsten 2 minutter lang ´tur´ gennem Danmarks historie fra middelalder til slutningen af 1800-årene - (klik hér).

 

animated gif

finn@thorshoj.dk


Rytterskolerne oversigt (klik på billedet)


Hovedmenu (klik på billedet)

E-mail: Klik på adressen

Hit Counter  (besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017)