På en stille villavej i en forstad til Phnom Penh, Cambodias hovedstad, ligger en af de mest ejendommelige og skrækindjagende institutioner i verden: "Tuol Sleng museet for folkedrab" eller som den også mere nøgternt og klinisk kaldes " S 21". Bygningen var oprindelig en skole, men blev overtaget af Pol Pot styret efter sejren i 1975 og ombygget til fængsel og forhørscenter for politiske modstandere. Fra 1976 til 1979 blev ca. 20.000 fanger tortureret og henrettet her, hovedparten formentlig på grundlag af helt opdigtede anklager og tilståelser fremskaffet under frygtelige pinsler. Det lykkedes aldrig nogle af fangerne at undslippe fra fængslet, og der kendes kun syv eksempler på fanger, der blev løsladt gennem hele fængslets levetid. Her - som ved den tyske koncentrationslejr Auschwitz - var der ingen redning, når først man var kommet gennem porten. Sammenligningen med Auschwitz er nærliggende: De to museer er monumenter over menneskelig brutalitet og lidelser af et omfang, som det er svært at sætte ord på. Og som besøgende rammes man også af den samme rædsel og forvirring ved besøg de to steder. Kan man overhovedet tillade sig at offentligt at udstille så megen elendighed? Hvilke motiver har man egentlig som besøgende til at komme her? Er det ikke blot en nyfigen trang til snagen i andres lidelse, der driver os herind ?
Den bygning i Tuol Sleng,
hvor fangernes celler lå.
Balkonerne er dækket af pigtråd for at de ikke skulle forsøge at begå
selvmord ved at springe ud.
Som historiker kender jeg godt svarene. Skal vi lære af
historien og undgå at gentage fortidens fejl, må vi studere dem til bunds og
uden formildende omstændigheder. Alligevel nager anfægtelserne og behovet
for at finde ud af, om vi egentlig kan lære noget her, som kan berettige
udstillingen af al denne menneskelige nedværdigelse.
Fangerne og deres
vogtere
Når man ankommer til Tuol Sleng, er det svært at forestille sig de rædsler,
der må have udspillet sig her. De smukke treetagers bygninger ligger i en
stor u-form med græsplæner og træer, og fuglesang og hundeglam er de primære
lyde, man hører. Men så starter rundturen: En halv snes klasseværelser var
omdannet til forhørslokaler og står i dag, som de blev fundet af den
vietnamesiske invasionshær i 1979: Midt i hvert rum en jernseng, som fangen
blev fastspændt til under forhørene, i gulvet er støbt en række jernstænger
som blev brugt ved fastspændingen og på væggen i hvert rum store fotos af
de torturerede lig, vietnamesere fandt efterladt i de enkelte klasseværelser.
Dette er ikke for sarte sjæle, og værre bliver det, når man i de følgende
rum finder væggene dækkede af fotos af anholdte, der fortvivlede stirrer ind
i kameraet - mange af dem med tydelige spor efter mishandlinger. Derefter følger
rum med torturinstrumenter, primitive malerier af torturscener, lavet efter
hukommelsen af en af de løsladte, samt en række klasseværelser, der er
omdannet til små celler, hvor fangerne var lænket til gulvet.
Forhørslokale i Tuol Sleng
Det er svært at omsætte alle disse indtryk til forståelige
størrelser. Mange standser op ved et lille undseeligt, håndskrevet skilt med
fangevogternes reglement for de indsatte. Her kan man bl.a. læse følgende påbud:
"Du skal straks besvare mine spørgsmål uden at bruge tid til at tænke
dig om", "Når du bliver slået eller får elektriske stød må du
ikke sige en lyd overhovedet", "Hvis du overtræder mine regler på
nogen måde, vil du blive straffet med ti slag eller fem elektriske stød".
Hvad der for mig pludselig gør alt dette til frysende virkelighed er den
besked fangerne dagligt fik af personalet: "Lever du er det ingen
gevinst, dør du er det intet tab".
Et ejendommeligt træk ved S 21 er, at selv om institutionen var helt autonom
og kun enkelte topfolk i partiet kendte til dens eksistens, lagde man stor vægt
på, at de anklagede indrømmede deres skyld i alverdens opdigtede
forbrydelser, inden de blev henrettede. Ud over den omhyggelige
fotodokumentation (der også i mange tilfælde viser fanger efter de var dræbt)
førtes også minutiøse forhørsprotokoller, for nogle fangers vedkommende på
flere hundreder sider. Alt dette materiale opbevares i museet, og har i de
senere år været genstand for omfattende udforskning blandt vestlige
historikere.
Et
af de hundredvis af portrætter af fanger, som i dag stirrer ned på en fra væggene
i det tidligere fængsel.
Hendes "forbrydelse" bestod i, at hun var gift med en ansat i
udenrigsministeriet, der var anklaget for forræderi.
Museets store arkiv afslører, at fangerne udgjorde et
bredt spektrum af den cambodianske befolkning fra politiske og administrative
ledere til arbejdere, soldater og bønder. I den sidste del af fængslets
historie blev også en del af fængslets egne ansatte arresteret og henrettet,
efterhånden som revolutionen begyndte at æde sine egne børn. Forhørsledere
og personale er gennemgående ikke særligt veluddannede, men deres fortid er
ikke specielt blakket. De er gennemgående hårdt arbejdende og ret unge.
Lederen gennem hele fængslets levetid, Duch, havde i sin skoletid været mønsterelev
og blev senere en højt respekteret lærer inden han gik ind i efterretningsvæsenet.
I 1979 lykkes det ham at undgå at blive arresteret, og han dukker først op på
den historiske scene igen i 1996, hvor han bliver omvendt til kristendommen af
amerikanske missionærer. I forlængelse heraf opdages hans identitet, og han
arresteres af myndighederne i 1999. Han sidder i dag i fængsel, men der har
ikke været noget offentlig retssag. Måske har han stadig for mange historier
at fortælle, også om nulevende magthavere.
Fælles for alle ansatte er, at de synes at nære en afgrundsdyb tillid til
partiledelsen. Derfor må fangerne per definition være skyldige, for ellers
var de jo ikke fanger. Følgen bliver selvsagt helt kafkaske scener, når de
uvidende forhørsledere spørger fangerne, hvorfor de tror, de er arresterede,
og fangerne, der ikke selv aner hvorfor de er arresterede, så forsøger at gætte,
hvad fangevogterne ønsker, de skal svare, mens torturen intensiveres.
Fangernes forvirring og uklare svar fortolkes så af forhørslederne som
udtryk for deres udspekulerthed, og det kan så legitimere nye og endnu
grovere tortur. Forudsigeligt nok ender de alle med at indrømme
"medlemskab" af CIA og/eller KGB, selv om de fleste tydeligvis ikke
ved, hvad forkortelserne står for. De kan fortælle om komplicerede
optagelsesritualer (der påfaldende minder om optagelsesritualer i Khmer
Rouge) og medlemskort til CIA underskrevet af "Kennedy". Indrømmelserne
af den statsundergravende virksomhed må naturligvis også tage udgangspunkt i
de anklagedes professionelle baggrund: En kok indrømmer, at han har forsøgt
at ødelægge styrets forhold til Kina ved at servere mad på snavsede
tallerkner for en officiel kinesisk delegation. En ansat i en biograf
bekender, at han har forsøgt at skabe forvirring i massernes politiske
bevidsthed ved at bytte om på filmrullerne, så rækkefølgen i fremvisningen
blev forkert osv., osv. Alt sammen underligt tragikomisk, hvis det altså ikke
lige var fordi de folk, man støder på i protokollerne og som stirrer på os
fra væggene, alle er døde.
Budskabet
Alle museer er lavet med et specifikt formål. Brygger Jacobsen skabte
Frederiksborg Slot for at styrke den nationale bevidsthed efter tabet af Sønderjylland.
Auschwitz museet viser os en manipuleret virkelighed, der skulle styrke
bestemte nationale formål i Polen efter Verdenskrigen. Tuol Slot er også
lavet med et klart formål. Det er ikke i første omgang et cambodiansk museum
for cambodianere. Det blev lavet af vietnameserne efter invasionen for at vise
især udlændinge, hvor umenneskeligt Khmer Rouge styret var, og dermed også
hvor legitimt, det var, at Vietnam invaderede. Museet undgår også behændigt
at fortælle, at institutionen kun kunne fungere i et totalitært samfund, der
i hvert fald i egen selvforståelse hvilede på en kommunistisk ideologi. Det
kunne have været nærliggende at søge paralleller i Stalin-processernes
paranoia, men det sker ikke. I stedet fokuserer man alene på ondskaben hos de
få, der arbejdede i fængslet og hos Pol Pot. Derfor bliver det også alt for
let at gøre erfaringerne fra S 21 til et fjernt rædselskabinet.
Det uhyggelige ved stedet er, at alting var så gennemført normalt og
rutinepræget, hvor en hær af hårdtarbejdende og pligtopfyldende
bureaukrater passede deres arbejde fra 8 til 4 uden overhovedet at stille spørgsmålstegn
ved, hvad de foretog sig.
En indlysende lære er, at enhver magtinstitution til stadighed må
kontrolleres og må tvinges til at stå til ansvar for sine handlinger, og at
ubegrænset magt nødvendigvis må føre til misbrug og paranoia. Men det uomgængelige
spørgsmål, S 21 tvinger os til at stille os selv er, om der overhovedet
findes grænser for, hvad mennesker kan gøre mod hinanden ?
Og det næste spørgsmål er endnu mere ubehageligt: Hvordan ville man selv
have reageret, hvis man ved skæbnens ugunst havde været tvunget til at
fungere som forhørsleder her under trusler om, at manglende resultater kunne
føre til, at man selv blev arresteret.
I den hidtil mest detaljerede analyse af livet i Tuol Sleng, "Voices from
S-21", fra 1999 konkluderer den australske historiker David Chandler, at
læren herfra er den samme som læren fra Holocust: "Den mest skræmmende
konklusion er ikke, at dette kunne ske for os, men at vi selv kunne have gjort
det".
I det perspektiv bliver der mening i at udstille al denne
elendighed.
8. februar
2002