Bindingsværk og stråtag
Huse opført i bindingsværk
er i udpræget grad afhængig af sted og tradition. Stedet bestemmer materialernes
art og omfang, og traditionen bestemmer deres anvendelse og den måde, huset
opføres på. Det var naturligvis ikke tale om tegning eller specielle
beregninger, når bygningen skulle opføres, når først man havde bestemt
størrelsen, som blev målt i fag, som er vægfladen mellem to stolper i et
bindingsværk. I princippet er bindingsværk elementbyggeri, da dimensionerne i
fagene er ens, nemlig ca. 130 cm. bredt og består af et sæt stolper, en bjælke,
et sæt tagspær samt vægflade og tagflade fra stolpen og hen til den næste
stolpe. Prins Carls skole i Store
Torøje er således 5 gange 3 fag. Tømmeret i ydervæggene var normalt egetræ, mens
der blev anvendt f.eks. fyrretræ til skillevæggene. Det kan være meget vanskeligt at afgøre, præcis
hvornår en bindingsværksbygning er opført, fordi det var forholdsvis let at føje
ekstra fag til et eksisterende hus eller at fjerne et eksisterende fag. Desuden
blev gammelt tømmer i vid udstrækning genanvendt i skillevægge eller som
fyldtømmer. Gulvet var normalt lerklinet og taget tækket med langhalm eller rør
afhængig af den lokale tradition.
Skitser, der
viser opbygningen af en væg i bindingsværk efter samme konstruktion, som er
anvendt i Prins Carls skole. 1. Syldsten, 2.Fodrem (Fodtømmer), 3. Løsholt, 4.
Stolpe, 5. Loftsbjælke, 6. Vindskede, 7. Gavlklædning af brædder, 8. Hanebånd,
9. ´Skadegabet´, rum over hanebåndet, 10. Spær, 11. Lægter, 12. Kragtræer, 13.
Bjælkehoveder, 14. Rem eller læde, 15. Støjler med risfletning. I det omfang det
var muligt, blev der anvendt egetræ til tømmeret, mens ´indtømmeret´, der var
under tag, almindeligvis var af en anden billigere træsort f. eks. fyrretræ. Den lokale byggetradition
på disse kanter krævede også, at den færdige
bygning blev kalket hvid uden fremhævelse af træværket, og at døre og
vinduesrammer udvendigt blev malet blå i den nuance, som i dag er kendt som ´stevnsblå´.
Indvendig var døre og vinduer normalt rødmalede. På tegningerne mangler det skråbånd
i de yderste fag, som ret ofte støttede hjørnestolperne og den ekstra
lodretstående afstivning midt i faget mellem fodtømmer og løholt - en såkaldt
dok -, som også undertiden ses anvendt.
Fæstegård
Vi er så heldige at have bevaret et rigtig godt eksempel på en fæstegård fra 1700-årene, nemlig gården fra landsbyen Pebringe ved Karise kun 6-7 km fra Prins Carls skole i Store Torøje. Efter omhyggelige opmålinger blev gården nedtaget i 1938-39 og genopført 1945 på Frilandsmuseet i Sorgenfri, hvor Pebringegården i dag er en af museets store klenodier. Når man sammenligner fotografiet fra 1927 af indgangen og hjørnet ved huggehuset, før gården blev nedtaget (til venstre), med billedet til højre af gården, som den ser ud nu, kan man tydeligt se, at gården er genopført med bevarelse af det forfald og de skævheder, der er opstået i tidens løb. Det samme gælder også for de mere eller mindre primitive reparationer, der i foretaget i løbet af de sekler, gården var i brug som landbrugsejendom, så man også på den måde kan følge gårdens historie. På tegningerne herunder kan man se gårdens indretning og det endelige udseende, da den var helt udbygget. Gården er nemlig ikke opført på én gang, men er gradvist blevet forøget med tilbygninger.
 |
 |
|
 |
||
Hensynet til madlavning og opvarmning har været afgørende for, hvordan en sådan gård er bygget op, og ´ovnhuset´ med skorstenen er da også det centrale punkt i Pebringegården. Skorstenen var i virkeligheden et muret køkkenrum, hvor køkkenet simpelthen var bunden i den store skorsten. Her blev maden tilberedt ved arnebænken. Gryder og kar kunne hænges på sodstangen. I forbindelse med ildstedet var der ofte en maltkølle, hvor malten kunne lægges på gennemhullede brædder eller på bakker af riskviste. Gennem huller i muren kunne der fyres i både bageovnen og i bilæggerovnen. Det var netop i løbet af 1700-årene, at skorstene i brændte sten afløste de åbne ildsteder i de sjællandske gårde, og netop det store ildsted og skorstenen i Pebringegården (til venstre) har inspireret Martin A. Hansen til essaysamlingen "Tanker i en skorsten", som udkom 1948. Frygten for ildebrand var altid til stede. Det var forbundet med bøde at lade børn bære brændende træ eller at bringe brændende træ fra et hus til et andet. Frygten for ´ildløs´ var reel, da skødesløshed eller uheld i forbindelse med ild let kunne føre til, at ilden fik tag i det brandfarlige hus til overhængende fare for hele landsbyen. På skorstenshammeren finder man da også undertiden bønner og vers, som. f. eks. "Tænder Ilden op i Jesu Navn og beder Gud om Nåde, at den ikke får mere Magt, end to Hænder kan råde".
Fæstebonde
En fæstebonde var én, som
forpagtede en gård og den tilhørende jord for en herremand, mod at betale
en fæsteafgift til herremanden. Aftalen blev normalt indgået på hovedgården,
hvor godsejeren - eller hans ridefoged - tog fæsteren i ´forsvar´, dvs. at
fæsteren modtog fæstegården med de dertil forbundne forpligtelser i form af
afgifter som landgilde, hoveripligt m.m. , men så til gengæld kom under
herremandens beskyttelse mod overfald og var sikret bistand i forbindelse med eventuelle retslige
stridigheder. Fæstebonden havde også pligt til at sørge for, at gården blev passet og
vedligeholdt og skulle i øvrigt være ´hørig og lydig´.
Del af et
fæstebrev fra 1772 for gården
Moselund
ved Battrup, hvor der i begyndelsen bl.a. står, at "Efterskrevne Michel Jensen
af Baatrup paa den ene og Niels Andersen af Muustrup paa den anden Side, havde
UDI DEN HELLIGE TREFOLDIGHEDS NAVN, med goed villie og velbered hue, udi
underdanig forventning af at vores Naadige Herskabs Aprobation, mellem os
opsætted og Slutted nedenstaaende Contract og foreening saaledes som følger:
1.
Er venlig aftalt, at Niels Andersen ægter vores kiære Daatter Kirsten
Michelsdaatter og med hende anammer vores hidtil beboede Stæd i fæste, med ald
dettes rætte Tilliggende i Mark og Bye, maae ieg Michel Jensen og hustrue allene
forbeholder us:
a:)
Frie Huusværelser i 2 Fagh huus i den vestere Ende af Stuehuset, som med Loft,
Dørre, Vinduer, Ildstæd, Tækning og Klining skal skal være forsvarligen
istandsat og fremdeles af Niels Andersen eller hvem Stædet rette Eiere maatte
faae til Beboelse Saalænge eig Michel Jensen og Hustru lever, vedligeholdes.
b:)
Til Ildebrand gives us aarlig 10 Læs Tørve og 2 Læsse Træe - brændsel, som paa
Beboerens Omkostning, skiæres, hugges og us friet tilføres, sam bliver lagt i et
fagh i den vestre Ende af benævnte Stuehuus, og er foruden det som til Bræning
herfra er aftaget......
Fæstebrev
Indgåelse af et fæsteforhold
blev fra 1500-årene bekræftet ved et fæstebrev, hvori godsejeren overlod brugsretten af en ejendom,
- en gård eller et hus, og det dertil hørende jordstykke til en fæster. I
1700-årene fik fæstebrevet karakter af en kontrakt, hvor betingelserne for
fæstet var specificeret.
Som eksempel
på indholdet af
et sådant fæstebrev har vi bl.a. i det første kendte fæstebrev fra Pebringegården (se ovenfor),
som er dateret Arnøje den 13. januar 1722 for fæstebonden Jens Mortensen, som på
det tidspunkt allerede var fæster på gården. Han var da 42 år gammel og havde i 12 år været gift med den 11 år yngre Anne
Jensdatter. I fæstebrevet hedder det:
"Eftersom Jens Mortensen udi Pebringe ej af sit forrige herskab er blevet
meddelt noget fæstebrev på sin bondegård . . . haver jeg underskrevne på Hans
kongl. Majt. min allernådigste arveherre og konges vegne hermed stedt og fæstet
bemeldte Jens Mortensen førnævnte sin iboende gård, som skylder efter
landmålingens nye matrikel hartkorn 8 tdr., 3 fjk., 1 alb., at han må nyde,
bruge og i fæste beholde sin livs tid, med de vilkår han deraf i rette tid
svarer og betaler sine rytterholdspenge og andre kgl. kontributioner som enten
allerede er eller herefter matte blive påbudt, holder gården udi bygning og
besætning i god og forsvarlig hævd og forbedring, ej tillader nogen andre at
bruge noget af dens tilliggende, men beviser sin foresatte øvrighed og de, som
på deres vegne over ham haver at befale, al sømmelig ære og lydighed. Og i det
øvrige holder sig Hans kongl. Majt.s allernådigste udgangne lov og forordninger
allerunderdanigst efterrettelig, som det en rytter- eller fæstebonde vel egner
og anstår."
Et par år efter Anne Jensdatters død i 1727 giftede Jens Mortensen sig igen, men
af godsregnskaberne fra 1752 fremgår, at den nu 71-årige Jens Mortensen ikke
længere har kræfter til at passe gården:
"Clemmen Pedersøn ungkarl fra Lille Linde fæstede Jens Mortensens i Pebringe for ham formedelst alderdom og svaghed afståede gård hartkorn med husjord: 8 tønder, 3 fjerdingkar, 1 album på de vilkår, at han ægter hans datter, bliver i fællesbo og brug med hendes forældre og nyder af deres bo og formue fuld besætning og inventar til gården samt giver til indfæstning 45 rdl."
Af jordbogen fremgår det, at
landgilden i 1752/53 for gården udgør 1 tønde rug, 4 tønder byg og 2 tønder
havre.
Stavnsbånd og vornedskab
Men byerne trak også i
landbefolkningen. Håndværkernes indtægter var, på grund af den
senmiddelalderlige krise, fordoblet, og mange søgte ind til byerne, for at prøve
lykken dér (der var mange vis landsby var blevet helt udryddet af pesten, og så
søgte folk ind til byerne, da der jo også var mange ledige og billige huse...).
Dette var et stort problem for de resterende herremænd, som ønskede at indføre
stavnsbånd for bønderne (stavnsbånd betød at bønderne ikke kunne benytte deres
frie opsigelsesret, de kunne ikke skifte gård eller herremand). Dette ønskede
bønderne imidlertid ikke, og deres frie opsigelsesret blev understreget i kong
Olufs håndfæstning 1376. I stedet blev bønderne pålagt en afgift hvis de ønskede
at forlade jorddrottens gods. Denne afgift blev i 1396 fastlagt til 3 mark, der
var prisen på en okse. Som forlængelse af denne afgift, blev vornedskabet
indført på Sjælland i løbet af sidste halvdel af 1400-tallet. Vornedskabet betød
at fæstebonden ikke kunne forlade sin gård, uden at have herremandens
tilladelse.
