Skolemestrene på landet

Degnelæsningen
Lige fra middelalderen har der været latinskoler og skriveskoler for de bedre stillede folks børn i købstæderne og privatundervisning af overklassens børn på herregårdene, men Indtil 1700-tallet stod det meget dårligt til med undervisning af børn på landet, hvor den meget sparsomme undervisning af almuens børn blev udført af sædedegne, d.v.s.  fastboende degne, som gjorde tjeneste i landsbykirkerne eller af løbedegne, som ofte var en lidt ældre elev fra latinskolen i den nærmeste by.
Et stykke ind i 1700-årene var degne den eneste slags lærer på landet. Man tilstræbte, at degnen var student og altså færdig med sin latinskole i byen, så han både kunne fungere som præstens medhjælper i kirken og forestå undervisning af børn. Især på landet var virkeligheden imidlertid ofte en ganske anden. Med det dårligt betalte job havde degnen udsigt til et liv i fattigdom, så det var svært - ofte ligefrem umuligt - at skaffe kvalificerede folk som degne på landet. Der er bevaret adskillige klager over degne, som næppe kunne læse bare nogenlunde flydende og dertil ofte var helt uden pædagogiske evner i forhold til de børn, de var sat til at undervise. Resultatet blev ´den sorte skole´, hvor ´lærdommen´ blev terpet ind i børnene som endeløs udenadslæren og med flittig brug af ferle og ris. Der blev næppe lagt større vægt på, om børnene nu også havde forstået noget af stoffet.
Ved kongelig forordning var det bestemt, at provsterne mindst én gang om året skulle visitere skolen for at sikre, at læsning af bibel og katekismus foregik tilfredsstillende.

Degnen på landet kom med sit sorte tøj til at lægge navn til begrebet ´den sorte skole´.
Det er imidlertid lidt usikkert, hvordan klædedragten var for 1700-årenes degne, men ovenstående ´rekonstruktion´ fra slutningen af 1800-årene giver nok alligevel et rimelig kvalificeret bud.
Holberg havde som bekendt ikke stor respekt for degneskolen, og vor tids opfattelse af degnen på landet er nok i nogen grad endnu præget af hans ironiske og satiriske beskrivelser af disse mennesker. Naturligvis har der dog været både gode og dårlige degne, som på godt og ondt fungerede som lærere for almuens børn gennem flere hundrede år.

Skolemester og skoleholder
I begyndelsen af 1700-årene blev degnen afløst som lærer af skolemesteren eller skoleholderen, som han oftest kaldes i datidens forordninger. Det er vigtigt at gøre sig klart, at det ikke bare var et skift af titel. Degnene var i sagens natur kirkens mænd, og selv om de nye skolemestre ofte heller ikke var særlig godt uddannet - og slet ikke havde nogen pædagogisk uddannelse -, betød det trods alt en ændring i selve undervisningen.
Med fattigforordningen af 1708 blev det nu et krav, at der skulle oprettes skoler i alle landets sogne, men det lykkedes kun i ganske få sogne, inden Frederik IV i årene efter 1721 lod de 241 Kongelige skoler, de såkaldte Rytterskoler, opføre. Med fattigloven blev det nu også bestemt, at skolemestrene i købstæderne gratis skulle undervise "de børn, som er indskrevne i de fattiges tal" i den kristne lære, gerne med læseøvelser. Først da pietismen kom til landet, begyndte interessen for at højne folkeoplysningen blandt almuen.

"Skolemesteren må ikke gøre nogen forskel på børnene formedelst deres forældres tilstand, men den fattige lige såvel som den formuendes forsvarligen undervise", og når forældre "til plovkøren, små kvægs vogtelse eller anden sådan gerning" havde brug for deres børns arbejdskraft, skulle de have fri til dette arbejde "mod at møde des flittigere den øvrige tid af året".

Vi kender stadig navnene på flere af de skoleholdere, som fungerede som lærere ved Prins Carls skole, og som i de fleste andre landsbyskoler var det også her ustuderede, som forestod undervisningen. 

Det første seminarium i Danmark, som gav mulighed for en egentlig uddannelse som lærer, blev oprettet i Tønder i 1786, og 1791 blev Blågård oprettet som det første seminarium i København.

Et lidt uvenligt, men desværre nok også temmelig realistisk billede af undervisningen i 1700-årene (til venstre).
Skolemesteren tamper ´lærdommen´ ind i børnenes hoveder med flittig brug af ferlen, som han holder i hånden, så han kan ´fremme forståelsen´ hos barnet ved slag på knoer eller i håndfladen, og riset, som hænger parat på væggen.
Først i slutningen af århundredet begynder forståelsen af, at børn ikke bare er ufuldkomne voksne, men at de gennemgår en udvikling og har forskellige behov til forskellige tider. Det var den franske filosof og en af pædagogikkens grundlæggere, Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) (billedet til højre), som med værkerne "Emile" og "Samfundspagten" fra 1762 i høj grad var med til at lægge grunden til den moderne børneopdragelses forståelse af, at målet med børneopdragelsen må være at forme frie mennesker, der er i stand til at tage vare på sig selv, og at det kun er muligt, når man behandler børn med respekt og tager hensyn deres individuelle natur og evner.
Rousseau ´opfandt´ så at sige barndommen og mente bl.a., at barnet skal tvinges til at bruge sit hoved, sine egne sansninger og erfaringer og selv drage konklusioner. Lærerens opgave er derfor ikke at docere, men at vejlede og inspirere. Synspunktet er så moderne, som kunne det være sagt i dag.