Cambodia - brede smil og dybe sår
Af Kristof Kristiansen
Straks ved grænsen mellem Vietnam og Cambodia bliver man
opmærksom på, at her står man over for en kulturkløft, der omfatter mere
end blot sprog og økonomisk system.Vi havde tilbragt en uge i Vietnam. Først i Saigons
mylder og så tre dage i båd i Mekong Deltaet. Her bor 17 millioner mennesker
på et område på størrelse med Danmark. Igennem de sidste 25 år har de
gennemført deres private wirtschaftswunder og har sat risproduktionen så
voldsomt i vejret, at Vietnam nu hører til i den globale superliga, når det
drejer sig om eksport af fødevarer. Den nye velstand er klart aflæselig i et
veritabelt byggeboom, hvor toetagers pragtvillaer - ofte malet lyserøde og
med prangende søjler - skyder op på de små jordlodder langs Mekongfloden
side om side med de gamle, primitive og pittoreske hytter, der kendes fra
fjernsynets rejsefilm.
Vietnameserne er driftige folk, og de er især blevet det
under det sidste tiårs økonomiske reformer, hvor den private ejendomsret til
jord er blevet genindført fuldt ud. Det ser ud til at være en af de få
generelle lovmæssigheder i Verdenshistorien, at når det gælder
produktivitet i landbruget, ja så kan intet system konkurrere med det lille,
privatejede familiebrug.
Dagligliv på husbåd på Mekongfloden: Aftensmaden gøres klar.
Men ikke alt er liberaliseret og vesterniseret i
Folkerepublikken Vietnam. Bureaukratiet er tungt, og bureaukraternes selvfølelse
er på størrelse med grænsebetjentenes overdimensionerede kasketter, der
genkalder erindringer fra fortidens møder med DDR-systemet. Vores pasbilleder
granskes omhyggeligt og mistænksomt; her kommer man ikke langt med fine
titler og akademiske grader; her er alle skyldige, indtil det modsatte er
bevist. Og umærkeligt bliver vi alle i køen som små skoledrenge, der
svedende og neglebidende hjemsøges af selvransagelse mht. kvaliteten af vores
pas og visa: Er alt nu også som det skal være ? Har vi nu også fået
skrevet det rigtige pasnummer på ankomstpapirerne ? Vi retter ryggen for om
muligt at tilkæmpe os lidt mere autoritet og troværdighed. Til sidst får vi
så nådigt lov at slippe igennem, men "big brother" ved skranken
ser dog langt fra fornøjet ud. Det ligger i luften, at vi står over for
"tiltalefrafald pga. af bevisets stilling". En formildende omstændighed
er det måske også, at vi nu rejser ud af Vietnam, så kan de belastede
bureaukrater da endelig få fred for os. Godt de ikke ved, at vi planlægger
allerede om 11 dage at vende tilbage igen til Vietnam
Jeg begynder at forstå, hvorfor så mange af Den
Internationale Højskoles udenlandske lærere og elever har det så svært med
de danske myndigheder, der udsteder og kontrollerer visa og
opholdstilladelser.
Velkommen
Og så møder vi de cambodianske myndigheder. Kasketterne
er kun cirka halvt så store; smilende til gengæld brede. "Velkommen til
Cambodia. Nå, du kommer fra Danmark. Det ligger i Skandinavien ikke ?"
Spørgsmålene er mange, og betjentene virker reelt interesserede i at høre
svarene. For de cirka 30 mennesker, der står i køen bag os, er det måske
ikke så spændende at vente på, men til sidst kommer vi dog alle igennem og
føler os velkomne.
Rejsebøgerne har forberedt os på denne velkomst.
Cambodianernes venlighed, gæstfrihed og hjælpsomhed er legendarisk. Men med
i erindringen har alle rejsende også scenerne fra filmen "Killing
Fields", hvor de Røde Khemere i januar 1975 rykker ind i hovedstaden
Phnom Penh, og iværksætter den uhørt brutale undertrykkelse, der først
afsluttes i april 1979 med Vietnams invasion. I de fire år er mindst 1
million ud af en befolkning på 7 millioner død af sult og sygdom, og op mod
100.000 er blevet henrettet af regimet mistænkt for politisk sabotage og
ulydighed. Flere hundrede tusinde er flygtet ud af landet primært til lejre i
Thailand, og det skønnes, at da Cambodia i 1979 - år 0, som det kaldes i
historiebøgerne - skal i gang med det kolossale oprydnings- og
genopbygningsarbejde, er der tilbage i landet kun omkring 300 mennesker med en
højere uddannelse.
Siden da er det gået op og ned i Cambodia: Det politiske
liv har været domineret af skiftende koalitioner med den aldrende prins
Sihanouk og den nuværende stærke mand og premierminister, Hun Sen, som
gennemgående figurer. Årelang uro langs grænserne, hvor de røde khmere med
direkte og indirekte støtte fra det internationale samfund fik lov at
overleve, tappede landet for ressourcer, og derudover blev Cambodia så offer
for utallige og kyniske manøvrer fra regionens stormagter, hvor alle mulige
andre hensyn end den cambodianske befolknings velfærd og menneskerettigheder,
har været udslagsgivende for de enkelte landes dispositioner. I dag er hele
landet i det store og hele under centralregeringens kontrol, der er et formelt
demokrati og flerpartisystem, men demokratiet er svagt funderet (i samme uge
som vi ankom blev seks kvindelige oppositionspolitikere dræbt ved et mystisk
overfald), og økonomien er i ruiner, hvad der direkte kan aflæses i det
forhold, at US $ er gangbar mønt overalt på linje med landets egen valuta.
De økonomiske problemer kan også aflæses i det
forhold, at de fleste statsansatte får ca. 20 $ om måneden i løn, og derfor
er tvunget til at skaffe sig supplerende indtægter ad anden vej. Det kan ikke
undre, at korruptionen er udbredt og åbenlys på alle niveauer. Mange rejser
i Latinamerika, Afrika og Asien har efterhånden lært mig at leve med den
slags. Alligevel kom det bag på mig, da jeg den første dag i Cambodia
diskret blev trukket til side af en venligt smilende politimand, der kunne
tilbyde mig en utraditionel souvenir: hans officielle politiskilt til salg for
5 $. Om tjenestepistolen også var til salg vovede jeg ikke at spørge om, men
ifølge de lokale eksperter, vi har mødt, er der meget lidt, der ikke er til
salg i Cambodia i dag. Et andet lille indicium for den almindelige lovløshed
er de mange små forbudsskilte med røde cirkler, der møder os ved indgangen
til hoteller, restauranter og museer. Inden i cirklen finder man dog ikke -
som i Danmark - rygende cigaretter, men derimod pistoler.
Værdisammenbrud
og menneskerettigheder
Dr. Lao Mong Hay hører til de bekymrede, men han er også
en af de få, der - med betydelig personlig risiko - råber op og protesterer.
Dr. Lao er leder af en af Cambodias mest respekterede frivillige
organisationer, The Khmer Institute of Democracy. Han fik i 2000 af FN’s
flygtningehøjkommisariat tildelt Nansen-medaljen (opkaldt efter den norske
flygtningehjælps-pionér Fritjof Nansen), som værdsættelse af hans mangeårige
indsats for cambodianske flygtninge i Thailand. I dag arbejder hans center
(bl.a. med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp) for at udbygge de demokratiske
institutioner i landet og for at øge forståelsen for demokratiske værdier
og menneskerettigheder i lokalsamfundet. Umiddelbart ligner han slet ikke en
barrikadekæmper. Han er en lille rund og smilende mand - ikke ulig en dansk højskoleforstander,
og et besøg i Danmark for nogle år siden har også givet ham et overraskende
godt kendskab til danske historie og Grundtvig.
- Selvfølgelig
har Cambodia gennem de sidste 30 år gennemlevet frygtelige tragedier, men det
må ikke få lov til at blive en hovedpude, en undskyldning for ikke at gøre
noget nu for at forbedre vores samfund og de demokratiske institutioner i
landet, siger Dr. Lao. Og her kan vi lære noget af Danmarks og jeres
erfaringer det 19.årh. Da I truedes på eksistensen efter nederlaget til
Tyskland, skabte I strategien om med reformer og økonomisk udvikling at
genvinde indadtil, hvad der var tabt udadtil. Og Grundtvig gav danskerne en
bevidsthed om fælles værdier og betydningen af nationalt sammenhold. I
Cambodia i dag er det egentlige problem ikke at genopføre ødelagte
bygninger, bygge nye veje etc. Problemet er, at samfundet mangler fælles værdier
og internt sammenhold, og at der under det berømte smil gemmer sig for megen
apati. Destruktionen af de traditionelle værdier og almindelig medmenneskelig
solidaritet er den væsentligste og mest tragiske langsigtede effekt af Pol
Pot styret. I stedet har vi fået et samfund præget af ekstrem individualisme
og en helt ukontrolleret kapitalisme, hvor den enkelte får lov at forfølge
egne mål uden hensyn til samfundets behov. At få opbygget et nyt fælles værdisystem
og få skabt institutioner, der kan forsvare menneskerettigheder og
ytringsfrihed er vores største udfordring nu.
Ekstremisme og stærke
mænd
Dr. Lao hæfter sig også ved en tragisk tendens til
ekstremisme i det politiske liv og en forkærlighed for "stærke mænd"
i politik.
- Cambodia har i årevis været plaget af stofproblemer,
prostitution og hastig spredning af AIDS. På den baggrund dekreterede
statsministeren, Hun Sen, 20. november sidste år, at alle natklubber og
diskoteker - og dem er der mange af - skulle lukkes inden 23. november kl. 18.
Målet er selvfølgeligt sympatisk nok, siger Dr. Lao, men metoderne er jo
helt i strid med moderne retsfølelse. Disse etablissementer er godkendt af
myndighederne, de er underlagt regler for deres drift, og der er i forvejen
redskaber til at give advarsler/lukke stederne, hvis reglerne ikke følges.
Frem for at effektivisere kontrollen, blandt andet ved at gøre noget aktivt
ved embedsmands-korruptionen, fjerner regeringen med et pennestrøg tusindvis
af arbejdspladser og gør store investeringer, der er gennemført i tillid til
myndighedernes løfter, værdiløse. Hvem tør i fremtiden gennemføre
investeringer på basis af løfter fra myndighederne ? Og denne type
beslutninger er desværre kun alt for karakteristisk for Cambodias nyere
historie fra Prins Sihanouk’s faderlige enevælde i 50’erne og 60’erne,
over Pol Pot diktaturet i 70’erne og frem til Hun Sen i dag. Ved første øjekast
tager den slags dekreter sig ud som målrettethed og handlekraft, men reelt er
det jo blot symptombehandlig og et dække over almindelig afmagt.
Restaurant
og natklub i provinsbyen Battambang.
Bemærk hvorledes ejeren efter forbuddet mod natklubber t har klistret "Night
Club" over med gul tape, så der nu kun er "restaurant". Inden
for sker der det samme som altid, men der er nu fuldt blus på neonrørene, dørene
står åbne, og der er servering, så derfor er det ikke længere en
"natklub".
Alt for længe har befolkningen blot smilet fjernt og bøjet
nakken, hver gang der udgik ordrer fra oven. Det er en lang proces at bryde
denne apati og følelse af afmagt. Derfor er det vigtigt, at organisationer
som vores institut tager til orde offentligt, hver gang denne foragt for
forhandling, dialog og kompromis kommer til udtryk. Men der er lang vej endnu
erkender Dr. Lao. Det afskrækker ham dog tilsyneladende ikke. Da vi
skilles hen imod midnat ser han stadig lige så energisk og dynamisk ud, som
ved arbejdsdagens begyndelse.
Næste dag er Dr. Lao på forsiden af aviserne. I
forbindelse med det forestående lokalvalg havde hans institut fået til
opgave at lave en serie "neutrale" rundbordsdiskussioner med
partirepræsentater. Efter at opgaven var løst, havde myndighederne krævet
at få udsendelserne til gennemsyn inden de skulle sendes, og nu havde man så
trukket sendetilladelsen tilbage med henvisning til, at de ikke gav et
retvisende billede af regeringens indsats.
Der er lang vej endnu.
Dr. Lao Mong Hay, leder af The Khmer Institute of Democracy i Phom Penh sammen med Kristof Kristiansen.
8. februar